Grundtvig, N. F. S. Napoleon Bonaparte, (en Mythe)

Napoleon Bonaparte

✂ Den franske general og senere kejser, 👤Napoleon Bonaparte, var som enkeltmand enestående ved sine gerninger og indvirkning på 1800-tallet, og fra sin tidlige ungdom havde Grundtvig i aviser kunnet følge ham på de første militære fremstød i Europa og Egypten (fra 1796 og 1798) - over kroningen til kejser (1804) - frem til nederlagene ved Leipzig (1813) og Waterloo (1815) og eksilet på Skt. Helena, hvor 👤Napoleon befandt sig i 1817. Grundtvig tillagde 👤Napoleon en særlig plads i historiens gang frem mod en ny tid. I ►Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng (1812) erklærer Grundtvig 👤Napoleon for “Guds vidunderlige Redskab” mod den åndløse og syndige samtid (►Grundtvig 1812, s. 276), og i det ejendommelige, profetiske skrift ►En mærkelig Spaadom ogsaa om Dannemark efter en gammel Haandskrift (1814), udlægger Grundtvig 👤Napoleon som en “Morderengel over de vanartede, ugudelige Folkefærd” (►Grundtvig 1814, s. 8), og her fornemmer man profetiens spændingsfelt. Det er endnu ikke afgjort, om 👤Napoleon slutteligt sejrer eller taber; om han fortsætter sit ukristelige spor eller omvender sig. Det vil tiden vise. Grundtvig behandlede atter 👤Napoleon i skriftet ►Europa, Frankrig og Napoleon en dansk historisk Betragtning (1815), hvor det lyder:

✂ Det er vist at i den franske Revolution er et Forbillede af Antichristen, det er vist at 👤Napoleon har begyndt paa at realisere det, det er høist sandsynligt at han vil realisere det, saavidt hans aandelige Vilkaar tillade det, men vist maae vi ikke kalde det, fordi vi stedse skal ønske hans som hvert Menneskes Omvendelse, og fordi vi ikke kan vide, om Gud vil tillade ham at gaae saavidt, som han naturlig kunde gaae (►Grundtvig 1815, s. 175).

✂ Grundtvig delte med andre ord samtidens fascination af enkeltmandens ekstraordinære gerninger og virkning. Han var også enig i 👤Napoleons historiske betydning og gav den plads i sit historiefilosofiske overblik over verdenshistorien. Sidstnævnte var for Grundtvig imidlertid indlejret i et bibelsk-eskatologisk perspektiv til forskel fra 👤Schellings naturfilosofiske perspektiv. For en uddybning af 👤Napoleon som figur i Grundtvigs øvrige værker, se ►Vind 1999, s. 402-410.

F.W.J. Schelling

✂ Hovedbestræbelsen i den tyske tænker 👤Schellings filosofi var at forklare hele tilværelsen og den historiske udvikling ud fra ét grundprincip. Han søgte med andre ord enheden bag de forskelligt fremtrædende fænomener og ville vise, at tilværelsen i sin dybeste sammenhæng er ét. Ifølge 👤Schelling har alt sin plads og sin eksistens i det ene, som bærer tilværelsen og udvikler sig gennem tiden; det som han kalder ‘det Absolutte’. Han formulerede en naturfilosofi, der betragtede tilværelsen som én stor organisme, hvor ånd og natur var to sider af samme entitet. Naturen blev set som den synlige ånd, og ånden som den usynlige natur.

✂ 👤Schellings filosofi i perioden 1801-1806 kaldes også identitetsfilosofi, idet han var optaget af tanken om enheden (identiteten) af modsatte størrelser som ånd og natur, subjekt og objekt, det reale og det ideale. (jf. indledningen til “►Om Religion og Liturgie”). Forsoningen af disse adskilte størrelser og en tilbagevenden til enheden anså 👤Schelling for at være målet for udviklingen i historien (udviklingstanken). Historien blev en åndshistorie og historiske begivenheder blev til sindbilleder eller symboler, der måtte fortolkes, for at historien kunne forstås ret.

Indledningen

✂ Artiklen indledes med en hyldest til naturfilosofien “hvori alle Gestalter befries fra det tunge Støv, og forklares til aandige, betydningsfulde Figurer” (s. 1) og fortsætter hyldesten ved at prise 👤Bayle og 👤Voltaires kritik af kristen dogmatik, udtrykt i vendingen “Kampen mod Spøgelset fra de gamle Dage, der udgav sine Drømme for Sandhed, mod hvad man kaldte Historiens Vidnesbyrd” (s. 1). Han glædes ved den kritiske fornufts sejr over historien og klargør, at det netop er denne sejr, der forklarer hvorfor ►Zeus besejrede sin far, ►Kronos. Med udlægningen af denne græske myte fastslår Grundtvig at: “vi maa lade Historien giælde for hvad den er: en mystisk Spaadom om det høiere Fornuft-Liv” (s. 2). Inden Grundtvig kommer til den egentlige udlægning af myten 👤Napoleon, understreger han vigtigheden af ikke at lære historien, men konstruere den og anskue den i det ideale. Således kan man befri historien fra den indbildte realitet, som den er svøbt i (s. 3).

✂ Grundtvigs faste læserskare kan dårligt have taget fejl af den ironiske tone.

✂ De indledende ord sluttes med erklæringen om, at det er på høje tid, at 👤Napoleon Bonaparte som alle tidligere store skikkelser gennem historien anskues som en ren fortælling, da han alt for længe allerede har været “udgivet for puur Realitet” (s. 4) og derved skræmt millioner af mennesker. De mange hundredetusinder, der skulle være omkommet i kampen mod ham, er alene mytefortællerens ansvar, men har dog kostet folk deres nattesøvn ved denne forveksling af myte og realitet. Derfor må denne myte nu anskues fra et ophøjet sted og derfra forklares (s. 5).

Myten

✂ Fortællingen om 👤Napoleon Bonaparte opridses (s. 6 f.) for at klargøre det absurde i, at alle disse enorme begivenheder skulle have fundet sted i løbet af blot 30 år. Fortolkningen af myten bliver gjort af en fremtidig “Chronoscop” (beskuer af tiden), der må undres over, at man i en tid, der kaldtes fornuftens, kunne mene, at alle disse begivenheder var samtidige og tage dem for pålydende. Men det tidlige 1800-tal var kun “Oplysningens svage Morgendæmring” og derfor kom man til at tage “de mystiske Gestalter [...] for virkelige objective, fornuftsmæssige Skabelser” (s. 8). For at nå frem til sin tolkning af 👤Napoleon Bonaparte må Chronoscopen først klarlægge de forudgående perioder: “Phantasiens Alder” (oldtiden), hvor kolossale figurer “vandrede som Gudegestalter paa Jorden” og den “Drømmetid” eller “Følelsens Alder”, der fulgte efter, hvor længslen efter den svundne tid kom til udtryk i myter om 👤Kristus og andre store digterværker (s. 9). Endelig med en ny periode vågnede “Mennesket til fornuftigt Liv”, men det var endnu dunkelt, nogle troede på fornuften og andre ikke, og det førte til de stridigheder, som myten om 👤Napoleon afbilder (s. 10).

Fortolkningen

✂ Udlægningen af myten eller mytekredsen omkring 👤Napoleon fremstår som en mosaik af fortolkninger af enkelte billeder. Den Franske Revolution er et billede på opgøret mellem det gamle tankesæt, der tilhørte drømmetiden, og det nye tankesæt, som hører fornuften og friheden til. Halshugningen af kongen (1792) er det frembrud af lysstråler, der får drømmetidens mørke til at fremstå som et hovedløst uhyre (s. 11 f.). Samtidig kæmper fornuften og friheden under Rædselsherredømmet (1793-1794) også indbyrdes i frygt for at tabe selvstændigheden i en sammensmeltning. Dette bliver afbildet i myten ved tyskerne og englænderne, som ved hjælp af etymologiske udredninger af ‘deutsch’ og ‘engelsk’ vises at udtrykke den rene fornuft og friheden (s. 12).

✂ 👤Napoleon Bonaparte bliver nu “Tidens gode Aand” eller “den gode Deel” (Bona Parte) (s. 13), der træder frem i denne brydningstid og stræber efter at samle og organisere et fornuftigt hele, der frit kan udtrykke sig (jf. republikkens styre under Direktoriet 1795-1799 og Konsulatet 1799-1804). Det er oplagt, at han er skildret som øbo, for derved er han sat i forbindelse med ►Afrodite, der netop har det i sin magt at sammensmelte det adskilte og stridige (s. 14). Men da nu tiden for fornuftens alder endnu ikke helt er kommet, må 👤Napoleon bukke under første gang i strid med russerne, “den gamle Drømmetids sidste Kraft” (s. 15), og anden gang for tyskerne og englænderne, fornuften og friheden forenet. Det hentyder til 👤Napoleons katastrofale felttog mod Rusland i 1812, samt nederlagene ved Leipzig og Waterloo i hhv. 1813 og 1815.

✂ Således forestiller Grundtvig sig tolkningen af myten ville lyde i det 30. århundrede, men tilføjer, at der formentlig vil være yderligere at udlægge, da 👤Napoleon atter kan vende tilbage fra Skt. Helena. Det deraf følgende blodbad må man dog ikke forfærdes over, da det hele jo blot er en aftegning af fornuftshistorien: “den matte sandselige Skygge af det store Natur-Epos, vi ere nær ved at fuldende, i det Fornuften vaagnet til guddommelig Selv-Bevidsthed i Naturens Aand, underlægger sig Historien” (s. 16).

Efterskriften

✂ Grundtvig henvender sig slutteligt i et kort efterskrift til eventuelle nye læsere for at sikre sig, at artiklen ikke blev taget for pålydende, men selv her har han ikke kunnet dy sig for et sidste piskesnert til 👤Schelling ved i umiskendelige schellingske termer at forklare sit ærinde som:

✂ et Forsøg paa med Øinene at nedrive Mellemvæggen mellem Klogskab og Galskab, udlede dem begge af Indifferensen og sammensmelte dem i en kiærlig Identitet (s. 16 f.).