Grundtvigs forhold til biskop Balle
✂ Den hyldest isprængt kritik, som Grundtvig yder biskop 👤Balle i dødedigtet, giver et ganske godt billedet af Grundtvigs vurdering — i hvert fald i denne periode — af 👤Balles livslange indsats. En tilsvarende særdeles positiv omtale af 👤Balle blandet med kritik af hans eftergivenhed over for oplysningstidens smag og tænkemåde havde allerede kunnet læses i ►Kort Begreb af Verdens Krønike fra 1812. Her var det især Evangelisk-kristelig Psalmebog, der stod for skud (Grundtvig 1812, s. 346-349).
* Blandingen af ros og kritik var også til stede i Grundtvigs omtale af 👤Balle i 1815 i forbindelse med genoptrykket af fødselsdagsdigtet “Til Biskop Balle” fra 1809 (►Kvædlinger, s. 146-148, klik her).✂ Af egen drift, men dog med tilladelse fra de nærmeste efterladte, holdt Grundtvig en tale ved mindehøjtideligheden for 👤Balle i Trinitatis kirke (Grundtvig 1885, sp. 342 og 345). Talen tog udgangspunkt i ►2 Sam 3,38: “Vide I ikke, at paa denne Dag er falden en Fyrste, en Høvding i Israel!” (1885, sp. 345), og mange af dens tanker kan genfindes i dødedigtet. Grundtvig sagde blandt andet, at 👤Balles navn skulle gå over i den danske historie, og at forældre skulle fortælle deres børn:
✂ der var en Gang en Tid, en Mørkets Time, da mange sammenrottede sig imod Herren og hans salvede, men da sad der en Mand paa Sjællands Bispestol, som havde Mod til at træde i Skranke og Kreds paa Val med dem alle, som turde stille sig for Alteret og sige: kun over mit Lig skal det besmittes, som turde trøstig udbryde: ►Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte; Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes! — en Mand, der saaledes talte Sandheds Ord til den korsfæstedes Ære, at alle, hvis Hjærte og Øre var aabent for Sandheds Røst, maatte sige: saaledes talte Modstanderne aldrig (1885, sp. 348).
✂ Hvordan talen blev opfattet af nogle af de tilstedeværende ses af en samtidig kilde, der var sympatisk stemt over for Grundtvig. En broder i Brødremenigheden, 👤Johannes Reuss, skrev til en anden broder dagen efter bisættelsen, at han havde deltaget i hele højtideligheden. Grundtvig omtalte han som den “grossen Redner u. Evangelisten” (da. store taler og evangelist) og som en “ausserordentliche Prediger” (da. højst usædvanlig prædikant). Han mente dog også, at Grundtvig var en torn i øjet på de gejstlige, der var forsamlet i kirken. 👤Reuss tilføjede endvidere:
✂ Indessen ist er ein treuer Bekenner der Wahrheit und des Worts vom Creuz in Evangelio, und ich habe ihn gestern mit inniger Bewegung und Freude am Sarge des sel. Bischofs davon zeugen hören. — Prinz 👤Christian, in dessen Nähe ich stand, trat vor, sobald Grundtvig reden anfing, und verwandte kein Auge von ihm mit sichtbaren Zeichen des Eindrucks — bis er aufhörte. (da. Imidlertid er han en tro bekender af sandheden og korsets ord i evangeliet, og jeg har i går med inderlig bevægelse og glæde hørt ham pege derpå ved den salig biskops kiste. — 👤Prins Christian, i hvis nærhed jeg stod, trådte frem, så snart Grundtvig begyndte at tale, og så ufravendt på ham synligt bevæget — indtil han standsede.) (👤Johannes Reuss til 👤Hans Wied, København den 26. oktober 1816; i ►Heiberg 1899-1901, bind 6, s. 214-216).