Grundtvig, N. F. S. Nikolai Edinger Balles Amindelse

Brun og Balle og deres samtid

✂ Som en følge af Napoleonskrigene var den nationale situation omkring 1816 på et lavpunkt. Det mest betydningsfulde tab var opløsningen af det dansk-norske dobbeltmonarki, hvor Danmark i 1814 var blevet tvunget til at afstå Norge. De to lande blev i samtiden ofte beskrevet som tvillingeriger, og med Grundtvigs ord var de “Fuld-Sødskende”, dvs. helsøskende, i Norden (strofe 11). Med adskillelsen fulgte også ændrede forhold for statskirken i Norge, der havde været styret parallelt med den danske kirke fra København.

✂ Et andet ydre krisetegn var ruinerne af hovedkirken i Danmark, Vor Frue Kirke i København, der henlå midt i byen som et resultat af englændernes bombardement af København i 1807. I sit digt anvender Grundtvig ruinerne af domkirken som et udtryk for den kirkelige tilstand (strofe 21-23).

✂ Under den store kirkekamp i 1790’erne var specielt den traditionelle, gammeldags lutherske kristendom i en voldsom krise. Fra filosofisk hold (som engelsk deisme) blev kristendommen reduceret til slagordene Gud, dyd og udødelighed samt et moralsk levned med 👤Jesus som et kun moralsk forbillede. Samtidig var tiden præget af oprør mod autoriteter og tro på den menneskelige fornuft og menneskehedens fremadskridende oplysning. Kampen gav sig udslag i bitre opgør mellem nedarvede teologiske og bibeltro livsopfattelser og nye livssyn, der udelukkende ønskede at bygge på den menneskelige fornuft (►Kornerup 1951, s. 445).

✂ Den traditionelle kristendoms forsvarere, biskop 👤Brun og biskop 👤Balle, forsøgte i hver deres kirkelige sammenhænge at dæmme op for angrebene på kristendommen. I Norge stod biskop 👤Brun for kirkelig konservatisme, personlig inderlighed i gudsforholdet og en bibeltro forkyndelse af 👤Kristus (Kornerup 1951, s. 407 f.). I Danmark var biskop 👤Balles teologiske udgangspunkt en moderat oplysningsteologi, hvor han forenede tro på åbenbaringen med en i samtiden moderne, historisk-kritisk metode. Ligeledes fastholdt han de fleste gammellutherske dogmatiske begreber. Han mente ikke, at der var konflikt mellem de kristne åbenbarede sandheder i Bibelen og fornuften. 👤Otto Horrebow, der som tilhænger af naturlig religion var af den opfattelse, at Gud kun talte til mennesket gennem naturen og fornuften, udså sig 👤Balle som hovedmodstander og polemiserede mod ham i sit tidsskrift, ►Jesus og Fornuften. Et Religions-Blad (1797-1801). 👤Balles svar var at udgive tidsskriftet ►Christeligt Religionsblad under Opskrift [dvs. overskrift]: Bibelen forsvarer sig selv (1798-1810) (se Kornerup 1951, s. 448-459).

✂ At forbedre kristendomsundervisningen var en anden måde, 👤Balle prøvede at forsvare den traditionelle kristendomsopfattelse på. I 1791 var han hovedforfatter til ►Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler, der var en kortere og mere pædagogisk forklaring eller udlægning af 👤Luthers ►lille katekismus end 👤Pontoppidans ►lærebog fra 1737. Ligeledes forsøgte han at forny salmesangen i kirken og bedre tilpasse den til landbefolkningens behov med en ny, autoriseret salmebog. 👤Balle ledede selv en kommission, der efter et flerårigt, grundigt forarbejde udgav ►Evangelisk-kristelig Psalmebog i 1798.

Biskop Balles bisættelse

✂ 👤Balle arbejdede utrætteligt for at styrke kirke og kristendom som professor ved universitetet, som biskop, teologisk forfatter, udgiver, debattør og fra 1800 også som kongelig konfessionarius. I 1808 måtte han dog frasige sig bispeembedet på grund af personlige sorger, og i 1816 døde han som 72-årig “udtæret af Arbeide og Alderdom” (►Møller 1817, s. 294).

✂ Selve begravelseshøjtideligheden den 25. oktober bestod først og fremmest af et storstilet ligtog fra afdødes bolig gennem Københavns gader til Trinitatis kirke. Kisten blev båret af studenter og utallige borgere, flere ministre og prins 👤Christian Frederik, den senere 👤Christian 8., fulgte til fods. Professor 👤Jens Møller berettede, at de satte kisten i kirken, “hvor Biskop 👤Münter først holdt sin Sørgetale, og Pastor N. F. S. Grundtvig, en Frænde af den Hensovede, derefter tilføiede nogle Ord til hans Amindelse [dvs. minde]” (Møller 1817, s. 295). Ligtoget bevægede sig derefter videre til Petri kirke, hvor kisten midlertidigt blev bisat (►Koch 1876, s. 228). Det omtalte slægtskab bestod i, at 👤Balles første kone var Grundtvigs faster, 👤Frederikke Severine Grundtvig.

✂ Dødsfaldet gav anledning til yderligere hædersbevisninger, flere mindekvad blandt andre af 👤B.S. Ingemann, en sørgefest på universitetet og en fyldig biografi af 👤Jens Møller (Møller 1817, se specielt s. 294-297).

✂ Senere blev kisten stedt til hvile på Assistens Kirkegård. Efter indsamling blandt stiftets præster blev der rejst en firkantet støtte på graven smykket med en urne, flere latinske indskrifter og en bispestav omvundet af laurbær (Koch 1876, s. 237).

Genre og indhold

✂ “Nikolai Edinger Balles Amindelse” er ud fra en genremæssig betragtning et dødedigt (jf. ►Auken 1998, s. 15, 23 f. og 222). Det er karakteristisk for Grundtvigs senere dødedigte, at han i modsætning til mange i sin samtid oftere formåede “at indfatte et menneskes liv og død i billedrige formler og derefter placere dette menneske i åndshistorien, — ikke kun den forbigangne, men også den kommende” (►Lundgreen-Nielsen 1980b, s. 24). Denne evne ses allerede i dette tidlige dødedigt fra 1816.

✂ I digtet er 👤Balles liv og betydning indfældet i en åndshistorisk og eksistentiel sammenhæng. Som helhed handler digtet om, hvad der ud fra Grundtvigs synspunkt er en kamp mellem Gud og verden, mellem menneskelig videnskabelig visdom og Guds visdom og mellem sand kristentro og vantro. Kampen er afspejlet i punktnedslag i kirkens og i den for Grundtvig sande kristendoms stilling i en periode af det historiske tidsforløb. Perioden udspiller sig fra 👤Luther og reformationen til eftervirkningerne i Danmark og Norge og frem til Grundtvigs samtid med de to dødsfald. Digtet viser også ind i fremtiden med reformationsjubilæet og Grundtvigs egen kamp for fornyelse.

✂ Digtets syn på tid er et udslag af en gammel universalhistorisk betragtningsmåde. I Grundtvigs samtid var de forskellige teologiske retninger inden for det kirkelige regi nogenlunde enige om at betragte den historiske tid som et lineært forløb, der begyndte med skabelsen og ved tidernes ende ville slutte i den eskatologiske evighed. Man forestillede sig, at evigheden samtidig eksisterede i sin egen tid. Blandt andre Grundtvig og gammeldags lutherske kristne mente desuden, at der fra Gud og evigheden i himmelen kom nedslag i den historiske tid, og at Gud greb styrende ind i verden i overensstemmelse med sin forudfattede plan.

✂ Som et gennemgående billede på det universalhistoriske forløb bruger Grundtvig i digtet en traditionel metafor, der har rødder tilbage i antikken. Livet skildres som en sejlads på tidens hav (s. 56), hvor tiden forstås som det jordiske, historiske tidsforløb fra skabelsen til 👤Jesu genkomst. Her vil skibet sejle ind “i Himlens Havn” (s. 58).

✂ Dødedigtet har to hovedafsnit, hvoraf det første består af 26 regelmæssige strofer, der igen er inddelt i en allegori (strofe 1-15) og en udlægning med fremtidsperspektiver (strofe 16-26). Det jambiske versemål i første hovedafsnit bliver i det andet afløst af trokæer, der er indføjet i stikiske verslinjer med krydsrim. Den ændrede form i andet hovedafsnit er et ydre tegn på, at dødedigtets stil har skiftet karakter, så stilen bedre passer til det mere argumenterende indhold. Det samme gælder den løsere opdeling i afsnit af forskellig længde. Igennem seks afsnit vises kampen mellem den menneskelige, videnskabelige visdom og Guds visdom med eksempler fra historien.

Det ‘allegoriske’ hovedafsnit

✂ Den gennemgående allegori i første hovedafsnit har hentet billeder fra naturen i henholdsvis Danmark og Norge, den danske skov og de norske fjelde med deres mest karakteristiske træer, bøgen og granen. I begge landskaber er de gamle stammer faldet, så kun stubben er tilbage, og en fugl er blevet hjemløs, da den ikke længere har et sted af sidde (strofe 3-8).

✂ Træmetaforikken bliver dels kædet sammen med verdenstræet, asken ►Yggdrasil, og andre figurer fra den nordiske mytologi, dels med den bibelske forestilling om 👤Isajs stub (jf. ►Es 11,1 og 10). Det var fra 👤Isaj via sønnen kong 👤David og hans slægt, at man håbede, fornyelsen ville ske i Israel og i jødedommen. Denne forventning blev i kristendommen overført på 👤Jesus Kristus, der nedstammede fra 👤David (jf. ►Matt 1,1; strofe 12-15).

✂ I strofe 15 sker en internalisering af naturbilledet, som leder over til en delvis udlægning af allegorien og en beskrivelse af den samtidige kirkelige situation, både i eskatologisk tid i himlen og i den jordiske virkelighed i Danmark. Begge steder drejer det sig om jubilæumsfejringen af 👤Martin Luther og den reformation af kirke og kristendom, som han indledte i 1517 (strofe 16-26).

Det ‘argumenterende’ hovedafsnit

✂ Med det andet hovedafsnit kaldes læseren eller rettere de kristne danske læsere tilbage til anledningen for digtet, 👤Balles kiste. 👤Flemming Lundgreen-Nielsen sammenligner situationen med en prædiken, der bliver holdt ved siden af kisten (►Lundgreen-Nielsen 1980a, s. 704).

✂ Den gennemgående tankegang i andet hovedafsnit er sandsynligvis hentet fra ►1 Kor 1,18-31. Skriftstedet handler om korsets dårskab og Guds visdom, der er af en anden art end den menneskelige visdom med dens videnskab og viden. Guds dårskab er samtidig stærkere end den menneskelige videnskab. Som der står i digtet, styrer Guds “Vidskab”, dvs. visdom og indsigt, verden, og gennem 👤Kristus, Helligånden og de kristent troende griber den ind i historiens gang (s. 58 f.). Kun i sammenhæng med Guds visdom er den menneskelige visdom levende (s. 56).

✂ I første afsnit gøres det klart, hvad forskellen er på som menneske at være i kontakt med Guds visdom eller kun den menneskelige. Gennem opremsning af retoriske spørgsmål spørges der om, hvad den menneskelige videnskab og kunnen har været i stand til at udrette igennem historien (s. 55-58). Svaret kommer i andet afsnit; kun gennem Guds ‘Vidskab’ og det som menneske at være knyttet til den har de nævnte guddommelige og ekstraordinære handlinger kunnet finde sted (s. 58 f.). I tredje afsnit spørges “Mande-Vid”, dvs. menneskelig klogskab eller forstand, direkte, om den har eller kan øve helgengerninger. Hvis den ikke kan, er det bevis på, at Guds ‘Vidskab’ og ‘Vid’ har størst magt (s. 60). Argumentation, sprogbrug og tankegang ligger tættest på ►1 Kor 1,18-31 i dette centrale afsnit. Fjerde afsnit indeholder konklusionen på argumentationskæden, de troendes blinde tro på Guds eller sandhedens ord har skabt kirken og andre afgørende forhold i historien. 👤Balles tro og betydningsfulde livsgerning viser denne sammenhæng (s. 60-62).

✂ I femte afsnit vender det lyriske jeg tilbage til situationen ved 👤Balles kiste med en kritik af, at 👤Balle ikke havde troet blindt nok, fornemmet den kristne lovsang klart nok og stået stærkt nok i kampen for sand kristendom (s. 62 f.). Med sjette og sidste afsnit afbødes kritikken med personlige indrømmelser. 👤Balles sande fortjenester skal stå nedfældet i historien, hans tro frelste ham (s. 63 f.).

✂ Underordnet hovedargumentationen i afsnittene kan der spores en apologetisk bestræbelse, der er karakteristik for Grundtvig i perioden 1811-1815 (se f.eks. Auken 2005, s. 205). De historiske hændelser, hvor den sande kristendom har sejret gennem de troendes handlinger, har kun kunnet finde sted, fordi Guds styrelse og magt har grebet ind og stået bag de troende. Derved er de som Guds redskaber blevet støttet med guddommelig visdom og kræfter, der er stærkere end modstandernes kun menneskelige. Et tydeligt eksempel er det vidnesbyrd om Gud, som helgenerne har sat i historien (s. 60-62). Da de pågældende hændelser er dokumenteret i historiens forløb, beviser de indirekte Guds eksistens og magt (s. 60 f.).