Om Menneskets Forhold til sig selv.
✂ Menneskets Selv eller hans Sjæl, er, som vi have seet, oprindelig hans i Sandhed forbundne Bevidsthed af sit dobbelte Forhold, sit verdslige som Legemet udtrykker, og sit guddommelige som Aanden bevidner, hvoraf det ene Forhold er kongeligt, det andet ►tjenerligt, saa at begge, forenede, udgiøre et ►statholderligt Forhold. At iværksætte denne Forening, at omfatte det dobbelte Forhold med Taknemmelighed, og efterhaanden begribe det i Kiærlighed, er unægtelig Grundloven, hvis Overtrædelse maa koste Mennesket Kronen, men at han kan fristes til at overtræde den, er ►øiensynligt, thi han kan behage sig selv i sit kongelige Forhold og derved fristes til at nægte sit ►tjenerlige, og saaledes stræbe efter Uafhængighed. Han skal betragte sin tilsyneladende Selvstændighed i Verden som et blot Skin, og søge sin Virkelighed i sit ►Samfund med Skaberen, betragte sig selv, adskilt fra Ham, som et Intet, men han kan ogsaa giøre det modsatte, betragte sin Selvstændighed som virkelig og sin Afhængighed som et Skin, thi han er ►skabt i Guds Billede og finder hos sig et Skin af hvad der i Gud ►paastaaer Uafhængighed. Giør han nu det, da lyver og synder og falder han, og med ham falder Alt hvad ham var forlenet, skiøndt 165det ikke synder, thi den løgnagtige Sjæl indvikler det i sin Bevidsthed, korsfæster Aanden i Legemet, og anmasser sig dens Throne. At nu Sandheden maa overhugge Knuden, opløse Legemet, løslade Aanden, tilintetgiøre Sjælen ᴐ: lade den i Døden føle sit Intet, som en udtømt Bevidsthed, der Intet beholder, uden hvad der er dens eget, den onde Villie der forbander sig selv, det er ►følgeligt, men hvorledes der skulde skee en Udvikling, hvorved Sjælen frelstes og fik Opreisning, det er ubegribeligt, og kun saameget kan man sige, at det maatte gaae forunderligt til, thi i Menneskets egne Øine er det en Umulighed.
✂ Nu opstaaer det store ⓘ Spørgsmaal, som man enstund har med yderste ⓘ Letsindighed forbigaaet, eller behandlet som en Smaating, det Spørgsmaal nemlig: ►er Mennesket faldet? et Spørgsmaal der maa være let at besvare, men hvis det maa bejaes, forfærdeligt at tænke paa. Skulde jeg nu anstrænge mig for at bevise ►Menneskets Fald? Nei, ingenlunde, thi beviser det sig ikke selv for hver Menneskens Barn, ►gaaer der ikke Syn for Sagn, da er Mennesket ikke faldet, da er det kun mig og endeel andre Lemmer, som ere faldne af 166Mennesket, og ere blinde nok til ikke at see Mennesket daglig forvandles fra Klarhed til Klarhed. Kort sagt, er der et Menneske til som ikke døer, da er han ikke heller falden, er der et Menneske til, som fra sin Fødsel af har fornægtet sig selv, og ene søgt sin Virkelighed og sin Glæde i Gud, da er han ikke falden, og jeg tør ►love ham for, at falder han ikke, da skal han heller aldrig døe, thi Sandhed bygger ikke for at nedrive, sammenføier ikke for at adskille, hvad som er i Sandhed, kan ligesaalidt berøves sit Liv som Sandhed selv, et Menneske der var i Sandhed kunde i det Høieste hengive sig selv som et Offer i Døden, men kunde selv da ikke holdes af den. Eet saadant forunderligt Menneske finder man i Historien, men han paastod netop at ►Mennesket var faldet, og ►kunde kun ved Ham opreises, og jeg skal aldrig nægte, jeg troer Han har Ret, indtil jeg seer en anden der gaaer hen og giør som Han og siger ei det Samme. Imidlertid min Tro vil jeg her Ingen paatrænge, og hvem der finder for godt, heller at døe uden Haab, end at troe paa den vidunderlige ►Opreisning, misunder jeg ikke sit Valg, men kan han ikke bevise sin Magt over Døden, da er hans Fald beviist, og paastaaer han at være, vide, og kunne giøre noget af sig selv, da be167kræfter han sit Fald, og ►udskummer sin egen Skam, det er unægteligt.
✂ Dog, ►Faldet er man endnu ikke hos os blevet dristig nok til at nægte, men har hjulpet sig med den dobbelte Selv-Modsigelse, at Mennesket er faldet og falder idelig af sig selv, og kan idelig opreise sig selv, og falder dog tilsidst i Graven hvor han bliver liggende, kort sagt at Intet er Noget og Noget er Intet, og derfor nytter det ikke at tvistes med de godt Folk, thi hvem der vil modsige sig selv, kan ikke tage mod Overbeviisning, og ►contra negantem principia non est disputandum.
✂ Hvad jeg derfor nu vil giøre, er kun at skildre de nærværende menneskelige Vilkaar, forsaavidt jeg af egen Erfaring kiender dem, og sammenligner dem med hvad jeg har forudsat som de oprindelige, og Menneske-Slægtens Erfaring, i Historien, skal dømme mellem det attende Aarhundrede og mig.
✂ Vi begyndte før med det legemlige Forhold som det oprindelige, men nu vil vi begynde med det aandige, som det klareste, og som det vi have seet skal ►klare det Hele. Vel veed jeg, at de Mennesker ere nuomtide ikke faa, som betvivle om de har en Aand, for ikke at tale om dem der tvivle om at de har en Sjæl, thi det seer man let er kun en Feiltagelse, fordi man forvexler Sjæl og Aand, saa at 168hvem der yttrede Tvivl om enten han var sig selv bevidst eller ikke, maatte enten kunde bringes til at belee sin Tvivl, eller ►og gaae ind i Daare-Kisten, for der at betænke sig. Vel veed jeg ogsaa, det maa holde haardt, at bevise Nogen, han har en Aand, naar han ikke selv er sig det bevidst, da det kun er i Selv-Bevidstheden vi har Noget, men at bevise enhver, som har sin Bevidsthed, at hans ►første Forældre maa have havt Aand, og at, hvis han har ingen, da er det en stor Mangel, det troer jeg kunde lade sig giøre. Istedenfor imidlertid at føre et langt Beviis som her var overflødigt, vil jeg kun angive hvad jeg forstaaer ved Aand, nemlig en levende, kraftig og virksom Forestilling, der hverken i sig selv, i sin Kraft eller i sin Virkning kan sandses, men kun erfares i Selv-Bevidstheden, og nu paastaaer jeg, som noget Unægteligt, at den menneskelige Villie er en saadan aandig Virkning. At Villien ikke kan sandses maa enhver indrømme, at den ingen Kraft eller Evne er, lære vi deraf at vi kan have en kraftløs Villie, og at den ei virkes af noget Sandseligt, er os blandt andet klart deraf, at intet Sandseligt kan betvinge endog den svageste Villie, som man er blevet sig bevidst, en ubevidst Villie ᴐ: en Lidenskab kan henrive os ligesom en saadan behersker Dyret, men vi maa 169indrømme, det er ikke menneskeligt, frembringer derfor ikke heller, som hos Dyret, en ordenlig, men en uordenlig, vanvittig Bevægelse, og overleve vi den, komme vi til os selv igien, da finde vi endnu den samme Villie, som ikke kan forandres, uden ved en oversandselig Kraft. Uagtet nu mange Mennesker i de fleste Henseender ikke veed hvad de vil, ere sig ingen Villie bevidste, saa er der dog altid eet eller andet Tilfælde, hvori de veed det, og enhver kan altsaa giøre Erfaringen, men fremforalt er der een Hovedpunkt, hvor Tingen ►klarer sig, naar nemlig et Menneske spørger sig selv: vil du Løgn eller Sandhed, vil du være ærlig eller hykle for dig selv, thi her er Talen om oversandselige Begreber der forudsætte en oversandselig Forestilling, og her er Talen om Grund-Villien, der ikke saaledes, som dens Afkom, indvikles saaledes i sandselige Forestillinger og Begiærligheder, saa det tit synes ►som Villien udsprang deraf, fordi den fremspringer igiennem dem. Hiin Grund-Villie føler ethvert Menneske at han bør og kan være sig bevidst, og det som en oversandselig Virkning, der kan være forenet med Kraft, men ogsaa blottet derfor, i hvilket sidste Tilfælde vi kalde den blot et Ønske. Fremdeles er der i Menneskets Selv-Bevidsthed noget som vi meget rigtig kalde Samvittig170hed og som man vel maae sige er Villiens Bevidsthed, og som har det ►Underlige, at den ikke alene veed Grund-Villien, men ogsaa hvorledes den bør være. Vel siger man om mange Mennesker at de har ingen Samvittighed, men ligesom vi nok veed det vil sige, at de bryde sig ikke om den, have paa en Maade udstødt den af deres Selv-Bevidsthed, saa har iblandt andet 👤Fichte ypperlig godtgjort, at det ikke lykkes nogen, ved den ►Bemærkning, at den mest samvittighedsløse Skurk ypperlig veed hvad Samvittigheden fordrer af andre, hvilket var umueligt, dersom han ikke havde den selv. Betænke vi nu, at Samvittigheden saaledes unægtelig er en Virkning, som ei kan sandses, og ei forandres af Mennesket selv, ja ei af ham forhindres fra at blive kraftig, da see vi let det er en aandig Virkning, og er det vist, at Samvittigheden fordrer, vi skal baade ville og giøre Sandhed, da er den aabenbar en Virkning af Sandheds-Aand, som forudsætter at der skulde være et aandigt ►Samfund mellem Mennesket og Sandhed, være i Mennesket en levende og kraftig Forestilling af Sandhed, der ►virkede en Villie som kunde udtrykke Sandhed i alle de menneskelige Forhold. Men, vidner Sandheds-Aand at den skulde være i Menneskets Bevidsthed, da maa det ►og være Menneskets Skyld, om den er der ikke, 171ellers var Sandhed Løgn, og vidner den i Menneskets Bevidsthed, da maa den ogsaa have været der, og er der, hvergang Samvittigheden kraftig vidner, og maa have været der som Ven, da Menneskets sande Selv-Bevidsthed ei kan være Sandheds Fiende. Derfor skal heller aldrig nogen sige, at hans Samvittighed bebreider ham at han har et Legeme og en Fornuft, og føler sit Fortrin for Dyrene, men kun at han ikke betragter og bruger dem som Sandheds Eiendom, at han vil være og teer sig som andet end Sandheds Statholder paa Jorden. Samvittigheden er da Vidnesbyrdet i vor Selv-Bevidsthed om et bestaaende eller ►forloret, kiærligt og aandeligt ►Samfund med Sandheden, i første Fald en god og i sidste en ond Samvittighed. Er nu ►Samfundet ►forloret, hvilket viser sig deri, at vi enten ikke vil hvad vi skal, eller ikke kan hvad vi vil, da kan vi kun have ►forloret det ved et andet aandigt ►Samfund, ved et ►Samfund med Løgnens Aand, ved at lade den virke en Villie i os, som fornægtede Sandhed, og Spørgsmaalet er kun; om denne Villie var ubevidst, var en Lidenskab, eller bevidst ᴐ: et Forsæt, den naturlige Følge maatte forsaavidt vorde den samme, at vi kom i Løgnens Vold, men i første Fald kunde vi angre vor Synd, uden at vi dog indsee, hvad det kunde nytte.
✂ 172Uden nu her videre at udføre dette, som enhver kan see, maatte føre til Guds underfulde Barmhiertighed og de Christnes Troe, vil jeg kun bemærke, at hvem der tør vidne, at han har en reen Samvittighed, han er ikke falden og trænger ikke til Naade, men han maae da ikke heller nægte at han har Sandheds-Aand, thi ellers røber han sig som en Løgner, og han maa ydermere bevise det, ved aldrig enten med eller mod sin Villie at afvige fra Sandhed, og ved at kunne sige Sandhed om alle Menneskets og Tingenes aandige Forhold, thi afviger han et Haarsbred, eller siger han eet Ord om aandige Forhold som vi kan bevise er Løgn, da maa han finde sig i at være en Løgner. Jeg veed ikke noget Menneske, der har underkastet sig denne Prøve uden 👤Jesus, og jeg troer han har bestaaet den, ja jeg har erfaret at hans Ord ere Sandhed, men hvem der troer andet, ►gjøre det for mig paa sin egen Kappe, kun ►optræde han ikke som vor Lærer i aandige Ting, med mindre han med Sandheds Aand og Kraft kan bevise sin Fuldmagt.
✂ Endnu er der eet aandigt Forhold der vel ei er saa almindeligt, som det i Villie og Samvittighed, men som dog kunde være det, og er for vist til at kunne nægtes, nemlig Troens Forhold. At Troen hverken ►falder i Sandserne eller udspringer af dem, 173behøver vel intet Beviis, og den maae altsaa være en aandig Virkning, men hvad man skulde kunne tvistes om, maatte være om der fulgde Kraft med den eller ikke, da den i det ringeste tit synes at være tilstæde uden Kraft ligesom Villien. At den imidlertid kan i Kraft bevise sin aandige Herkomst, bevise den ved at beseire det Sandselige og skabe en ny Villie, med andre Ord at den kan være levende, lader sig ikke nægte, uden at nægte Historien, som er fuld af Beviser herpaa. At nu den kraftige Troe igien kan være to Slags: enten Troe paa Sandhed eller Troe paa Løgnen ᴐ: Overtroe, samt at den sande Troes Kiendemærke er dens Enighed med Samvittigheden, og den sande, levende Troes Virkning en hellig og kraftig Villie, det følger af sig selv, og skal ikke her videre udvikles.
✂ Vi har nu seet, at det er Villie og Samvittighed, som giør vort aandige Forhold unægteligt, at dette Forhold er saa Mange tvivlsomt, og afmægtigt hos de Fleste, viser noksom at det naturlige ►Samfund med Sandhed er ►forloret, men trængde vi til yderligere Beviis paa, at det har fundet Sted, da vilde vi finde det umiskiendeligt i Indtrykket det har efterladt paa vore Evner og Kaar, vi siger jeg her med Eftertryk, thi det giælder kun os, der have Historien for os, og ere deelagtige i den hi174storiske Udvikling. Her see vi en Knude, som synes vanskelig at løse, den himmelvide Forskiel nemlig paa Menneskens Børn, i det talrige Folkefærd fra Slægt til Slægt, som det synes, uden al Udvikling fortsætte et dyremæssigt Sandseliv, over hvilket hverken Troe eller Tanke, Poesie eller Sprog, Konst eller ►Vidskab synes at hæve dem, medens paa enkelte Stykker af Kloden Menneske-Livet blinker giennem alle disse Billeder som en Stjerne, der, faldet til Jorden, dog stirrer mod Himlen, og skimter i alt Spor af sin aandige Herkomst. Man har, som bekiendt, villet overhugge Knuden, ved at paastaae alle Mennesker fødtes med lige Anlæg, og at det kun var Jordbund og Himmelegn og Tilfælde der, ►for Inden som for Uden, adskilde Slægten, men hvem seer ikke, at Sligt bogstavelig er Greb og Slag i Luften, hvorved Intet løses, og hvoraf Intet læres uden de ►selvgjorde Viismænds grove Vankundighed om Alt hvad Gud og Mennesket angaaer! Hvad er det Svar andet end et af de fortvivlede ►Magtsprog, hvormed den opblæste sandselige Fornuft har for Skik at afvise ethvert Spørgsmaal, den ikke kan besvare, skyde alt Aandigt paa Naturen, som den ikke kiender og indbilde sig at dermed er Sagen klar, fordi den blev Spørgsmaalet kvit! Man skal ikke nægte det er nemt nok at beraabe sig paa hvad 175Ingen kiender, Tilfælde og Natur, men at forklare det Underfulde af det Ubekiendte synes at være en ikke saa lille Modsigelse, og det er ret ►mærkeligt, at da man ingen Ting tiltroede Gud og Forsyn, tiltroede man Natur og Tilfælde Umueligheder, og pralede saa, for at giøre det tilgavns, af at have bandlyst Overtro og fremmet Oplysning, og gjort Fornuften fri, ventelig fra Tænkningens evige Grundlove, saa den havde Lov til at modsige Sandhed og sig selv, saameget den vilde, ja, jo galere, jo bedre, thi des friere teede den sig vel. Tilfælde er, som man veed, vort Udtryk for hvad vi ikke kan forklare som nødvendig Virkning af bekiendte Aarsager, og Galskabet i at sige, noget er forklaret ved det man siger, at man ikke kan forklare det, indsees let, men vi maae ogsaa indrømme, at for hvem der vidste Alt, var Intet Tilfælde, da der ellers maatte være Virkninger uden virkelige Aarsager, som er en grov Selv-Modsigelse. Sæt nu ogsaa at Ingen vidste Alt, saa blev det dog ►ligevist, at der i Grunden intet Tilfældigt ᴐ: Uforklarligt var, men da nu alt maatte være kommet af Intet, naar Ingen skulde vide det, ►Vidskab kommet af Vanvid ᴐ: ►Vidskabs Tab eller Fornægtelse, saa kan man heller ikke paastaae det, uden at modsige sig selv, men nødes til at indrømme at Een veed 176Alt, ogsaa den evige Grund til alt Timeligt, som han enten selv maa være eller omfatte som et levende Begreb ᴐ: som den evige Sandhed, hvilket forener sig i Gud. Tilfælde maa man derfor skye som Pest, naar man ikke vil give Gud Æren, thi da maa man enten lade ►som man veed Alt paa en Prik, eller kommer dog med det Første saavidt, lade ►som man enten er virkelig Gud, eller gaaer dog med ►Bestallingen i Lommen, og venter kun paa en vis Fødselsdag, for at giøre den giældende, kort sagt, bære sig ad som ►Natur-Philosopherne, der naar de ikke havde det ulykkelige Tilfælde at ligge i Strid mod Sandhed, og som en Følge deraf døe ud efterhaanden, nok kunde blive Guder med Tiden. De godt Folk, der, som sagt, kun har eet slemt Tilfælde, indsee godt at der maa ingen Tilfælde være for den guddommelige ►Vidskab, og at hverken Jordbund eller Himmelegn giør Sagen klar, med mindre man lader ►velbenævnte ►Faculteter ᴐ: Planeterne, Soelkraft og Jordstof, ►Osiris og ►Isis, ►Odin og ►Frigga, kort sagt Natur-Kræfterne i hele og ►brudne Tal og under alle mulige Skikkelser, skabe Folkene overalt fra første Færd, som de vil have dem: Somme til Statister, Andre til Figuranter, atter andre til Solo-Dandsere, og endelig en Part til Helte og Halv-Guder i det store Verdens-Drama, 177der naturligviis ender med en stor Kata-Strophe, hvorved Verdens-Aanden, efter, trods det dødelige Saar han fik som ►Achilles, at have indtaget Sandheds 📌Ilium, og efter lang Omflakken med ►Ulysses og hans Stalbrødre giennem alle det Endeliges Former, endelig springer frem som en ►Deus ex machina for ►Penelope, der egenlig har siddet paa gylden Stoel og vævet hans hele Reise, som en udvortes kold og knipsk, men indvortes brændende og høist føielig ►Norne, ja ret som Idealet af en Hore, der veed at giøre sig kostbar en Stund, men som, naar hendes Tid kommer, med inderlig Vellyst forener sin elskelige Huusbonde med hans dødelige Fiender i sin Skiøgefavn, Noget han naturligviis ►smukt maa finde sig i, for Harmoniens Skyld ᴐ: for at faae Huus-Fred.
✂ Hvad jeg før har kaldt denne dramatiske Digtekonst, husker man vel, og jeg vil i al Fald gientage min uforgribelige Mening, at den har Fanden skabt, men her vilde jeg for Resten kun i en vakker Lignelse, laant af de godt Folk selv, vise, hvad der bliver af Gud og Sandhed og Historie, naar man med ⓘ Forstand vil forklare Folkenes Vilkaar af Jordbund og Himmelegn og Tilfælde, eller med andre Ord, naar man med Hænderne vil gribe 178Aanden i Luften, fordi Soel-Straalen derigiennem skinner klart i Øiet, thi da maa man, som de gamle Hedninger, stræbe at forklare Verden og Mennesket af Solen og Planeterne, gaae hen at tjene ►Himmelens Hær, istedenfor dens Herre, holde Sandhed for Nar og Løgn for Sandhed.
✂ Dog, andet var her vort Forsæt, vi vilde see om vi i Folkene kunde finde Sandheds Spor, uden at tvivle paa, de jo ogsaa findes, hvor vi ikke see dem, og kun med een Bemærkning vil vi møde Snakken om Jordbund og Himmelegn, med den nemlig, at den samme indvortes Forskiel, som der er mellem de mest dyremæssige og de mest aandige Folkefærd, findes mellem de enkelte Lemmer af det mest aandige Folk vi vil nævne, og det, skulde jeg mene, burde være nok til at kuldkaste det hele Luft-Castel, hvormed man vil beskytte sig mod Himlen. Mod Natur-Dynamiken, med dens magnetiske Steen, nytter derimod det Slags Bemærkninger ikke, den maa kvæles i Fødselen, i den bagvendte Selv-Bevidsthed, thi kan den slippe ud med Livet, da har den ►vundet Spil, men det er da ogsaa Alt, thi Seier vinder den i Evighed aldrig, saafremt ellers Sandhed varer evindelig.
✂ Egenlig lader jeg da gierne Folkenes og de Enkeltes store Forskiellighed gaae for hvad den er, en hid179til ►uopløst, men derfor ingenlunde ►uopløselig Gaade, og ligesom jeg intet Øieblik tvivler paa, at jo al Menneskens Slægt boer paa Jordens Kreds af eet Blod, ⓘ seer jeg ogsaa godt hvor Knuden giennem Historien vil løse sig, nemlig i ⓘ Opløsningen af de Baand der sammenknytte Forældre og Børn, thi Baandene kan man see, men løse dem kan jeg ikke, og gjorde det vel ikke heller, om jeg end kunde, thi det er Slægtens ømme Stæd, hvis Undersøgelse den vel neppe overlevede, og skiøndt den er hardtad forældet, er den dog endnu ikke udlevet. Her er det nok at bemærke, at endnu fandt man intet Folk, der var blottet for Villie og Samvittighed, saalidt som noget, hvis Villie var reen og kraftig, og hvis Samvittighed vidnede med dem, at de vare i kiærligt ⓘ ►Samfund med Sandhed, og det er Beviis nok for, at de alle høre til den i Aand opreiste, men i Synd nedfaldne Menneske-Slægt, og det Samme stadfæstes overalt hvor Evangeliet forkyndes. Med Hensyn paa Christne, vil jeg ►end bemærke, at ligesom Ordet forvisser os om Slægtens Eenhed og fortløbende Sammenhæng, saaledes vil de ►og kunne forstaae, at de Folkefærd, der paa en dunkel Villie og en sløv Samvittighed nær, have ►forloret alle Aande-Livets Spor, kan med deres 180sandselige Sprog og Begreb, der mere dyrisk forplanter end udvikler sig, ei være ►bekvemme til at ►annamme det eneste ►Opreisnings-Middel: ►Ordet, førend det er saaledes sammensmeltet med de mere aandige Folks Væsen, at det kan afbildes i et sandseligt Sprog og fattes af et sandseligt Begreb, uden at tabe Sandhed og Kraft, en Tid, der øiensynlig nærmer sig med stærke Skridt, forudsat, at vi ere Christne. Dog, jeg seer ►Slangen, og kiender Folkene som gierne vil indpræke baade Vilde og Tamme en sandseliggjort Christendom, som et Natur-Evangelium, og for ei, af en Feiltagelse, at regnes til ►det smukke Selskab, maa jeg lægge til, at min Mening er, naar Villie og Samvittighed, to Begreber af aandig Herkomst, men uadskillelig forenede med den sandselige Selv-Bevidsthed, blive os aldeles klare, da kan vi henføre al Sandhed til dem, som Kraft til Virkning, og ere da skikkede til at omvende selv de koldeste og dummeste Hedninger, naar de vil lade sig omvende, og dette er en Deel af hiin Christendommens reen practiske Tendents, hvoraf man har brystet sig saa meget, begrebet saa lidt, og viist endnu mindre. Videre vil jeg ikke her udføre dette, men da Villiens og Samvittighedens Uadskillelighed fra Selv-Bevidstheden er en saa saare vigtig Sag, og jeg kan 181fremstille den noget tydeligere end hist foran, vil jeg gribe Leiligheden til at bemærke, at den sandselige Selv-Bevidsthed, som er den umiddelbar indlysende Grund-Sandhed i Mennesket, maa betragtes som en ►Forklaring af den dunkle Grund-Villie der behersker Dyret, og denne Villie er igien en Virkning af den Grund-Kraft der ved den levende Sandheds Ord sattes i Virksomhed. Hiin Grund-Sandhed maatte altsaa indeholde den Grund-Villie til sandselig Selvstændighed (Individualitet) der oprindelig er Sandheds Villie, og denne maatte nødvendig træde i en saa inderlig Forening med den Villie Sandheds Aand umiddelbar virkede i Mennesket, at Forpligtelsen til at være saavel aandig som legemlig i Sandhed, kunde i Selv-Bevidstheden aldrig glemmes, ja, ⓘ saalænge Sjælen i Grund-Villien ei gjorde Oprør, kunde Villien at være i Sandhed ei aldeles forsvinde, thi den forsvinder kun, naar Villien at være i Løgnen optages i Selv-Bevidstheden, og da er Mennesket uigienkaldelig ►forloren. Saalænge derfor denne Død-Synd ei er begaaet, saalænge Sjælen ei forsætlig har fornægtet Sandhed, da findes endnu i dens Inderste Spor af Villien at være i Sandhed, om end Løgnens Villie behersker Mennesket, og Samvittigheden som er Vidnesbyrdet om Skyldigheden, forsvinder na182turligviis aldrig. Hos ethvert Menneske vil vi derfor finde Følelse af, at Sandhed, Villie og Samvittighed skal høre sammen og være Eet, og har han i Grunden Villie til Sandheden, og vi Klarhed, da kan vi giøre ham hine Begreber aldeles indlysende, og derpaa bygge den hele Christendom. Hvorvidt der i Øvrigt gives Folkefærd, der som ►hine i 👤Christi og Apostlenes Dage maa see Tegn og ►underlige Gierninger, før de kan vaagne og ►oplade Øret, skal jeg lade være usagt, men ved at betragte de nyere Tiders Missjoner, især den grønlandske i 👤Egedes Dage, skulde man snart troe, hvad der i ingen Henseende er ►urimeligt. At det i det mindste kun nytter lidt at sende ►Bibler til dem, der hverken kan læse eller forstaae dem, indsees let.
✂ Efter denne Udskeielse, som de Læsere, der ikke lide den, kan springe over, vende vi os til de Spor af Aanden, der findes hos visse Folkefærd og Enkelte i dem, og som vi i alle Henseender maae kalde de historiske. De kan udentvivl udtrykkes i de tre Ord: Poesie, Konst og Videnskabelighed, og ere ligesaa mange Indtryk i de menneskelige Grund-Egenskaber: Indbildnings-Kraft, Følelse og Forstand, dog kan vi ogsaa adskille Sprog, Stat og ►Bogvæsen, der udgiøre tilsvarende, men mere for dem alle fælleds Former og Redskaber. En vid 183Mark for Betragtninger, som det ⓘ kun er alt for meget Skik løselig at ►overfare, aabner sig her, og ret længe kan vi dog nu ikke ►dennesinde fortsætte en Vandring, der ►alt længe, hvordan det saa end gik Læseren, er gaaet mig over Kræfterne, saa jeg kunde have Lyst til, som 👤Jean Paul i ►Levana, at tage mig et Kapitel til Pusterum, ja her, paa Grændserne af Poesiens Enemærker, hvor der for nærværende Tid er en styg Blæst, er det dobbelt fristende, ⓘ men jeg seer paa Time-Glasset, det gaaer ingenlunde an, og jeg vil da see at fatte mig kort om Ting, der vel blive de første jeg afhandler særskilt; skulde det knibe, tillader vel Læseren mig at puste i Forbigaaende.
✂ Hine aandige Spor, sagde jeg, forudsætte et Indtryk, og det er unægteligt, naar Mennesket hverken er af eller i sig selv, naar det er en Skabning, thi da forudsætter al ⓘ Virksomhed i ham og alt Værk af ham en Virkning paa hans Bestand-Dele, al aandig Virksomhed og alt aandigt Værk, en Virkning af Aanden paa Legemet og Bevidstheden; den sandselige Virksomhed forudsætter et sandseligt, den aandige et aandigt Indtryk, og hos Mennesket forudsættes kun en ►Bekvemhed til at tage imod Indtryk, der igien hverken kan være af eller i sig selv, men forudsætter en ►Beredelse af det der vil 184giøre Indtryk; med andre, unægtelige Ord: for at være Noget i sig selv, maae man være sig selv bevidst fra Evighed af, thi bliver man først i ⓘ Tiden sig selv bevidst, da er man intet i sig selv, men kun noget som et Billede den evige Selv-Bevidsthed har skabt af sig selv. Heraf følger at den menneskelige Grund-Virksomhed er passiv, er en Modtagelse af Indtryk, som kaldes Fornemmelse. En saadan Fornemmelse begynder det sandselige Liv, og udvikler sig, som foran meldt, giennem Sandsningen til bestemt ►vilkaarlig Følelse og ►Befølelse, hvorpaa hvad der hører til Legemet, virkelig forenes dermed. Ligeledes med det aandige Liv, hin Grund-Fornemmelse af Aanden, der falder sammen med Selv-Bevidstheden, er Villie og Samvittighed, som svare til Hørelsen der vækker, Anelsen svarer til Aande-Drættet, Lugtens Grund-Virksomhed, Syn og Følelse til hvad vi ►og sandselig kalde ►saa, Begreb til ►Omspænding, Smag til Smag, Forening til Æden og Drikken, Enighed til det hele Legeme. Her maa det vel blive os klarere hvad der forstaaes ved den historiske Udvikling i Mennesket, som er Sjælens Udvikling til aandig Bevidsthed om sig selv i Sandhed, og Legemets skridtvise Optagelse deri, det Sandseliges gradvise ►Forklaring i Sandhed, som dens Billede, som den sande Skiønhed. 185Vi kan vel ikke her begribe, hvorfor der skulde, sandselig, være mere end eet Menneske til, begribe hvorfor det ikke var godt at Mennesket blev alene, men føle kan vi det i Kiærlighed, og begribe kan vi, at naar den Udvikling, der sandselig finder Sted hos hver Enkelt, skal aandig gaae for sig i en Række af Slægter, da maae de have inderlig Sammenhæng med hverandre, aandig udgiøre eet Menneske, saa at der i Begyndelsen staaer en Menneske-Fader, af hvem de alle udspringe, og i Slutningen en Menneske-Søn, i hvem de alle med Faderen ere ►forklarede, saaledes dog, at de ikke ►forklares i sig selv, men i Sandhed, thi Mennesket er af den evige, levende Sandhed, og hvad der er af noget andet, kan ikke ►forklares i sig selv, men kun deri, hvoraf det er. Det maae altsaa være mueligt, at en følgende Slægt kan aandig optage den forrige i sig og udvikle en ny, Noget, der slet ikke vilde være os sælsomt, dersom Menneske-Slægten forplantede sig med samme Bevidsthed, som man f. Ex. ⓘ skriver en Bog, thi der kan ingen Tvivl være om at Mennesket ønsker at kunne forplante alle sine Fortrin paa sine Børn, og vi indsee da let, at Tingen i sig selv ikke er umuelig, det er os kun ubegribeligt, at den kan skee uden vort Vidende, ligesom det nødvendig er os ubegribeligt, at vi ere blevne til, uden at vide 186det. Derimod kan vi godt begribe, at det vilde være Galskab at nægte sin Tilværelse, fordi man ikke begriber dens Begyndelse, ja vi kan indsee, at for at kunne begribe den, maatte vi ►alt været til, og altsaa aldrig være blevet, men evig have været til; ligeledes maatte Mennesket, for selvbevidst at forplante sin Selv-Bevidsthed ►fuldelig begribe denne, og altsaa enten selv være den evige Sandhed, eller være sig selv klart bevidst i ham, være aldeles eet med ham, men ►gaaer der nu i Historien Syn for Sagn om den aandige Udvikling, ligesom i vor Tilværelse om vor Tilblivelse, da ere begge Ting lige unægtelige. Tingen er kun den, at, for at være ligesaa vis paa hiin Udvikling, som paa sin Tilværelse, maa den være indtraadt i vor Selv-Bevidsthed, eller med andre Ord, vi maae kunne begribe, at vi umuelig kunde være, hvad vi ere os bevidste at være, dersom ikke en saadan Udvikling havde fundet Sted, vi maa være os selv aandig bevidste som Børn af vore For-Ældre, de forrige Slægter.
✂ Dog, ogsaa her maa jeg afbryde mig selv, om vi skulde paa nogen Maade blive færdige, og jeg kan giøre det uden Skade, da de forrige Afhandlinger have beskiæftiget sig med at vise, hvor unægtelig den historiske Udvikling er, og den aabenbare Nødven187dighed, at man ogsaa i Aandens Rige maa drage Aande før man kan see, og at det kun er Syn som giennem Følelsen kan udvikles til klare Begreber, der igien først danne den sande Smag, som tvinger til Forening med Sandhed. Giemmende altsaa hvad her mere kunde haves at sige, vil vi, saa hurtig og klart som mueligt, betragte det aandige Syn, dets Indtryk i Følelsen og Udvikling i Begrebet, som Grunden til Poesie, Konst og Videnskabelighed.
✂ Øiet er Synets Redskab, og maae betragtes som et Speil, hvori Skikkelserne i en vis Afstand afbildes ved Lysets Hjelp, og Sjælens Evne til at annamme disse Billeder, kalde vi Synet, Evnen derimod til at samle og gienkalde dem, og danne lignende efter Indtryk giennem de andre Sandser, kalde vi ⓘ Indbildnings-Kraft, thi Sands er vores Udtryk for ►det Lidende og Kraft for det Virksomme i Mennesket, saaledes at denne altid forudsætter hiin. Den sandselige Indbildnings-Kraft foreholder os Tingene i deres sandselige Skikkelse og øvrige Forhold, saavidt vi kiende disse, men har Aanden gjort Indtryk paa den, da see vi Tingene i et nyt Lys, see dem meer eller mindre klart og grandgivelige i deres aandige Forhold, og da er det egenlig først Evnen fortjener Navn af Kraft, thi naar 188vi vil tale bestemt, maae vi kun kalde det aandig Virkende Kraft, det sandselig Virksomme derimod Styrke. Da vi imidlertid ingen skarp Grændselinie kan drage i Virksomheden, og det ikke nytter med Magt at ville forandre Talebrugen, vil vi beholde det giængse Udtryk, og kalde alt det Indbildnings-Kraft, som skaber vore Forestillinger, adskillende kun, saa godt vi kan, sandselig og aandig. Vi indsee nu let, at vore sidste ægte sandselige Forestillinger ere Lyset, Luften og Lyden, og at Overgangen skeer i os selv giennem blandede Forestillinger af sandselig Oprindelse, men med aandigt Præg, hvilket røber sig derved, at de kun have en billedlig Skikkelse, vise sig under Billede af de sandselig tilsvarende Ting. Os selv ᴐ: vor Sjæl kan vi saaledes ikke forestille os uden under Billedet af vort Legeme, som vort Legems Grund-Billede ⓘ (Idee), vore Sandser kan vi kun forestille os under Billedet af deres Redskaber, Livet under Billede af Luften, Ordet under Billede af Lyden. Her see vi grandt, hvor bagvendt det er at ivre mod billedlige Forestillinger om Gud, som ere de eneste vi kan have, og som ligge saa dybt i os, at vi paa vor høieste Punkt og i vor dybeste Betydning, netop ere en billedlig Forestilling af Gud, et Værk af den guddommelige Poesie, Guds aandige Skab189ning, saa det netop er vort Kald og vor Pligt at søge Guds Billede i os, see i os selv en levende, billedlig Forestilling af Gud, og dette Syn er den eneste sande Menneske-Poesie. At udbrede os herover, vil vi opsætte til en egen Betragtning, men her dog for Tydeligheds Skyld bemærke, at hine blandede Forestillinger, Synet af vort Inderste under sandselige Billeder, er Poesiens Grundlag, og danner Billed-Rækken, men Poesien selv er Synet af de sandselige Ting som Skabninger af Aanden, og Synet af vort eget Inderste som et Billede af den evige Sandhed, hvor det Sandselige finder sin Betydning og ►Forklaring, Syn af Legem, Sjæl og Aand i ►Samfund, Syn af det ►Tilværende som Aandens Værk, og af det som skeer, i aandig Følge, som Aandens Gierning. At nu ogsaa dette Syn kan forvirres, ja maa det, naar Løgnens Aand faaer Indpas i Mennesket, saa der ligesaavel, under den Betingelse, kan gives en falsk, som en sand Poesie, ja at ingen Poesie kan være aldeles sand, med mindre Sjælen er i uforstyrret ►Samfund med Gud og Sandhed, det er aabenbart, og saavel Historie som daglig Erfaring bekræfter da ogsaa fra denne Side Menneskets unægtelige Fald.
✂ Hænderne ere vore Redskaber for Følelsens Sands, og naar vi see noget som forlyster Øiet, da 190gribe ⓘ vi gierne derefter, for, efter Omstændighederne, at forbinde eller forene det med os. Denne Forlystelse ved en anden Ting, der altid er en, om end tit betinget, Lyst til et nærmere Forhold, kalde vi med et billedligt Ord Tilbøielighed, og Grebet derefter, som naturlig vil følge indvortes, om det end udvordes undlades, kalde vi Begiærlighed, og begge Dele ere Yttringer af Følelsens Sands, det er Sjælens Følelse af en vis Sammenhæng mellem det Udvortes og Noget ⓘ af Sit, som yttrer sig deri. Hvad der nu giælder om de umiddelbare Forestillinger giennem Øiet, giælder ligeledes om de middelbare, Indbildnings-Kraften skaber efter andre Indtryk, og de Forestillinger som Sjælen forlystes ved og griber efter, siges den at lægge paa Hierte og elske, det vil sige: indprænte i sig, og forbinde med sig. Vi indsee imidlertid let, at de sandselige Forestillinger kan den kun forbinde med Forestillingen om sit Legeme, og den første Forestilling den kan forbinde med sig selv er Forestillingen om sig selv, og da Kiærlighed er vort Udtryk for en aandig Forbindelse som er en Forening, burde vi egenlig ikke bruge Ordet om vor Tilbøielighed til sandselige Ting, men Blandingen lader sig nu engang ikke ophæve, og det er kun, som man aldrig maa glemme, til Forvirring, ved slige 191Leiligheder at modsige Talebrugen. Det første Spor af aandig Følelse hos Sjælen er da dens Selv-Følelse, som vi ikke kan kalde Kiærlighed til dens Forestilling om sig selv, thi da den om sig selv kun har en billedlig Forestilling, bliver dens Kiærlighed til Samme kun Kiærlighed til Legemet, og at Sjælen dog virkelig har en Følelse for sig selv som noget Forskielligt fra Legemet, det viser al Tragten efter Noget paa Legemets Bekostning. Selv-Følelsen maa altsaa ligge dybere end alle de Forestillinger Sjælen er sig bevidst, og være det der giver Forestillingerne om vort Inderste deres aandige Præg, og naar vi nu betænke os, vil vi ogsaa finde, at Selv-Følelsen nødvendig maa være den aandige Grund-Følelse, der giør os til Mennesker, sætter os i Stand til at fatte aandige Forestillinger under sandselige Billeder, og elske ᴐ: i Hjertet forene dem selv med os. I denne Følelse, som er Fornemmelse af vort Liv i en høiere Orden, af vort Forhold til den evige, levende Sandhed, der har Villie og Samvittighed deres Grund, thi de ere oprindelig og i ⓘ Grunden kun en Fast-Sættelse i den sande Selv-Følelse, og det derved opstaaende ►Samfund mellem Sjælen og Sandheden i Aanden. Heraf følger, at vor Selv-Følelse skulde være uadskillelig forenet med Sandheds-Kiærlighed, 192Kiærlighed til Aandens Forestilling af den evige, levende Sandhed, som ⓘ netop var hvad der oplivede Sjælen til at føle sig selv, gjorde den til noget Føleligt, til et Billede af Guds evige Selv-Bevidsthed ᴐ: Sandheden. Denne Sandheds Kiærlighed skulde være Sjælens Villie, og avle en Forestilling af Sandhed som Faderen, der vilde aabenbare sig i Mennesket ved i ham at udvikle og ►forklare sit Billede. At det nu ikke har sig saaledes med Mennesket, veed vi, og hvad der kun skulde være Billedet hvorunder han forestillede sig sin sande Fader, er blevet den sidste Gienstand for den naturlige Følelse, thi det er vore Forældre. At imidlertid Kiærlighed til Forældre er en aandig Følelse, see vi deraf at den findes ikke hos Dyrene, og i mindre Grad jo mindre aandige Folkene ere, men om den har nogen Dybde, det viser sig deri, om den vedvarer efter Forældrenes Død og udstrækker sig til alle For-Fædrene, thi da er den i Sandhed aandig, rækker igiennem Fædrene til Sandhed selv, som den sande Stam-Fader, og er altsaa et Minde af Sandhed. I nøieste Sammenhæng med denne Følelse staaer Kiærlighed til sine Børn, men vi see let, at denne i sig selv er mere sandselig og mere uadskillelig fra Selv-Følelsen, og om den er ⓘ aandig, viser sig bedst i den ægteskabelige Kiærlighed, 193thi er den aandig, da elske Ægte-Folk deres Børn i hinanden, førend de sees, og hinanden i Børnene, selv om disse ere døde. Hvorsomhelst denne aandige Følelse i op og ned-stigende Linie findes, der er en indvortes Sands eller Favn for aandige Forestillinger, som vi egenlig kalde Hjertet, og sige derfor, at hvo som mangler en saadan Følelse, har intet Hjerte, er hjerteløs. At nu imidlertid Hjertet, det aabne, ømme Hjerte ᴐ: den udvidede, omfattende Selv-Følelse, ogsaa kan være fordærvet, befængt med Løgn, og dog paa en Maade være aandig, følger ligefrem deraf, at der ogsaa gives falske aandige Forestillinger, men det blev da et Djævle-Hjerte, og vi finde derfor som oftest, at hvor Følelsen ikke er sand historisk, er den næsten blot sandselig, saa at dens høieste Punkt er en Æres-Følelse som man vel maa kalde en Anelse af aandig Selv-Følelse. Vi see da nu, at aandig Kiærlighed er en poetisk Følelse, der gaaer dybere end vi kan forestille os, ene derigiennem kan der aandes Liv i vore Forestillinger, den er et Favntag af guddommelige Forestillinger, som vækker Anelsen om Gud og det evige Liv, thi den er et Billede af Livets guddommelige Kilde, af ►Gud som er Kiærlighed, den er i os det aandige Livs Moder, lige194som Fornemmelsen er det sandseliges. Men, ogsaa her maae vi sige: at elske og elske er to, vi kan elske det evige Liv blot i Forestillingen, og det er en tvungen Sag, naar vi føle den vidunderlige Kraft, der bevæger vort Inderste, og omstraaler os med et Lys der udbreder Himmel-Glands saavidt vi øine, trykker Evighedens aandige Seigl paa vore Forestillinger, saa ►Støvet vorder selv til Lys og svinger sig paa lette Vinger over Tid og Rum, saa alle Forestillinger ⓘ sammensmelte i det evige Livs salige Anelse. Men, hvad siger alt dette? Store, for os uudsigelige Ting, dersom vi elske det evige Liv i Sandhed, dersom Anelsen deraf og de af samme oprundne aandige, billedlige Forestillinger ere os dyrebare nok, til derover at fornægte os selv, og underordne al sandselig Lyst; Intet derimod, intet uden aandig Vellyst, dersom vi indbilde os at vi ere vore egne Herrer, eller endog kun egenmægtig tillade os ⓘ sandselig Nydelse. Ogsaa her maae vi føle vort Fald, at udvikle, ⓘ hvorledes det er gaaet med den poetiske Følelse, hører til en egen Afhandling, og her vil vi kun bemærke, at hvad der formedelst Mindet og Troen blev mueligt, er skeet, saa enkelte Mennesker og Folkefærd have ►annammet aandige Forestillinger og stræbt at indprænte dem i sig med 195Sandheds-Kiærlighed, og derved blev Videnskabelighed muelig.
✂ At fatte og begribe, er, naar vi tale strængt, ingenlunde eet og det samme, thi ligesom vi udvortes kan fatte ᴐ: faae fat paa meget, som vi knap kan ►oversee, mindre favne og endnu mindre med Haanden omspænde, saaledes gaaer det ogsaa indvortes, hvad vi see udgiør et Heelt hvoraf vi begribe en Deel, var den ►og nok saa liden, det siges vi at have fattet, hvad der falder os paa Hjerte, det have vi følt i sin Heelhed, men kun hvad der klart er indtraadt i vor Selv-Bevidsthed have vi begrebet. Da vi nu ligesaalidt indvortes som udvortes kan favne videre end vi selv ere, skiøndt vi godt kan fatte noget der strækker sig langt videre, endog hvad der er ►uoverseeligt for os, saa følger heraf at vi vel kan fatte det evige Liv, naar vi føle dets Virkning, men ingenlunde rumme eller begribe det, aldenstund vi ei ere det, men kun dets timelige Billede. Her komme vi da tilbage til hvad vi begyndte med, at Mennesket ikke kan begribe noget Større end sig selv, hvilket er aabenbart, naar han, ►som er unægteligt, skal kunne rumme alle sine Begreber i sin Selv-Bevidsthed. Menneskets høieste Begreb er altsaa, ligesom hans høieste Forestilling, billedlig, og en Udvikling af den, det er Begrebet om sig selv som det 196timelige Billede af den evige Sandhed, eller med andre Ord: Begrebet om sig selv, som ►skabt i Guds Billede efter hans Lignelse, thi ►Gud er Kiærlighed, og Sandhed er hans evige Billede, der ene begriber ham og begribes af ham, som Christen-Dommen har lært os, og som nu ei godt lader sig modsige.
✂ At begribe noget i sandselig Forstand, er soleklart at indsee dets legemlige Sammenhæng, dets Forhold til vort Legeme, og aandig at begribe noget er, ligeledes soleklart, at indsee dets Forhold til vor Sjæl, dets Forbindelse med os som Sandheds Billede. Er det nu vist, at vi ikke kan begribe vort Legeme uden i vor Sjæl, saa er det ►og ►ligefrem at vi ingen Ting kan begribe i sin legemlige Sammenhæng før vi har begrebet den i sin aandige; thi ingen Skabning kan begribes i sig selv, men kun i ⓘ noget Høiere, og hvad vi skulde siges at have begrebet i sandselig Forstand, maatte vi finde ►forklaret som vort Legeme, og kun i vor Selv-Bevidsthed kan vort Legeme ►forklares. Heraf er det da aabenbart, hvor bagvendt man gik til Værks, naar man først vilde begribe de udvortes Ting og siden de indvortes, først de fjernere og siden de nærmere, først de dunklere og siden de klarere. Intet er os saa klart som vor Selv-Bevidsthed, og kan vi ikke begribe den, bare vi os nok for at begribe noget Andet, først 197den, saa vore, det vil sige, Menneskets Forestillinger og Følelser i Historien, saa vort Legeme, og derpaa de udvortes Ting, det er Gangen; hvorvidt vi kan overkomme den, bliver et Spørgsmaal, men at vi ved at lade den fare, give Afkald paa alle sande Begreber om os selv og Verden, det er aabenbart. At nu ogsaa de udmærkede Hoveder til alle Tider have følt dette, skal andensteds vises, men her skal det anmærkes, at deraf paa ingen Maade flyder at Indsamling af Kundskaber, samt deres Ordning, Rensning og Drøftning skulde være overflødige, thi saaledes som Mennesket er, forudsættes de netop tildeels, førend han kan begribe noget, og dette hele Arbeide, forsaavidt det opstaaer af Attraa efter at kiende Tingene i deres virkelige Beskaffenhed, kalde vi Videnskabelighed. Med Indbildnings-Kraften og Følelsen kan vi paa eengang omfatte Alt hvad der indeholdes i os baade skjult og aabenbart, ligesom vi kan see vort hele Billede og beføle vor hele Overflade, men med Forstanden kan vi ligesaalidt begribe Alt paa eengang, som vi kan rumme os selv i vor Haand, undtagen i et Billede, og da det nu her ikke blot giælder om at rumme, men at giennemskue, see vi let, at Alt maae ►smaalig adskilles, før vi kan komme til at begribe det, men vel er det at ►mærke, at have vi ikke først begrebet det Hele i et 198Billede, da lade vi vel være at begribe de enkelte Stykker, der kun kan begribes i deres Sammenhæng. At haabe Andet, vilde være ligesaa ►daarligt, som at ville begribe de enkelte Stykker af et Uhr, uden at have noget Begreb om det Hele, eller at ville føle sig for med en Haand, der ei kunde føle sig selv.
✂ Her staae vi da paa ►Vidskabs Vei, Gienstandene vi ønske at kiende ere os utallige, men kan dog henføres til tvende store Afdelinger: Historien og Naturen, den aandige og den sandselige Verden, til denne høre vi med vort Legeme, men hiin tilhøre vi, Legemet opstaaer og opløses, men Sjælen, det føle vi, kan ikke opløses, den hører til Aandernes Verden, og den udgiør os Selv. Var det nu ►saa, at vi først skulde kiende Alt, før vi kunde lære at kiende vor Sjæl, og var det endog mueligt, som vi have seet det ikke er, at gaae denne Vei, saa er det dog klart, at alle de forbigangne Slægter vare ►udgangne af Verden, uden at kiende sig selv, at vi maatte følge dem ligesaa vankundige, og de følgende Slægter os, thi var det endogsaa muligt at maale Afgrunden og beføle Stjernerne, saa er det dog aabenbart, at selv i Legemets Verden finder en Udvikling Sted, og paa ►sit eget Støv, ja paa hin Side Tid og Rum maatte det Menneske staae der endelig skulle ►stykkeviis have lært at kiende Alt, og 199derved udfundet sin Plads. Paa den anden Side, da om det end ikke var vist, at vi ved at kiende os selv ledtes til at kiende det Øvrige, saa var det ►ligevist, at vi selv ere den vigtigste Gienstand for vor Kundskab, og der burde da i ingen Henseende være noget Spørgsmaal om, hvorhen vi først skulde vende os. Til Historien altsaa, hvorigiennem vi ere udviklede, maae vi hentye, og see om vi der kan lære at forstaae os selv. Men, de ere døde, de forrige Slægter, og have, som det synes, taget det der udviklede os, med sig, om ikke i Graven, saa dog til det vidunderlige, ubekiendte Land, hvortil Sjælene vandre, og sees ei mere. Her er det, vi føle Værdien af de Mindes-Mærker som ere os efterladte, af de Forestillinger, Følelser og Begreber, der have ►afpræget sig ►saa, at de kan vandre som Bud mellem Slægt og Slægt i ►adskillige Tider. Vende vi nu Øiet til Historien, da see vi let, at den har tvende Sider at betragtes fra: en sandselig, forsaavidt den fremstiller en Mængde Tildragelser i Tiden og Rummet, og en aandig, forsaavidt den forudsætter noget Aandigt: en Selv-Bevidsthed som deres Kilde, saa der maa være Eenhed i Mangfoldigheden, og Udvikling i Følgen. Begge disse Syns-Punkter forenes i Betragtningen af Mennesket, som den historiske Selv-Bevidsthed, og det handlende 200Redskab, og Historiens Indhold bliver da en sammenhængende Række af Yttringer, hvorigiennem Menneske-Sjælen udvikles til Selv-Bevidsthed og stræber at indlemme Legemet deri. Den første Deel maa altsaa vorde en practisk Psychologie, afbilde Sjælen i sine Yttringer, i sin Indpræntning af det Aandige i det Sandselige; den anden Deel maa vorde en experimental Physiologie, som afbilder Virkningen af hine Yttringer: det Sandseliges ►Forklaring i Aanden, og det Hele er da en empirisk Æstethik, og afbilder Foreningen af Sandhed og Skiønhed i Mennesket; den første Tid kaldes med rette poetisk ᴐ: ►skaberisk, thi da skaber og danner Sandheden det Skiønne til sit udtrykte Billede, og dette aandig besjælede Billede (Mennesket) bliver sig bevidst som saadant, ved at efterligne Skabelsen, ved at afbilde sig i det Udvortes, den anden Tid maa vel kaldes philosophisk, thi da besinder Mennesket sig paa sig selv og sit ►Dagværk, finder sig i Sandheden, og alle sine Billeder i sig; den hele Tid maa kaldes historisk, thi den staaer egenlig som et Spørgsmaal om, hvorvidt og hvorledes Sjæl og Legeme, Sandhed og Skiønhed, høre sammen, og ved at besvare dette Spørgsmaal bliver den kosmo-logisk ᴐ: oplyser Verdens Vilkaar, og, ►lignelseviis Theo-Logisk, da det ►forklarede 201Menneske billedlig viser, hvad Gud virkelig maa være. At nu Historien, ved første Øiekast, ei synes at svare til denne vel store, men dog ►billige Forventning, ja, fra Sandheds Side ueftergivelige Fordring, er ►vist nok ilde, da det beviser, at der maa være kommet Snavs i Øiet og Løgn i Verden, thi, hvis ikke, da vilde vi ei, som Narre der see halvgjort Arbeide, knurre over at det Halve er ikke det Hele, og det Halve vilde vi see som en skiøn Udvikling der udtrykde idel Sandhed, med andre Ord: det beviser at vi, ja at ►Mennesket er faldet; men ligesom vi paa den ene Side kan begribe, at Gud var ikke Gud, dersom hans Skabning kunde indskrænke Ham, ved sit Fald forstyrre hans Plan, saaledes er det paa den anden Side vist, at er Mennesket kommet saavidt, at han kan see sig selv i sit rette Lys, da maa Historien ogsaa vise at det er skeet som vi nævnede, at den første Deel virkelig er fuldbragt, men ►vist nok maa det være skeet paa en forunderlig, overnaturlig Maade, thi ved, som vi selv giøre, og som vi see af Historien, at ogsaa de forrige Slægter have gjort, at sammenblande eller forvexle Sandhed og Løgn med hinanden, lærer man vist ikke at skille dem ad, eller at fatte sig i Sandhed. For den som vil høre og bruge Fornuften, kan 202det da bevises, at der maa i Tidens Løb være skeet en overnaturlig Aabenbaring af Sandhed, en anden nemlig, end den som skedte, da ►Sandhed skabde Mennesket til sit Billede, og at det maa være denne Aabenbaring, der formedelst Troen har ledt Mennesket til Sandhed. Hvad der altsaa har været en saadan Gienstand for Troe, har historisk beviist sig at være en Aabenbaring af Sandhed, og maatte ene derfor, saavidt det ikke begribes, fremdeles troes af alle dem, der elske Sandhed, og ønske, at Mennesket maa komme til Sandheds Erkiendelse, og dette er i Korthed det store, uigiendrivelige historiske Beviis paa Christendommens Sandhed, som, naar det kunde giøres indlysende for alle, vilde være unægteligt, som det virkelig er for ethvert tænkende Hoved med almindelig historisk Kundskab. Derfor kan det heller aldrig feile, at Christen-Dommen vil inden kort Tid mellem alle Boglærde erklæres for unægtelig Sandhed, for den eneste sikkre og troværdige Veiledning til sand ►Vidskab, men narret er den, som anseer en saadan Indsigt for en saliggiørende Troe, den hjelper Mennesket i de Troende til at naae sit Maal, men den giver ingen levende Troe, den fører altsaa ikke til det evige Liv, men vækker kun Attraa derefter, ved at pege paa dets Billede, viser kun Troens Herlighed ved at 203aabenbare dens Kraft for Øiet. Den levende Tro derimod er Sandheds kiærlige, kraftige Virkning i Hjertet, og maa være ⓘ ligesaa overnaturlig som ►Sandheds Kiøds-Paatagelse i ►Tidens Fylde, ja er jo netop en Tilegnelse af ham, som han kom, og Betingelsen herfor er en ►moralsk Følelse af Faldet og Trangen til ►Opreisning, det er en Samvittigheds-Sag, thi det giælder Villien, for hvilken Sandt og Falsk er Godt og Ondt. Hertil maae vi stedse komme tilbage, naar vi have ⓘ ægte Sandheds og Menneske-Kiærlighed, thi Kiærlighed er, som sagt, Villiens Liv, og Begrebet er, adskilt derfra, afmægtigt, tomt og dødt i en livløs Skygge.
✂ Paa denne Punkt maa vi da antage, som en afgjort Sag, at Christendommen er aldeles sand, og naar vi nu, i dens Lys, betragte Historien, da finde vi, før 👤Christus, kiendelige Spor af den Vei der var Mennesket ►betegnet, men lutter vildfarende Vandringsmænd, deels blinde og forvirrede, og deels ►forvendte, en særskilt Række undtagen, der vandrede i Sandheds ►Ledebaand, og trøstede sig i Dunkelheden med forjættende Glimt af Glandsen i det Fjerne, og i denne Række var det ►Sandheden i Tidens Fylde legemlig nedsteeg og tændte et Lys i Mørket, der kastede sit Skin tilbage mod Verdens 204Begyndelse, og udskiød sine Straaler til dens Ende. Vi see saaledes, ►og blandt Hedningerne, de aandige Syners Tid med sit Billed-Sprog, men Synerne ere forvirrede og tit aldeles falske, Billederne ere forvexlede og tit forkeerte; vi see Grundsproget istedenfor at udvikles, at sprænges mod alle Verdens Hjørner. Vi see Følelsens Tid med sine ►Kæmpe-Bedrifter, med Attraaen efter at forene Syn med Sang og Sprog i Verset, at tilegne sig i Mindet de forrige Slægter og bevare det i Skrift til Efterslægten, at afbilde det Over-Sandselige i Malm og Steen, i Been og Farver, kort, Spor af den hele Aands-Indpræntning i det Sandselige, som hører til Menneskets Middel-Alder; men Sproget kan ikke favne Synet, eller smelte i Sangen, Bedriften er blodig, Krøniken kold og usikker, Afbildningen Afguds-Tjeneste. Vi see endelig en Begrebernes Tid, da Sjælen stræber at indsamle og forklare alle sine Billeder, og forkaster Alt hvad Fornuften ei kan finde sig i, hvad den ei kan forene med sin Bevidsthed, men denne Bevidsthed er næsten blot legemlig, Fornuften sandselig, det Aandige forkastes, det Sandselige forgudes, og Menneskets Maal synes aldeles forfeilet. Kun hist i en ►Vraa, ►hvor Sandhed har forbilledlig ►opslaget sit ►Paulun blandt Menneskens Børn, kun der blive 205Synerne i Sandhed, kun der følges de i Historien og indpræntes i Hjertet, kun der sammensmelter Syn med Sang i Sprog til en Psalme, kun der udvikles Sjælen til aandig Bevidsthed, og der aabenbares den ►forklaret i Sandhed, men, som vi kan tænke, skeer det Altsammen paa forunderlig og overnaturlig Maade, saa det er kun i en aandig ►Lignelse Slægten derigiennem naaer sit Maal, naaer det i ►Tidens Fylde, just da alt Haab synes forsvundet, da Aanden fornægtes og Legemet forgudes i Verden af den blinde, sandselige Fornuft. ►👤Christus opstod af Graven med ►et forklaret, aandeligt Legeme, medens 👤Tiberius, som besat, lod sit forgude i Uteerlighed, og nu begyndte en ny Tid, i hvilken Hedningernes Øine skulde ►oplades, til at skielne mellem Sandhed og Løgn, og efter deres Hjertes Lyst tilegne sig, optage i deres Selv-Bevidsthed, 👤Christus eller 👤Tiberius, Sandhed eller Løgn. Tiderne ere henrullede under store Omskiftelser, de gamle Dage ⓘ have gientaget sig under forandrede, mere aandige Skikkelser, Sandhed og Løgn have kiendelig stridt om Ordet, om Septeret i Aandens Rige, tit ►syndes Tungen udrevet af Sandheds Mund, Spiret udvristet af Hans høire Haand, men altid ►vendtes Bladet igien, og man saae, at Ordet kun under Kampen indprænte206des dybere i Kirkens Hjerte, for klarere at udbryde paa dens Tunge, at Spiret kun ►syndes ►brudt, naar det sammensvøbt ►skiulde sig i Haanden, for der at ►uddannes, og da ►udstrække sig i Kors som Spir og Sværd tillige, som funklende Sværd, og som blomstrende Spir, til Løgnens Skræk og de Troendes Jubel. Vi har seet i de seneste Dage Ordet, som aldrig før, lænket til Løgnens Triumph-Vogn, og dens Hjul ►stoltelig rulle hen over Korset, hen over Spirets jordiske ►Lignelse, men paa en Vendepunkt staae vi, Tiderne skifte, troende Øine tindre af Glæde i Glimt fra det Høie, Ordet udbryder med Kraft i Sang fra det smeltende Hjerte, som føler i Aanden, at dets Jubel-Fest er nær, ►Høisang ligger paa Tungen, og hvo vil forhindre den i at udbryde i hellige Toner! hvem vil i Krig sætte Giærde for den almægtige, levende Sandhed! hvem vil foragte den Røst fra Oven som raaber: ►slutter Fred, ►slutter Evigheds Forbund med mig! ►jeg er Sandheden, Veien og Livet! Hvem vil, og hvem tør det? Gud skee Lov! ikke jeg, ⓘ Gud skee Lov! jeg tør haabe, ikke det Folk der udsprang med mig af Fædrenes, af christne, fromme, sandhedskiærlige Danne-Mænds Hjerte og Lænder!!!