↩ At fatte og begribe, er, naar vi tale strængt, ingenlunde eet og det samme, thi ligesom vi udvortes kan fatte ᴐ: faae fat paa meget, som vi knap kan ►oversee, mindre favne og endnu mindre med Haanden omspænde, saaledes gaaer det ogsaa indvortes, hvad vi see udgiør et Heelt hvoraf vi begribe en Deel, var den ►og nok saa liden, det siges vi at have fattet, hvad der falder os paa Hjerte, det have vi følt i sin Heelhed, men kun hvad der klart er indtraadt i vor Selv-Bevidsthed have vi begrebet. Da vi nu ligesaalidt indvortes som udvortes kan favne videre end vi selv ere, skiøndt vi godt kan fatte noget der strækker sig langt videre, endog hvad der er ►uoverseeligt for os, saa følger heraf at vi vel kan fatte det evige Liv, naar vi føle dets Virkning, men ingenlunde rumme eller begribe det, aldenstund vi ei ere det, men kun dets timelige Billede. Her komme vi da tilbage til hvad vi begyndte med, at Mennesket ikke kan begribe noget Større end sig selv, hvilket er aabenbart, naar han, ►som er unægteligt, skal kunne rumme alle sine Begreber i sin Selv-Bevidsthed. Menneskets høieste Begreb er altsaa, ligesom hans høieste Forestilling, billedlig, og en Udvikling af den, det er Begrebet om sig selv som det 196timelige Billede af den evige Sandhed, eller med andre Ord: Begrebet om sig selv, som ►skabt i Guds Billede efter hans Lignelse, thi ►Gud er Kiærlighed, og Sandhed er hans evige Billede, der ene begriber ham og begribes af ham, som Christen-Dommen har lært os, og som nu ei godt lader sig modsige.