↩ Den tredelte antropologi er formentlig afledt af treenighedens deling i Faderen, Sønnen og Helligånden, og forudsætningen for afhandlingens tankegang er da også Grundtvigs kristne tro. At filosofere uden tro er nemlig ifølge ham det samme “som at ville see uden Øine” (►1817a, s. 134 f.). I afhandlingen ►“Om det philosophiske Aarhundrede” fra ►Danne-Virke 1 (1816) giver Grundtvig en slags definition af sin kristelige filosofi. Med en allusion til ►1 Kor 13,12 skriver han, at filosofi er “Udtryk for den menneskelige Stræben efter Viisdom ɔ: fuldkommen Erkiendelse, umiddelbar Anskuelse, og med det høieste christelige Udtryk: Beskuelsen Ansigt til Ansigt” (►1816, s. 110). Grundtvig kalder med et dansk ord denne stræben for “Vidskab”, et udtryk, der også er gennemgående i ►“Om Mennesket i Verden”. Vidskaben er en uendelig bestræbelse efter helhed i det jordiske liv, hvis uopnåelige mål er tilværelsens forklarelse (jf. ►Fibæk Jensen 1979, s. 44), hvilket i sidste instans er sammenfaldende med Guds åbenbaring. Undervejs forklares samtidig mennesket selv, der er skabt i Guds billede, men den endelige forklarelse indtræffer først i det hinsides eller ved tidernes ende. Vidskaben bør da heller ikke dyrkes for sin egen skyld, men underordnes troen: “Kun da nytter Vidskaben os, naar vi ikke attraae den for sin egen Skyld, men for at beskiæmme Tvivlen og styrke Troen i og omkring os” (►1817a, s. 134).