↩ Der nu Kong 👤Olav drog over 📌Kiølen og kom paa ►Vesteraasene, saa Landet laae derunder vidt udbredt for hans Øine, da reed han i sine egne Betragninger og stirrede ud over Landet, medens Hæren foer som den kunde, Nogle ►for og nogle bag efter 👤Kongen, men alle et godt Stykke borte. 👤Kongen var stille, og reed til langt op ad Dagen uden hartad at see til en Side, han talde til Ingen og Ingen til ham. Endelig reed Bispen hen og talde til ham, og spurgde hvad han grublede paa og hvi 7han var saa tavs; thi 👤Kongen pleiede ellers paa Reisen at være 29 (US) munter og snaksom med sine Folk, saa det var en Glæde at være ham nær. Da svarde 👤Kongen med stor Alvorlighed, jeg har nu en Stund havt et forunderligt Syn; thi ret som jeg reed og saae ned af Fjeldet ud over 📌Norge, faldt jeg i Tanker om al den Glæde jeg havde havt i det Land saa mangen god Dag, og saa kom det mig for som om jeg saae ud over hele 📌Trøndelagen, og dernæst over alt 📌Norges Land, og jo længere Synet stod mig for Øie, des videre saae jeg, saa at tilsidst laae den hele vide Verden med Land og med Vand aabenlys for mig, jeg kunde ►rivelig *Man skienke mig Ordet, det er en ►Sjælandsfar som jeg er selv, og bruges kun i denne ene Betydning, beslægtet med det islandske ►riufa, at adskille, ►vedrid er rofid, Veiret har klaret sig, Skyerne skilt sig ad. kiende alle de Stæder igien hvor jeg havde været, saavel som dem man havde fortalt mig om, men den hele vide Verden med alle de ►Bøigder og Ørkner som jeg havde aldrig vidst noget af at sige, var mig dog ligesaa velbekiendt som det andet. Da sagde Bispen, at det var et helligt og saare ►mærkværdigt Syn.