↩ Tykkes Eder nu at jeg skreeg for høit, eller huggede for ►hardt, nu saa ►lukker dog ei derfor gamle Venner Eders Øre! de kan dog ei derfor, nu da de maae laane sig en Tunge, om den de langt om længe fik er lidt uartig, og I kan troe at i en saa vanartet Tid er det just ei saa nemt at føre eller finde Tunger som ere ærlige og rørige og derhos altid hvad man kalder artige og fine. Og naar I, som jeg haaber dog, forlystes ved de gamle Svendes Tale, ►tilgiver mig da min Uartighed for deres Skyld, og ►husker ►saa at det var netop kun for deres Skyld jeg talde, at det var kun til deres lunkne og glemsomme Venner jeg talde et Par haarde Ord, thi hvem der har dem rigtig kjær, han taler med dem selv, og det forarger ham slet ikke hvad jeg siger saa ved Siden til de Andre. Vil I følge dette Raad, da tænker jeg I lukke vel XXIXden lille Bog med den Bemærkning 22 (US) at der i Grunden ei er saare meget at tilgive mig i dette Stykke.