↩ Men, vil maaskee Nogen sige, hvorfor beder du ikke Nordmænd bekoste ►Snorro og Danske ►Saxo alene, da turde man laane dig mere villigt Øre? Ja ►upaatvivlelig, er mit Svar, men just derfor gjør jeg det ikke, kan og maae ikke gjøre det. Hver Dag overbevises jeg mere om, at Dansk og Norsk, hvordan det saa gaaer, er og bliver i Aanden et Ægteskab, saalænge der er noget Ægte deri, det have mange, selv af de Bedre, ►nuomtide glemt, og derom skal de erindres, og kan vel ei mindes bedre derom end ved ►Snorro og ►Saxo, der saa aabenbar ere i alle Maader hinandens Fylde, og er der ikke saamegen Ihu 20 (US) kommelse af ►Frændskab tilbage i Landene, at man vil erkjende og elske Fælledskabet der, hvor det er unægteligt, i Historien, nu, saa kan jeg ligesaagodt bukke min Ryg ⓘ for et Par Mæcener som for et Par Folk, hvis jeg sætter nogen Priis paa den Ære at see min Oversættelse trykt og maaskee rost og maaskee læst og lagt paa Hylden til den raadner med Hjerterne, de saftløse, trøskede Hjerter.