1139
Nok et Par Ord om ►Bjovulfs Drape.
✂ (Slutning.)
✂ Om alt det Øvrige kan og vil jeg fatte mig kort. Om den danske ►Bjovulf vil jeg kun sige at jeg langt fra listig at skjule Ordets Nærværelse i Indledningen, har udtrykkelig anmærket at det ogsaa fandtes der, og havde det ei været mig umuligt at faae det til at falde i Verset, havde jeg netop sat det i ►Rimet for at undgaae en Udlæggelse jeg godt forudsaae. Resten en anden Gang.
✂ ►hiorta kalder ►Udg. et selvgjort Ord, men at jeg i det Mindste ikke selv har gjort det, kan Man see i 👤Somners ►Lexikon.
✂ ►Udg. siger at jeg i Talen om 3die og 4de Sang har lastet ham fordi han oversætter ►fyr ved Sværd, men vil Læseren eftersee ►Skilderiet No. 63, da skal han finde lidt Andet, nemlig ►Udgs. tre Oversættelser af Talemaaden ►hine fyrwyt bræc Nysgjerrighed kom over ham, og her er da ►vist ikke Stedet til at ►tvistes om enten Ordet ►fyr, naar det stod for sig selv kunde oversættes Sværd eller ikke. At ►fyr saaledes virkelig er Ild har jeg jo aldrig nægtet, men derfor bliver ►fyrwyt aldrig en Bavn, og derom, om de ►ignes angari i Oversættelsen S. 20 og i ►Index rerum S. 237 var jo Talen. Hvorvidt ellers den bekjendte Ting at Ordenes Brug kan være forskjellig i Poesie og Prosa, berettiger ►Udg. til i eet og samme Digt at oversætte de samme Ord paa den meest modsatte Maade, hvilket han 1140trøstig indrømmer at have gjort (►Skilderiet No. 68) vil jeg ikke undersøge, men at et saadant Sprog eller Digt ikke var til synderlig Gavn, det veed jeg nok.
✂ ►Udg. kan slet ikke lide, at jeg har rettet de 300 Mand han i sjette Sang S. 31 tillægger ►Bjovulf til: tredive Mands Styrke, og paastaaer at ►XXXtiges er tredive Snese, som da rigtig nok blev ikke tre men sex hundrede, men jeg vil blot bemærke, at hvad det saa end var, staaer der udtrykkelig at ►Bjovulf havde det i sit ►Haandtag, ►on his mundgripe, og det blev dog med de 300 eller 600 Mand lidt vel Meget.
✂ Om ►Bjovulfs Vaaben vil jeg kun sige, at efter Ordene (S. 36): Send til ►Higelak (►onsend Higelace) nævnes Vaabnene, men ingen Grav og Meningen kan da vel ikke være tvivlsom.
✂ Ved syvende Sang (sjette er en Trykfeil) havde jeg bemærket Latinens Urimelighed, som Udgiveren selv indrømmer ved nu at give en splinternye Oversættelse, som jeg ei vil opholde mig ved at drøfte, men kun anmærke at Ordet ►handbonan som Udgiveren her vil gjøre til Overgivelse og S. 186 til en farlig Haand (►manu periculosa) øiensynlig er samme Ord som ►handbanan S. 101 hvor ►Udg. selv oversætter det ved Drab (►Haandbane) og kan ikke paa noget af Stæderne anderledes oversættes. Det interesserer mig paa ingen Maade at gjøre et nyt Navn, men naar der staaer at ►Ægthjov blev ►heaþolafe to handbonan da tvinger Grammatiken mig til at antage ►Heathalaf for et Navn.
✂ Om 8de og 9de Sang, hvis Dunkelhed jeg selv indrømmede, tier jeg helst, til jeg veed Beskeed, men siden ►Udg. med saa grammatikalsk en Gebærde spørger mig hvor Nominativet til ►Ræmis (s. 41) skal komme fra, naar det ikke maae være ►holm, vil jeg dog spørge igjen hvorfor ►Ræmis endelig skal have en Nominativ og ikke kan nøies som saamangt et Ord maae med en Følgesvend ►in casu obliqvo som ►heaþo her, og endvidere, hvor Man skal faae et Subjekt til Verbet ►ætbær naar Man river ►holm ud af dets Favn?
✂ Om ►Volsungen kan jeg nu ikke sige meer end jeg har sagt, og om Ordet ►stapole kun anmærke at i 👤Somners ►Lexikon oversættes ►stapul Grundvold og ►steopl Taarn, hvorfor Man nu skulde vælge det meest urimelige i alle Maader, veed jeg ikke.
✂ 1141Om ►brand ►Healfdanes (S. 78) vil jeg kun sige, at naar det ikke forstaaes om ►Hrodgar, da er der, tvertimod Skjaldens bestandige Brug, i ►Perioden, selv intet Subject til Verbet ►ⓘ forgeaf skjænkede, samt at Sværdet siden udtrykkelig nævnes mellem Gaverne.
✂ ►Udg. gjør sig ret saare lystig over disse mine Ord (►Skilderiet No. 64) at ihvorvel 16de og 17de Sang er mig dunkle, tør jeg dog sige ►for vist at en ►Hengest med sine Friser fulgde ►Dannehæren og omtales som den egenlige Høvding. Dette skal allerede være taabelig Snak, fordi ►Hengest, som gjæstede Friserne, maatte da været sit Fædrenelands Fiende og Landsforræder; men kan Man da ikke gjæste sine Venner, og staaer der ikke udtrykktlig S. 86 at de gik til 📌Frisland for at besøge Venner, og see til deres Hjemstavn ►ⓘ Neosian freondum, geseon hamas. Vigtigere maae den Indvending synes, at ►Hengest kunde være at almindeligt Udtryk for en Søkonge, og derfor har jeg ikke heller anført Ordet mellem de aabenbare Mandsnavne der ere forvandlede, men naar Man veed, hvad der jo er unægteligt, at ►Hengest er et Mandsnavn, naar der i den hele Tale om ►Toget ingen Høvding nævnes for ►Dannehæren, hvis det ikke er ►Hengest; naar Man slet ingen Exempler veed paa, at dette Navn er brugt som et Appellativ, naar Tiden og Stedet kan, saavidt vi veed, tillade at ansee denne ►Hengest for den Bekjendte af dette Navn, og naar endelig Grammatiken paa adskillige Steder ei tillader at tage Ordet appellativisk, da mener jeg at have aabenbar Ret. Videre at udføre dette vil jeg opsætte, og kun bemærke, at naar ►Udg. siger: ►Wig hengeste er et Søeslag, ►Fin hengeste ►Søhanen ►Fin og ►ⓘ burh hengeste Søestad, da svarer Grammatiken kort og godt: ►Hengeste er en klar Dativ der lader hver være god for sig og tilegner sig kun hvad der rækkes og times den. En i flere Henseender ►mærkelig Ting, og som i mine Øine var nok til at bevise at det baade er om en ►Hengest og om den bekjendte ►Hengest, er jeg ►hændelsesviis kommet over og troer dog at fornøie Nogle ved Meddelelsen. Hos 👤Hickes i hans ►Lingv. Septentrional. Thesaur. ►T. I. P. 192 findes et Brudstykke der forkyndes som den eneste Levning af et gammelt angelsaxisk Digt, der efter Brudstykket at slutte, maae have været et saare poetisk og inder1142lig deiligt Kvad, hvor en ►►Skjold Skefte indføres talende og vækker alle sine hensovne Helte, medens Fugle sang og Maanen skinned under Skye. Da opstod en ►guldprud Helteskare og deriblandt ►Sigefred (udentvivl ►Sigurd Fafnisbane, som Tydskerne kalde ►Sigfred), ►Ordlaf og ►Gudlaf og ►Hengest selv. Naar Man nu i ►Bjovulfs Drape finder en ►Hengest i ►Skjoldungers Tjeneste og ved Siden af en ►Gudlaf og ►Oslaf S. 88, da kan Man dog vel ikke tvivle om at have en Mand og samme Mand for sig, og at en angelsaxisk Skjald meende den bekjendte ►Hengest, naar han sagde ►Hengest selv, behøver dog vel heller intet Beviis. Kunde der ellers findes Mere af dette Digt, vilde det upaatvivlelig saare opklare ei alene mangt et Sted i ►Bjovulfs Drape, men ►og i det Hele Angelsaxernes ►Oldsagn, og Muligheden tør Man vel, ved at see paa ►Bjovulfs Drape, paa Engellændernes Forhold til deres litteraire Skatte, og Stædet hvor Brudstykket fandtes (i en ►Homilie-Samling) trøstig antage. At jeg nu, paa saadanne Grunde udgav det for ►Vist at en ►Hengest omtaldes som ►Dannehærens Høvding, kan jeg aldrig angre, men om ►Udg. kan bevise jeg derved har ført taabelig Snak, det blive hans Sag.
✂ Det dunkle Sted om ►Brosinga-Men S. 92, vil jeg her saalidt som hist indlade mig videre paa, end at gjentage: ikke det men Halskjæden som Dronningen gav ►Bjovulf, og om hvilken Skjalden klarlig siger at næst efter ►Brosinga-Men, har han ikke hørt tale om noget kosteligere Smykke, den havde ►Higelak, og at han kaldes her ►Svertings ►Ætmand er saa ►vist, som at der staaer ►Higelac ⓘ geata Nefa ►Svertinges, og saa ►vist som at ►Nefa ►Nepos en en klar Nominativ det kan hvo som ikke veed det, see i Digtet og i 👤Somners ►►Lexikon.
✂ Jeg har, i Anledning af 24de Sang, sagt, at ►Bjovulf gav ikke ►Hrodgar ►Jettesværdet, thi det var smeltet i det hede ►Troldeblod, men kun ►Hjaltet som ene var blevet tilovers, og hvorpaa de ►mærkelige Runer stode. ►Udg. spørger, om Mennesket ikke veed at ►hilt i Angelsaxisken og ►hialti i ►Edda bruges for det hele Sværd. Hertil svarer Manden, at herom vil han ikke trættes, men at ►Udg. burde vide at der S. 122 staaer om ►Jettesværdet, hvor forunderligt det var at det aldeles smeltede (►gemealt) ret som Iis naar den opløses, hvilket ►Udg. dog selv har oversat. 1143►Erat mirum qvod totus liqvefactus fuerit, glaciei simillimus. At ►Troldeblodet var Skyld deri siges baade i de foregaaende Linier og i de følgende, hvor der tillige staaer at kun ►Hjaltet blev tilbage, og naar nu ►Bjovulf siden S. 126 taler om dette ►hilt og naar det S. 127 gives ►Hrodgar i Haand og dets Runer ►skaandes, da havde Man vel ►skjellig Grund til ved ►hilt her kun at forstaae ►Hjaltet om Ordet end ellers, hvad jeg ikke veed, og 👤Somner fortier, skulde findes brugt for det hele Sværd. Indvendingen, at saa stort et Sagn som det der omtales ei kunde faae ►Rum paa Hjaltet, er det hverken ►Udgvs. eller min, men den gamle Skjalds egen Sag at forsvare, men paa hans Vegne vil jeg dog erindre, at naar han først har tillagt ►Bjovulf tredive Mands Styrke og udtrykkelig sagt (s. 118) at det ►Jettesværd, som naturligt, var enhver anden Mand end ►Bjovulf for ►svært, da kan han fordre at vi skal maale Sværdet efter ►Bjovulf og ►Hjaltet igjen efter Sværdet, hvorved der, som Man let seer, bliver Rum til Adskilligt.
✂ Det skal ogsaa være galt, at jeg tager ►Heremod i 24de Sang for et Mandsnavn, men da ►Udg. ei kan nægte, at det er et gammelt bekjendt Navn, da han selv tilstaaer at der i den 14de Sang tales om Helten ►Hermod, og ei kan nægte, at der i den 24de tales om en Helt, der ei gives andet Navn end ►Heremod S. 129, kan jeg spare videre Beviis.
✂ Med en Pathos, der nok sjelden befandt sig paa et urettere Sted, beklager ►Udg. sig over at jeg tilskriver ham den Beskyldning for Blodtørst, som Latinen lægger paa ►Hæreths Daatter, ►Higelaks Dronning, men hvad kan jeg Andet, naar den ikke findes i Texten. Der findes, som sagt, nogle mig dunkle Ord i denne Fortælling, som hindre mig fra, naar jeg, som her er nødvendigt, vil undgaae selv den mindste Feiltagelse, at oversætte den, men her behøves det ikke heller, thi ligesom det er klart at Skjalden kunde dog ikke sige selv om den arrigste Kvinde, at Ingen turde nærme sig det Dyr uden dets Frue ►Nænig þæt dorste etc, (S. 145) saaledes er det jo dog et soleklart Beviis baade mod hendes mageløse Grusomhed imod Kongens Venner og med hendes Hjemreise, at hun (S. 149) skjænkede i Hallen for den hjemkomne ►Bjovulf og viisde Kongens Mænd alt Venskab. 1144ⓘ Nu at skabe en anden ►Hæreths Daatter, blot for at den første kan blive ved at være et Uhyre, er en Udflugt jeg i det Mindste ikke ►finder min Regning ved at gribe til; heller vil jeg for dog ikke ganske omsonst at gjentage saa klare Ting, bemærke den ►Synderlighed at 👤Saxo ogsaa taler om en svensk Kong ►Hereths Daatter hvis Jomfrubur vogtedes af Udyr (►Edit. 👤Steph. 169) thi vel kan jeg ikke rime de Fortællinger sammen, men ►mærkelig bliver Ligheden ikke desmindre.
✂ ►Udg. paastaer det strider mod Sprogets Natur at oversætte ►Suna Frodan ved: til Frodes Søn, men er det sandt hvad 👤Hickes siger (►T. I P. 11) at ►sunu Søn har i Dativ baade ►sunu og ►suna, er det foregaaende og tilsvarende Adjectiv ►gladum upaatvivlelig Dativ, som Man maae slutte af Paradigmet hos 👤Hickes ►P. 16 og er endelig ►frodan Genitiv som Paradigmet ►Vitega, Vitegan synes at lære; da vilde jeg hellere sige at de omtvistede Ord umulig taale en anden Oversættelse end den jeg har givet, uden videre at indlade mig paa den dunkle Tale om samme ►Frodes Søn S. 132 &c.
✂ Nu igjen at ville tale om den utopiske ►Hrædel og hans ►nonentiske Sønner, som ►Udg. behager at udtrykke sig, var at prøve Læsernes Taalmodighed for haardt, og efter da at have ført Beviserne for alle de Anker ►Udg. har antastet, indlader jeg trøstig Sagen til Doms hos Boglærde her og hvert Sted.
✂ Kun to Bemærkninger maae jeg ►end til Slutning gjøre, og den første, er, at Ingen skal mene jeg indbilder mig at være mere end hvad jeg er, en pur og bar Begynder i det angelsaxiske Sprog, fordi jeg med Held har kunnet føre Grammatik og Lexikon i Marken mod en Mand der beraaber sig paa 25 Aars Studium, thi det hænge nu sammen med dette Studium som det kan og vil, saa har jeg her kun afvæbnet det ved det lille uskyldige Kneb, at tie, eller udtrykke mig varsom, hvor jeg ikke vidste ret Beskeed, og idelig at spørge 👤Hickes og 👤Somner, hvad de meende om min Mening, førend jeg yttrede den. Havde ►Udg. brugt samme Kneb, vilde ethvert andet og hele denne Tvist og en stor Deel af mit Arbeide været overflødigt, og det er Altsammen Noget, jeg gjerne vilde ønsket.
✂ Den anden Bemærkning er et lidt egennyttigt, men dog lovligt Ønske, at nemlig visse Folk dog 1145engang vilde lade den underlige Grille fare, at jeg hader Grundighed, fordi jeg af mit inderste Hjerte hader det ►skinlærde Væsen og alle ►Skingrunde, samt at jeg skulde lade mig saa forskrækkelig tyrannisere af en utæmmet Phantasie, thi ihvorvel jeg ingenlunde kan tjene ►Udg. eller Nogen med enten at oversætte ►Bjovulfs Drape eller overalt gjøre Noget, uden Phantasie, mener jeg dog at min ivrige Omgang med Grammatik og Lexikon maae frikjende mig for den Beskyldning ei at kunne eller ville holde Styr paa min Smule Phantasie med et ►Gran Fornuft. ►Dixi.
✂ N. F. S. Grundtvig.