Nok et Par Ord om ►Bjovulfs Drape.
✂ Udgiveren af dette Digt, Hr. Etatsraad 👤Thorkelin, har, som venteligt var, optaget mig mine forrige ►Par Ord saare ilde, og da jeg virkelig, uden at det var min Hensigt, sagde ham Ting, der ere haarde at døie, vil jeg deri ei saa synderlig fortænke ham. At han taler mig til som en Pog der skal staae Skoleret, kunde jeg vel have lidt mere at indvende imod, men det er nu engang Mode i den danske Skriveverden, og Moden veed Man jo er en Tyran, hvis Venner har det ondt nok, saa Man ikke bør være for stræng i det Kapitel. Men, Udgiveren har forivret sig saaledes, at han erklærer alle mine Rettelser for Tant og Galskab, og ►trodser paa at jeg umulig kan bevise dem, see, det er for galt, og dertil maatte jeg ikke tie, naar Udgiveren ei selv vilde tilstaae at han havde overilet sig, og det vil han ikke, og hvor nødig jeg da end vil drage Fordeel af en Oldings Svaghed, nødes jeg dog til at see jeg kan viske ►Pogestemplet ud, som han har trykt paa mine Bemærkninger, og ihvor grusomt det nu end kan synes at forstyrre Glæden, Saadant udentvivl har vakt hos mange, kan jeg dog ikke sige just, jeg gjør mig synderlig Samvittighed derover, thi min Skyld er det ikke, at de har troet mig ei blot saa slet men selv saa dum, at ►laste hen i Veiret hvad jeg ei forstod, blot for at skaffe mine Fiender en Triumph, og mig en dygtig Tugtelse af Lexikon 1106og Grammatik, to saa haandfaste, ►umiskundelige Ægtefolk, at hvem de faaer i Kløerne, ham frelser hverken Bønner eller Flugt. Nu, i slige Hænder maae jeg lade Udgiveren falde, men min Skyld er det ikke, han har selv udæsket de to ►Kiæmpefolk, og alt hvad jeg endnu kan gjøre, er, ei at røre ham med mindste Finger, men ikkun pege paa den Stilling hvori han selv har sat sig. Vil Grammatik og Lexikon frikjende ham, da har jeg Intet derimod, men mig skal de frikjende først, thi som et Barn har jeg gjort hvert Skridt i deres ►Ledebaand, og, nu til Sagen.
✂ Jeg har sagt at ►Udg. har sammenblandet adskillige Begivenheder og forvandlet Fyrstenavne, som ►Hrædel, ►Herebald, ►Hædkyn og ►Heardred til ubetydelige Tillægsord. Forudsat nu, hvad jeg har viist, at disse Ord forekomme oftere og i heel ►mærkelig Forbindelse, da kan der intet Spørgsmaal være om, at er det Mandsnavne, da maa det give stor Forvirring at oversætte dem som Tillægsord. Nu, det nægter da ►Udg. ikke heller, men han nægter trøstig ►Hovedsætningen, og den skal jeg nu bevise. Lettelig indseer Man at her spørges ikke om hine Ord kunde bruges som Tillægsord, ei heller om de maaskee andensteds bruges ►saa, thi bruges ►saa kan jo ethvert Navn som har nogen Betydning i Sproget, det kan ►►Hrodgar og ►Hrodmund ogsaa, men her spørges kun, om de bruges saaledes i ►Bjovulfs Drape, og nu siger jeg, først, at Man aldrig der skal finde et af disse Ord lagt til et Navn som jo ellers 1107er sædvanligt, og dernæst, at der aabenbar er fire Personer i Digtet, som ei have andre Navne end disse Ord, og at Ordene aldrig bruges ►uden om dem, og er min Paastand saa ikke uimodsigelig beviist, naar jeg beviser dette, da veed jeg ikke hvad det er at bevise.
✂ ►Hrædel. Dette Ord forekommer først S. 31 hvor ►Hrodgar siger, at ►Gothernes ►Hrædel gav ►Bjovulfs Fader ►Egthjof sin eneste Daatter, og allerede her er det i mine Øine klarlig et Navn, thi et Tillægsord kan det jo ikke være, da her intet Ord er, hvortil det kan lægges, og ene kan det ikke staae, uden at være enten et almindeligt eller ►særdeles Kongenavn. Hvilket det nu er, vil vi her lade uafgjort, og kun bemærke at den ►Gothekonge her tales om, kan ei være ►Higelak, thi var han ung i ►Bjovulfs Manddom, kunde han ei være hans Morfader, derimod see vi let, at for Tidens Skyld kunde den Konge godt være ►Higelaks Fader. Nu kaldes ►Higelak netop S. 113, 139, 176 og 222 udtrykkelig ►Hrædels Søn (►sunu, eaferan ►Hreþles) fremdeles kaldes ►Higelak ►Hrædlingen S. 144, hvilket Ord dog vel ligesaa vel er udledt fra et Navn, som ►Skefing, ►Skylding o.s.v., og heraf mener jeg det er soleklart, at ►Hrædel er Navnet paa ►Higelaks Fader. Endelig fortæller ►Bjovulf S. 181 at Kong ►Hrædel (►►Hreþel cyning) tog ham af hans Faders Huus som en syvaars Dreng og opfostrede ham, og S. 184, at da ►Hrædel var død, begyndte Krigen mellem Svenskere og ►Gother. Naar Man hertil føier S. 164 hvor paa et, mig endnu lidt dunkelt Sted, staaer: ►Hrædels Efterladte, da findes Ordet ikke mere i Digtet, men ►Hrædling bruges endnu 217 og 219 om ►Higelak og hans Brødre. Er nu ►Hrædel saa aabenbar et Navn, da er det intet Under at det har sat ►Udg. som ikke erkjendte det i stor Forlegenhed, som da ogsaa viser sig deri, at han oversætter det, alt efter Omstændighederne: ►Rex, Princeps, celer, timore vavuus, verendus, pectus.
✂ ►Herebald og ►Hædkyn. Disse Ord findes ei i hele Digtet før S. 181 hvor ►Bjovulf siger, at den største Modgang ►Hrædel havde, var med hans Børn: ►Herebald og ►Hædkyn og ►Higelak. ►Udg. siger det skal hede at ingen Ting var værre for ham (efter ►Udgs. Mening ►Higelak) end det 1108►vaabenmægtige og hedenske Folk var for hans Børn og ►Higelak, men uden at tale om Meget som baade Skjald og Grammatik har herimod at indvende, vil jeg blot nævne den Omstændighed, at ►Higelac, den klare Nominativ, som ved en Conjunction er bundet til to andre Nominativer (►Herebald and ►Hæþcyn) maae rives derfra og gjøres til Dativ, som Grammatiken vist paa ingen Maade tilstæder. Fremdeles maae selv ►Udg. tilstaae at der heel igjennem S. 182, 83 og 84 tales om et Brodermord og Faderens Sorg, og naar der nu S. 182, efter Ordene: ►Herebald, ►Hædkyn, ►Higelak, læses: den Ældste faldt for Broderhaand da ►Hædkyn skjød sin Elskede, da mener jeg det maae kaldes afgjort, at ►Herebald og ►Hædkyn ere Navnene paa ►Higelaks Brødre, ja, er det ►vist, at ►Hrædel er Navnet paa ►Higelaks Fader, kan end Ingen være bekjendt at nægte det. Til Overflod vil jeg dog anmærke, at ►Herebald kun nævnes eengang til, S. 184 hvor der staaer at Faderen sørgede over ►Herebald, men kunde dog ikke hade hans Morder fordi han elskede ham, at 185 læses: ►Hædkyn ►Gothernes Konge, S. 217 ►Hrædlingen ►Hædkyn, og at Ordet ei forekommer tiere.
✂ ►Heardred. Dette Ord staaer ikke tydelig uden S. 177 og 78. Der staaer, at da ►Higelak var faldet, tilbød Man ►Bjovulf ►Kongestolen, fordi Man ei turde betroe et Barn Regimentet, men det kunde Ingen sige at han spillede Herre over ►Heardred eller tragtede efter Kronen, han opfostrede ham i Ære og Kjærlighed til han blev ældre og selv kunde raade, men saa kom ►Others Sønner til 📌Gothland paa Strid, ►Higelaks Søn faldt og da ►Heardred var fældet, drog ►Ongenthjovs Søn tilbage og lod ►Bjovulf beholde ►Kongestolen. ►Udg. vil derimod at ►heardred skal oversættes ved ►ⓘ imperiosus og ►consiliosus og forstaaes om ►Higelak, skjøndt hans Fald i 📌Frisland forud er fortalt, skjøndt han da maae gjøre en klar Dativ ►heardrede til Nominativ og skjøndt der efter hans egen Tilstaaelse tales om en Søn af ►Higelak, der ei gives andet Navn end ►Heardred.
✂ Saaledes troer jeg da klarlig at have beviist en af mine største Anker, en Anke, som angik et heelt Afsnit af Digtet, og som for blot at gjennemføres fordrede et ►temmeligt Bekjendtskab med Dig1109tet, og maatte, gjennemført, omtrent bevise sig selv, thi naar Man angiver et saa simpelt Middel, hvorved der kommer utvungen Mening og Sammenhæng ind, hvor de fattedes før, da skulde egenlig Ingen kræve videre Beviis, og det store, uigjendrivelige Beviis har jeg ►alt ført for Enhver, der vil gjøre sig den Umage, at gjennemlæse den latinske Oversættelse med mit Par Ord ved Siden. Imidlertid er det rimeligt at Man i vor saa saare aandelige Tid fordrer meer haandgribelige Beviser, og dem har jeg nu givet, rokke dem, hvo som kan!
✂ (Fortsættes.)