Slutning.
✂ Prof. 👤Ørsted har anvendt de sidste Blade (S. 131-38) til at gientage sine Beskyldninger om Hovmod, Selvtillid og Ukiærlighed og til under en halv Gienkaldelse ligesom af Kiærlighed, at forstærke dem om skammelig Snedighed og Hyklerie. Hvad han heraf ret vil vedkiende sig, har han udtrykt i ►følgende Ord (S. 136-37) Jeg siger da endnu som før, at i Grundtvigs Skrifter hersker Hovmodens Aand, der overalt yttrer sig ved en skammelig Ringeagt mod andre Mennesker. Jeg siger dette til Læsere, hvoriblandt de Fleste ogsaa kiende ►Gs Skrifter, og jeg frygter ikke for at Nogen i sit Hjerte skal beskylde mig for Uretfærdighed. ►(!!!) Jeg siger, at hans Hovmod er parret med en blind og fremfusende Eensidighed, der udtømmer sig i grundløse Beskyldninger mod hans Næste, og i urimelige Paastande over videnskabelige Gienstande, og 221jeg tænker at han ikke skal have andet at sætte imod mine Beviser herfor end tomme ►Declamationer, og elendige Udflugter. ►(!!!) Jeg har betegnet denne hans Fremgangsmaade som Mangel paa Kiærlighed, og jeg troer at Beviset ligger i Sagen selv. Tilføie maae jeg ⓘ endnu, at jeg tvivler paa, at hans Skrifter har avlet sand Kiærlighed i noget Hjerte, eller gjort noget Menneske glad i Gud.
✂ Jeg har ⓘ nu i det Foregaaende søgt at ►rede for mig i de Stykker som med Ord kan afgiøres, og jeg tør troe, at den sandhedskiærlige Læser ei skal kalde min Tale tom ►Declamation. Til Slutning havde jeg i Sinde at tale om de Beskyldninger, der ere stilede mod mit Hjerte, og maatte, naar de vare sande indskyde hos alle Veltænkende dyb Foragt og Afskye for min Færd; men Hjertet har ►alt fordret sin Ret, jeg talde af dets Fylde og til den Tale og ►mit forrige Forsvar vil jeg henvise. At Prof. kalder det tom ►Declamation er ►følgeligt, men at Sandheden vil kundgiøre sin Kraft i hvert uforhærdet Hjerte, derpaa er jeg vis, derved og fremforalt ved min Samvittigheds Vidnesbyrd er jeg rolig. ►Vel søger min Modstander at tillukke ⓘ Hjerterne for min Forsvarstale, ved at sige, at jeg selv, i ubegribelig Forvirring ei veed hvad jeg selv siger eller hvad der rører sig i mit Inderste og driver mig i mit Værk, men om end Læserne skulde antage dette for Modstanderens Alvor, haaber jeg, at den Rolighed og Betænksomhed, hvormed jeg ogsaa her har giennemgaaet hver Beskyldning 222og ►udviklet Grundene for mine Domme, skal overtyde dem om, at jeg tænker og taler med fuld Bevidsthed, og maae da enten være Sandhedens eller Løgnens, Guds eller Djævelens villige Tjener, og nu ►dømme Gud i Sine Børns Hjerter, hvilken af Delene jeg er! Kun Det kan ⓘ jeg sige, som for Guds Ansigt, at saalidet jeg, som et skrøbeligt Menneske, tør eller kan tillægge mig ublandet Ydmyghed og Kiærlighed, saa veed jeg dog med mig selv, at jeg føler mit Intet for Gud og ei vil ophøie mig over noget Menneske, at jeg stræber at elske min Næste som ⓘ mig selv, men maae just derfor ►befeide og fordømme det Samme hos ham, som jeg ►befeider og fordømmer hos mig selv. Jeg veed ogsaa at det ei vilde koste mig megen Overvindelse at fortie mine haarde Domme; men at det tit koster mig meget at udsige dem, hvorved jeg forud veed at jeg fortørner Mange, bevæbner Verden imod mig, forspilder eller vover selv de timelige Ting, der for mig som et skrøbeligt Menneske, have mere Vægt og Værd end de burde have i en Christens Øine; men just derfor veed jeg ogsaa, at jeg ei gaaer letsindig til Værks, Hjertet kan vaande sig og bløde, naar stundom Venner forene sig med Fiender i at bebreide mig Haardhed og Uretfærdighed, men ►forstyrre mig i mit Værk kan det ikke, ►thi naar vort Hjerte ikke fordømmer os, da have vi Frimodighed til Gud. 1 Joh. 3, og om end Hjertet maatte briste, maatte jeg dog 223sige: i Guds Navn! jeg kan ikke Andet, Gud ►styrke mig til at ►►fuldkomme Løbet og stride den gode Strid, Amen! Herren være lovet, Som gav mig den Vished, at Ordet fra min Læbe dog har bevæget nogle Hjerter i sand Kiærlighed og gjort Nogle glade i Gud, det skal min Modstander neppe turde sige om det Ord han taler, men det var ei heller mit Ord jeg talede, det var Herrens, Ham hører Æren til og os vore Ansigters ►Blussel, thi Kraften er Hans, og vi gjorde kun Lidet af hvad vi skulde og Intet ret som vi skulde.
✂ Nu har jeg, saavidt jeg veed, svaret paa Alt, undtagen paa det om 👤Oehlenschläger og mine mythologiske Arbeider, hvorpaa jeg anseer et videre Svar end ►det jeg har givet for aldeles overflødigt, thi Ingen som kiender Noget til Sagen kan mene, at jeg har ►borget mit ►Syn for 📌Nordens Myther hos 👤Oeh., eller at han, førend de ►Nordiske Digte har i et eneste Digt kundgjort nogen dybere ►Beskuelse af 📌Nordens Myther, der kunde avle min, eller at ►Læserfolket i Almindelighed yndede ham, før de læste hans ►Axel og Valdborg. ►Tingen er i Øvrigt ubetydelig, ►uden forsaavidt jeg derved skulde giøres til en Partihøvding der pralede med fremmede Fjere, og foragtede Fuglen fra hvem jeg stjal dem, thi ellers har jeg jo mere end eengang bekiendt, hvad Intet skal friste mig til at ►fragaae, at jeg skylder 👤Øehlenschläger langt Meer end mit Syn for 📌Nordens Myther, 224thi ved hans Sang begeistredes jeg, og ved hans Sang ►oplodes mangt et Øre til at høre paa min Tale om de guddommelige Ting. Vil Prof. ogsaa kalde dette en Yttring af Hovmod og Lyst til at ophøie sig paa Andres Bekostning, det ►faaer han, men jeg tør dog mene at Sligt pleier at yttre sig anderledes.
✂ Hvad der maaskee kan mishage nogle retsindige Læsere, er den Tone, hvori ►den første Deel af dette Forsvar er stemt og jeg har selv været tvivlraadig om den Ting, men jeg har fundet at til sine Tider kan ogsaa den være passende, naar Man kun ikke derfor glemmer Beviserne, og jeg haabede tillige, derved at dæmpe Prof. Lyst til at vende sine komiske Vaaben imod mig, saaledes som i den ►genialske Sammenligning mellem 👤Don Qvixote og mig. (S. 111-112) Hvad ellers denne Sammenligning selv angaaer, troer jeg rigtig nok ⓘ at mangt et Træk kunde været lystigere og klarere, men jeg vil ikke skrive en ►Ilias post Homerum, og kun om det allerførste Træk vil jeg bemærke, at en meget fiin Tact har ledet Prof. til at finde Noget hos mig der lignede 👤Don Qvixottes Kamp med ►Veirmøller, thi Man behøver kun istedenfor ►den Gamles Bibeltale at sætte Professor 👤Ørsted, for at see gyldig Grund til den billedlige Sammenligning, saavelsom til Begyndelsen af denne lille Bog, thi hvad kan Man i en saadan Kamp giøre klogere end at blæse? Skulde jeg imidlertid ⓘ nogensinde have anseet benævnte for en ►Kiæmpe, da bekiender jeg, det var en Vildfarelse; og skal stræbe at undgaae 225den herefter til min Undskyldning maa tjene at jeg er lidt nærsynet.
✂ Nu, sandhedskiærlige Læser! vil jeg tage Afskeed med dig for ►dennesinde. At jeg nødig har grebet Pennen for at fortsætte en Strid, der, da Modparten ►fragaaer Sigtelsen for falsk Lærdom, ei synes mig stort bevendt, ►derfor borger dig vel ►ⓘ min lange Nølen, thi at den ei havde sin Grund i Frygt for den ►pudseerlige 👤Goliath, haaber jeg at have beviist, og for at bevise det, var det egenlig jeg greb Pennen. Jeg har imidlertid under Arbeidet grebet Leiligheden til at ►udvikle Adskilligt, som jeg haaber skal ikke være dig uvelkomment, men formilde hos dig som hos mig det ubehagelige Indtryk enhver personlig Tvist i Verden maae gjøre paa os, naar vi elske Fred og agte Kiærlighed for det Høieste. Jeg tør ikke haabe, at alle mine ►Udviklinger skal finde dit Bifald, jeg bør maaskee ikke engang ønske det, thi jeg kan jo have feilet; men det veed jeg, at er du sandhedskiærlig, da finder ►og Sandhed Gienlyd i dig, og det veed jeg tillige at Intet ►uden Sandhed ønsker jeg ►Indgang. Det vil jeg kun bede dig om, lad det ei forarge dig, om du synes at min Tale om Christendommens Erkiendelse i Modsætning til den falske Viisdom Man byder os, klinger ►synderlig og fremmed! ►meen for Guds Skyld ikke at jeg vil ►spille med de ►høie Sandheder eller at jeg vil forvandle Troens Hemmeligheder til blotte For226nuftideer, ⓘ til et Tankens Legetøi, fordi jeg viser at de have en ogsaa for Fornuften klar Side. Troe mig, du kan ikke lægge mindre Vægt paa Saadant end jeg, og ►derfor borger dig min hele Bestræbelse, som er at kalde Menneskene tilbage til den sande, eenfoldige, kraftige, levende Hjertets Troe paa Guds Ord, som besjælede og saliggjorde vore ⓘ troende Fædre i Hytten som i Paladset. Jeg kan ikke tit nok sige det, denne gammeldags, enfoldige Troe er den eneste Vei til Guds Rige, er Det, der ene kan skiænke os ►Samfund med Gud, den sande, levende, treenige Gud: Fader, Søn og Hellig Aand, Som er Hver for Sig og Eet i Kiærlighed. Al blot Erkiendelse er kun en Skygge, er kun et Kort over det forjættede Land, som kan forlyste Øiet, som kan give os et Slags Begreb om dets Skikkelse og Beliggenhed, saa vi erkiende ►Fuskerværket og Misvisningen paa de Kort Fornuften paa sin egen Haand har stemplet, men føre os til det forjættede Land, det mægter Kortet naturligviis ikke, det kan Kiærligheds Vinger alene, og de udvoxe ei af Forstandens Sandsning eller Fornuftens Dom, men kun af det troende Hjerte.
✂ ►End vil jeg bede dig, naar du hører mig ►bagtale som en Misdæder, da giør dig en ret klar Forestilling om Verdens Gang og Tidens Vilkaar, og om den Vei jeg peger paa, og om den Løn jeg høster, og finder du da, at Vantroe og Ondskab er ►megen i Verden, at Menneskene, naar de fulgde 227mit Raad, vilde vorde troende, retfærdige, kiærlige, finder du videre, at enten maae jeg være vanvittig, eller drives af Kiærlighed til at ►kaare Had og Spot, Fattigdom og Vanære; og maae du slutte, at den der taler betænksomme Ord og kun formaner til Gudfrygt og Dyd, er ⓘ ikke vanvittig, da bryd dig ikke om ►Skraalet, men beed Gud forlene mig Kraft og Ydmyghed og Viisdom til at vandre den tornefulde Bane der er mig beskikket! Finder du, maaskee ikke sjelden, Noget i min Tale, som mishager dig, da maae du for min Skyld gierne tænke, hvad der jo er saare muligt, at noget Menneskeligt er mig vederfaret, men for Sandhedens og for din egen Skyld vil jeg bede dig, tænk ei altid, ei for ►stivt og ei for hastig ►saa, men tænk, at du er ►og et Menneske, at ►og hos dig kan Feilen ligge, og at det vel var muligt, jeg stundom kunde see hvad du ei saae, og at det ikke just er rimeligt, at jeg, omleiret af Fiender og ►Lurere, letsindig ►giver mig blot, og giver dem Leilighed til ligesom at skade Sandheden ved at tilregne den min Brøde! Følger du dette Raad, da skal vi snart enes, saavist som det er Sandhed om de guddommelige Ting jeg forkynder, saavist som den levende Sandhed sidder hos Faderens Høire.