Fortale.

✂ ►Tandem aliqvando, eller, gid han ►faae Skam paa sin Mund, han ►maatte have tiet stille! saaledes tænker jeg, mine Læsere sige, ►alt eftersom de er til, naar de see denne liden Fortale og saa videre ►fort. Dem jeg kommer for tidlig, ►ihvor seent jeg kommer, har jeg ingen Undskyldning til, ►uden det skulde være at skyde Skylden paa dem selv, at de ►solgte Huden før de ►vog Bjørnen► og glemte at ►den leer best som leer sidst. Dem derimod, der gierne havde seet mig før, vil jeg ►►giøre rigtigt Regnskab, thi det siger Man giør længst Venskab►, og er deres Tal end ikke ret stort, saa mener jeg dog, at ►hvad der er godt nok, er ogsaa stort nok, og ydermere, at det ikke alt er godt hvad stort er, som for Exempel Professorens store Hærskare, som jeg nys ►loe ud, og hans store Ord, som jeg nu skulde tale om, og som jeg, imellem os sagt, ►blæser ad. See dermed har jeg nu ⓘ egentligegentlig] GV, egent!ig A sagt, hvi jeg kommer saa seent; thi det er i Grunden dog ikke nær saa fornøieligt et Arbeide at blæse som at læse, for Exempel gamle 👤Snorros ►Krønike og 👤Rimberts kostelige ►Saga om den hellige Ansgar og de to er det egenlig jeg har ladet ►holde mig, til den Tredie kom, 4og den Tredie sagde: ►►svar en Daare paa hans Tale, at han ikke skal troe sig viis! Saa sagde jeg, som 👤Hellig Olav: vi maae ►holde til Raade med vore Vaaben, ikke giøre Vandet ►Uskiel eller stikke Luften ihjel, men saa sagde han: blæs! og nu vil jeg blæse saa Luften enten skal gaae sin Vei eller faae ►Skam i sine Øren. Der kan vel være dem der vil sige, at det er ligesaa ►forloret et Arbeide at udlægge ►Heimskringla for ⓘ vorevore] A, vor Tids Rettelsesliste Nordmænd og ►Ansgars Levnet for vor Tids Danske, som at strides om Christendom med Professor 👤Ørsted, men det skal de endda ikke sige, og de Faae der bryde sig om Sligt vil jeg dog sige med det Samme, at 👤Rimberts velsignede ►Tale om Nordens Apostel paa ⓘ LatinLatin] GV, dansk Latin A har jeg udlagt paa bredt og efter mine ringe Tanker godt Dansk, og med gamle 👤Snorro er jeg kommen saavidt, at jeg er kommet hardtad midt ind i ►Hellig Olavs Saga, dertil, hvor Kong 👤Olav Svensker, der, som 👤Snorro siger, ellers ikke ►feilede for store Ord, var kommet saavidt, at han gierne lod 👤Hellig Olav beholde 📌Norge ►naar han kunde beholde Sit, som han da ogsaa sagde til sine snilde Raadgivere: Arnvid Blinde og ⓘ ThorvidThorvid] GV, Thorrid A ►Stamme og Freyvid Døve: ►hitter nu paa Raad, I gode Herrer! sagde han, saa jeg kan beholde mit eget Kongerige!*►Hellig Olavs Saga Kap. 96. Men for nu at komme til Professoren igien, uden dog at løbe fra 👤Snorro, som jeg paa ingen Maade vil, thi her er det ingen Løgn, at ►Bytte er gjort paa Bedrag; saa vil jeg sige, hvad der heller ingen Løgn er, at jeg troer, 👤Snorro har netop lært mig at blæse Professoren det Stykke han skal have, og saa stadfæster sig her igien et gammelt ►Ord, 5som siger: ►det sinker ikke at bede og at ⓘ smøresmøre] GV, smore A, og jeg vil ►sætte til, at i 👤Snorros ►Krønike er der just ogsaa gode Herberger at ►bede i, og det fornemste af dem alle er 👤Hellig Olavs Herberge; thi der er det deilige Kors tillige som stod ved de Gamles Bedestæder og hjalp dem baade til ►Navn og Næring, og maatte jeg raade, skulde alle ►Pillegrime baade fra 📌Dannemark og 📌Norge tage derind, naar de reisde til 📌Jerusalem. Nu kan man vel svare mig og sige, for det Første, at ►det er af de Dage, man reiser til 📌Jerusalem, og for det Andet, at om man ogsaa vilde dertil, saa gaaer Landeveien ikke længere derom ad, og at 👤Hellig Olavs Herberge er et gammelt Bislag ligesom 📌Flaskekroen; men saa svarer jeg igien paa det Første, at hvem der ikke vil til 📌Jerusalem, de kan for mig gaae hvad Vei de vil, de kommer nok til ⓘ ►VeiendeVeiende] Rettelsesliste, Veien A, men om Herberget bliver saa godt som hos 👤Hellig Olav det faaer de at fornemme, og paa det Andet svarer jeg, at det dog er bedre at drikke ►Roeskildevand i 👤Hellig Olavs Flaskekroe, end Brakvand i vor Tids fornemme ►Auberge, som kalder sig 📌Roeskildekroe, og er i Grunden et ►Krebshuus og en ►Veirmøllekroe, og siger ►end, at hvor 👤Hellig Olavs Herberge staaer, der gaaer Kongeveien alle sine Dage, om de saa bygge tusinde Chausseer over 👤Valdemar Atterdags Hængedynd, ikke at tale om den deilige ny Landevei i Luften, som Somme vil bygge af lutter Paralelogrammer. Vel klinger det ganske ►artig at giøre ►Bibelen til en ►Luftmaskine, fylde den med alle Philosophiens Gasarter, og da salig giennemsvæve en Planetbane efter Diagonalen i Kræfternes Paralelogram, men deels maae jeg tilstaae, at 6jeg er ikke høilærd nok til at forstaae, hvorledes man skulde giøre Kameradskab med ⓘ CentrifugalkraftenCentrifugalkraften] GV, Centrtfugalkraften A og dog komme til Centret, eller som Mester 👤Schelling siger, netop drives af den til at vende Næsen hjem, naar man var kommet til det yderste Mørke; deels synes mig ikke engang det er et ordentligt Planetløb, men en slangeagtig Cometbane man aftegner, og endelig tør jeg vædde, at hvem der vil have vor Herre med sig ►giver sig aldrig paa den Galei, thi kiender jeg vor Herre ret, da lærer Han alle Sine, at hvor Aanden er, behøves hverken Vind eller Spiritus, og at de bliver aldrig til Aand om de saa pompes og destilleres til Verdens Ende. Han lærer dem ydermere, at ►Bibelen skal ikke rives itu og klistres sammen med Gummi og pustes op som en Blære, naar man vil reise med den til 📌Jerusalem, men man skal smukt tage den under sin Arm og vandre sin mødige Gang som en ydmyg ►Pillegrim over Torne og Bjerge, kun da, naar den bæres i Hjerte og lydes af Øie og Fod, kun da styrker den, i det den udmatter, og letter i det den tynger, kun da sammenvoxe vi med den, kun da udvoxe dens Blade i Løn til herlige Vinger, som løfte os selv, naar vi komme til Havet, kun da udtoner dens Aand giennem os sin himmelske Jubel, saa vi under Svanesangen opsvinges til det evige 📌Jerusalem ►at juble med ►forklaret Stemme hvad vi nynnede ►i Støvet:

✂ ►Et Barn er født i 📌Bethlehem
i 📌Bethlehem
►Thi glæder sig 📌Jerusalem
Halleluja, Halleluja!

✂ Jul efter gammel Stiil

✂ 5 Januar 1815.

✂ ⓘ N.N.] GV, N- A F. S. ⓘ GrundtvigGrundtvig] GV, Gruudtvig A.

En ny lystig Historie om den lille Anklager.

✂ Der er en gammel Talemaade der lyder ►saa: ►han sprang op som en Løve og faldt ned som et Faar, og det er en fri Oversættelse af Latinerens: ►parturiunt montes nascitur ridiculus mus, to Talemaader som synes at blive mere fortrolige med Verden, jo længere de leve, og seer jeg ikke feil, da anvendes de ei heller urettelig paa den bevidste lille Anklager, skiøndt jeg derved ei vil ►foregribe Læseren, eller nægte at der kan være andre Talemaader, der gribe fastere i den Samme.

✂ Kort at fortælle, da forholder Sagen sig saaledes: Prof. 👤Ørsted har, som hver Mand kan see i den Recension han gjorde meget vel i, 8som paa mine Vegne, at sætte til Controlleur med sin sidste ►Snighandler, beskyldt mig for, at jeg forvirrede Folket i Religionens hellige Sag, ved at føre en Lærdom under Navn af luthersk Christendom, som hverken var 👤Christi eller 👤Luthers Lærdom, hvorfor han ►opmaner alle Sandhedens Venner til at gribe til Vaaben og udrydde ►min Ihukommelse af alle Hjerter, og slaae den paa ►Kagen andre til et godt Exempel. I den samme smukke Recension gjorde han mig adskillige Complimenter, der blandt slige Folk slet ikke ere saa usædvanlige som han siger, for Dumhed og Snedighed, Had til Videnskaberne og Lyst til at arve de Mænds Roes jeg nedrev, og saa videre, som Enhver, der har Lyst, til egen Opbyggelse kan ►efterlæse.

✂ Jeg tog mig den Frihed at svare, Noget, der heller ikke er saa usædvanligt ved slige Leiligheder, men som dog maae have ligget udenfor Professorens Beregning, thi Talen var aabenbar beregnet paa at jeg var død eller dog stum. Det var jeg nu just ikke, og altsaa var Beregningen hvad man pleier at kalde ►en Regning uden Vært, og mit Svar var ►en Streg i Regningen, som skamferede den reent og ved ingen chemisk Proces lod sig udslette. Jeg brugde nemlig den Methode, som høilig anbefales af vore Dages exegetiske ►Methodister, og som de kalde ►disputare e concessis, og som er ret brav, naar man derved ei ►fører Løgn til Torvs for gode Vare, som de samme ►Methodister, gid de ►faae Skam! be9skylder vor Herre og hans Apostler for, men kun fører Løgn til Galgen og klynger den op i den Sandheds Snor den vilde bære sin Bylt i. Det vil da her sige, jeg bad Folk lægge Mærke til at Professoren indrømmede ►►Bibelens Guddommelighed og sagde at 👤Luther havde udlagt den ►rettelig, og nu sluttede jeg saaledes: enten skal nu Professoren, som siger, at jeg forvirrer Folket i Religionens hellige Sag og prædiker en anden Christendom end 👤Christus og 👤Luther, bevise at det er sandt, eller han skal være en Løgner. See, det var ►rene Ord for Penge, mener jeg, men ingen af Delene havde Professoren Lyst til, og hvor dum jeg end er, kan jeg nok begribe hvorfor, thi ►naar han skulde beviist at jeg prækede en anden Lærdom end 👤Luther, da maatte han først reist til 📌Wittenberg og gravet 👤Luther op, og sat ham sammen og blæst Liv i ham, og sæt ogsaa det var lykkedes ham, som en habil ►Physicus, saa var det dog en stor Uleilighed, og det var endda ikke dermed gjort, thi saa skulde han endnu faae gamle 👤Morten til at afsværge sin hele gamle Lærdom, og lære Naturphilosophie, og ►det Sidste blev kanskee værre end det Første, og det kan jeg slet ikke fortænke Professoren i, at han ►begav den Reise. Nu det Andet, ►at slaae sig selv paa Munden, ja ⓘ det vardet var] GV, detvar A rigtig nok nemt gjort, naar man havde Sind til det, men det er dog ►saa en ►egen Sag, naar man har nogen honet Ambition, og Substantivet, som jo dog er det fornemste, vil jeg ingenlunde nægte Professoren, 10og saamæn Adjectivet ikke heller, at sige ►i dansk Courant. Kort sagt, Professoren var i en hæslig Klemme, der stod nu, kan jeg tænke, en heel Legion drabelige Karle med lange Penne bag de lange Øren og store ►Bimbler Blæk vel ►forsat med ►Galdeæbler, ret en Æreslegion ►de la nature et de la verité naturelle, som han havde ►sukket paa Folkeforvirreren, og Fandens Fyrbøder, som da skulde være mig; nu at sige til dem: ►gaaer hjem godt Folk til en anden Gang! det var ikke saa lige, thi de var kanskee lidt i Slægt med ►ham, der kommer, naar man læser i ►Cyprianus►, og Folk siger at han ►plustrer ►Maneren, naar han ikke kan give ham noget Arbeide, der var da vel ikke andet for end han maatte bilde de Karle ind at jeg var en ►Lovtrækker, som havde snoet mig fra den første Stævning, og saa sætte sig ned og skrive en ny, dobbelt og dobbelt og dobbelt saa tyk, og give dem den at løbe med, og skrive uden paa med store Bogstaver: ►imod den store Anklager. Det var rigtig nok April han lod dem løbe, og skulde de gaae efter Adressen maatte de ►løbe Fanden i Vold, ►thi han er, som man veed, den store Anklager, men det var kanskee ogsaa det han vilde, thi han er ikke saa dum, ►som ⓘ hanhan] GV, hau A løber avet om til, og det bestyrker mig i den Formodning at Legionen var i Slægt med ham vi talde om før, thi Folk sige, at naar man er i ►Labeet med ham, skal man give ham et Ærende han ikke kan røgte, saa bliver han borte, og i saa Fald var det et snildt Raad af Professoren, 11som beviser han forstaaer sin ►magia naturalis, thi han var vis nok paa af mange Grunde, at de bar ikke hans Stævning til Helvede med deres gode Villie, og hvor de saa ellers gik, kunde han med en frelst Samvittighed sige de gik feil. De Karle kom nu ogsaa til mig, jeg viisde dem den rette Vei efter Adressen, det vilde de ikke høre, men blev ved, og vilde binde mig den Løgn paa Ærmet, saa sagde jeg, at jeg blæsde ad den Stævning, det kunde de da aldrig troe, og spurgde om jeg turde give dem det skriftlig; hvorfor ikke det, svarede jeg, naar jeg engang faaer gode Stunder. Siden har de da ►hængt mig paa Dørrene, og saalænge det var lidt varmt i Veiret tænkde jeg, lad hænge dem, det skader ikke de vænne sig til, siden da det blev koldt, tænkde jeg, ja lad fryse dem, de kunde blevet hjemme, og de kan desuden faae det hedt nok naar de skal videre med Stævningen, men nu da det begynder at fryse, ynkes jeg dog hardtad over de arme ►Skielmer, og, sandt at sige, vilde jeg ikke heller de skulde døe i Synden og lugte ►for min Dør. Jeg satte mig da altsaa ned og gav dem Sort paa Hvidt for at jeg blæsde ad den Stævning, men saa meende de, det kunde dog umulig være Svar nok paa saa tyk en Stævning, og det hjalp ikke at jeg sagde dem, den var slet ikke saa tyk som den saae ud, og at naar hver fik sit, var den tvertimod gruelig tynd, det vilde de ogsaa have ført til Protokols og udlagt i en ordentlig Syllogisme, og jeg er sommetider føie12lig af mig, ja var ikke baade Tid og alt Andet saa kostbart nutildags, da kunde jeg have Lyst til at give de Karle et Læs, saa det skulde knage i deres Skuldre, naar de fik det op, og i Professorens Mellemgulv naar de læssede af. Nu vil jeg derimod beflitte mig, om ikke just paa Tyndhed, saa dog paa Korthed, ►forstaaer sig til Maade, thi det kan gierne hænde sig at min korte Protest, ligesom min ►korte Verdenskrønike vil synes Professoren saameget for lang, som den maatte være kortere, for at han kunde bukke begge Ender sammen paa den; men det er ⓘ nunu] GV, uu A saa ►gammelt at vi ere ikke saa ganske enige og var vi det, var da ogsaa den korteste Protest sin hele Længde for lang.

✂ Professorens Stævnemaal har et ►rart Skilt, thi der sidder 👤Moses og siger: ►du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste, og under neden sidder 👤Morten Luther og udlægger det fiint og ►flittelig, og det er godt nok til ham den store Anklager, men hvorledes det Skilt er kommet her, er ikke saa let at begribe, med mindre man turde antage, at Titelbladet var skrevet sidst, som en Fortale til Bogen selv. I det mindste mener jeg, at dersom det er omtrent Eet at ►fortale og at bagtale Folk, da bagtaler allerede Fortalen stygt, og at der allerede siges falsk Vidnesbyrd imod Næsten, det er vist. Der staaer nemlig, at jeg har fremsat, som rene Udsagn af ►den hellige Skrift, de urimelige Anvendelser jeg deraf gjorde paa de store Verdensanliggender, især 13paa alt det, der ved Siden af Religionen er bleven udrettet til Menneskets aandelige Udvikling formedelst Kunster og Videnskaber. Det synes klart, at enten maae Professoren bevise jeg har forfalsket ►Bibelen, eller taale at jeg siger, at hans Poesie er Sandheden ligesaa fiendsk som min, efter hans Sigende, skal være Fornuften, men forresten vedkjender jeg ⓘ migmig] GV, ɯig A, ei at vurdere det synderlig høit, der er udrettet ved Siden af Religionen, altsaa ikke i dens, ikke i Sandhedens, ikke i Guds Tjeneste, skiøndt det ►vist nok er en stor Videnskab at vide og en stor Kunst at kunne noget Sligt. Der staaer, at jeg med en skammelig Iver har stemplet til Guds Fiender saa mange herlige Mænd, som alle Venner af sand Gudsfrygt hidindtil havde glædet sig ved at henregne til deres ►Samfund; ⓘ somsom] GV, Som A for Exempel: ►jo tag mig ham! nei, veed Professoren end mangengang ikke hvad han siger, saa veed han dog nok hvad han ikke siger, de Beviser nemlig han ikke har. Det vilde blive ham et suurt Arbeide imellem alle dem jeg har betegnet som Guds Fiender, i anden Forstand end vi af Naturen alle ere det, at finde een, end sige mange, som Gud og hans Venner vilde kiendes ved, derfor nævner han ganske klogelig slet Ingen, og tænker vel, naar du siger mange, saa troer Folk, der maae i det mindste være nogen, og den ►Regning er udentvivl rigtig; men naar jeg nu siger: der er ikke en eneste, og Professoren saa endda ingen nævner, hvad troer Folk saa? Udentvivl troe 14de da Sandheden, om de end ei troe den er i Professorens Ord, ►som ei heller giøres nødig. Der staaer, at jeg er besjælet af et vildt Fornufthad. Det er en forunderlig Talemaade: thi at en Dosmer, en Tyran o. s. v. kan hade fornuftige Folk, det kan jeg nok begribe, men for at hade Fornuften maatte man sætte en Ære i at være en Dosmer og at ►snakke i Taaget, og det veed jeg i det mindste mig frie for, men rigtig nok tænker jeg som de Danske til hvem ►Urian sagde:

✂ ► ⓘ VernunftVernunft] GV, Veruunft A, was man nie läugnen mußte,
War je und je ein ⓘ nützlichnützlich] GV, nüzlich A Licht,
Indeß was sonsten sie nicht wußte,
Das wußte sie doch sonsten nicht,
Nun sitzt sie breit auf ihrem Steiss
Und weiß nun auch was sie nicht weiß!*►Wandsbecker Bothen 6 Th. S. 118.►

✂ Forresten mener jeg i min lille ►Afhandling om Troe og Fornuft at have viist hvorledes jeg hader Fornuften. Der staaer endelig at jeg har ►forvendt Stridspunkten og med en mageløs Dristighed fordreiet Professorens Ord, og det er ►vist nok, en af os har gjort noget Sligt, men at det ⓘ justjust] GV, jnst A skulde være mig, kan jeg ikke troe paa Professorens Ord, thi saavidt jeg kiender dem er de selv Dele af ►et perpetuum mobile, og har altsaa udentvivl dreiet sig selv, kanskee ogsaa, da ⓘ dede] GV, De A kom i Klemme, fordreiet sig, men om jeg nu end ved at klemme blev Aarsag til Fordreielsen, synes mig dog min Skyld er ei større end saamangen ærlig Mands, der klemmer ►Mikkel saalænge til han for15dreier sin Hals og faaer den aldrig mere i Led. Skikkelige Folk kan jo desuden dømme os imellem, og dertil skal jeg strax hjelpe dem, naar jeg først har takket Professoren for den Ære han giør mig ved at kalde mig en ►Ordkiæmpe, thi vel kalder han mig en fordærvelig ►Ordkiæmpe, men efter hans Forlangende vil jeg tage alle Ting i den bedste Mening, Ordet er det Sværd som er os givet af vor Mester og kan vi føre det ►kiæmpelig, da er det sandelig godt, at vi ere fordærvelige skader ikke, naar vi kun ere det for Løgn og Ondskab. Hvad Professoren taler om, at drive mig ud af mit sidste Smuthul, er vel kun ►saa en ►talerisk Figur, der tager sig ganske godt ud ved Siden af ►Kiæmpen, men jeg vil dog betroe ham ganske i Fortrolighed, at jeg rigtig nok har et Smuthul, men om hans Arme skulde være lange nok til at naae mig, det skulde jeg hartad ►omtvivle, thi sandt at sige er det hos vor Herre. Det skulde da være i en ►Luftmaskine, men jeg kan dog ikke vide om ►den transcendentale Physik ogsaa virkelig skulde have ►forsteget sig saavidt, at den kunde faae sin Galei igiennem Jordens Atmosphære, i saa Fald ►er jeg beet, det er en reen Sag, men jeg skulde dog vel aldrig troe, det er kommet saavidt, ihvor gigantiske end de ►Kiæmpeskridt maae være, Videnskaben har gjort, siden den kom ud af vor Herres ►Ledebaand. Imidlertid, jeg vover det ►paa det samme, slaaer de vor Herre ihjel, er det i Grunden ikke værd at leve længer, og jeg skal ikke nægte, jeg har den Troe Han staaer sig endnu dennegang, 16og det veed jeg, saalænge Professoren ikke faaer Bugt med Ham, kan han ►skyde en hvid Pind efter mig; naar det kniber, søger jeg mit Smuthul og lader ham staae udenfor med en lang Næse.

✂ Nu om ►Forvendthed og Fordreielse at tale, da veed alle som har seet min lille Bog, at den strax siger hvad den anseer for Stridspunkten, i det den spørger: ►hvem er den falske Prophet? hvem forvirrer Folket? At den ⓘ nunu] GV, uu A fra først til sidst behandler dette Spørgsmaal som Hovedsagen og alt andet som Bisag, det veed enhver, som har læst Bogen og veed hvad han har læst. At det ogsaa var og maatte være Hovedsagen, dersom ellers Professoren virkelig har beskyldt mig for at forvirre Folket i Religionen, det er ►aabenbart, med mindre man vil nægte, at Menneskets Saligheds Sag bør være hans Hovedsag, og at der ei kan giøres nogen grueligere Beskyldning imod en Præst som kaldtes til at oplyse Folket i Religionen og veilede dem til Guds Rige, end at han forvirrer og forvilder dem. Spørgsmaalet er da kun: har Professor 👤Ørsted beskyldt mig for at forvirre Folket i Religionen? Han nægter det nu dristig, men kunde Sandhed fældes ved at nægtes, da var Gud for længe siden ikke mere, og enten forstaaer jeg ikke Dansk, eller ►og har Professoren gjort den Beskyldning saa udtrykkelig, som det vel er mueligt. Dette burde alle Recensionens Læsere kunne sige sig selv, men for en Sikkerheds Skyld vil jeg dog minde dem om, hvad der staaer at læse.

✂ 17At jeg har forvirret mange Hoveder, det paastaaer Prof. strax (Lin. 7.) at det især maatte være i Religionen følger allerede deraf, at jeg, som vitterligt er, har i min Skrift henført Alt til at anprise en bestemt Troe og ►bestride det Modsatte, og har min Skrift forvirret Nogen, maae det vel dog være ved det den handlede om og behandlede som Hovedsag, ja som det ene Vigtige. Det følger ogsaa deraf, at Prof. i det han vil beskrive de Omstændigheder, under hvilke jeg fremtraadte, og oplyse hvorledes jeg kunde komme til at forvirre de mange Hoveder, lægger, endogsaa ►fortrinlig, Vægt paa Religjonens Tilstand i den nærværende og nærmest forbigangne Tid, hvilket jo var heel urimeligt, naar han ei vilde beskylde mig for at have forvirret Folk i Religjonen. Han taler (Lin. 37-45) om den overmodige Indbildning, at Man maatte være i Stand til at forstaae Alt og at Intet kunde være Sandhed, hvortil vor Snildhed ei kunde finde Magen, som greb om sig paa en farlig Maade og parrede sig med en sørgelig Letsind i alt det der angaaer Menneskets høieste Anliggender. Han taler (Lin. 65-67) om de Religjonshemmeligheder en overilende Forstandsbrug havde forført til at forlade, og som en sig selv bedre forstaaende Fornuft nu viisde Menneskene tilbage til. Han taler (Lin. 68-129) om de Mange som indblandede sig i den ny aandelige Gjæring og gave den en skjæv Retning og 18byggede Systemer af umodne og mishandlede Ideer. Han taler (Lin. 129-157) om de Mange som lade sig henrive fordi de følde Trang til noget Høiere, men manglede Kraft og Mod til selv at prøve, og modtoge villige de ny Systemer Man bød dem, tildels ogsaa af Beskedenhed da de formodede at den Mand der dristig talde, som om han var i Besiddelse af en høiere Gave, virkelig maatte have noget forud for dem, og, heder det, hvad endelig Religjonsforvildelserne især angaaer, saa havde disse en endnu virksommere Forberedelse end nogen af de andre derved, at de fleste Mennesker af den yngre Slægt ikke have læst ►Bibelen, endnu mindre ere fortrolige dermed. Naar det nu umiddelbar ⓘ herefterherefter] GV, hereftǝr A (Lin. 158-59) heder: under disse Omstændigheder fremstod Grundtvig to Gange som Partihøvding, da mener jeg det er ►aabenbart, at enten vidste Prof. ikke hvad han selv vilde, eller ogsaa han vilde beskylde mig for at have forvirret Mange i Religionen i deres Troe og Saligheds Sag. Dog Prof. har sørget for ►end mere Tydelighed, thi efterat have omtalt mit nordiske Sværmerie, siger han: (Lin. 172-190.) Dog denne Eensidigheds Uvæsen er for intet at regne mod den, for hvilken den maatte gjøre Plads. Det er Religionens hellige Sag, hvorom her handles. Den Alvor, den høiere Stræben, den Længsel efter Gud, dem Verdensbegivenhedernes Gang saavel som Videnskabernes 19havde fremkaldet, og som blot behøvede kiærligen at ledes, for at føre Menneskene til høiere Lys og Harmonie, disse misbrugde hans vilde indsigtsløse Begeistring til at anrette nye Forvirringer. Han paastaaer at tale Christendommens Sag, og at forklare den i samme Aand som 👤Luther, dens herlige Talsmand, men seer man nærmere til, saa er det kun Lutherdommen saaledes som den en Tid lang saae ud i nogle indskrænkede Hoveder, han prædiker. Ved at ►give denne Forestillingsmaade for den ægte Christendom sætter han den saaledes i Strid med Fornuft, Oplysning og Videnskab, ►at han nødvendigviis mere maae skade end gavne den gode Sag. Hvem der nu ikke seer, at Prof. her beskylder mig for at have forvirret Folk i Troeslærdomme og lært Noget under Navn af Christendom, som ikke var det, og som var vidt forskjellig fra 👤Luthers egen Lærdom, ham kan jeg ikke hjelpe, han ►faaer at være blind, siden han ⓘ ikkeikke] GV, lkke A vil see, og Gud skee Lov, at Lyset slukkes ikke, om saa al Verden holdt for Øinene.

✂ Imidlertid paastaaer Prof. dog ►dristelig, at jeg har ►forvendt Stridspunkten og det maae da være fordi han ikke kunde bevise sin Anklage, og det var jo rigtig nok en slem Forlegenhed, men hvorfor læsde han ikke sin ►Bibel og 👤Luther ret, før han fløi op ►at tale om Christendom og 👤Lu20thers Aand og Religjonens hellige Sag, hans hellige Nidkiærhed var dog vist ikke saa brændende, at den ►jo undte ham Tid til at lukke Øinene op, før han beskyldte en Præst for at forvirre Folket i Religjonen, og jeg tør vædde med ham, at vor Herre havde slet ikke taget det ilde op, om han havde ladet mig forkynde Guds Ord i Fred og ei nødt mig til at spilde Tiden med at ⓘ giøregiøre] GV, giør A lyst i hans Krinkelkroge.

✂ Nu skal vi da til at beundre Professorens Gymnastik og see om han kan springe saaledes fra ⓘ sinesine] GV, siue A Ord, at Ingen seer det. Vi har ►alt seet et af hans Hop i Fortalen, men saavidt jeg saae kom han just ikke brillant derfra, thi mig synes han gjorde et ►Ehrensprung som det 👤Schelling tillægger 👤Jacobi, det vil sige, bandt for Øinene, tog Fart og bildte sig ind, han kom over Graven, men blev kiønt hvor han var. Bedre er det, efter mine ringe Tanker ikke gaaet ham i Bogen selv; dog jeg vil bede Folk dømme, som har deres Øine med sig.

✂ S. 31-38 giver Professoren en nødtørftig Oversigt ►af sin Recension og var det virkelig alt hvad den indeholdt, da blev kun det ubegribeligt hvordan han dermed kunde fylde to ►Literaturtidender, hvori dog ikke en Side var reen om den end var tom; samt hvorledes han kunde ►støde i Basun imod mig som en ⓘ FolkeforvirrerFolkeforvirrer] GV, Fokkeforvirrer A, og kalde mig Partihøvding; men uden at ville nægte at hvad der af Recensjonen var værd at gjemme gjerne kunde rummes i endnu færre Li21nier, maae jeg dog tage Recensjonen saameget i Forsvar imod sin ubarmhjertige Fader, som nu ►lader den gaae for Lud og koldt Vand, at var den endogsaa en ►vanartig, jeg vil ikke sige vanartet, Unge i sin ⓘ MundMund] GV, Muud A, saa havde dens Ord dog en Smule meer at betyde, en Ting jeg føler mig pligtig til at paastaae, baade fordi jeg ikke vil ►gjøre et Skarn Uret, og fordi det ellers havde været alt for dumt af mig at svare ⓘ meremere] GV, mǝre A end to Ord. Jeg mærker desuden, at jeg tog den Snak alt for alvorlig, men det faaer nu være og i denne lille Historie stræber jeg at gjøre Bod. Prof. ►udlader sig i benævnde Oversigt saalunde om hvad Religjonen og mig angaaer: han, siger han, tog af de nyere Tænkeres ►Protestation mod Hverdagsforstandens Dommerret i Religjonssager Anledning til i alle Videnskabsmændenes Forhandlinger over Religjonen at see Misbrug af Forstanden og Fornuften. Nu er dette rigtig nok ikke sandt, og for saavidt ligner det Beskyldningen i Recensjonen, thi Enhver kan vide at jeg af den herskende Vantroe og Ugudelighed tog Anledning til at minde om den gamle 👤Mortens og de endnu ældre Apostlers Lærdom, som den der saliggjorde sine troende Venner og fordømde sine Fiender, og Hverdagsforstanden har jeg havt megen Respekt for, siden jeg selv fik nogen christelig Troe og ret Forstand, thi baade er den Forstand Man kan bruge hver Dag til al sin ►Handel meget bedre, end den Man maae giemme i Boghylden hver22gang Man skal tale og ⓘ bestillebestille] GV, beslille A noget ordenlig, og kun tage frem naar Man har Folk og Ting ►in abstracto for sig, og dersom vor Herre har baaret Sig ret ad, maae den Forstand de Fleste har og som forstaaer at tale forstaaelig til de Fleste, vel ogsaa være den der bedst forstaaer Sandheden, som da ogsaa stadfæster sig baade i Guds Ord og i ►Krøniken og den daglige Erfaring. Men uagtet jeg saaledes ingenlunde vil nægte at Professoren sidst har taget sig ligesaa godt i Agt for Sandheden som først, ja kanskee endog fra en vis Side lidt bedre, saa er det dog vist, at Sligt kunde han sagt baade tidt og vidt og bredt uden at jeg synes det havde gjordes Behov at svare; men efter mine ringe Tanker er det lidt Mere, naar han i Recensionen siger at jeg har misbrugt Folkets Længsel efter Gud til at forvirre dem i Religjonens hellige Sag og at jeg under Navn af ægte Christendom har prædiket en Lærdom der ikke var det, thi at jeg ikke har søgt at stille Folkets Længsel efter Gud ved en Kritik over Videnskabsmændene, eller prædiket den som Christendom i 👤Luthers Aand synes ►vist ►a priori, ligesom det da rigtig nok maatte være en forunderlig Længsel efter Gud, der lod sig nøie med Tale om ►Menneskehandel, og et løierligt religjøst Partie, hvis Troesbekjendelse alene var den at Videnskabsmændene havde baaret sig ufornuftig ad med Religjonen. Med det første Spring kom da Professoren ikke stort videre end han var, nu vil vi see om det lykkes 23ham bedre med de følgende. Først tager han Fart igjennem Nordens Mythologie, men allerede der bliver den ene Fod hængende, hvor stærk han skynder sig, og der bliver da slet ikke noget Spring af, han skræver bare hen paa sin gamle Plads, trækker Foden op, lover at der skal han aldrig komme meer, men vil dog bilde Folk ind at han har ⓘ sprunget. Videre siger Prof.sprunget. Videre siger Prof.] Rettelsesliste, sprunget. – A (37-ⓘ 3838] GV, 48 A) Beskyldningen for ensidig og skiæv Anvendelse af ►Bibelen til allehaande Fordømmelsesdomme, der tydeligt nok, mener jeg laae i det der var sagt, finder han det ►raadeligst at forvandle til en Beskyldning for Kiætteri, hvorved han da faaer Anledning til herlige ►Declamationer. Nu er det sandt nok at ogsaa for slige Domme beskyldte Prof. mig tydelig nok i Recensjonen, men dog neppe med de Ord at jeg prædikede en uægte Christendom og forvirrede Folk i Religjonen, Ting som jeg mener ingen ►uden en slem Kiætter kan gjøre, og som i al Fald er noget ganske andet end at dømme Videnskabsmænd, med mindre det var 👤Christus og hans Apostle jeg havde villet fordømme, men det troer jeg dog ikke Prof. vil sige, og i al Fald maatte han da indrømme det var dog ogsaa et Slags Kiætterie. Atter tager Prof. Fart paa en anden Leed igjennem ►Criticisme, Idealisme og Naturfilosophie og anstrænger sig ►øiensynlig, han har nu mærket der er ingen Udvei ►uden at springe lukt over Sandheden, og dette ►salto ⓘ mortalemortale] GV, mortala A vover han kiæk, men det gaaer som Man kunde vente, Sandheden tager Personen i Nakken og 24sætter ham ned bag ved sig paa hans gamle Plads. Det er Side 47 det Spring er afbildet saalunde: Hvorfor mon Grundtvig, siger han, gjør mine Beskyldninger imod ham haardere end de ere? Jeg mener at det jeg havde sagt imod ham kunde være strængt nok. Men maaskee han finder det saa lettere at forsvare sig, maaskee vil han oprøre den barmhjertige Læser imod mig. I Recensjonen er det ingensteds sagt, hverken umiddelbart eller middelbart at han skulde være en Kjætter, jeg har ikke havt til fjerneste Hensigt at prøve hans Troessystem. At stride over Troens Hemmeligheder med en Mand, der i alle andre Henseender viser en saadan Mangel af Overlæg og Dømmekraft, har noget saa Forargerligt, at Man gjerne undgaaer det, hvor Man kan. ►Si fecisti nega, er rigtig nok en gammel juridisk Talemaade, men deels staar den just ikke i det bedste Rygte, deels er Raadet ikke stort værd i en Sag, hvor ►corpus delicti ligger paa Løibænk for alle Folks Øine, det skulde Prof. have betænkt, og naar han ikke turde staae ved sit Ord, da hellere ladt, som han ikke havde skrevet ⓘ RecensjonenRecensjonen] GV, Recensjoneu A og ladt Hr. Ingen staae i Stikken. Det kan være meget sandt at han ikke har havt til fjerneste Hensigt, at prøve mit Troessystem, men det havde dog været meget smukkere, om han havde prøvet det førend han gjorde saadan en Blæst, og sagde at det var splittergalt og Pokker ikke 👤Christi eller 25👤Luthers Lærdom, hvor fik han da den Aabenbaring fra, hvorfor ►raaber han da saa høit paa at Man skal prøve alle Ting, hvorfor er han da saa slem ved mig, om jeg nu ogsaa imellem fordømmer en Ting uden at prøve den, jeg er jo da kun ►tanti nominis cultor devotissimus. Han siger det er saa forargeligt at strides med saadan en Dosmer som jeg er, om Troens Hemmeligheder, og det vil jeg nu ►lade staae ved sit Værd, uagtet jeg rigtig nok troer Besværligheden vilde være større end Forargelsen, men ►mig Forlov at spørge: er det mindre forargeligt at sige om en Præst, hvis Lærdom Man ikke vil prøve, at han fører falsk Lærdom og forvirrer Folket i Religjonens hellige Sag end at nævne og ►bestride hans Vildfarelser? Er den Præst nu ogsaa en Smule dum, som jeg og mine Lige kan være, og ingen høilærd Professor, saa, Herre Gud! vi er dog alle Mennesker, og er Man god nok til at slaae sig til Ridder paa, saa kunde Man da sagtens være god nok til at redigere ►in absurdum. Ja, ►mig endvidere Forlov at spørge, siden Professoren nu med Eet har faaet det saa hedt med Brændsel for Næstens Salighed, og siger selv at i al min Dumhed, har jeg været snu nok til hvad der kanskee kunde ►bumre for Professoren selv, at gribe ind i Tidsalderen med Forstand, og at blande Sandt og Løgn, saa vilde jeg spørge om Prof. ikke er bange for, at de der er saa lettroende imod mig kunde være lidt vantroe imod ham, saa det ►gjordes Behov 26at sige reent ud hvori den gale Lærdom bestod, og om han ikke ogsaa er bange for at de der troer ham, ⓘ skuldeskulde] GV, sknlde A fare til og ►rykke Hveden op tilligemed Klinten.

✂ Ja, endelig maae jeg spørge om han ikke synes, han har selv baaret sig en Smule dumt ad med at sige, han vil ikke have med mit Troessystem at gjøre? Det er jo dog hans Hjertens Attraa at slaae mig ihjel for Sandheds Skyld, saadan hvad vi Lærde, dog det er sandt, lærde er da nok ingen af os to, altsaa hvad de Lærde kalde at slaae hinanden ihjel paa en honet Maade, det vil da sige, han læsde vist gjerne et ►Privatissimum gratis over Akustiken, dersom han kunde leve den Dag, at Ingen hørde efter min Tale, og nu veed han ligesaa godt som jeg, at jeg bryder mig ikke stort om at Man siger jeg er en Dosmer i verdslige Ting, ret en Sinke ikke alene i Videnskaberne over alle Videnskaber, i Professorens ►Physica og ►Mathesis og ►Søren Mathisen, men selv i de Smaating, hvori jeg kanskee dog kunde nogenlunde hamle op med Professoren, ►in mythologicis, historicis atq. poeticis, ja, naar ►saa skulde være, selv i det, hvori jeg uden at stikke dybt dog kanskee kunde stikke Professoren, jeg mener i Kiendskab baade til ►►Bibelens og 👤Platos egne Tungemaal; som sagt, Prof. veed jo, foruden al sin øvrige Viisdom som jeg ikke veed Størrelsen paa, og den Smaating som vi er begge om at vide, at om han fik mig gjort til en Sinke baade i det han forstaaer 27og ikke forstaaer, og Folk dog alligevel blev ved at troe at jeg lærde Sandheds Vei til Salighed, ikke af min egen Viisdom, men efter den gamle Bog de selv kunde læse og det Guds Vidnesbyrd de selv kan annamme, at da vilde jeg sige ganske rolig med gamle 👤Morten: ►laß fahren dahin, Sie haben kein Gewinn, das Reich muß uns doch bleiben. Naar altsaa Prof. vil frelse de arme Sjæle jeg har forvirret i deres Christendom, og have ret noget for sin Umage, da kommer han saamæn til at ►bide i et surt Æble og prøve mit Troessystem, og rive det ned, og det skader jo ikke at jeg er dum, des lettere er jeg jo at rive af Pinden. Det var sagtens større Ære at ►nedlægge en 👤Goliath, som 👤Schelling f. Ex. der jo ogsaa forvirrer Folket, men deels lader det ikke til Prof. har Mod paa saadanne Folk, deels er det jo ikke, som Man tydelig seer for Ærens, men for Næstens Saligheds og gode Navns og Rygtes Skyld, Professoren strider, og endelig var det kanskee ikke saa lille en Ære at slaae mig aandelig ihjel, ikke for min egen Skyld, men fordi der dog kan være dem der troer at jeg har vor Herre med mig, og det er dog vel en Mand, hvis Dømmekraft Prof. har saamegen Respekt for i det Mindste, at han maatte kalde det et Karlestykke at slaae ham af Marken. Desuden for at gientage det endnu engang, maae Prof. endelig bevise at jeg fører en falsk Lærdom, naar han ikke vil ►høre ilde hos alle skikkelige Folk, som den der ►falskelig ►befører An28dre, en Ting hans eget Titelblad minder ham om er en slem Lyde, ja hele Verden vil sige om ham at han er den ►daarlige Mand, som begyndte at bygge et Taarn, og havde ikke forud beregnet om han havde de Ting, som hørde til det at fuldkomme, saa de som det see maae lee.

✂ Det var nu det Spring, og det er ►mærkeligt, at Man seer Prof. mærkede selv han kom ingen Vei, thi havde han meent det var sandt, at han ikke paa fjerneste Maade havde beskyldt mig for falsk Lærdom, da var der jo ikke mere om den Ting at sige, men nu spørger han sig selv forunderlig naivt og træffende: hvorfor sigter jeg da Skribenten Grundtvig med ⓘ HensynHensyn] GV, Heusyn A paa hans Theologie? Det var et sandt Ord af ham, men det skulde han betænkt, før han nægtede saa reent ud middelbar endog at have sigtet mig for Kiætterie, eller paa fjerneste Maade, at have havt til Hensigt, at prøve mit Troessystem, thi Professoren veed dog vel sagtens, at Theologie er Læren om Gud og ⓘ dede] GV, ve A Guddommelige Ting, altsaa netop Troessystem, og nu at sige at han vel har sigtet min Theologie, men ikke anfægtet mit Troessystem, det er vel naivt. Dog, videre! Jeg har sagt, siger han: han paastaaer at tale Christendommens Sag og at ►forklare den i samme Aand, som 👤Luther, dens herlige Talsmand, men seer Man nærmere til, saa er det kun Lutherdommen, saaledes som den en Tid lang saae ud i nogle indskrænkede Hoveder, han prædiker. Ja, det har han rigtig nok sagt, men 29Man bliver heel forundret ved at mindes derom af Professoren selv i samme Aandedræt, da han paa det stærkeste fornægter disse Ords klare Indhold, thi siger han ikke her ►klarlig, at han ved at see nærmere til paa det jeg prædiker som Christendom, har fundet at det ikke er ægte Christendom, men kun 👤Luthers Lærdom, ikke som han ►mende den, men som den forkvakledes af nogle indskrænkede Hoveder, og Man skulde da troe, at det ei var uden Føie, naar jeg, tilføiende hvad Prof. ogsaa har sagt, at jeg misbrugde Folkets Længsel efter Gud og forvirrede dem i Religjonen, fandt mig beskyldt for Kiætterie og falsk Lærdom. Dette er min gjentagne Commentar over disse tydelige Ord, nu vil vi høre Professorens og see om han kan faae Meningen ud af de Ord. Han begynder med at sige, at jeg har beklaget mig saare over dette og at han kunde affærdige den hele Jammerklage med det simple Spørgsmaal, om da et indskrænket Hoved ikke kan være orthodox, og om Orthodoxien ikke maae see anderledes ud i et indskrænket Hoved end i et omfattende? Sligt kalder Man ganske rigtig at affærdige, saaledes som en Professor kan affærdige en ►ⓘ RusRus] GV, Rns A, der ikke tør sige imod, men naar Professoren siger, at han kunde affærdige mig med saa smal Kost, da er jeg bange for han tager Tonen ►et lille Korn for høit, saa han kunde staae Fare for at pibe det sidste Vers ud. Hvad min Piben eller Jammerklage angaaer, da maae det nok have været i en ►magnetisk Søvn han har hørt en Fugl synge om, at den skulde kom30me, naar ►Skræp gav sig til at skræppe for mine Øren, men Professoren skulde ikke troe saadanne Aabenbaringer, ►Fanden er en ►Skielm►, og ►den dyriske Magnetisme er nok ikke saa ganske frie for at være en af hans Konster, har han altsaa hørt ⓘ denden] GV, deu A Jammerklage i saadan en Tilstand, da skal han tage sig i Agt, thi det ►hændes let at Man drømmer det om Andre, som skal times Een selv. Dog, hvorom Alting er, vaagen har Professoren ikke hørt mig pibe under hans Dommedagsslag, men vel har han hørt, at jeg frabad mig Guds Fienders Barmhjertighed, baade fordi jeg Gud skee Lov ikke behøver den, saalænge jeg har Guds, og tillige fordi jeg har læst, at den Ugudeliges Barmhjertighed er som den Grummes. Hvad nu det indskrænkede Hoved ►betræffer, da skal Prof. slet ikke ►genere sig, han maae gierne kalde mig et saadant, thi deels er det jo slet ikke saa rart, at have Værelser til Leie i den Etage, og deels er jeg vis paa, at et meget indskrænket Hoved kan være aldeles orthodox, skiøndt et saadant ogsaa kan være ►ravgalt, men at Orthodoxien skulde see anderledes ud i et indskrænket Hoved end i et omfattende, det er der rigtig nok ikke Rum til i mit Hoved og knap i noget, ►uden det skulde være de vidtløftige naturfilosofiske Hoveder, hvor Man siger at Sandhed og Løgn kan boe ►eendrægtelig tilsammen. At Een kan erkiende Sandheden bedre end den Anden, klarere indsee dens Sammenhæng og Dybde, det er begribeligt nok eftersom Gaverne ere forskiellige, men Lærdommen maae hos den Lærdeste og Van31kundigste, den Viseste og Eenfoldigste see eens ud, hvorfor ►og 👤Paulus, hvem Prof. dog neppe vil kalde et indskrænket Hoved, høitidelig vidnede, at ►han ikke vilde vide Andet end 👤Jesum Christum og Ham korsfæstet, og vidner, at netop ►det Korsens Ord, der var Verdens Vise en ►Daarlighed var Guds saliggiørende Evangelium. Kun ►galne Naturfilosofer kan indbilde sig, at det er kun de indskrænkede Hoveder, som skal troe redelig paa ►Skriftens Fortællinger og Lærdomme, medens de fornemme Aander have Lov, ja Forpligtelse til at behandle det Alt som Allegorie og Mythe.

✂ Dog, Prof. siger at i saa vigtig en Sag vil han ikke indskrænke sig til saa faa Ord, og derpaa anstrænger han sig da ret for at vise, hvorledes han kunde sigte mig som Theolog, uden at sigte mig som Kiætter. Han siger, at en Kiætter er kun den, der antager Noget, som bestemt og uomtvistelig strider mod Kirkens Troesbekiendelse, og at der gives utallige Gienstande i Theologien, hvorom man kan dømme urigtigt uden derfor at være en Kiætter. Indrømmede Man først Prof. dette, da maatte han rigtig nok kunde slutte en Hob deraf, men det gaaer neppe an. For det Første er det ikke Spørgsmaalet, hvem denne eller hiin Menighed kalder en Kiætter, men hvem der er det, og efter Profs Beskrivelse blive Sandhedens Vidner til Kiættere, naar Kirken har forvansket Sandheden. Det er saaledes vist, at 👤Luther antog Meget der bestemt og uomtvistelig laae i Strid med Kirkens antagne 32Troesbekjendelse, men derfor vilde jeg dog ikke kalde ham en Kiætter, og det nænner vist Prof. ikke heller, men maae vel indrømme, at hvad ►saa Kirken siger, er den og kun den en Kiætter, som antager og lærer Noget der ►klarlig strider imod ►Bibelen som Guds Ord. At der nu skulde være utallige Gienstande i Theologien, hvorom Man kan dømme urigtig uden at være en Kiætter, det er en ganske original Tanke, som efter Profs egne Ord forudsætter at der er utallige Gjenstande i Theologien som Kirkens Troesbekiendelse forbigaaer, og naar vi nu, som vi maae, sætte ►Bibelen istædenfor Kirken, da følger deraf, at der maae være utallige Gjenstande i Theologien som ►Bibelen forbigaaer eller lader uafgjorde, Noget, hvorimod en Christen dog nok maae med 👤Luther protestere. Men, sæt nu ogsaa det var ►saa, da maatte dog disse utallige Gjenstande ei vedkomme Troen eller Menneskets Saligheds Sag, og den som dømde urigtig derom, kunde ligesaalidt anklages for at forvirre Folket i Religionens hellige Sag, som for at være en Kiætter. Dog, lad os høre mere om disse utallige Gienstande i Theologien der ei have med Troen at giøre: ⓘ “herhen“herhen] GV, herhen A hører siger Prof. blandt ⓘ AndetAndet] GV, Andrt A, som særdeles betegnende den Maade, hvorpaa Man anvender ►Skriftens Lærdomme paa Livets store Anliggender. Det var i dette Slags Anvendelser, der rigtig nok ogsaa er en Art af Fortolkning, ikke i egenlige ►Udviklinger af Religjonssandheder at ►G. havde udmærket sig. Paa dem sigtede jeg især, og vil da herover nærme33re forklare mig.” Du vil giøre det Mesterstykke at gaae paa Æg og ingen træde istykker, sagde 👤Luther til 👤Erasmus og ►sans comparaison lader det sig rigtig anvende paa Prof. Sin Beskyldning vil han ikke tage tilbage, kan ikke bevise og tør ikke gientage, og derfor lægger han an paa i mange Ord Intet at sige og indbilde Folk, at om de synes han Intet har sagt, da kommer det af at hans ►Betænkninger ere saa dybe. Nu skal jeg aldrig nægte, det er en sublim Tanke den samme, at til de Gjenstande i Theologien, som ikke komme Troen ved, hører Anvendelsen af Troens Lærdomme paa Livets store Anliggender, thi en Hverdagsforstand kunde tænke, at havde Anvendelsen paa Livets store Anliggender ikke med Troen at giøre, da var det slet ikke Umagen værd at have med den at giøre, især da Menneskets Saligheds Sag dog vel er Livets eneste store Anliggende, som alt Andet maae underordnes. Nu sætter Prof. mig rigtig nok i en Slags Forlegenhed med den forskrækkelig dybe Distinction, thi naar han nu siger, at det var i Anvendelsen af ►Skriftens Lærdomme paa Livets store Anliggender, ikke i egenlig ►Udvikling af Religjonssandheder jeg havde udmærket mig, hvad skal jeg da svare? Jeg maae jo ►ordenlig paa en Maade give ham ret, jeg har jo ingenlunde anstilt lærde og ►curieuse Undersøgelser ►de esse et existere, ►de communicationes idiomatum ►&c. ►&c. men kun sagt, at det var 34Livets store Anliggende, at frelse sin Sjæl og at det ene kunde skee ved en levende Troe paa 👤Christum som styrede alle Livets Anliggender og dømde alle ►Handler efter Guds Ord. Kan altsaa Prof. bevise, at ikke Dette men kun Hiint hører til Religionen, da maae jeg tilstaae at jeg ikke har befattet mig synderlig med den, men saa maae han igjen være saa føielig at tilstaae, at han ►snakkede i Taaget, da han sagde jeg forvirrede Folk i Religjonen og gav mig af med at forklare Christendommen, ja han maae ogsaa tage det tilbage han sagde om 👤Luther, at han var Christendommens herlige Talsmand, thi han gjorde heller ikke andet end anvendte ►Skriftens Lærdomme paa Livets store Anliggender, ja Andet gjør ►Skriften selv i Grunden ikke heller. Men tager jeg maaskee Professorens Ord for strængt, meener han kanskee ved Livets store Anliggender ikke hvad vi skal ⓘ troetroe] GV, trve A og gjøre for at blive salige, men ⓘ kunkun] GV, kun” A det, der ved Siden af Religjonen er udrettet til Menneskets aandelige Udvikling formedelst ►Konster og Videnskaber? Det kunde i visse Maader ligne ham, men skal jeg da troe, at han i Grunden kun bryder sig lidt om Sjælens Salighed, eller at han, der er en saa svoren Fiende af mit formløse ►Gesvindtskriverie, ⓘ skuldeskulde] GV, sknlde A selv i saa vigtige Ting udtrykke sig saa galt og gesvindt, ja skal jeg troe at han vil beile til Verdens Latter ved at fortælle, at det jeg især har lagt an paa, var ikke at sige Menneskene hvad de skulde troe og gjøre for at 35blive salige, men hvad de skulde troe om ►Konster og Videnskaber og deres Dyrkere, da Enhver dog veed, at Hiint var Hovedsag og dette Bisag selv i ⓘ minmin] GV, miu A ►lille Verdenskrønike, og at jeg selv agter den for en Smaating, naar Folk kun vil troe ►Bibelen og leve efter den? Vil Prof. virkelig indbilde Folk, at jeg ikke i min Prædiken mundtlig ⓘ ogog] GV, og og A skriftlig har sagt, og sagt fornemmelig, hvad jeg troer og hvad Christne skal troe og gjøre for at blive salige, indbilde dem at den der angriber ⓘ minmin] GV, miu A Prædiken, som uchristelig, ikke angriber mit Troessystem? Nei, Hr. Prof. ⓘ DeDe] GV, de A kan troe, Folk seer De er i Knibe og ►bliver i Knibe, og arbeider ⓘ DemDem] GV, dem A fastere, jo mere ⓘ DeDe] GV, de A ►flankerer. De tilstaaer, at de Lærdomme, som ere uomgiængelig nødvendige til Saligheden, ere paa saa fattelig Maade fremsatte i ►den hellige Skrift, at Enhver, endog med de svageste Evner kan forstaae dem. Altsaa kan jeg ogsaa forstaae dem, og at fremsætte disse, at formane til levende Troe derpaa, at advare for den Afgrund, hvortil Vantroen leder, see! det veed alle ⓘ minemine] GV, ɯine A Læsere var fra min ►Dimisprædikens Dage Hovedindholden af al min offenlige Tale. Om De nu tigange ⓘ kundekunde] GV, knnde A bevise, at jeg havde anvendt Guds Ord i en Tankekreds, for hvilken jeg ikke var skabt, da maatte De dog ikke sige at jeg stifter Partie og forvirrer mit Partie i Religionen og prædiker uægte Christendom, med mindre De kan bevise, at jeg fremsætter andre Lærdomme som Sandhed til Salighed end ►Bi36belen, eller ►og at jeg forvansker disse. Kan og tør De ikke det, og sigter mig alligevel, som De har sigtet mig, da er det Dem der vil forvirre Folket ved at byde dem lukke Øret for Sandhed og hvad De da er, kan deres egen Samvittighed bedst sige Dem. Dette Alvorsord vil jeg sige alvorlig, bede Dem dog see hvad De har gjort og betænke hvad De gjør.

✂ Spørge vi nu, hvad Forskjel der er imellem den første og anden Anklage, da er det ►kortelig denne: i Recensjonen beskyldtes jeg for at forvirre Folket i Religjonen, altsaa for at være en Kiætter og falsk Prophet, her anklages jeg for at være en Mand af skrøbelig Dømmekraft og ringe Indsigter, der skriver uden roligt Overlæg og letsindig bekjendtgjør sine umodne Indfald, uden et Øieblik at lade sig standse ved det, som vise og gudfrygtige Mænd have sagt tvert derimod, og uden at lade sig afskrække ved de Fordømmelsesdomme hans vilde Lyst til overalt at finde Ondskab og Had til Lyset indgiver ham. Nu kan ►vist nok Prof. have Ret i at dette er haardt ⓘ noknok] GV, uok A, ligesom jeg ogsaa mener det er Løgn nok, men da det Alt skal være mit Troessystem og dets Forkyndelse ufortalt, og det netop var denne, jeg før anklagedes for, og det Eneste jeg i Grunden gjør mig stort ud af at forsvare, saa mener jeg Hver kan indsee hvi jeg kalder min Anklager lille, og med hvad Ret jeg blæser ad hans Stævnemaal. Om min Dømmekraft er skrøbelig og mine Indsigter ringe imod Professorens eller i det Hele, og om jeg skriver 37letsindig og uden Overlæg i lærde og ►curieuse Materier, det kan jeg ganske rolig lade Folk dømme om, som de har Forstand og Villie til. Min Tænkemaade mod Næsten kan jeg ogsaa ganske rolig lade ►fortale og bagtale, saalænge Man ei beskylder mig for at føre et ondt og ukiærligt Levnet. Kun naar Man beskylder mig for vildfarende og forvirrende Lærdom, kun da maae jeg reise mig djærv og æske til Strid, og tirre og trodse, saa Modstanderne enten nødes til at ►tale reent ud af Skiægget, eller ►og til ved at tie eller snoe sig fra Beskyldningen, lære Folket, at det maae være Sandhed jeg taler om Gud og Hans Ord, siden de Lærde og Kloge, der saaledes skiære Tænder over mig, dog, naar det giælder, ei vove at antaste den Lærdom jeg fører. Beskiæmmes, det skal da Sandheds Modstandere, hvad enten de tie eller tale, beskiæmmet er Professor 👤Hans Christian Ørsted, beskiæmmet skal han vorde mere og mere, jo længere han vedbliver at antaste min Tale, thi i 👤Jesu Navn har jeg talt uden Skrømt, og Han haver lovet, at ►give Sine Tjenere Mund og Viisdom, for hvilken ingen Modstander skal kunne staae, Han haver holdt det hidindtil og Han vil holde det fremdeles, thi ►👤Jesus Christus er i Gaar og i Dag og til evig Tid den Samme.

✂ Dette er da Hovedsagen, dersom ellers Salighedens Sag skal være hvert Menneskes, og Religionens rette Forkyndelse Præstens Hovedsag, og det blev ligefuldt Hovedsagen, om saa Prof. i sin Recension slet ingen Vægt havde lagt paa den 38Beskyldning, og sagt reent ud, at der var andre Ting, hvori jeg forvirrede Folket, og hvorfor han egenlig vilde tugte mig. Nu ⓘ erer] GV, cr A det derimod, som vi har seet, anderledes, en vrang Forkyndelse af Religionen angav han som min Hovedbrøde, og som det, hvormed jeg forvirrede Folket, og hvem af os det da er, som har ►forvendt Stridspunkten og søgt at spille Striden over i en anden Kreds, er ►øiensynligt. Da han imidlertid nu saa dristig paastaaer, at det er mine Domme over Videnskabsmænd han især havde for Øie, som det, hvormed jeg stiftede Partie og forvirrede Folket, saa, hvor barnagtig end den Udflugt er, vil jeg dog til Overflødighed bede Læseren lægge Mærke til, hvad der udtrykkelig staaer i Recensionen om denne Sag. Efterat han nemlig har fremstilt mig som Partihøvding først i 📌Nordens Mythologie og siden i Religionen, begynder han en ny Afdeling (►S. 190) ⓘ saaledes “Mansaaledes “Man] GV, saaledes” Man A seer, her tales uden de brugelige Recensentcomplimenter, de ville ingen Steds være slettere anbragte end her. Strængheden i min Dom maae finde sit Forsvar i dens Retfærdighed. Finder nogen barmhjertig Læser sig skrækket ved den afgjorte Haardhed, hvortil jeg her føler mig tvungen, ►han vide at jeg selv vilde afskye den, dersom jeg ikke holdt den for Pligt, og den vilde endda være mig smertelig, dersom jeg ikke ofte mindede mig om, at denne Strænghed træffer en Mand, der har stemplet 👤Christian Volf til Atheist og Hykler, sagt at ⓘ 👤GriffenfeldGriffenfeld] GV, Griffeufeld A var en kortsynet Selvklog, der elskede Gods og Ære høiere end Gud, Konge 39og Fædreland, der fremstiller 👤Schellings og de ⓘ øvrigeøvrige] GV, øv rige A; bindestreg mangler ved linjeskift Naturphilosophers Grundsætninger og Tænkemaade i et saa afskyeligt Lys, at Man ikke finder at de mangle stort for at være sande Djævle, og ikke blues ved at nævne Mænd som 👤Daub, 👤Schleiermacher og 👤Marheinecke iblandt disse Uhyrer; kort, som har fremført Domme af dette Slags i snesetal. Paa Ingen kan da med mere ►Skiel end paa ham, den velbekiendte Lov anvendes, at ►der skal tilmaales Enhver med samme Maal, hvormed han har tilmaalt andre.”

✂ Jeg vil ikke opholde Læseren med de mange ⓘ AnmærkningerAnmærkninger] GV, Anmærkningǝr A hertil lade sig giøre, men kun ganske simpel spørge hvert ⓘ fornuftigtfornuftigt] GV, sornuftigt A Menneske, om han synes Prof. her anfører mine haarde Domme over Videnskabsmænd, som det hvormed jeg forvirrede Folket, eller som Beviis paa at mig skedte ingen Uret ved hans strænge Dom over mig som Folkeforvirrer. Det Sidste maae jeg tilstaae er min Mening, og jeg er temmelig vis paa, det ei alene er alle upartiske Læseres, men selv Professorens, saameget vissere paa det Sidste, som Professoren i ►Recensionens ny Aftryk har ophævet ►Skilsmissen imellem denne Tale og den foregaaende, om at jeg forvirrede Folket i Religionen; thi saa ubetydeligt og omsonst end dette lille Konstgreb er, synes det dog at vise Prof. følde, de to Ting hængde i Recensionen ikke ret sammen, som de dog burde, naar Beskyldningen skulde liste sig fra Religionen ned til de haarde Domme.

✂ 40Man maatte nu vel spørge, hvorledes det dog ⓘ kundekunde] GV, kuude A falde Prof. ind saaledes at trodse sine Læseres Øine, og hvor han dog kunde finde en Afvei, som ledte fra Landeveien, uden at selv de mest starblinde Læsere saae, at han sneg sig bort. Uden dermed paa mindste Maade at nedsætte Profs Fortjeneste, maae jeg dog tilstaae, at jeg udentvivl i mit Svar paa Recensionen gav selv uskyldig Anledning dertil. Vel holdt jeg igiennem det hele Svar fast ved Hovedsagen: Beskyldningen for at have forvirret Folket i Religionen; men jeg viisde tillige ►kortelig, hvor urimeligt det var at sigte mig for Misbrug af en herlig religiøs Stemning hos de Boglærde og Længsel efter Gud hos Folket, da disse Ting, efter min Formening, hverken vare tilstæde da jeg fremtraadte, eller ere det endnu. Jeg opfordrede derfor Recensenten (S. 7.) til at besvare to Spørgsmaal tilfredsstillende: først: hvor og hos hvem hin herlige religjøse Stemning yttrede sig, og dernæst, hvorledes jeg havde forvansket den? Det faldt mig vel ►ikke saa lige ind, at ►Rec. skulde ►falde paa at lade, ►som disse foreløbige Spørgsmaal var Alt, hvad han havde at svare paa, men for en Sikkerheds Skyld bemærkede jeg dog (S. 14) denne Tvist er det imidlertid ikke værd at fortsætte længere end til at vise, at jeg ingen aabenbar religjøs Stemning fandt for mig, men vel det modsatte, at derimod Længsel efter Gud slumrede og for det meste ►end slumrer hos Mange, det troer jeg, og havde det ei ►saa været, maatte min Tale ►alt været endt; 41Hovedsagen er, hvad jeg forkynder, thi da jeg ei forkynder det som noget Nyt, men netop som noget Gammelt, kommer det slet ikke derpaa an, hvormange der var gudelig stemte, ►Tingen er kun, om jeg forkynder Sandhed, reen Christendom. Det vover Recensenten at nægte o. s. v. Det er begribeligt, at Prof. trods al sin ►Actmæssighed ei tilligemed ►hin Spørgetale forelagde denne Bemærkning, men i hint Spørgsmaal fandt han sig en Kiephest at ride fra Hovedsagen paa, lidt rundt om 👤Kant og 👤Fichte, og saa sporenstregs ind i Naturphilosophien og min ►Krønike, giør der en forfærdelig Støi, og vil saa indbilde lettroende Folk, at Striden var egenlig om, ►enten min ►Krønike og videre Tale om Videnskaberne og Naturfilosophien var skrevet med Indsigt og Kiærlighed eller ikke. Nu har jeg rigtig nok læst i mine unge Dage:

✂ ►En visere der findes neppe,
End 👤Socrates der reed paa Kieppe,
Og dog ei fra sin Viisdom reed,►

✂ men deels maae jeg anmærke, at det var i et Stykke, hvor det heed: jo galere jo bedre, og dernæst ►stak Konsten hos 👤Socrates vel ei saa lige ►i Kiephesten, men ►deri, at han ei fra ⓘ sinsin] GV, fin A Viisdom reed, og sandt at sige, synes mig at Professoren heri, som i meget Andet, kun ►maadelig imiterer ham end hvem en Visere der findes neppe; thi hans ►Velviished maatte jo dog vide, at i det ►ringeste jeg vidste hvorom Talen var, og tav neppe med ham, med mindre jeg saae, at Alle saae det Samme som jeg, lægger Man 42her til, at det synes ►som Prof., ved at komme ind i ►Krøniken virkelig kom i en Slags Udlændighed, da synes det klart, at Man maae vende om og sige:

✂ En 👤Socrates han blev ⓘ dogdog] GV, oog A neppe,
Endskiøndt heel rap han reed paa Kieppe,
Thi reent han fra ►Concepten reed.

✂ “Hvad maa vel den underrettede Læser tænke (heder det S. 41) naar han hører, at ►Rec. opfordres til at bevise, at der i vor Tidsalder, før Grundtvig optraadte, en fornyet Stræben mod det Guddommelige hos mange af de høiere begavede Aander viisde sig?” Det skal jeg saamæn sige Prof., en saadan Læser tænker, at ►G. vilde nøde ►Rec. til at sige, hvad han forstod ved en herlig religjøs Stemning, for mere klart at kunne vise Forskiellen mellem Profs og sine ringe Tanker om den Ting. ►G. har da nok heller aldrig nægtet, at der i den sidste Tid var en fornyet Stræben mod hvad Man kaldte det Guddommelige, men kun nægtet, at denne Stræben var herlig, kun nægtet, at Folket i Almindelighed og det danske Folk i Særdeleshed yttrede Længsel efter Gud, og det skulde Prof. bevise. Prof. beder (S. 40.) sine Læsere eftersee om ►G. er gaaet til Værks som redelig Mand, ved at antage det for Profs Mening, at hin Stræben og Længsel skulde have yttret sig efter den franske Revolution. Da jeg nu maa være mellem hans Læsere og ei kan være ►ligegyldig ved Spørgsmaalet, vil jeg paatage mig Uleiligheden. Der 43staaer i Recensjonen (►L. 44) “Omsider begyndte nogle dybere Aander, med kraftig Stemme at kalde de øvrige tilbage til fornyet Troe, som til høiere Erkiendelse, i det de viste dem, ►hvor grovelig den beregnende Forstand havde forvildet sig, naar den vilde beherske Troens Rige, og at desuden Fornuften ei kunde forstaae sig selv, uden at forudsætte noget Høiere. Paa samme Tid havde hin ensidige Forstandsudvikling indblandet sig i en af de voldsomste Statsomveltninger den nyere Tid har seet, og ved at bidrage ►storligen til dens blodige Forvirring kraftig ►opskrækket mangen frugtbar Aand af Letsindighedens Dvale. Saaledes forenede sig da en stor Statsbegivenhed med en forandret Retning i ►Aandernes Verden, for at befordre det samme Maal. En fornyet Stræben mod det Guddommelige begyndte da nu (her har ►G. som oplysende Parenthes indskudt: efter den franske Revolution) hos mange af de høiere begavede Aander, at aabenbare sig i Livet som i Konst og Videnskab. Overalt søgde Man Tingenes Sammenhæng med deres evige Udspring, i Naturen, i Verdensbegivenhederne, i de høiere Ahnelser, der opfylde vort eget Bryst. Den sig selv nu bedre forstaaende Fornuft viste Menneskene tilbage til de Religionshemmeligheder en ►overilende ⓘ ForstandsbrugForstandsbrug] GV, Forstaudsbrug A havde forført dem til at forlade.” Menes nu ikke med hin voldsomme 44Statsomveltning den franske Revolution, og ved det følgende: nu da, Tiden efter dens Storme, da har ►G. ►forfeilet ►ⓘ Recs.Recs.] GV, Rec. A Mening, men da er det ei heller vor Tid Prof. taler om, og da det dog skal være den, maae han have snakket over sig, og hvad Uredelighed der skulde være i, at tillægge en Mand den Mening der aabenbar ligger i hans Ord forstaaer jeg ikke. Derimod kan jeg nok forstaae, hvi Prof. nu, da han skal giøre Regnskab for den Religjøsitet han ►falskelig har beskyldt den sidste Tid for, gierne vilde gaae saa langt tilbage i Tiden til han fandt den, ►Noth bricht Eisen, og han brød da Stangen han selv havde skudt for sig og vilde indbilde Folk, det var ►G. der havde indskudt den med sin Paranthes. Dog, Prof. er ligesaa uheldig, naar han bryder, som naar han springer, thi han bryder her ud af en Fælde for at springe i en ⓘ anden. “Skalanden. “Skal] GV, anden.” Skal A Man da, siger ⓘ hanhan] GV, hau A, i en ►litterarisk Strid bevise Ting, som ⓘ enhverenhver] GV, enhvet A, der ei er fuldkommen ukyndig i de sidste 30 Aars Litteratur (S. 37 heder det 20 Aars) veed? Skal jeg da fortælle ham, at 👤Kant bidrog meget til at gienvække sand Religjøsitet, ved at omstøde alle de materialistiske Systemer, ved at vise Datidens ►eudæmonistiske Moralphilosophie i dens hele Skadelighed, ved at overbevise mange af sin Tidsalders Mennesker om, at al grundig Undersøgelse over Mennesket og Verden peger tilbage paa en høiere Kreds, der kun med Troe kan omfattes? Tør Man ikke kalde dette en her45lig Stræben fra en vantro ensidig Oplysning til en dybere religjøs Følelse? Skal da alt det den ædle 👤Fichte har bidraget til Gudsfrygtens Gienoprettelse være intet? Eller har da den Mand der vil skildre os Tidsalderens Videnskabelighed glemt, hvorledes denne herlige Aand lidt efter lidt fra en vildtungdommelig Opbrusning udviklede sig til den mandige, kraftfulde Taler, der opvakde den slumrede Troe i saamangen ►Barm, som hele det nordlige 📌Europa kan vidne? Eller vil maaskee ►G. dømme disse Mænds Virkning paa Tidsalderen efter Varigheden af det almindelige Bifald deres Systemer fandt, og ikke efter den Aand deres Stræben fremkaldte?” (S. 41-42.)

✂ Hvorledes ►G. betragter 👤Kant og 👤Fichte kan Prof. og Enhver see i hans ►lille Verdenskrønike (S. 257-63 og 292-94) og der tillige finde et af de mange Vidnesbyrd om, hvorlidet han miskiender Sandhed, hvor den ►saa findes, og hvor skaansom han ⓘ dømmerdømmer] GV, døɯmer A Enhver, hos hvem han troer at see en sand Ærbødighed for Sandhed og Dyd. Jeg vil ►endnu tilføie, at ►👤Fichtes Minde er mig personlig saare dyrebart, da det var hans Tale om ►Menneskets Bestemmelse der først vakte mig til alvorlig at eftertænke den, at det var hans ►►Grundtræk af den nærværende Tidsalder der først viisde mig den i sin hele Elendighed, at det var hans ►Anvisning til et saligt Liv der lagde mig den store Sandhed om Kiærlighed, som Livets Væsen og 46Foreningen med Gud i den som Livets Maal paa Hjerte. ►Herren glemme hans Vildfarelse, ►velsignet været hans Ihukommelse! Men dernæst maae jeg spørge: skal jeg sige Prof. hvad alle veed, at her spørges ikke om, hvad Indflydelse Videnskaber og Vildfarelser have under Guds Forsyn paa Enkelte og paa Tankegangen i det Hele, men om, hvorvidt der, efter den franske Revolution, eller, som han ⓘ nunu] GV, nn A vil, efter 👤Kants Fremtrædelse yttrede sig en Stræben mod det Guddommelige, en Tilbagevisning til Religjonens Hemmeligheder, som en Christen skal berømme? Skal jeg i en ►litterarisk Strid fortælle, hvad ►Skolepogen veed, at 👤Kant ikke viisde til, men fra Troens Hemmeligheder, at det var med hans Sætninger Troens Lærdomme stærkest bekiæmpedes, at den christelige Moral ogsaa af ham sigtedes for ►Eudaimonisme. Skal jeg fortælle, at det netop var 👤Fichte der satte Jeget som absolut, og nægtede Guds Personlighed, og erklærede sig selv i sine seneste Skrifter udtrykkelig imod Forsoningslæren, og derved mod alle Christendommens Hemmeligheder? Der er da ikke andet for, vil Prof. med ►noget Skin forsvare sin Paastand, da maae han tye til Naturphilosophien alene, for at nøde ham dertil, var det jeg ►gjorde Spørgsmaalet, og ►dulgde slet ikke min Hensigt, som Læseren kan see i mit Forsvar (S. 7-9). ►Vel prøver han paa at faae sig andre Vidner i 👤Novalis og de Protestantere, der ere overgangne til den catholske Religjon; men det 47nytter ham ikke, thi 👤Novalis Christendom er ►aabenbar naturphilosophisk, og at nogle Videnskabsmænd have forladt vort ►Samfund, kan vel vidne om, at de havde Længsel efter Gud, men er i saa Fald saa langt fra at være et Vidnesbyrd om religjøs Stemning i den protestantiske Menighed, at det tvertimod er et Vidnesbyrd om det Modsatte, da jo Intet ►uden almindelig Vantroe og Lunkenhed kunde bevæge gudfrygtige Mænd til at forlade os. Jeg sagde at ►Rec. i al Fald ei kunde mene 👤Stolberg, deels fordi han selv kalder Overgangen til Katholicismen en Vildfarelse, deels fordi ►Recs. Beskrivelse ingenlunde passer paa ham, da han ikke peger paa Religjonshemmelighederne, som noget den sig selv bedre forstaaende Fornuft viser hen til, men som ubegribelige ►Troesartikle til Salighed. Det kalder Prof. et Kneb (S 41.) fordi jeg jo selv anseer 👤Stolberg for en Vildfarende, men hvem af os, det er der bruger Kneb, er ►øiensynligt, thi det er vist, at Prof. ei kan regne dem han selv kalder Vildførte iblandt dem der vise ret Vei, og at naar han nu giør det, er det et Kneb saameget større og ►daarligere, som han nu (S. 43) taler om mange Videnskabsmænd, der med store Opoffrelser af timelige Fordele ere gaaede over til den catholske Religjon, istedenfor at han i Recensjonen (►L. 126) vel taler med Ringeagt om en ⓘ SværmSværm] GV, Sværɯ A af catholske Protestanter, men adskiller dem, som det bør sig, fra de faa vildførte, men mere redeligsindede, som virkelig antoge den ►romerske Troesbekjendelse. At Prof. kunde have Lyst 48til at giøre Mange af de Faae, det er begribeligt nok, men saaledes at ►mynte Vidner paa sin egen Haand, det kalder jeg et Kneb. Om der i Øvrigt ere flere Videnskabsmænd der i den senere Tid antoge den catholske Bekiendelse end 👤Friderich Stolberg, 👤Nicolai Møller, 👤Friderich Schlegel og 👤Verner, veed jeg ei ganske bestemt, men det veed jeg at Opoffrelsen af store timelige Fordele ei engang passer paa dem uden Undtagelse, og det veed jeg ►end, at, som sagt, jo flere gudfrygtige Mænd der forlade vort ►Samfund, desflere ⓘ vidnervidner] GV, Vidner A ei for men imod den religjøse Stemning hos os.

✂ Naturphilosophien bliver da ene tilbage som den Tilbageviisning til Troen og dens Hemmeligheder Prof. priser, ⓘ somsom] GV, soɯ A den herlige Retning jeg med Flere har været om at fordreie. ►Nu, det tilstod jeg i mit Forsvar (S. 8-9) at er den naturphilosophiske Christendom den rette, da har jeg lige fra Begyndelsen af min Skribentbane fordreiet og forvansket den, men jeg appellerede rigtig nok fra den til ►Bibelen og 👤Luther, min Lærdoms Uoverensstemmelse dermed skulde Prof. bevise, det har han ikke gjort, det har han ikke kunnet, men ►i den Sted kaster han sig over Naturphilosophien og min ►Krønike for at bevise at jeg er en slet Philosoph, Historieskriver ►&c. som kan være baade godt og slemt nok, men beviser i al Fald slet intet om Hovedsagen, om at jeg forvirrer Folket i Religionens hellige Sag, ved at prædike en uægte Christendom. Man seer altsaa, at jeg i denne Strid, hvor jeg kun greb Pennen for at forsvare 49min Lærdom som ægte Christendom, gierne kunde forbigaae alt Andet, Man vil ►og indsee, at skulde jeg udførlig giennemgaae Alt, hvad Prof. i sin Forlegenhed har grebet til, maatte jeg skrive en unødvendig tyk Bog, og udrettede dog derved Intet, thi baade gaves Prof. derved end videre Leilighed til at giøre Bisagen til en Hovedsag, og han kunde, vilde vel ►og, bringe Nyt paa Bane, saalænge der var et Ord tilbage i min ►lille Verdenskrønike, hvori han kunde hænge sig. Det Foregaaende erklærer jeg da for mit egenlige Indlæg og Forsvar, hvorpaa Prof. maa prøve sin Styrke, dersom han vil seire, ja dersom han vil ►afvelte den Beskyldning jeg herved atter lægger paa ham, at han ►falskelig har beskyldt mig for at prædike en Christendom der ei er ægte og ei i 👤Luthers Aand, derved at have forvirret Folket i Religjonens hellige Sag og stiftet et vildfarende Partie, Ting, der ►naar de vare sande, maatte stemple mig til en farlig Kiætter og giøre mig aldeles uværdig til det Kald, at være offenlig ►Lærer i den christne Menighed.

✂ Imidlertid, da jeg, ved ►kortelig at besvare det Øvrige af Profs Bog, troer at kunne vise, hvad det er Naturphilosopherne og Prof. kalde ægte Christendom, og give adskillige nyttige Oplysninger om flere Ting, vil jeg ikke undlade Saadant, og for at lette ►Oversynet vil jeg be50gynde med at anmelde den øvrige Indhold af Profs Bog.

✂ Efterat Prof. efter sin Mening har besvaret de to ►opkastede Spørgsmaale og beviist, at han godt kunde sigte mig som Theolog uden at tale min Orthodoxi for nær, beskriver han mig som en Mand af skrøbelig Dømmekraft og ringe Indsigter, der skriver uden roligt Overlæg, og letsindig bekiendtgiør sine umodne Indfald, ⓘ udenuden] GV, nden A et Øieblik at lade sig standse ved det som vise og gudfrygtige Mænd have sagt tvert derimod, og uden at lade sig afskrække ved de Fordømmelsesdomme, hans vilde Lyst til overalt at finde Ondskab og Had til Lyset indgiver ham (S. 50). Herved baner han sig Vei fra Hovedsagen til Alt, hvad jeg kan have sagt om Mænd eller Ting og skaffer sig Stof til henved 80 tættrykte Sider, istedenfor at Hovedsagen affærdiges paa 16.

✂ Han begynder nu (S. 50-57) at recensere et Sted i ►Krønikens Gienmæle om Beviserne for Guds ►Tilværelse; derpaa (S. 57-58) en ►Udladelse i ►Krøniken om platonisk Philosophie, og rykker saa ►i Marken med sit svære Skyts (S. 58-82) for, just ikke at redde 👤Schellings, men i hans Person Philosophiens Ære. Herfra gaaer han over til de mere fattelige Videnskaber (S. 82-90) hvilke jeg skal forstaae ligesaa bagvendt som ►den speculative Philosophie, og nu udbryder han i en ubegribelig Ekstase: jeg har altsaa beviist en af mine 51største Anker i Recensionen, henvisende til ►L. 247-255. Slaaer Man nu op, da finder Man efter Registeret paa de Skiældsord jeg synes at ødsle med, Følgende: Han mener vel nu, at det kun er paa Guds Fiender han anvender alle disse Udtryk, men hvo har erklæret dem derfor, som han kalder ►saa? ►Bibelen? ►Saa mener han, men Man tør vel ►dristigen svare derpaa, at det er ham, der kalder Guds Fiender dem, som forstaae ►Bibelen anderledes end han. Det er altsaa ikke Guds Fiender han fordømmer, men Medmennesker, Medchristne han fordømmer, ved at kalde dem Guds Fiender. Det var altsaa en af Recensentens største Anker, og den er beviist ved Talen om ►den speculative Philosophie og de mere fattelige Videnskaber!! 👤Kant, 👤Fichte, 👤Schelling og 👤Plato, de physiske og mathemathiske Videnskaber ere altsaa mine Medchristne, som jeg fordømte fordi de forstode ►Bibelen anderledes end jeg! Det er dog virkelig saa originalt, at Man maae være Prof. selv for at finde sund ►Sands deri. Dog han finder det ikke engang ret selv, men siger (S. 90.) Jeg har der rigtig nok kun udtrykkeligen nævnt, at han fordømmer dem som forstaae ►Bibelen anderledes end han, men Sammenhængen viser tydeligt nok, at jeg i Almindelighed meende, at han fordømde som bibelstridigt, hvad ikke var det og saaledes paastod at ►Bibelen fordømte, hvor det kun var ham der paa egen Haand ►brød Staven over Næsten. Maa Man dog ei her spørge: dersom 52Prof. meende Andet end hvad han sagde, hvi sagde han da ei, hvad han meende, ►det lader dog saa kiønt, det forhindrer unyttig Strid, og maae især fordres af en Mand der giør Paastand paa at veie sine Ord lige indtil ►Lod og Kvintin, og at være saadan en Hader af mit formløse ►Gesvindtskriverie? Dog Prof. var i en dobbelt Forlegenhed, dels skulde han, hvad han ikke kunde, bevise sin Beskyldning at jeg fordømde dem der forstod ►Bibelen anderledes end jeg, og deels vilde han gierne indbilde Læseren, at han ikke havde sneget sig fra Hovedsagen, og i en saadan Forlegenhed maae Man vel gribe, hvad der er nærmest ved Haanden. Lidt synes ⓘ Prof.Prof.] GV, Prvf. A imidlertid dog han maae sige om hin Beskyldning, det giør han bogstavelig (S. 90-97) og besynderlig naiv er Maaden, hvorpaa han slipper fra Beviset. Han siger nemlig, at han gjorde hin Beskyldning, ⓘ fordifordi] GV, fvrdi A han tænkde at jeg kunde vel have feilet betydelig i min Skildring af Theologien i Midten af det attende Aarhundrede, og kunde ikke paa mit Ord troe, at Mænd som 👤Michaelis ►&c. ofte skulde have misforstaaet Skriftsteder, om hvis Betydning ingen Christen kunde tvivle og tænkde altsaa at ved de Ord: ►Skriftens rette Mening, skulde forstaaes det, som Grundtvig holder derfor; og derpaa udbryder han: jeg har ladet mig nøie med denne ►almindelige, og som mig synes ikke ►ildeoverlagte Bemærkning, fordi det er vanskeligt, og efter moralske Grunde tillige unødvendigt, mod ►alminde53lige► Beskyldninger at sætte andet end ►almindelige Benægtelser. Nu kan jeg nok forstaae, hvi Prof. lod sig nøie med den ►almindelige Bemærkning, og det var ⓘ ikkeikke] GV, ikk- A saa ilde overlagt, men at han kunde tænke jeg, eller nogen sandhedskiærlig og opmærksom Læser skulde lade sig nøie dermed, det vilde synes underligt, dersom jeg ei var ►alt saa vant til at affærdiges af Prof. istedenfor at besvares. Jeg maae dog spørge: hvem af os er det der har gjort den ►almindelige Beskyldning, Prof. som beskyldte mig for at fordømme dem der forstode ►Bibelen anderledes end jeg, eller mig, som benægtede det og affordrede Prof. Beviset? Er det et Beviis, at han tænkde jeg havde vel taget Feil, var det saa vidtløftigt, ►naar Prof. ►vidste Rede til hvad han sagde, at anføre nogle Mænd, som jeg havde fordømt, fordi de afvege fra min individuelle Bibelfortolkning? Der kunde dog herom været sagt en god Deel paa de ►tyve Blade med fiin Stil om ►den speculative Philosophie og de fatteligere Videnskaber, og saa ganske moralsk unødvendigt er det dog ikke heller, at bevise en haard Beskyldning, naar Man af den Paagiældende opfordres dertil. Eller, var det virkelig ikke sin Beskyldning han havde at bevise, men kun de Theologer han nævner, at forsvare? Det var ►vist nok en saare fiin Vending, men Vindingen er ogsaa fiin, thi jeg har jo dog ikke kaldt 👤Michaelis, 👤Baumgarten ►&c. ►enten Gudsfornægtere, ugudelige eller fordærvede, jeg har hel54ler ikke ladet mig nøie med den ►almindelige Bemærkning, at de tit ►opofrede ►Skriftens rette Mening, men tilføiet hvilke Lærdomme derved især ►undergroves og forvanskedes (►Verd. Krøn. 242) og til Modbeviis behøves da lidt mere end Benægtelse, og til den Beskyldning at jeg fordømde disse Mænd, som Guds Fiender, skiøndt jeg paa anførte Sted kalder dem Christendommens ►Kiæmper, hørde der lidt mere, end at Prof. tænkde ⓘ jegjeg] GV, jrg A havde kanskee gjort dem Uret ved at sige, de tit ►opoffrede ►Skriftens rette Mening, ligesom denne Klage ei synes at være noget stort Beviis paa den Mangel af Kiærlighed, ►Rec. meende deri at see. Hvordan altsaa Prof. snoer sig, bliver det dog soleklart, at han her, som overalt, hvor det giælder, sniger sig fra Beviset, hvilket jeg her atter affordrer ham. Viser han mig derimod, at han kiender noget til de omtalte Mænd, og tør han da paastaae bestemt om hine Theologer, at de ikke tit har ►opoffret ►Skriftens rette og klare Mening, da kan vi derom videre tales ved.

✂ Jeg havde i Anledning af hin Beskyldning sagt i ►mit Forsvar (S. 22): det er vist, lægger jeg selv en Mening i ►Bibelen, og dømmer efter den Lærdomme og Mænd, da er jeg en Folkeforvirrer, som alle den forrige Tids Kiættere, som ⓘ saamangesaamange] GV, saamauge A Theologer i den sidste Tid, og ►Rec. har den fuldkomneste Ret til at prædike et aandeligt Korstog imod mig; men derpaa bemærker jeg, at enten skal det bevises, at jeg ikke tager ►Bibelen i ⓘ sinsin] GV, fin A ordrette Mening, eller ►og 55træffer ►Recs Beskyldning 👤Luther, ►den augsburgske Confession og ⓘ denden] GV, deu A danske Kirke tilligemed mig. Det er nu ganske naturlig ►ikke Profs Leilighed at indlade ⓘ sigsig] GV, fig A synderlig paa Sligt, men den Tale var dog for tydelig og ►mærkelig til aldeles at forbigaaes, og Prof. mener da at kunne slippe med de Bemærkninger (S. 91) at der er Forskiel paa at lægge sin Mening i ►Bibelen og at have en Mening om Betydningen af det, som deri kan have flere, og (S. 92-93) at min Tale blot er et Forsvar for min Anvendelse af ►Bibelen til at dømme og fordømme Andre, og disse Bemærkninger lede til den opbyggelige Sentents: Det vilde altsaa ikke være nok, om den Regel han her giver for at forstaae ►Bibelen, var tilstrækkelig til Livets Førelse paa den Bane, hvis høieste Maal og Haab er at opnaae ►Saligheden af Naade, nei den maatte give os en saa bestemt Indsigt i Guds Villie, at vi Mennesker ⓘ kundekunde] GV, kuude A dømme vor Næstes Tro og Sindelag i Guds Sted.

✂ Hvad skal Man kalde en saadan Tale? dog vel aldrig Christendom, dog vel ikke heller Beviis for, at den Skriftfortolkning jeg følger er falsk, at mine Domme vidne om Mangel paa Kiærlighed? Prof. lader det her staae uafgjort, om jeg forstaaer ►Bibelen ret, altsaa ►og om mine Domme ►ere skriftmæssige, men dog har han i Recensionen dristig paastaaet, at mine Domme ikke vare ►Bibelens, men mine egne. Han kalder den Tale, der ►aabenbar er et Forsvar for 56min hele anfægtede Lærdom, kun et Forsvar for mine haarde Domme. Han lader det staae uafgjort, om Man, ved som 👤Luther og den orthodoxe Kirke i sytten Aarhundreder, at tage ►Bibelen i sin ordrette Mening kan blive viis til ►Salighed af Naade, men nægter at Man derved kan faae Indsigt i Guds Villie til at dømme Andres Tro og Sindelag. Jeg vil ikke opholde mig ved den Mærkelighed at Prof. der jo dog er saadan en troende Christen, her synes at vakle en Smule og ⓘ menemene] GV, meue A, der vel kan være et høiere Maal end ►Salighed af Naade, men jeg vil giøre ham opmærksom paa, at dersom det er Uret efter ►Bibelens Ord at dømme om Andres Troe, da er den Uret begaaet af den christne Kirke, hvergang den fordømde et Kiætterie, da er den i fuldeste Maade begaaet af 👤Luther, da han fordømde de pavelige Lærdomme, Prof. er da ikke stort mildere Dommer end jeg, der er kun den Forskiel, at han fordømmer Kirkens Fosterfædre og jeg dens Fiender. Endelig maae jeg ►og bemærke, at kan ►Bibelen ei sætte os i Stand til at dømme Andres Troe, naar den kundgiøres os i Ord, da kan den ei heller lære os, hvad vi skal troe til Salighed, thi lærer den os først, hvad der skal troes til Salighed, da dømmer den dem der lære anderledes, og Man kan ikke erklære dens Lærdom for Sandhed uden dermed at erklære det Modsatte for Løgn. Enten maae da Prof. som Papisterne mod 👤Luther, saamange Kiættere fordum og Antichri57sten nu paastaae, at ►Bibelens Mening om hvad der skal troes, til Salighed er uvis, og ►Bibelen altsaa som Troes Rettesnor, unyttig, eller han maae indrømme, at Man efter den er baade beføiet og forpligtet til at laste al afvigende og fordømme al modsat Lærdom. Prof. har da ogsaa følt, det ei gik an at ville hede ⓘ ChristenChristen] GV, Christeu A og dog nægte ►Bibelen afgjørende Myndighed i Troessager, og formoder ganske rigtig, at ►G. i Følge den Aand, hvori han altid taler (►P. siger overdriver) heraf vil tage Anledning til at spørge om vi da ikke skulde turde sige, hvad vi finde godt og ondt i de menneskelige Handlinger, eller om vi maaskee dertil ikke skulde være berettigede til at bruge ►Bibelen. Jeg svarer ham herpaa forud, siger han, at det er langt fra mig at ville nægte, at Man skal bruge ►Bibelens Veiledning, hvor der bør dømmes, men jeg paastaaer kun, at den Dom vi fælde over Nogen paa Grund af ►Skriftens Udsagn, ikke staaer i ►Bibelen, men kun bygges derpaa ved menneskelige ►Slutninger, og at altsaa en saadan Dom er en menneskelig Dom, og kan efter samme Lovbog underkiendes af et andet Menneske, der enten seer den Dømtes Tanker og Handlinger i et andet Lys, eller fatter ►Lovstedets Mening paa en anden Maade.

✂ Først maae jeg anmærke, at her ikke er Talen om et Menneskes hemmelige Tanker, eller Handlinger i Almindelighed, men om den Troesbekiendelse han i Ord eller Handling har ►aabenbar vedkiendt sig eller anfægtet, og dernæst, at 58om jeg i Øvrigt kunde og vilde indrømme Prof. Alt, hvad han her siger, da havde han dog ikke vundet Noget for sin Sag, thi førend han kunde med Ret erklære ⓘ minemine] GV, miue A Domme for Beviser paa Uforstand og Ukiærlighed, maatte han først bevise, enten at jeg forstod ⓘ ►BibelenBibelen] GV, Bibelen A uret, eller at mine Domme ei vare byggede paa ►Bibelens Udsagn, og selv da maatte han erklære sin Dom for en blot Formening, der kunde underkiendes af et andet Menneske, der saae min Adfærd i et andet Lys, eller fattede ►Lovstedets Mening paa en anden Maade. Men jeg hverken kan eller vil indrømme ham hin Paastand, thi den forudsætter Eet af To, enten at ►Bibelens Mening i Troeslærdomme er uklar og uvis, eller ►og at der ei gives nogen almeengyldig ►Slutning fra det ►Almindelige til det Enkelte, ja at der slet ingen Sandhed og Vished gives for Mennesket, men kun blotte Formeninger, der kan være saamange, som der gives Mennesker og med lige stor Ret og Uret kaldes sande, hvoraf da fulgde at al Philosophie, ligesaavel som al Bibelfortolkning, blev en ►Daarlighed, thi at der gives almeengyldig Sandhed, at Vished er mulig, det er jo Grundlaget for al Undersøgelse. Er nu ►Bibelens Mening i Troeslærdommen klar, og gives der ubedragelige Love for de menneskelige ►Slutninger, da er enhver Dom der med Nødvendighed følger af ►Bibelens Ord ogsaa ►Bibelens Dom, og det er en elendig Udflugt at sige, at denne Dom: Anvendelsen af den ►Almindelige 59Lov paa det enkelte Tilfælde, ei staaer i ►Bibelen. Det er ubegribeligt hvorledes en fornuftig Mand kan tale ►saa, thi det er det Samme som at sige, at den ⓘ DomDom] GV, Doɯ A Man efter ►danske Lov fælder over en Tyv ei staaer i Loven, fordi der ikke staaer den Tyvs Navn, hvad han har stjaalet, eller hvorledes han netop skal ansees. Vil Prof. nu sige at han mener kun, Faktumet kan ikke bevises af ►Bibelen, som han ensteds naiv siger, at det staaer ei i ►Bibelen, at 👤Volf var Atheist, da er denne Bemærkning ►vistnok ⓘ uimodsigeliguimodsigelig] GV, uimodfigelig A, men har jeg da nogensinde sagt, at Sligt stod i ►Bibelen?

✂ Dog, denne Udflugt har Prof. selv ►betaget sig (S. 94-97) hvor han aabner sine Tanker om, at forstaae ►Bibelen ordret. Han mener det kan vel ikke ►sige Andet, end at søge at finde den virkelige Mening, hvori Ordene ere ►sagde, anseer det for ►upaatvivleligt at ikke Alt i ►Bibelen er sagt til Ulærde, at Man kun forsvarer sine Domme slet ved at beraabe sig paa den danske Bibeloversættelse, at det er meget sandsynligt, at 👤Michaelis har forstaaet ►Bibelen bedre, at Enhver ved mindste Eftertanke maae ⓘ indseeindsee] GV, indfee A, at ►Bibelen paa mangfoldige Steder ikke kan forstaaes af sig selv, og at forsaavidt der behøves en Handling af menneskelig Dømmekraft for at forstaae ►Bibelen, ere de Domme, som deraf uddrages ikke ufeilbare.

✂ Hertil svares: hvad jeg forstaaer ved at forstaae ►Bibelen ordret har jeg sagt mere end eengang, nemlig at tage alle de Ord der angaae Men60neskets Troe og Levnet eller fortælle Tildragelser i deres giængse sædvanlige Betydning, i den Mening en ærlig Mand maae have, naar han vil sige sin ulærde Næste en vigtig Sandhed, og overalt give en almindelig, almeengyldig Rettesnor for hvad Man skal troe og giøre, saaledes forstod 👤Luther sin ►Bibel, efter den Grundsætning ere alle ►Symboler i den gamle Kirke forfattede og Kiættere dømte, og det er soleklart, at uden den Grundsætning er et almeengyldigt bibelsk ►Symbolum og System, ja al Vished om ►Bibelens Lærdom umulig, med mindre Man med Catholikerne vil antage en fortløbende Inspiration hos Pave eller Concilium, og selv da kunde Talen ei være om et bibelsk, men kun om et kirkeligt System, og det var aldeles conseqvent at fratage menig Mand ►Bibelen, der kun forvildede dem, naar dens rene Ord stred mod de befalede ►Troesartikle, men det var saare inconseqvent af Gud at give en Aabenbaring, som behøvede Andet til at forstaaes, end hvad han vilde forlene hver Troende, da det jo var Ham ligesaalet at sige sin Mening tydelig som utydelig, og Følgen maatte blive, at enten skulde Kirken bevise sin ►Inspiration, eller Folkene maatte troe Menneskers istedenfor Guds Ord. Har nu Kirken nogensinde faret vild, som 👤Luther og Protestanterne vil paastaae, da var det ligefrem Guds Skyld at Folkene fore vild, og kan nu ikke engang de Lærde, som Kirken før selv enes om ►Skriftens Mening, da maae Lægmand blive aldeles uvidende om hvad han efter ►Bibelen skal troe. Det 61nytter kun lidt, at Man paastaaer Alt i ►Bibelen dog ei kan være sagt til Ulærde, thi det bliver dog lige vist, at Alt hvad der angaaer alle Menneneskers Troe og Salighed er sagt til Alle og i Øvrigt er det vist, at hele 👤Mose Lov skulde læses for Alles, selv for Børnenes Øren, at Propheterne udraabde deres Ord for alt Folkets Øren, at Apostlene skreve deres Breve til den hele Menighed, der mest bestod af Ulærde. Jeg seer at Prof. ogsaa mener den danske Bibeloversættelse er en døende Løve, men jeg skulde dog mene, Man i den Danske Kirke kan beraabe sig paa den, uden at beskyldes for at forvirre Folket, jeg skulde ydermere mene, at saalænge Prof. ei har beviist at den modsiger 👤Luthers tydske, sigter han den og alle de Domme 👤Luther og hans Efterfølgere efter den have fældet, ►med det Samme, og jeg maae endelig bemærke, at det her ei kommer derpaa an, om Prof. finder det sandsynligt, at 👤Michaelis har forstaaet ►Bibelen bedre end 👤Luther, men vil han vrage den danske Oversættelse og efter ►Bibelen underkiende de Domme der ere byggede paa den, da skal han smukt tage Grundtexten for sig, og da er jeg til hans Tjeneste. Saalænge til det skeer, skal han nødes til enten at nægte ►Bibelens Myndighed i ⓘ TroessagerTroessager] GV, Troessager A, eller lade de Domme staae ⓘ uanfægtedeuanfægtede] GV, uunfægtede A som ere grundede paa den Danske Oversættelse. Kom det ellers derpaa an, turde jeg gjerne ►forbinde mig til at forsvare mine Domme, selv dem over 👤Michaelis ►&c. efter hans egen eller 👤Guldbergs Oversættelse, men forpligtet dertil er 62jeg ingenlunde. At Meget af ►Bibelen ei kan forstaaes af sig selv, indrømmer jeg gierne, thi Man kan ikke vide paa hvad Kant 📌Ægypten eller 📌Corinthen ligger uden geographisk Kundskab, Man maae kiende Historien for at forstaae mangen Fortælling og Spaadom ►fuldelig o. s. v., men Sagen er den, at hvad vi skal troe og giøre for at blive salige og altsaa tillige hvad herom er vildfarende Lærdom, det kan Man forstaae uden at have læst nogen anden Bog, og derom er det vi tale. At endelig Dommen som bygges paa ►Bibelen ei kan være ufeilbar fordi den er et Værk af menneskelig Dømmekraft har jeg ovenfor beviist at være aldeles ugrundet, med mindre der ingen Vished er til for Mennesket, men i saa Fald kan vi jo heller ikke have Vished om ►Bibelens Troværdighed, da den ►og opstaaer ved en Handling af menneskelig Dømmekraft, ja, hvorom stride vi da, hvi tale vi ⓘ omom] GV, oɯ A hvad der er Sandhed? at to og to er fire, er jo ikke længere ufeilbart, ja at to er to ikke heller, thi det beroer paa en Handling af menneskelig Dømmekraft. Vi komme her som altid tilbage til at spørge om ►Modsigelsens Grundsætning er vis, og Prof. er da ikke den som skal haane mig fordi jeg paastaaer Naturphilosopherne maae sige nei, naar de vil være ⓘ conseqventeconseqvente] GV, couseqvente A, thi det maae Prof. selv, naar han vil forsvare den Sætning, at ingen Dom, hvortil der ►udfordres en Handling af menneskelig Dømmekraft er ufeilbar. At han nu ogsaa herved maatte modsige sig selv, da han jo erklærede at dog denne Sætning var ufeil63bar er ►ligefrem, og derfor er det vist, at alle Domme der efter ►Modsigelsens Grundsætning ►klarlig udvikles af ►Bibelen, ere ligesaa ⓘ ufeilbareufeilbare] GV, nfeilbare A som ►Bibelens Ord. Staaer der f. Ex. altsaa i ►Bibelen, at ►hvo som nægter dens Tale om 👤Jesus giør Gud til en Løgner, og er saalænge udelukt fra ►hans Samfund og Salighed, da kan vi sige, f. Ex. om 👤Voltaire, at saalænge han nægtede 👤Jesus var han en Løgner og Guds Fiende og fordømt i sig selv, og det maae være ligesaa vist, som om det stod i ►Bibelen med hans Navns Nævnelse. Vil Prof. paastaae det Modsatte, da beder jeg ham ikke at glemme Beviset.

✂ Om ►Exemplet af de Romerske love mod Mathematikerne, der saare ►ubekvemt sammenlignes med ►👤Pauli Advarsel mod Philosophien, kan jeg fatte mig kort, thi det er ►ⓘ aabenbartaabenbart] GV, aabeubart A, at der er en himmelvid Forskiel paa en menneskelig Lov, bundet til Tid og Sted og et Guds Ord der maae giælde altid og overalt, og det er ►ligefrem at 👤Paulus advarede mod al Kløgt som vilde forvilde Christne fra den enfoldige Troe paa 👤Christum, ►enten den saa heed platonisk eller rabbinsk, kantisk eller schellingsk, samt at han Intet havde imod den ydmyge Bestræbelse under Troens Lydighed at voxe i Sandheds Erkiendelse.

✂ Det er ►mærkeligt, at Prof. udentvivl selv har følt, at al denne Snak ikke forslog, ⓘ thithi] GV, (thi A nu (S. 95-97) paatager han sig det besværlige Arbeide at bevise, at jeg ikke selv vil have ►Bibelen forstaaet ordret. Han bruger dertil dels et Sted af mit For64svar, dels et af min Fortale til ►den lille Verdenskrønike i sin anden Udgave, og saa usselt hans Beviis end er, vil jeg dog ikke forbigaae det, da mangen Een, der seer kun med et halvt Øie, vel indbilder sig han har Ret.

✂ At de billedlige Navne i ►Prophetierne, som Løve og Drage, Væder og Giedebuk ►&c. ei skal forstaaes om saadanne umælende Dyr, det er klart, det lærer Spaadommene os stundom selv, som hos ►Daniel; at det Samme tit er Tilfældet med ►Stæders og Landes Navne see vi ogsaa, ligesom det ►og udtrykkelig siges os i ►Aabenbaringen, at en Stad kaldes aandelig 📌Sodoma og 📌Ægypten. Ved altsaa at nægte Sligt modsagde Man ►Bibelen selv, og det er Modstandernes gamle Vane at benytte sig heraf og fordre, at skal Noget forstaaes billedlig, da skal Alt, hvoraf da Følgen blev, at ►Bibelens Mening overalt var uvis. Dette udviklede jeg ►kortelig i mit Forsvar (S. 57-58) paa samme Maade som 👤Luther i Striden med 👤Erasmus ►og sagde: for den som ærlig vil troe paa 👤Christus og bøie sig for Guds Ord er den Sag ⓘ sletslet] GV, siet A ikke vanskelig, thi han veed at al ►Skriftens Tale om, hvad vi skal troe og giøre for at blive salige, den skal forstaaes ⓘ ligefremligefrem] GV, ligefreɯ A efter Ordenes sædvanlige Mening, thi ellers kunde Ingen faae at vide, hvad han skal troe og giøre, Spaadommene derimod skal ►og forstaaes ordret, men tit i en anden Mening end den Ordene sædvanlig have. Grunden for denne ►Skilsmisse synes mig er soleklar, og at den er saa gammel som Christendom65men ved enhver der kiender Noget til Kirkens Historie. Imidlertid giør Prof. sig lystig derover, og for min Skyld skal han ikke genere sig.

✂ Vigtigere synes det han ⓘ anføreranfører] GV, aufører A af Fortalen til ►Krøniken (S. XXIX-XXXIII) hvor jeg har fremsat det som min uforgribelige Privatmening, at af ►det gamle Testamente kun Mosebøgerne, ►Psalmebogen og de sexten Propheters Taler, skal troes paa Ordet i strængeste Forstand, de andre Bøger som ⓘ FrelserenFrelseren] GV, Frelsereu A og hans Apostle sees at have kiendt og brugt skal troes i ►Tingen, og de Øvrige betragtes som blot menneskelige Bøger. Enhver som vil efterlæse det anførte Sted skal imidlertid see, at jeg har udtrykt mig med al den Beskedenhed og Varsomhed jeg skyldte en saadan Sag, og Enhver som vil bruge sin Eftertanke skal finde at denne Mening, ⓘ langtlangt] GV, laugt A fra at modsætte sig ►Skriftens ordrette Forstand, netop er foranlediget derved, og bygget derpaa; thi netop derved at adskillige Ord i nogle af ►det Gamle Testamentes Bøger ei synes at kunne udholde den strængeste bibelske Prøvelse, vakte min Tvivl om deres Guddommelighed, netop paa 👤Jesu Ord bygger jeg ►Skilsmissen og antager kun dem for guddommelige i stræng Forstand, som han udtrykkelig har nævnet. Enhver indseer let, hvilken Forskiel der er imellem, hvilke Bøger der høre til Canon, og hvorledes de canoniske Bøger skal forstaaes, og hvo som kiender Historien veed, at saa enig den gamle Kirke var med sig selv om det Sidste, samt om de Bøgers Ægthed jeg regner til Canon, saa uenig var man ►alt tid66lig om adskillige af dem, jeg mener bør udelukkes, og det er ►mærkeligt at den danske Kirke udtrykker sig saaledes i ⓘ ►Præsteeeden:Præsteeeden:] Rettelsesliste, Præsteeeden i A Guds Ord som indeholdes i Propheternes og Apostlernes Skrifter, hvorved den bemyndiger conseqvent til den ►Skilsmisse jeg ►giør. I Øvrigt er dette en ⓘ MeningMening] GV, Meniug A jeg er villig til at opgive, saasnart Nogen kan vise mig at den strider mod noget Udsagn i ►Skriften eller giør mindste Skaar i ►Bibelens guddommelige Anseelse.

✂ See vi nu hen til de ►Slutninger Prof. drager heraf, da maae man ret forundre sig, og begriber ei let, hvad for Læsere han skriver for, skiøndt man vel seer det ei er for dem der ærlig vil bruge deres Forstand. Han siger nemlig, at den der saaledes bestemmer ►Skriftens Bøgers forskiellige Troværdighed, om end af bibelske Grunde, saa dog ved ►Slutninger han giør deraf, og hvorimod vel andre Christne kunde have Noget at indvende, han bør ikke tale, som om han intet andet sagde end hvad der er Guds rene uimodsigelige Ord. Hvad skal vel dette sige? Skal det igien sige at ingen ►Slutning hvortil der ►udfordres en Handling af menneskelig Dømmekraft, er ufeilbar, da har jeg svaret. Eller skal det sige, at den der vil have Ord for at troe ►Bibelen som Guds Ord, maae ikke bruge sin Fornuft, da er det som at sige at den der vil læse i ►Bibelen maae ikke bruge sine Øine. Eller skal det sige, at hvo der yttrer Tvivl om en eller anden Bogs Henførelse til Canon maae ikke troe de Bøger paa Ordet, hvis Guddomme67lighed er uomtvistelig vis for hver Christen, da maae Prof. ikke heller, naar han yttrer Tvivl om et eneste antaget Experiments Gyldighed, beraabe sig paa noget Experiment, hvor soleklart det end er. Eller skal det endelig sige at jeg har udgivet alle mine Ord for Guds Ord, da er det jo en slem vitterlig Usandhed. Nu er det mig ligegyldigt hvilke af disse Meninger Prof. vil lægge i sine Ord, thi de bevise under alle Omstændigheder Ligemeget, ►det er, Intet ►uden ⓘ Profs.Profs.] GV, Prof. A Ønske at indbilde Folk, jeg er en letsindig Daare der vil sige Folk hvad de skal troe, og veed ikke hvad jeg selv troer. Kan et saa plumpt Experiment lykkes, da beviser det ei Profs. Konst, ⓘ menmen] Rettelsesliste, om A Tilskuerens Blindhed, og derom er da ikke meer at sige.

✂ Dog Prof. bliver ved at slutte som følger: Samler man nu de forskiellige Yttringer, da bliver der ikke meget af ►det Gamle Testamente, som skal tages ordret. Vel skulle de fem Mose Bøger, ►Psalmerne og Propheterne troes paa Ordet, men dette dog ofte taget i den ►overordentlige ordrette Forstand, hvorved intet Ord bliver tilbage. De andre af 👤Christus og Apostlerne anførte Bøger har man blot ⓘ nødignødig] GV, uødig A at troe i ►Tingen, altsaa ikke paa Ordet. Af de øvrige blot menneskelige Bøger behøver man ikke at troe mere end man vil. Slige Berigtigelser maae man ikke glemme, naar han forsikkrer at han sværger paa ►Bibelens Ord, at hardtad alle, ►Rec. ogsaa beraabe sig paa deres egen Fornuft men at han ikke vil stole paa sig selv. Jeg troer gierne han 68har meent alt det han saaledes til forskiellige Tider har sagt, men jeg troer at dette kun kommer deraf, at han ikke er enig med sig selv.

✂ Hvad skal man kalde en saadan Adfærd? Jeg gider ikke nævnet den ved sit rette Navn, jeg kunde fristes til ei at svare et Ord, thi jeg føler at Taalmodigheden er nær ved at ►forgaae mig, ved Modstanderens uværdige Kunstgreb. Dog, det nytter jo ikke at harmes, der er jo Folk hvis Øine man maae spile op, før de vil see, og altsaa, ganske rolig skal jeg bevise, at Prof. har Uret. Han siger der bliver ikke meget af ►det Gamle Testamente, der skal tages ordret. Jeg mener dog der bliver ►vist meget mere end Prof. troer, og at der bliver Alt hvad der selv kalder sig Guds Ord til Underviisning og Opbyggelse. Han mener der vil gaae saa meget fra som skal forstaaes paa den ►overordentlige Maade, men ⓘ denden] GV, deu A Frygt vilde forgaae, dersom han læsde sin ►Bibel ret, thi da saae han, at de fem Mose Bøger næsten heeligiennem er Historie, som jo skal forstaaes ►ordentlig ordret, at det Samme er Tilfældet med Psalmerne, der næsten overalt ere Lærdomme om Gud og Hans Villie og Menneskets Indvortes, og hvis Spaadomme selv ⓘ sjeldensjelden] GV, sjeldeu A ere udtrykde billedlig, endelig at selv den største Deel af Propheternes Taler er Lærdom, og at selv Spaadommene jo forstaaes ordret, kun med det nødvendige Tillæg at Navnene mangengang have en videre Udstrækning eller dybere ►Bemærkelse end naar de forekomme i Historien. Naar jeg nu saaledes troer, hvad 👤Jesus 69Selv nævnede som de guddommelige Skrifter om Ham, og troer Hans Apostlers Skrifter ordret, uden al Forbeholdenhed, kan jeg da ikke med Ret sige at jeg sværger paa ►Bibelens Ord, at jeg i de aandelige Ting ei stoler paa mig selv, men paa Guds Ord, er det da Alt hvad der er indbundet i samme ⓘ BindBind] Rettelsesliste, Blad A, eller er det ikke Propheters og Apostlers Skrifter vi med Ret kalde vor Bibel? er det ikke ►det Ny Testamente hvoraf vi skal udlede vore ►Troes Artikle? har jeg sagt Andet? har jeg ►budet Troe paa Andet? har jeg dømt Mænd eller Lærdomme efter Andet! Svar mig, eller staae beskiæmmet!

✂ Endelig troer Prof. nok at giøre mig det ret ►broget ved at anføre et Par ►Bibelsprog, hvoraf det ⓘ ene:ene:] Rettelsesliste, ene i A ►Bogstaven ihjelslaaer men Aanden levendegiør, ventelig skulde omstyrte Grundsætningen om den ordrette Fortolkning, og vilde jeg ei indrømme det, da skulde det Andet: ►hver som siger til sin Broder, du Daare, eller Troens Fornægter, er skyldig til Helvedes Ild, slaae mig ihjel med sit Bogstav. Men Prof. kan troe, ►Bibelen og jeg ere bedre Venner end som saa. Man pleier at sige at Enhver er sine egne Ords bedste Fortolker, og dersom ellers Apostelen 👤Paulus maae nyde samme Ret, da er intet latterligere end at anvende disse hans Ord mod den ordrette Fortolkning, thi siger han ikke selv udtrykkelig i det følgende Vers ►at han ved Bogstaven forstaaer Lovens Bogstav indgravet i Steen, i Modsætning til ►det Ny Testamente med ►Fri70heds Aand►! At nu denne 👤Paulus holdt selv ►stivt ved den ordrette ►Forklaring, det er til de nyere Exegeters dobbelte Pine klart især af ►Rom. 9, og at 👤Jesus var af samme Tanker synes temmelig klart, endog blot af ►Math. 5. 18, hvor Han siger: indtil Himmelen og Jorden forgaaer, skal ikke end den mindste Bogstav eller en Tøddel forgaae af Loven, førend de Ting (Propheterne have sagt) skee allesammen.

✂ Det andet ►Sprog giør mig heller ingen Skade, thi der staaer dog vel ikke at Man ingen Vantroe maae kalde en Troens Fornægter, thi i saa Fald havde 👤Jesus og Apostlene, ja Gud Selv gjort Sig skyldig i denne Brøde, men der staaer jo en Broder, altsaa en Troende, ham maae man ei af Vrede eller Had beskiæmme, ligesom jo det Hele forudsætter ►hvad der gaaer i Forveien εικη.

✂ Nu maae Prof. vurdere det Bidrag til min ordrette ►Forklaring saa høit og saa lavt som han vil, men han skal ►ikke sige enten at han fangede mig, eller at jeg sneeg mig ⓘ bortbort] GV, børt A.

✂ S. 97 tager da Prof. fat paa ►Spaadomssagen og forfølger den til 117. Der annammer han min ►lille Verdenskrønike og fører den i Triumph til S. 130, hvor han ⓘ angriberangriber] GV, anbriber A mig ►ret personlig, og stræber at dræbe mig saaledes ►med Selvtillid, Hovmod og Ukiærlighed at jeg aldrig skal staae op mere.

✂ Man seer af ►dette Oversyn, at jeg ►passelig vil kunne sige hvad der behøves under fire Af71delinger: en især om Naturphilosophien, en om min ►lille Krønike, en om Spaadommene og en ►Slutningstale.

Om Philosophien i Almindelighed

og

Om 👤Schelling og Naturphilosophien i Særdeleshed.

✂ Hvad er Philosophie? hvad skal og hvad kan den? Man skulde tænke at disse Spørgsmaale maatte endelig være bragde paa det Rene i en Tidsalder, der praler af at være den philosophiske, men søger man Oplysning herom selv hos Tidens største Tænkere, da bliver man flux vaer, at ingensinde var man mere uenig herom, end netop paa den Tid, da Philosophien udraabes og lovprises som den eneste og sikkre Ledestjerne paa Livets Vei, som den ufeilbare Dommer over de forbigangne Tider, deres Troe og Tænkemaade over det Synlige og Usynlige, og deres Forhold. Hos de Fleste, selv Videnskabsmænd, betyder Philosophie ligesom Oplysning mest noget Negativt, Nægtelsen af Fædrenes Troe, Frihed for deres Fordomme, og dens hele positive Side er en Leveklogskab, en Undervis72ning om hvorledes man skal behandle sig selv og det Udvortes for at komme nogenlunde bekvemt og fornøiet igiennem Verden. Ikke engang Moral, og endnu mindre Religion indbefattes under denne Benævnelse, men staae udenfor som Biting, som enkelte Anvendelser, man har anvendt, naar man veed dem. Anderledes er det nu ►vist nok med de faa store Tænkere, og det Følgeskab der i Flod og Ebbe omringer dem; thi Enhver som alvorlig ►betænker Livet, maae flux føle, at hvad der skal være dets Behersker og Lovgiver maae ►og omfatte det i alle sine Retninger og Rørelser; men til Dette, og til at Philosophien er Livets fødte Herre, indskrænkede sig ►og lige til de sidste Dage Enigheden mellem de saakaldte ►Selvtænkere. 👤Kant indsaae klart, at naar Fornuften i Selvstændighed (som blot theoretisk) ►forsteeg sig til det Oversandselige, gik det den som 👤Goethe saa sandt og skiønt ►synger om Mennesket:

✂ ►Hebt er sich aufwärts,
Und berührt
Mit dem Scheitel die Sterne,
Nirgends haften ⓘ danndann] Rettelsesliste, da A
Die unsichern Sohlen,
Und mit ihm spielen
Wolken und Winde.►

✂ Han indsaae, at under Troens Lydighed maatte den færdes, naar den skulde bevæge sig sikkert, 73og ei i sin luftige Sværmen spotte Menneskets Helligdom og dybe Vished om en moralsk Natur og Forpligtelse. At udvikle disse giorde han til Philosophiens egenlige Syssel, og dens Bestemmelser om det Oversandselige skulde kun være nødvendige Anvendelser og Følgeslutninger af den moralske Sandhed, og det er altsaa klart at han bøiede Fornuften under Troens Lydighed, skiøndt det laae skjult for hans fleste Samtidige, og maaskee for ham selv, under Sløret af et Navn: ►Den practiske Fornuft; thi hvad er ►den practiske Fornuft ►uden Fornuften i en bestemt Passivitet, Forstand paa, Modtagelse og Udtalelse af Moralloven der lyder fra Hjertet. Fornuften var da ingenlunde som man sagde, sin egen Lovgiver, uden for saavidt den indsaae sin Forpligtelse til at modtage og følge Loven, altsaa i ⓘ GrundenGrunden] GV, Grundeu A sin nødvendige Trældom, der kun blev til Frihed derved at Lydigheden blev frivillig.

✂ 👤Fichte indsaae, at skulde Fornuften være sin egen og Livets høieste Lovgiver, hvorom alle vare enige, da maatte den ei heller tjene Andre end sig selv, ei begynde med Andet end ►Selvforstand, Opfattelsen og Bejaelsen af sig selv, først da var den fri, først da havde den sit eget uendelige Maal at stræbe efter. Jeg er Jeg, dermed begyndte han rettelig, thi det er det klareste Udsagn af Tænkningens og Sandhedens Grundlov, af ►Modsigelsens Grundsætning i sin dybeste Grund. Havde han nu i rolig Efter74tanke lagt Mærke til hvad han selv sagde: Jeg er, da vilde han fundet at ►Værelsen ei laae i Fornuften, der kun var dens Udsagn, dens Selvbejaelse, men at ►Værelsen og dens umiddelbare Bevidsthed, hvorpaa og hvoraf al Eftertanke fulgde, laae i den umiddelbare Følelse, og han vilde saaledes indseet, at han havde den samme Vished om andre Menneskers aandelige ►Værelse, og derved undgaaet det Daarskab at sætte sit Jeg som det eneste Visse og egenlig som Gud; thi han maatte nu angive som sit Maal: jeg er hvad jeg vil være, jeg er fri, ja angive det som sin Eiendom, han kun arbeidede ⓘ paa atpaa at] GV, paa A tage i Besiddelse. Senere indsaae han sin Vildfarelse, indsaae, at naar han maatte antage flere ►Værelser end sin, ophørde hans at være ►Grundværelse, og var kun i sig selv Tilværelse, hvoraf da fulgde ei alene at der maatte være en ►Grundværelse, Gud i høieste, eneste Forstand, men ►og en guddommelig Tilværelse hvori alle aandelige Enkelte vare Deelagtige, og ►udtrykde mere fuldkommen jo mindre De vilde være enkelte, jo mere de tilintetgjorde deres Selvvillie og Higen efter Uafhængighed, jo mere de stræbde tilbage i ⓘ ►GrundværelsenGrundværelsen] GV, Grnndværelsen A, ►opgav deres Villie i Guds. Hans faste Troe paa Moralitet og alvorlige Tragten efter Sandhed bevarede ham fra den Vildfarelse, at kalde alt Aandeligt Godt og Indskrænkningen Ondt, bragde ham til at indsee, at ►Grundværelsen: ►Gud er Kiærlighed 75og den guddommelige Tilværelse Sandhed der ligger i uafbrudt Strid med Løgnen.

✂ 👤Schelling ►opstod efter og ved Siden af disse og var udentvivl den dybeste Tænker af dem, ja maaskee af al Verdens Philosopher. Tidlig vendte han sine skarpe og seierrige Vaaben mod Kantianerne, hvem han med al Føie bebreidede Uenighed med sig selv i at erklære Fornuften for sin egen Lovgiver, og dog fradømme den Evne til den høieste Erkiendelse, giøre den til Tjener for et Øiemed, den ei selv havde skabt, give den en almægtig Herre. Han gjaldt en stund for Fichtianer og var det, forsaavidt han satte sit Jeg som det Høieste og Absolute, men var det ingenlunde i den Forstand, at han agtede Morallovens Opgave for Jegets eller Fornuftens, ►meget mere paastod han, at der var ingen Lov for Fornuften ►uden dens egen Villie og intet andet Maal for Livet end Uafhængighed mod hvilket uopnaaelige Maal det skulde stræbe i en evig Kamp. Dog, dette vilde Sværmerie kunde ikke længe beruse en af Naturen saa ►ædru og klarøiet Aand, han følde, som han selv siger, hvor tom og kold og død Idealisternes Verden var, han kiededes ved at være overalt ene med sig selv, han indsaae den Indbildnings Daarskab og Kraftløshed. Nu kastede han et indtrængende Blik paa sig selv og paa Alt hvad der svævede for hans indvortes og udvortes Øie og ledte ►om Billedet af ►det Absolute han nu satte over sig, som ►Forbillede og Samfund for Alt. 76Ligesom en ny Verden ►oplod sig for ham, hvad der før var Skygger fik nu Liv og Livet fik Betydning, thi det var ham nu ikke længer en fortvivlet kraftløs Stræben efter et uopnaaeligt Maal, men en stor, gaadefuld Udviklingskamp i hvilken det stræbde tilbage til sin ►forlorne Salighed og Frihed med Uafhængighedens Krone som et Bytte. Det blot Ideale og Subjective, den evige Mulighed, var ham det Første og Høieste, men lige evig var dens ►Selvbeskuelse, og dens Foster: Det blot Reale, Objective, den evige Virkelighed. Endeligheden eller det Virkeliges bundne Tilstand tænkde han sig fremkommet ved et ►Affald, da han dømde at der var ingen Overgang fra Evighed til Endelighed, fra Absoluthed til Relativitet, thi om Man ►og fortsatte det Eviges og Absolutes ►Selvbeskuelse eller Avling i det Uendelige, blev dog Alt ved at være Evigt og Absolut. ►Affaldet forklarede han sig saaledes, at det Virkelige som det Andet og Afledte vilde være Selvstændigt som Uafhængigt af det Første, og da det dog nu kun var frit og selvstændigt, havde Livet i sig selv forsaavidt det var i det Første, maatte det sidste derved tabe sin Selvstændighed og Evighed og nedsynke i Endeligheden, hvis Skikkelse, Legemligheden, kun er den faldne, brudte Virkeligheds Billede, fremkommet ved dens Higen efter isoleret Selvstændighed. Det Aandelige, hvor det findes er altsaa det sande Virkelige, og hvad Man ►almindelig kalder Virkeligt, det Legemlige, er 77kun Aandens virkelige Fald, og derfor dens Lænke. Hint Fald maae imidlertid ei tænkes som hvad Man kalder Synd, da det er evigt og nødvendigt, og saa at sige en Offring det Ideale har gjort af sin Virkelighed for at gientage den med et tilkiæmpet, evigt og uafhængigt Liv. Livets Værk er da Kamp mod det Legemlige, dets Væsen Had til Indskrænkning, thi ligesaalidt som Faldet var Synd, kan Opreisningen være en Omvendelse, den er kun en Indsigt en Erkiendelse af den evige Mulighed som en nødvendig Forudsætning, og Forsoning dermed i Indsigten af at hin Mulighed isteden for at indskrænke, netop skiænker Uafhængigheden. Saaledes meende 👤Schelling at have fundet en evig Eenhed og en ►Forklaring af Endeligheden, som tilfredstillede hans Fornuft uden at sætte hans Frihed i Fare, eller nøde ham til at underkaste sig en objectiv Magt, men klart er det ogsaa at han derved fornægtede en levende Gud, ►uden forsaavidt den hele lidende, kiæmpende Aandelighed var en vordende Gud, Gud i Muligheden. Det hele moralske Forhold som et Forhold mellem Lovgiver og Undersaat maatte naturligviis ogsaa falde bort, men ikke det alene, al Moralitet som en frivillig Indskrænkning fornægtedes og gjordes til Synd, thi kun ved Had til og Kamp imod al Indskrænkning, ved Selvforgudelse, kunde Livets Maal naaes, Uafhængighedens Krone vindes. Vel kunde der gives en frivillig Indskrænkning for det enkelte Menneske, 78forsaavidt han troede derved at befordre det hele Aandeliges Seier, en Tæmmelse af Lidenskaberne, forsaavidt de ansaaes for at staae i det Legemliges Tjeneste, men derved fremkom kun Klogskabsregler Enhver kunde følge eller forlade, efter ►Godtbefindende, og i det høieste et Statsforhold, hvori Man enedes om de Indskrænkninger der ansaaes nødvendige for i det Hele med fælleds Kræfter at befordre Ideernes, ►Aanderigets Seier.

✂ Saaledes have vi fulgt 👤Schelling til og i den ►Beskuelse han i Bogen om ►Philosophie og Religion vedkiendte sig, og her ►ville vi standse, for at ►beskue denne philosophiske Stræben i sit Forhold til Sandheden og til Tidsalderen.

✂ Det er ►aabenbart, at alle de omtalde Systemer vare Christendommen imod, saavidt dennes ►Eiendommelighed er Evangeliet om 👤Jesus Christus, som den Frelser Mennesket behøvede at tilegne sig i Troe for at forsones med en ⓘ levendelevende] GV, leven e A hellig Gud, Hvis Skabning Mennesket var og Hvis Fornægter og Fiende han var blevet ved frivillig Overtrædelse af Hans Lov, ved at sætte sin Villie over Guds, og derved giøre sig selv til sin Afgud. Systemernes Forhold til Christendommen i en christelig Tidsalder vilde da i Grunden være ►eens som en 👤Christi Fornægtelse; anderledes er det derimod naar de fremstode i en Tid, ►der alt var uchristelig, ja, da Man i Almindelighed var uden Gud i Verden (►ⓘ αθεοςαθεος] GV, αθεοσ A εν ⓘ κοσμωκοσμω] GV, κοσμεο A) thi da stode egenlig baade 👤Kant og 👤Fichte 79i Modsætning til Tidsalderen og som Sandhedens Talsmænd. ►Laanesætninger af Systemer, byggede under den Forudsætning, at Fornuften skulde selvstændig opdage Sandheden om Mennesket, hans Forholde og Bestemmelse, samt vise hvorledes denne Bestemmelse kunde naaes ved Fornuften selv, maatte naturligviis være de mere alvorlige Nordboer velkomne til Strid mod Aabenbaringen og dens Lærdomme, men hine Philosophers strænge Dydslære, der fordrede fuld Moralitet eller Hellighed, som en indvortes, frivillig Lydighed mod Loven, den kunde aldrig være Tidsalderen kiær, thi kun for at undgaae den tunge Kamp og Renselse, og Fornægtelse af Verden i en alvorlig høiere Stræben, kun derfor havde den forsaget Troen, kun derfor var det den vigtigt at faae Aabenbaringen ►bestridt. Skulde den nu underkaste sig Lovens tunge Aag, og savne Evangeliets Trøst, da maatte den simpleste Forstand indsee der var tabt og ikke vundet, da maatte den ærlige alvorlige Mand fortvivle under Byrden, han ei kunde bære, over Maalet han ei kunde naae. ►Vist nok hjalp det, at 👤Kant ved en Inconseqvents der var ham nødvendig, vilde ophæve Frygten for Straf efter Døden og at 👤Fichte, ved at nægte Guds Personlighed, borttog den eneste Dommer, Man frygtede; men Sligt kunne blot forsone Tiden med Philosopherne, ei med deres Systemer, som derfor ►og, saasnart Nyhedens Interesse var forbi, og ►Laanesætningerne uddragne, nedsank i hvad Man kal80der en hæderlig Forglemmelse som ►fortjente Invalider, overantvordedes til Historien og levede kun i deres Bedrifter. Dog, der var endnu en anden Grund som gjorde at hine Systemer aldrig ►uden flygtig kunde erkiendes som Love for den aandelige Verden, thi de tilfredstillede ingenlunde ►det Almindeliges Fordringer, de udelukde hvad de ei kunde fordrive de fordrede hvad der ei kunde opfyldes, de fremstilde en Hovedidee hvorunder de andre Ideer ei kunde bøie sig, uden at ►forlore deres ►Eiendommelighed og blive til Skygger. Skulde et Moralprincip beregnet paa den endelige Tilværelse eller dog derefter, staae i Spidsen for ►Aanderigets Lovbog, da maatte der enten Intet være i Mennesket som higede ►kraftelig ud over det Endelige, eller denne Higen maatte fornægte sig selv. Poesie og Konst og overhovedet al Genialitet gjordes Landflygtig, thi den kan ikke indskrænke sig til Endeligheden uden at ophæve sig selv, og dette blev saameget mere indlysende som en 👤Goethe og 👤Schiller vare 👤Kants Samtidige, og 👤Schiller, hvor høit han end en Stund agtede ►den critiske Philosophie, følde sig drevet til klart og kraftig at paatale Poesiens og overalt Genialitetens og Skiønhedens Rettigheder. Idealismen som afsiælede Alt og fradømde den egenlige ►Aandeverden al Objectivitet, denne aandelige Egoisme, der som 📌Nilens ►svange Ax opslugede de bugnende uden selv at vinde Liv og Kraft, var al Poesies svorne Fiende, og maatte conseqvent ►betage baade Naturens 81og Historiens Studium al høiere Interesse, da den borttog deres Betydning, og vilde paatvinge dem en fiendtlig, aftvinge dem Vidnesbyrdet om egen Tomhed.

✂ Var nu 👤Schellings Philosophie af samme Slags da veed jeg ei, hvi en Christen skulde egenlig ►gaae i Marken mod den, især, da den hidindtil har kundgjort sig for det meste saa indhyllet, at den større Deel selv af de Boglærde kun har et meget dunkelt Begreb om dens ►Aasyn, end sige om dens Indvortes. Nu er det derimod langt anderledes, den staaer ingenlunde i Modsætning til Tidsalderen, men i Forbund med den, og, saasnart de ret lærde at kiende hinanden, maatte de blive uadskillelige Venner. Den har alle de Egenskaber som en ugudelig Tid kan ønske hos sin aandelige Lov: den fritager fra al Frygt for Gud og Evighed, al Bekymring for Sjælen, al egenlig Dydskamp; den peger paa en Statsindretning, hvori Enhver er saa fri, som han er klog, og hvor der synes sørget for, at indskrænkede Hoveder og Folkemasser ei skal med Selvklogskab forstyrre den aandelige Syssel, og ei ved tøileløse Udsvævelser fortære den indvortes Kraft; Følger af den saakaldte philosophiske Oplysning, Tidens ►Krønike maae indskyde alle noget klarøiede Aander Rædsel for. Den vil ikke undertrykke eller afsjæle Noget, men kun indaande Alt sit styrende Princip, der skal kunne lydes frivillig af hver Aand der indseer ►Aanderigets Tarv, og burde lydes 82blindt af de Blinde, der ei have Forstand paa deres eget Bedste. Poesien indrømmes et grændseløst Spillerum, og anvises Prophetiens Værdighed, som Verdensaandens Ahnelse af sin Udvikling og af Saligheden som er i det Ideale. ►Historiens Beskuelse vinder høieste Grad af Interesse, selv med en overfladelig Kundskab om dens ►Optrin, thi Historien er det Objectives, Virkelighedens Epos, der med en gaadefuld Spaadom, den poetiskmythiske ►Alder i Spidsen, afbilder Aandens Bedrift og gradvise Udvikling til det Legemliges Herre, Aandens ►Forklaring. Physiken i vidtløftig Forstand, som Videnskaben om det Synlige i sin Legemlighed, synes vel at maatte tabe sin Betydning og Interesse, naar Legemligheden kun betragtes som et Fængsel, men det synes kun ►saa, thi da den har samme Virkelighed som Aandens Tilværelse i den, har det høi Interesse at beskue den i sin vældige og dog forgiæves Kamp mod den sig løsrivende Aand, der staaer som ►Laocoon omsnoet af Slanger, men seirende i ►Slægten skiøndt den ligesom undertvinges i den Enkelte, og Alt ordner sig til det store Verdensdrama, der sammensmelter med Historiens Epos. Vil Man ►endnu give Naturen en høiere og evig Betydning, da ►betragte Man den, som 👤Sch. ogsaa i Bogen om ►Philosophie og Religion, som en Ruin af en høiere Organisation, der engang i Aandens Frihed skal udløses af Endeligheds og ►Forkrænkeligheds Baand, Noget Man endog nødes til, ved at betragte 83Sporene af en herligere Verdens Skikkelse og ved at betænke at Legemligheden i sig selv intet Baand er, men kun Aandens straalende Klædebon, Skiønheden, Lyset selv, der kun i sin bundne Tilstand vorder et Baand, der løsere omslynger Himmelaanderne i deres lyse Boliger og store Kredsløb, fastere Aanderne paa den mørke Jord.

✂ Christendommen, som et guddommeligt Underværk af Spaadomspoesien i Livets Morgenrøde, synes nu først at vinde sin hele Betydning og himmelske Glands, thi den lidende Guddom der forsoner Synden ved sin Død, er jo det skiønneste og sandeste Billede paa Virkeligheden, denne Guds Eenbaarne der hengives af sin Fader i Endeligheden, for at være siden evig hos hans høire Haand. 👤Jesu Levnet paa Jorden i sin menneskelige Natur er ►Slægtens Forbillede, hans Mirakler, Kamp mod Djævelen, Død og Opstandelse, det mythiske Epos og Verdensdrama der udfolder sig giennem Tiden.

✂ Betragte vi Naturphilosophien saaledes, og saaledes staaer den for 👤Schelling og alle dem der ei eftersnakke ham i ►Taaget, da indsee vi lettelig, at Christendom og Moral aldrig har havt en farligere Fiende at see ►under Øinene, at det er intet Under om al Verden gaaer efter den, og virkelig Beviis paa Aandssløvhed at den i den nærværende Tid ei endnu har vundet flere Tilhængere, dog er disses Tal i 📌Tydskland ikke lidet, og voxer daglig hos os. Ja 84fristes vi ikke ►ordenlig til at spørge, om den ikke maaskee har fundet de Vises Steen, om det ⓘ ikkeikke] GV, kke A er blot Gienstridighed at modsætte sig den, naar Man seer den i sin Herlighed? Jeg har i ►Krønikens Gienmæle besvaret dette Spørgsmaal, ►som jeg mener, tydelig nok, og saameget Prof. 👤Ørsted end haaner min Tale, tager han sig vel ►vare for at røre mine Beviser, men da Talen imidlertid neppe har været tydelig nok for de i Tænkning mindre Øvede, vil jeg her stræbe at besvare Spørgsmaalet ret klart. Dog, først vil jeg sige, hvad Forandring i Systemet 👤Schelling har kundgjort i sin ►Afhandling om Friheden, og vil her kun foreløbig bemærke, at gives der en saadan Gienstridighed, som den ovenfor omtalte, da er Systemet allerede ved dens blotte Tilværelse rystet i sin Grundvold. Var det nemlig sandt at alt Aandeligt var godt og enigt med sig selv, da var et aandeligt Had til denne Lærdom utænkelig, thi det forudsatte en Splid i Aandens Verden. Med Aandens Befrielse fra det Legemliges Trældom maatte Indsigten ►holde lige Skridt, og Indsigt og ►Bifald være eet, da Indsigten er en umiddelbar Anskuelse, det Ideales Indtrædelse i det Reale. Kan Nogen som deler Naturphilosophiens ►Beskuelser nægte dem, erklære dem for Løgn, da maae der være Løgn til i Aandernes Verden, da maae der være Noget Sandheden erklærer uforenelig med sig i al Evighed, fordi det er dens Ophævelse, og altsaa er Naturphilosophien der paastaaer at al Løgn 85er endelig, er kun Endelighedens Protest mod sin Tilintetgiørelse, altsaa er den selv en stor Løgn. Heraf kan man imidlertid forklare sig hvi Prof. 👤Ørsted, saa ofte han end tillægger mig Snedighed og ond Hensigt, dog altid kommer tilbage til, at det egenlig er Dumhed, Mangel af Dømmekraft, og Forvirring, som driver mig.

✂ Hvad nu 👤Schellings ►Afhandling om den menneskelige Frihed o. s. v. (Philosophische Schriften 1ster Band) angaaer, da er der neppe om denne Gienstand skrevet en vigtigere Afhandling, siden 👤Luthers ►de servo arbitrio og ved første flygtige Øiekast paa Resultatet, skulde Man troe de to Mænd vare temmelig enige, ligesom ►og 👤Schelling anfører hin Afhandling som enig med sig deri, skiøndt ei i ►Udviklingen. Det Hele er udført med en Fiinhed og Klarhed og Dybde, som vilde ►hævde 👤Schelling Rang med Verdens største Tænkere, om han aldrig havde skrevet Mere end det Samme. Visse Folk, og imellem dem Prof. 👤Ørsted veed meget at fortælle om 👤Schs. Uenighed med sig selv og hans Lærdoms ►physiske Falskhed, men Sligt har jeg ikke mærket synderlig til, og det ►mærkes udentvivl kun af dem 👤Sch. saa bønlig anmoder om at lade hans System ►uroest og ►ulastet, en Bøn, han, om jeg ikke tager Feil, navnlig har stilet til Prof. 👤Ørsted. Mig synes derimod ►end som ⓘ førfør] GV, for A at 👤Sch. er conseqventere end nogen anden Philosoph, og saa conseqvent som det er muligt at være, naar Man gaaer ud fra en Grundløgn, og den 86aabenbare videre ►Uddannelse af samme System, bør ei kaldes en Inconseqvens, saameget mindre, som den er en nødvendig Følge af Systemets Aand, og det er en af dets sande Paastande, at intet Fornuftsystem maae udgive sig for fuldendt, thi saalænge Tilværelsen er endnu i Udvikling er dens fuldstændige Erkiendelse umulig for Menneskeaanden, der ret egenlig er deelagtig i Livets Udvikling.

✂ Tilværelsen er Guddommens Selvaabenbarelse og Udvikling til Personlighed efter et evigt Forbillede, det er Grundsætningen her, som overalt hos 👤Schelling, men det ►Eiendommelige ved denne Afhandling er Indrømmelsen af en virkelig Strid mellem Sandhed og Løgn i ►Aanderiget og Maaden hvorpaa dennes Ophav og Ophør bestemmes, saa det Onde vedbliver at være noget blot Endeligt. Han tænker sig nemlig to lige evige Begyndelser, to af hinanden uafhængige Villier, som alt Livs Kilde, i Guddommen selv. Den første Yttring af det guddommelige Liv er en Attraae efter at avle Gud og derved fremkommer en Forestilling, som, da Gud er sin egen eneste Gienstand, er ►Guds Billede, ►Ordet som i Begyndelsen var hos Gud, Gud født i Gud, Lyset i den guddommelige Natur, forenet med den i Guds Aand, der kiærlig omfatter Attraaen og Ordet, Lyset, og Mørket som Lysets Moder, der i sit Inderste giemmer den Straale der vakde Attraaen. At ►udhæve denne Straale ved at adskille de dunkle Kræfter, det er Lysets, Forstan87dens Øiemed, at værge den ►forborgne Straale er Naturens eller Mørkets ei klare Villie, men uvilkaarlige Attraae, og derved opstaaer Striden, ei i Guddommen, hvor Aanden er ►Enighedens uopløselige Baand, men i Tilværelsen som er Kræfternes Udvikling, Afsondring og Forening til en guddommelig Virkelighed og Personlighed. De afsondrede, men uudviklede Kræfter danne Legemet, og disse Kræfters ►Middelpunkt der udgaaer fra Naturens Indre, er som deres Foreningspunkt tillige deres levende Baand: Sjælen. Da nu imidlertid Naturen værger sig, nærmer Afsondringen sig kun gradviis dens Inderste, og dette, Centrumet med den ►forborgne Straale af Guddomsliv, Mørkets Princip, kommer iblandt de synlige Skabninger, kun hos Mennesket for Dagen. I Mennesket altsaa er hele Mørkets Magt med sin uafhængige Selvvillie tilstæde, men da den er ►forklaret i Lys, udvikler sig ►og just her Eenheden, i Mennesket har ►Gud elsket Verden, og ►i det Han: Lyset, straaler kiærlig ind i Mennesket, da fødes Aanden i ham, hvis Ord er Eenheden af Lys og Mørke, den til Aand ►forklarede Sjæl omfatter begge i Kierlighed, og det er Tilværelsens Maal. Men just fordi det er Maalet og den fuldendte Aabenbarelse, er det ikke naaet hos noget enkelt Menneske eller i noget Tidsrum, thi kun hele Tiden og hele ►Slægten løser Opgaven. Menneskesjælen i Forening med Lyset, bliver ►nødvendig Aand og som Aand svæver den fri over Lyset og Mørket, men den er kun fri for88saavidt den bliver i ⓘ CentretCentret] GV, Cenret A, forenet med den ►almindelig skabende Villie. Viger den nu fra Centret og tragter efter Frihed som naturlig Selvvillie, da opstaaer det Onde, som er en ►Forvendelse af den guddommelige Orden, sætter Grunden over Aarsagen, giør den Selvvillie gjældende mod Universalvillien, der underordnet kun skulde udgiøre dens Personlighed. Derved opløses nu det guddommelige Baand, som forener Kræfterne, og ►Tvedragtsaanden stræber at samle disse om sin Selvvillie som et nyt Centrum, hvilket paa en Maade er muligt, fordi det naturlige Baand ►end ►vedbliver, men derved fremkommer dog kun et falsk, løgnagtigt Liv; det Onde er da noget Positivt, nemlig den guddommelige ►Grundnaturs Villie, saaledes som den, udenfor Kiærlighedens Baand, virker i Centralskabningen og altsaa paa Jorden i Mennesket alene, og det ►er tilregneligt, fordi Mennesket lader Mørkets istedenfor Lysets, Løgnens istedenfor Sandhedens Villie handle i sig, thi denne Overgivelse er frivillig, skiøndt den falder paa hin Side Tiden. I Tiden er Mennesket ►nødvendig hvad han er, men i det han føler at han er det ei imod men med sin Villie erkiender han Bestemmelsen for sin egen fri Handling. Imidlertid maae det ikke glemmes at det Onde er nødvendigt til Guds Aabenbaring, thi da Gud som Aand er begge Principers uadskillelige Eenhed, og denne Eenhed kun i den menneskelige Aand er virkelig, saa blev der ingen Aabenbaring af hvis 89Principierne vare ligesaa ►eendrægtige i Mennesket som i det guddommelige Forbillede; al Aabenbaring skeer ved Modsætning, Kiærlighed aabenbarer sig i Had, Eenhed i Strid; var der ingen ►Skilsmisse, da kunde Eenheden ikke ►tee sin Almagt, var der ingen ►Tvedragt, kunde Kiærligheden ei blive virkelig.

✂ Betragte vi nu Naturen og Historien, da aabenbarer Kampen og Udviklingen sig i begge, saa de ere hinandens Billede og Fuldkommelse. Det Tilfældige i Formerne især hos de organiske Legemer, viser at de ei ere Fostre af en ⓘ geometriskgeometrisk] Rettelsesliste, germetrisk A Nødvendighed, men at der har været Frihed og Selvvillie tilstæde, og overalt kan den Drift til at ►bevare sig i en bestemt Tilværelse ei tænkes nedlagt i Skabningen, men maae have været det Skabende selv. Man erkiender ogsaa i Naturen ►Forbilleder af det Onde, baade i det der, som Slangen, selv uden Hensyn til Fare ►indskyder Afskye, og i Kampen mod de organiske Legemer, hvis Opløsning slet ikke kan ansees som en oprindelig Nødvendighed, og en Skabning som ved egen Kraft kunde afhjelpe Brøsten i sig, synes ►beskikket til ►et perpetuum mobile. Imidlertid er det dog kun den første Fødsel, nemlig Lysets, og den derved vakde Kamp Naturen aabenbarer, og først hvor dens Maal var opnaaet kunde det Onde i den selv komme tilsyne. Det er ►rimeligt, at ►Naturgrunden længe prøvede paa en Skabelse ved egne Kræfter hvorpaa maaskee Sporene af undergangne Dyreslæg90ter henpege, men at disse Skabelser stedse sank tilbage i Chaos, indtil Lyset fødtes, at derpaa under Afsondringen en ny og stærkere Selvvillie viiste sig, der satte Fiendskab mellem Lys og Mørke og blev Grund til Aandens Fødsel. Ligesom nu Naturens Liv begynder med Lyset, saaledes begynder Historien med Aanden. Historiens Fuldendelse er, ligesom Naturens, Mennesket, men det ►idealske, guddommelige Menneske, som ►var i Begyndelsen hos Gud, og i hvem alt er skabt; thi Mennesket er Aandens Ord, og dette Ord maatte aabenbare sig menneskelig og personlig, fordi ►Selvheden i det Onde, som Mørkets høiere Princip, bemægtigede sig Lyset. Hvad vi giætte om Lyset i Naturen, det veed vi om Kiærlighedens Aand i Historien, den aabenbarede sig ei strax, thi Gud som saae at Mørkets ►Rørelse uafhængig af Ham som Aand, var den nødvendige Grund for Hans virkelige Tilværelse, lod den have Fremgang, eller Han bevægede sig selv kun efter sin Natur, ikke efter sit Hjerte eller sin Kiærlighed. Derfor begynder Historien med enkelte Gudegestalter i en ►gylden Alder, da der hverken var Godt eller Ondt, thi Naturen virkede uden Modstand og kun i Striden bliver dens Selvvillie ond. Derpaa følger ►Heltetiden da Naturen i vældige Guder og Heroer aabenbarede sin Almagt, da kom al Viisdom og Forstand fra Afgrunden, ►Orakelsprog fra Dybet styrede Livet og gav det sin Skikkelse, alle ►Grundnaturens guddommelige Kræfter herskede paa 91Jorden og sad som mægtige Fyrster paa sikkre Throner. Naturen aabenbarede hele sin Herlighed i Gudernes synlige Skjønhed, i Konstens og Kløgtens sammensmeltende Glands, men endelig optraadte Mørkets Princip som Verdenserobrer, og stræbde at grundfæste et varigt Verdensrige, og da dog ►Grundnaturens Væsen aldrig ene kan avle den sande og fuldkomne Eenhed, saa fulgde nu en Tid, da al denne Herlighed forgik, den gamle Verdens skiønne Legeme blev ligesom hentæret af en dødelig Sygdom og Alt blev atter et Chaos. Dog, ►end før det fulde Forfald, antage de raadende Magter onde Aanders Natur, ligesom de samme Kræfter der under ⓘ SundhedenSundheden] Rettelsesliste, Sandheden A ere Livets velgiørende Vogtere, vorde af ondartet og giftig Natur, naar Opløsningen nærmer sig, Troen paa Guderne forsvinder og en løgnagtig Trolddom med ►Besværinger og ►Tryllemanelser stræber at tilbagekalde det Flygtende og formilde de onde Aander. Stedse tydeligere yttrer sig Mørkets tiltrækkende Kraft, det ahner Lysets Komme, og sætter alle sine Kræfter i Virksomhed for at møde det i Kamp, thi først ved det Godes bestemte Fremtrædelse, fremtræder det Onde aldeles bestemt som Ondt, ligesom igien det Øieblik, da Jorden andengang ►vorder øde og tom, vorder Øieblikket for det høiere Aandelyses Fødsel, ►der var i Verden fra Begyndelsen men ►ubegrebet af Mørket, som virkede for sig selv, og det aabenbares for at modstaae det aandelige og personlige Onde, i personlig, menneske92lig Skikkelse, og som Midler for at sætte Skabningen paa Ny i sit rette og høieste Forhold til Gud, Gud maae blive Menneske for at Mennesket kan komme tilbage til Gud. Først da, naar ►Naturgrundens Forhold til Gud er fornyet, er Helbredelsen eller Frelsen mulig, og den begynder med et Seerblik der tilfalder enkelte Mennesker, som udvalgde Redskaber, med en Mirakeltid i hvilken guddommelige Kræfter virke mod de dæmoniske. Derpaa følger en ►Crisis i ►turba gentium (Folkevandringen) som oversvømme den gamle Verden ligesom ►Vandene, der i Begyndelsen skjulte Urtidens Skabelser for at giøre en anden Skabelse mulig, ►en ny ►Skilsmisse mellem Folk og Tungemaal, et nyt Rige, i hvilket det levende Ord indtræder som et fast og bestandigt Centrum i Kamp mod Chaos, og lige til denne Tids Ende føres mellem Godt og Ondt en erklæret Krig, i hvilken Gud netop aabenbarer sig som Aand, ►det er som ►actu virkelig.

✂ Nu bliver kun det Spørgsmaal tilbage: ender det Onde nogensinde og hvorledes? Har overalt Skabningen et Øiemed, og hvis ►saa er, hvi opnaaes det ikke umiddelbar, hvorfor er det Fuldkomne ikke ►af Begyndelsen? Derpaa er kun at svare: fordi Gud er et Liv og ei blot en ►Værelse, og ethvert Liv har en Skiebne, er Lidelse og Udvikling undergivet, det Samme har Gud frivillig underkastet sig allerede dengang, da Han, for at vorde personlig, skabde Lysets og 93Mørkets Verdner. ►Værelsen kommer først som vordende til at ►føle sig, i ►Værelsen er ►vist nok ingen Vorden, ►meget mere er samme selv under denne evig, men i Overgangen til Virkelighed formedelst en Modsætning, der er en Vorden nødvendig. Uden Begrebet om en menneskelig lidende Gud, som er fælleds for alle Oldtidens Mysterier og aandelige Religioner er den hele Historie uforklarlig, ja ►Skriften selv adskiller visse Tidsrum i Aabenbarelsen, og henpeger paa en fjern Fremtid, da ►Gud skal være alle Ting i Alle, det er da han har naaet sin fuldkomne Virkelighed. Skabningens første Tidsrum er som vi saae, Lysets Fødsel, og Lyset eller det ideale Princip er, som en evig Modsætning til Mørkets Princip, det skabende Ord, der udløser det i Mørket skjulte Liv af sin ►Uværelse, hæver det fra ►Potents (blot Evne) til ►Actus (Yttring og ⓘ ►Rørelse).Rørelse).] GV, Rørelse) A Over Ordet opgaaer Aanden og Aanden er det første Væsen som forener Mørkets og Lysets Verden, ved at underordne sig dem til Frembringelse af Virkelighed og Personlighed; men denne Eenhed sætter Mørket sig imod og strider for den oprindelige Dobbelthed, hvorved dog kun Anstrængelsen forhøies til at fremføre den endelige ►Skilsmisse mellem Godt og Ondt, Mørkets Villie maae beholde sin Frihed indtil Alt er opfyldt, alt blevet virkeligt, thi undertvunges den før, da blev det Gode i Skjulet tilligemed det Onde, men det Gode skal ►udhæves af Mørket til ►Rørlighed for ►uforkrænke94lig► at leve med Gud, og det Onde skal skilles fra det Gode for evig at udstødes i ►Uværelse. Dette er Skabelsens Øiemed, at det, der ikke kunde være selvstændigt, nu vorder selvstændigt derved at det ►udhæves til Tilværelse af Mørket som en af Gud uafhængig Grund, derfor er Fødsel og Død nødvendig, Ideerne, som vare i Gud ⓘ udenuden] GV, nden A selvstændigt Liv, hengiver han ►i ►Selvhed og Død, for at de, derfra kaldte til Live, atter kan være i ham med en uafhængig Tilværelse. Mørket frembringer altsaa i sin Frihed ►Skilsmissen og Dommen, og derved Guds fuldkomne Levendegiørelse. Naar det Onde nu er aldeles skilt fra det Gode, har det, som Ondt, ei længer nogen ►Værelse, thi det kunde blot virke ved det misbrugte Gode, som det ubevidst havde i sig. Det nød i sit Liv Naturens udvortes Kræfter med hvilke det prøvede paa at skabe, og havde saaledes middelbar Deelagtighed i Guds Godhed, men i Døden skilles det fra alt Godt og bliver kun tilbage som Begiærlighed, som en evig Hunger og Tørst efter Virkelighed, men uden at kunne træde ud af Potentialiteten. Den Tilstand er da en ►Dødelse, en Tilstand hvori Virksomheden eller det der stræber efter Virksomhed stedse fortæres. Til at frembringe al mulig Fuldkommenhed behøves da slet ikke en Forvandling af Ondt til Godt, thi det Onde er kun Ondt forsaavidt det overskrider Potentialiteten og bragt tilbage til ►Uværelse eller ►ⓘ PotenztilstandPotenztilstand] GV, Patenztilstand A, er det 95kun, hvad det altid skulde være: Basis, Underlag, og som saadant ei længere i Strid med Guds Hellighed eller Kiærlighed. Aabenbarelsens ►Ende er altsaa det Ondes Udstødelse fra det Gode hvorved det erklæres for et Intet. Derimod bliver det fra den mørke Grund opløftede Gode forbundet med det oprindelig Gode i evig Eenhed, det som bragtes fra Mørket til Lyset, slutter sig til det ideale Princip som Lemmer paa dets Legeme, i hvilket det har naaet sin fuldkomne Virkelighed, og er nu et aldeles personligt Væsen. Saalænge den oprindelige Dobbelthed varede, herskede det skabende Ord i ►Naturgrunden, og denne Skabelsetid varer til Tidens Ende; men naar Dobbeltheden er ved ►Skilsmissen ophævet, da lægger Ordet eller det ideale Princip sig og det med samme forenede Reale, under Aanden, og som den guddommelige Bevidsthed lever denne i begge Principer. Saaledes siger ►Skriften om 👤Christus: ►han skal herske, indtil han har lagt alle sine Fiender under sine Fødder, og den sidste Fiende, som tilintetgiøres er Døden, men naar Alt er ham underlagt, da skal ►og Sønnen selv vorde Ham underlagt Som underlagde ham alle Ting, saa Gud maae være Alt i Alt; thi Aanden er endnu ei det Høieste, men kun Kiærlighedens Aand eller Aande, ►Kiærligheden er det Høieste. Den er det, som var, førend Grunden og det Existerende vare som adskilte, men var da ikke endnu som Kiærlighed, men – hvorledes skal vi betegne den? 96Her staae vi endelig paa Undersøgelsens høieste Punkt. ►Alt længe hørde vi det Spørgsmaal: hvortil nytter dog hin første Forskiel, mellem Væsenet, forsaavidt det er Grundvold og forsaavidt det existerer, enten gives der jo ingen fælleds ►Middelpunkt for begge, og da maae vi ►erklære os for den absolute Dualisme, eller der gives en saadan, og da falde jo begge til Slutningen atter sammen. Vi have da eet Væsen for alle Modsætninger, en absolut Identitet af Lys og Mørke, Godt og Ondt og alle de deraf følgende Urimeligheder, hvori ethvert Fornuftsystem indvikles, og som ►alt længst ogsaa ere lagde dette System til Last.

✂ Hvad vi i første Henseende antage, have vi allerede erklæret. Der maae ►foran al Grund og ►foran alt Existerende, altsaa overhovedet ►foran al Dualitet være et Væsen, som vi ei kan give andet Navn end Urgrunden, eller rettere ►Ugrunden. Da det gaaer ►foran alle Modsætninger, saa kan disse ei deri være adskillelige, ja ei være tilstæde, det kan derfor ei kaldes begges Identitet, men deres absolute ►Indifferens. De Fleste, naar de komme saavidt i Betragtningen, at de maae erkiende Forsvindelsen af alle Modsætninger, glemme at disse nu virkelig ere forsvundne, og tillægge igien ►Indifferensen dem som saadanne, uagtet den dog kun ►opgik for dem ved Modsætningernes fulde Ophævelse. ►Indifferensen er ikke et Produkt af Modsætningerne, ei heller indeholdes de ►ⓘ impliciteimplicite] GV, implicirte A i den, den er et 97eget, fra al Modsætning forskielligt Væsen, hvorpaa alle Modsætninger bryde sig, den er ikke andet end netop deres ►Uværelse, og har derfor intet Prædicat ►uden netop ►Prædikatsavn, men er derfor ikke et Intet eller et Uvæsen. Altsaa, enten indrømme de den al Grund foregaaende ►Ugrund virkelig ►ⓘ IndifferensIndifferens] GV, Indiffirens A, og har da hverken Godt eller Ondt, kan hverken tillægge den det Ene eller det Andet eller begge Dele, eller de sætte Godt og Ondt i den, da sætte de ►med det Samme Dualiteten, og have ei længere med ►Ugrunden eller ►Indifferensen at skaffe. Til videre Oplysning tjene Følgende: Realt og Idealt, Mørke og Lys, eller ►hvordan vi saa vil kalde de to Principer, kan aldrig tillægges ►Ugrunden som Modsætninger, men det hindrer ikke, at de ►jo, udenfor Modsætningen, hver for sig kan udsiges om den, men ►med det Samme sætter Man Dualiteten; var den ⓘ IdentitetenIdentiteten] GV, Identiteteu A af Begge, da maatte den være begge tillige, begge maatte som Modsætninger udsiges om den og vare derved selv igien Eet. Umiddelbar af Hverken–Eller, som er ►Indifferensen, udspringer da Dobbeltheden, der er noget ganske andet end Modsætning, om vi end hidindtil, før vi naaede denne Punkt i Undersøgelsen, skulde have brugt de Ord som ►eenstydige. Uden en ►Ugrund eller ►Indifferens gaves der da ingen Tohed i Principerne, og istedenfor at den, som Man har 98meent, skulde ophæve Forskiellen igien, sætter og stadfæster den derimod samme.

✂ Efter denne dialektiske Afgjørelse kan vi da udtrykke os aldeles bestemt saaledes: Saavel Grundvoldens, som det Existerendes Væsen kan kun være det der gaaer forud for al Grund, altsaa det Absolute, blot som Saadant, ►Ugrunden; men deres Væsen kan den kun være i det den adskiller sig i to lige evige Begyndelser, ikke saaledes at den er begge ►tillige, men at den er ►ligerviis i den ene som i den anden, det Hele eller et eget Væsen i hver. ►Ugrunden deler sig i de to lige evige Begyndelser, kun for at de to, der i den, som ►Ugrund ei kan være sammen eller Eet, maae vorde Eet ved Kiærlighed, den deler sig kun, for at Liv og Kiærlighed og personlig Existents skal ►være. Kiærlighed er hverken i ►Indifferensen, ei heller i en Forbindelse mellem Modsætninger, som behøve Forbindelsen til ►Værelse, men det er Kiærlighedens Hemmelighed, at den forbinder Saadanne, som kunde være hver for sig, og er dog ikke, kan ei heller være uden hinanden. Ligesom da Dualiteten udspringer af ►Ugrunden, saaledes ►og Kiærligheden, som forbinder det Existerende med Existensens Grundvold, men Grundvolden bliver fri og uafhængig af Ordet indtil den fuldkomne endelige ►Skilsmisse. Først da opløser den sig, ligesom den oprindelige Følelse opløser sig i Mennesket, naar han gaaer over til Klarhed og grundfæster sig som et blivende Væsen, alt Sandt 99og Godt i den hæver sig til klar Bevidsthed, alt Andet derimod, det Falske og Urene indsluttes i det evige Mørke, for at blive tilbage, som Personlighedens evig dunkle Grundvold, som Livsprocessens ►caput mortuum, og som en ►ⓘ PotentsPotents] GV, Patents A, der aldrig kan bryde frem til ⓘ Virksomhed.Virksomhed.] GV, Virksomhed, A Da vorder Alt Aanden underlagt, i Aanden er det Existerende Eet med Existensens ⓘ Grundvold,Grundvold,] GV, Grundvold. A i den ere de begge virkelig sammen, eller, den er begges absolute Identitet. Men over Aanden staaer den oprindelige ►Ugrund, der nu ikke længere er ►Indifferens, Ligegyldighed, og dog ei heller begge Principers Identitet, men den almindelige Eenhed, eens mod Alt, af Intet grebet, den ubundne og dog Alt gjennemtrængende Velvillie, med eet Ord, Kiærligheden, ►som er Alt i Alt.

✂ Dette er Indholdet af ►fornævnte Afhandling mest med Forfatterens egne Ord, og nu er Spørgsmaalet, hvad vi skal dømme om denne Viisdom? Det er klart, at efter den har Gud ingen Personlighed ►uden i Menneskeslægten, at efter den er Intet ondt i sit Princip, men kun i et vist Tidsrum, i en bestemt Virksomhed, at denne Virksomhed er nødvendig for at udvikle det guddommelige Liv, og at der altsaa ingen Strafværdighed kan finde Stæd, ►uden forsaavidt den aandelige Stat paa Jorden har Ret til at stride mod Alt hvad der vil ►forstyrre dens Værk og hindre dens Udvikling. Døden ender al Strid, 100og paa hin Side Graven er ingen Ansvarlighed, intet Regnskab.

✂ Ere vi Christne, ja have vi Troe paa en evig fuldkommen Gud og Hans Lov i vort Hjerte, da forlange vi intet videre Beviis for hint Systems Løgnagtighed, men kan der gives et saadant, da bør det ogsaa, ei ⓘ alenealene] GV, aleue A fordi det er ►pinligt, naar Hoved og Hjerte ligge i Strid, men ogsaa fordi et System der ►trodser paa sin Fornuftmæssighed og Klarhed, som er forsvaret med de spidsfindigste Vaaben, som synes at forklare den hele Tilværelse, og smigrer paa eengang den menneskelige Hovmod og syndige Sikkerhed, fordi et saadant System, om ellers noget, er skikket til at henrive og forføre ►de Ubekræftede, især de bedre Hoveder blandt den studerende Ungdom, ja fordi det, ved at snoe sig om Christendommen, truer med at forvandle denne til sit mythiske Klædebon, og da i Skikkelse af en ►Lysets Engel, forføre og fordærve Folket.

✂ Naar Man nu paastaaer at hele Bygningen synker i Grus ved et eneste Aandepust af Sandheden, ved den uimodsigelige Vished, at Sandhed og Løgn ere uforligelige Fiender, da klinger det underligt i de Flestes Øren, og det synes dem utroligt, at saa stor en Tænker kunde ►bygge sit Huus paa saa løs Grundvold, skulde kunne oversee en Sandhed, der hører til de alleralmindeligste. Derpaa er det ogsaa Prof. 👤Ørsted stoler, naar han, istedenfor at gjendrive mit 101Beviis taler haanlig om det som Beviis paa min Uforstand, og spørger om Nogen kan være saa gal paa mit Ord at troe at de fleste Boglærde nægte ►Modsigelsens Grundsætning, hvilket jeg da rigtig nok aldrig har sagt. Imidlertid, utroligt eller ikke, det kan jeg fordre af Enhver, der vil have nogen Mening i denne Sag, at han skal lukke sit Øie op og see, om jeg beviser hvad jeg siger uigiendrivelig, thi gjør jeg det, da gives jo Troen i Hænderne, og Sandheden omstyrtes jo dog ikke, fordi det er ⓘ forunderligtforunderligt] GV, sorunderligt A at 👤Schelling har gaaet den forbi, dens Skyld var det ►vist ikke, jeg vil lade det uafgjort, enten han trodsede eller glemde den, men det Sidste ønsker og hardtad haaber jeg.

✂ Jeg troer at en Bemærkning om Modsætningernes ►Adskillighed vil bedst vise, hvorledes det er muligt, at et saa løgnagtigt System kan vinde Skin af Sandhed, og tillige, hvorledes det ved et eneste Stød maae falde. Der er nemlig, ⓘ somsom] GV, soɯ A Man veed mange og mangehaande Modsætninger til, som derfor ikke ere Modsigelser, eller ere det i al Fald kun under visse Betingelser, saasom Idealt og Realt, Arbeide og Hvile, Nødvendighed og Frihed. Saa modsatte disse Ting nu synes og i endelige Forholde paa en Maade ere, saa indsees dog let, at de ei i sig selv ere uforenelige, thi de nægte ikke hinanden og de baade kan og maae tænkes forenede i det fuldkomne Væsen, i Gud, ja ere selv i 102Mennesket forenede, skiønt ufuldkomment, og sammensmelte mere og mere, jo nærmere Mennesket kommer sin Bestemmelse. Der er derimod andre Modsætninger, som ere ligefremme Modsigelser som nægte og ophæve hinanden, saasom: Lys og Mørke, Godt og Ondt, Sandhed og Løgn, men skiønt vi alle føle Forskiellen, erkiendes den dog ei saa let af Alle, og naar Man nu seer, hvorledes mange Modsætninger, paa hvis Grundeenhed vi ei før tænkde, forsvinde ved nøiere Eftertanke, da fristes vi til at glemme Forskiellen, og naar da en Philosoph kløgtig veed at sammenblande Begreberne, staae vi Fare for at forvirres i Tankerne, om end Hjertet holder fast ved ►Skilsmissen. Dette skeer saameget lettere, som hine Modsigelser, lige visse og bestemte, dog ingenlunde ere lige klare for Forstanden, og kan nu en eller to af dem tænkes ophævede, da glemme vi let at lægge Vægt paa den tredie. Betragte vi nu hine Modsigelser, da vil vi finde at de i Grunden kun ere een og den samme i tre ►adskillige Skikkelser, der svare til den Treenighed der er Livets Væsen, og ►klarlig afbildes i vort eget Inderste som Indbildningskraft, Følelse og Forstand, og det forundrer os da ei længere, at de to ei ere for Forstanden saa klare, som den tredie, der er umiddelbar for den. Modsætningen mellem Lys og Mørke er saaledes uophævelig for Indbildningskraften, vi kan ingen Forestilling gjøre os om ►103et ⓘ SamfundSamfund] GV, Samfnnd A► mellem Lys og Mørke, men utænkeligt er det derimod ikke, Man kan, som 👤Schelling, gierne tænke sig Mørket, som Lysets Baand, hvoraf det udvikler sig, det daglige Syn af Lysets Frembrud kan giøre os fortrolige med Tanken og noget Sandt, der tildels ligger heri kan misbruges til at stadfæste den. Modsætningen mellem Godt og Ondt er uophævelig for ⓘ FølelsenFølelsen] GV, Følelseu A, det er en Umulighed i Hjertet at fornægte Modsigelsen, da den netop kundgiør sig ved ►stridige Indtryk, forvexle, men aldrig sammenblande kan vi de Følelser, der ophæve hinanden. Derimod kan vi gjerne tænke os et Grundslægtskab mellem disse ►stridige Følelser, som de vel i den endelige Tilværelse synes at fornægte, men netop ved Striden hjelpe til at realisere, og Indbildningskraften er saare villig til at betragte Striden i den indvortes som i den udvortes Natur, som et Spil af Kræfterne, hvori de ►udgiære og stunde til venlig Hvile ved Enden. Men nu Modsætningen mellem Sandhed og Løgn, den er uophævelig for Forstanden, og dømmer de ⓘ andreandre] GV, audre A, ►Samfund mellem Sandhed og Løgn er utænkeligt. Indbildningskraften arbeider ofte paa at sammenblande dem, Hjertet kan elske Blandingen, men Forstanden kan ►vel forvexle dem, ⓘ menmen] GV, meu A aldrig tænke dem som Eet, thi dermed fornægtede den sig selv, ja fornægtede selv denne Tanke og erklærede sig derved selv for en Løgner.

✂ 104Dog, jeg vil prøve ret klart at ►udvikle denne simple men vigtige Sandhed. At der i Verden er Noget til, at vi selv ere til, det er unægteligt, thi ved at nægte det, bekræfte vi det, thi vi kan ikke nægte det, uden at yttre Tilværelse. Naar nu imidlertid denne Tilværelse, eller hvad der er saa vist som den, nægtes, da lyves der, og vi indsee let at imellem Sandheden som bejaer Tilværelsen og Løgnen som benægter den, er ►intet Samfund muligt, intet Forlig tænkeligt, thi saalænge det er sandt at vi ere til, da kan det ei i samme Forstand være sandt at vi ikke ere til. Nu er kun Spørgsmaalet, om denne Modsigelse er endelig, om ⓘ denden] GV, deu A er et blot Tidsbegreb? Vil nu Nogen paastaae dette, da paastaaer han ►med det Samme, at der er intet Evigt, thi er der noget Evigt, da er Nægtelsen af dets ►Værelse ogsaa evig uforligelig med dens Bejaelse. At der nu er noget Evigt det er unægteligt, thi Nægtelsen ophæver sig selv. Var det sandt, at der var intet Evigt, da maatte denne Paastand selv være evig, og en evig Sandhed, men aabenbarer sig just derved som en evig Løgn, da den jo nægtede al Evighed, og maae da selv ved sin Nægtelse bekræfte at der er en evig Sandhed, som den nægter. Med andre Ord: Begrebet Evighed forudsætter en evig ►Værelse, thi ellers var Evighed et tomt Begreb, en Nægtelse uden noget Nægteligt, ►som er utænkelig. Er dette imidlertid ei Alle klart paa denne Punkt, saa er det dog klart, at ⓘ ►Grundværel105sen►Grundværelsen] Rettelsesliste, Grundvolden A ei kan udspringe eller udvikle sig af ►Uværelse, da ►Uværelse jo kun er ►Værelsens Nægtelse og forudsætter denne, at Sandhed ei kan udvikle sig af Løgnen som sin Grund, da Løgnen kun er Sandhedens Fornægtelse og forudsætter Sandheden, at de ei heller kan være to indbyrdes uafhængige Principer, som udspringe af en ►Grundværelse, deels fordi Løgnen er aldeles afhængig af Sandheden, og dels fordi ►Grundværelsen ei kan baade bejae og benægte sig selv, thi i det den benægtede sig selv, paastod den sin Ophævelse og kundgjorde dog derved en Tilværelse, der forudsatte en anden ►Grundværelse, som den nægtede. Sandhed er nemlig i sin Grund en ►Værelses Selvbejaelse og Løgnen er Modsigelsen, Sandhedens Nægtelse. Betragte vi nu de to andre Modsigelser, Lys og Mørke, Godt og Ondt, da indsee vi let at de have deres Grund i Modsætningen mellem Sandhed og Løgn, thi Lyset og Mørket ere kun Sandhedens og Løgnens Billeder, det Gode og Onde er Sandheden og Løgnen i indbyrdes Kamp. Hvo som nu siger at ►Grundværelsen er ►ligegyldig, indifferent mod de høieste Modsætninger, er hverken Sandhed eller Løgn, han lyver, thi enten maae ►Grundværelsen bejae sig selv og være Sandhed, eller den maatte fornægte sig selv og være Løgn, hvilket er umuligt da Løgnen ingen ►Værelse har ►uden som Sandhedens Nægtelse. Hvo som siger, at det som er ►foran alle Modsætninger, er blot idealt; en blot Mulighed, han lyver, thi ►Værelse maae være vir106kelig, og ►Grundværelsen maae være Alts virkelige Grund, ellers er den hverken ►Værelse eller Grund, men kun Løgn og forudsætter Sandheden som Bejaelse af en sand ►Værelse, den evige Mulighed kan ikke gaae ►foran den evige Virkelighed, thi Muligheden, det Ideale, er Virkelighedens, det Reales Idee og ►Lysbillede, Muligheden, som det Første, skulde paa eengang være et ►Forbillede ⓘ afaf] GV, as A Alt og et Billede af Intet, selv ►Uværelse og al ►Værelses Grund, Sandhed og Løgn ►tillige. Det er altsaa haandgribelig Løgn, hvad ⓘ 👤SchellingSchelling] GV, Schelliug A siger om ►Indifferensen og det Ideale som det Første, det er Løgn hvad han siger ⓘ omom] GV, oɯ A Lysets Fødsel af Mørket og begges Identitet i Aanden, det er Løgn hvad han sagde om det oprindelig Reales ►Affald fra det Ideale, thi det ►var at sige: ►Grundværelsen ►affaldt fra sin Mulighed, fra Sandheden, ved at bejae sin uafhængige ►Værelse, ved at avle Sandheden, det er Løgn alt hvad han sagde og siger om Tilværelsen, som Betingelse for Guddommens virkelige Liv, som Dens Udvikling til Personlighed. Løgn er det Alt, fordi Løgn og Sandhed kan ►intet Samfund have, fordi Løgn kan ikke være det Første, fordi Sandhed ei heller kan være det Første, uden at forudsætte en ►Værelse, hvis Billede, hvis Bejaelse, hvis Ord den er, fordi den sande Kiærlighed ei kan elske Andet end Sandhed, fordi Kiærlighed ei kan vorde, da den er af sig selv, er ►Grundværelsen som bærer og avler al 107Sandhed, er uforanderlig som Eenheden af den evige Hvile og Virken, fordi Kiærlighed ei kan aande, før den ►er som Kiærlighed, fordi ►Værelse gaaer ►foran Virken.

✂ Men, ere nu hermed alle 👤Schellings Bemærkninger om Livets Vilkaar og Øiemed, der synes saa fast knyttede til Natur og Historie, ja for en Deel til ►Skriften selv, ere de nu ►afbeviste? Nei, ingenlunde, meget Sandt ►lærde han at erkiende, i det han ►beskuede Livet i sig selv og udenfor sig, og ►mærkede paa ►Bibelens ►høie Udsagn. Til denne, som Livets ►Forklaring og Guddommens Aabenbaring vil vi da tye, for ved Herrens Lys at ►adskille Avnerne fra Kornet, Løgnen fra Sandheden, for at see, hvad det er 👤Schelling har fordreiet og ►forsat, for at undgaae den almægtige, personlige Gud, Ydmygelse, ret Selvfornægtelse og Frygten for Løgnens evige Straf.

✂ ►Gud er Kiærlighed, det er ►Skriftens ►høie Lærdom, som Saadan er Han af Sig Selv og ved Sig Selv, evig uforanderlig i det utilgiængelige Lys, ►Grundværelsen, ►foran og over hvilken Intet kan virkelig være, ►Faderen, af Hvem alle Ting ere. Men lige evig med Ham er Sønnen, ►Faderens guddommelige Billede og Selvbejaelse, Lyset, Ordet og Sandheden, og formedelst og til Hvem alle Ting ere, som skrevet staaer: ►i Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Gud var Ordet, formedelst ham er Alt ►blevet og Livet 108var i ⓘ HamHam] GV, Ham. A (Joh. 1.)► og ►vi have kun een Gud, Faderen, af Hvem alle Ting ere og vi til ⓘ HamHam] GV, Haɯ A, og een Herre, 👤Jesus Christus, formedelst Hvem alle Ting ere og vi formedelst Ham. (1. Cor. 8) ⓘ JaJa] GV, ja A, som 👤Jesus Selv siger ►(Joh. 14) Faderen er større end jeg og ►(Joh. 5.) Sønnen kan slet Intet gjøre af sig selv, men kun hvad han seer Faderen gjøre, ►ligesom Faderen har Livet i sig Selv, saaledes har Han ►og givet Sønnen at have Livet i sig selv. Faderens evige ►Indbildning og ►Selvbeskuelse er Hans Aand, den Hellig Aand, Som forener Faderen og Sønnen, som skrevet staaer ►(2 Cor. 13) Vor Herres 👤Jesu Christi Naade, Guds Kiærlighed og den Hellig Aands ►Samfund. Dette Forhold udtrykkes ved Sønnens Fødsel og den Hellig Aands ►Udgang, det udtrykde ogsaa vor Kirke i ►sin almindelige Bønslutning saaledes: Sønnen som lever og regierer med Faderen i den Hellig Aands ►Enighed. Saalangt er da Christendommen fra at lære to eller tre Guder eller Uafhængigheder, som er en Modsigelse, thi Forholdet mellem Flere kræver enten Underordning, eller Afhængighed af en Høiere, og skiøndt 👤Sch. ei stedse har iagttaget Dette, har han dog klart indseet Nødvendigheden af en Treenighed i det Absolutes Idee, hvilken han udtrykker fuldstændig, men bagvendt, som det Ideale, Formen og det Reale. At denne Følge er umulig have vi beviist, men vende vi den om da have vi den christelige Lærdom, og Forskiellen imellem 109at være af sig selv, (uafhængig) og i sig selv, (frie og selvstændig) har han ligeledes indseet. At der nu fra dette evige Liv ingen Overgang er til det Endelige, men at det kun kan fremkomme ved et Spring, ved et Fald, det har 👤Schelling klart beviist, men ►rasende er det at antage Faldet i Guddommen selv. Galenskabet blev 👤Sch. enstund ►forborgent, fordi han satte det Ideale først, thi at ⓘ SandhedenSandheden] GV, Sandhedeu A ei kunde falde det er vist, men i Øvrigt forklarer 👤Sch. Faldet paa den eneste mulige og derfor nødvendige Maade, ved at sige, at det Faldne faldt, fordi det vilde være selvstændigt udenfor ►Samfundet med Gud være uafhængigt, og maatte derfor tabe sin Selvstændighed som det kun havde i Gud, og saaledes beskriver han ►klarlig Løgnens Fødsel. At nu Sønnen ei kunde falde det er klart, thi forsaavidt ►Han er af Faderen, og kun i sig selv, saavidt han er i Ham, synes Faldet muligt, men da ►han er Faderens sande guddommelige Billede, ►Sandheden Selv, maatte han, naar han beskuede og opfattede sig i sin Selvstændighed, netop skue og fatte sig som Sandheden, som Faderens Ord, og kunde ligesaalidt falde som Faderen selv, da ⓘ HanHan] GV, Hau A er Faderens Selv. Derimod er det ogsaa klart, at hver levende Idee, hver Aand, som var skabt i og ved Sønnen kunde falde, thi de maatte have Kraft til at opfatte sig i deres Selvstændighed og det var muligt at de kunde anmasse sig denne udenfor Sønnen, og faldt da, fordi de kun hav110de ►Samfund med Faderen igjennem Sønnen. At Alt maatte være skabt i Sønnen, i Guds levende Billede, det erkiender 👤Schelling og der staaer skrevet ►(Coll. 1.) Han (Sønnen) er den usynlige Guds Billede og al Skabningens Førstefødsel (►πρωτοτοκος) thi i Ham ere alle Ting skabte, de himmelske og jordiske, de synlige og usynlige, være sig Throner eller Herredømmer, eller Fyrstendømmer eller Magter, alle ere de skabte formedelst ham og til ham, han er ►foran alle Ting, og alle have de ►Samhold i Ham ►(ⓘ εν αυτωεν αυτω] GV, εναυτιω A ⓘ συνεστηκε).συνεστηκε).] GV, συνεστηκε) A At nu Faldet ►og er skeet paa anførte Maade ►vidner 👤Jesus udtrykkelig ►(Joh 8.) hvor han siger om Djævelen, han blev ikke staaende i Sandheden, thi Sandheden er ikke i ham, naar han taler Løgn da taler han af sit Eget, thi han er Løgneren og dens (Løgnens) Fader. Mere udtrykkelig kan det ikke siges, thi ►at Sønnen er Sandheden har 👤Jesus ►utrykkelig sagt. (Joh. 14.)

✂ Saaledes forklarer Christendommen os den store Gaade om Faldet, om Tidens og Endelighedens Ophav, og heri er slet intet Ubegribeligt undtagen den hovmodige Villie, men at den har været i en Skabning er jo vist, siden der er Løgn til, og at den ei er af Gud, det er klart, da Løgnen netop er en Fornægtelse af Sandheden og Sandheden ei kan nægte sig selv. At Tiden maatte begynde med Faldet, det er ogsaa klart, thi det er Forandringens Begyndelse, og Tiden er Forandringens Form, og Djævelen er Tidens Aand, ►(του αιωνος ⓘ τουτου).τουτου).] GV, τουτου) A Hvad Man kunde 111spørge om, er kun, hvi Tiden ikke endte lige i Begyndelsen, hvad dens Øiemed vel kan være? 👤Schelling har udentvivl Ret, naar han siger: det er at adskille Lyset fra Mørket og da udstøde Mørket i en evig Død, thi endskiøndt det er dunkle Egne, som Gud ei har ladet Lyset klart beskinne for os, fordi Salighedens Vei ei gaaer der igiennem, kan vi dog ret godt tænke og forestille os at den faldne Aand maatte enstund beholde Kraft til at stride, og at han i den Strid stræber at værge det Lys der er skjult i hans Mørke, den Straale af Guddomslivet, som var ham skiænket og som han anmassede sig, og saaledes forstaae vi, hvad sandt der er i 👤Schellings Tale om Lysets Frembrud af Mørket, det er nemlig ikke Lyset selv, Sandheden, Sønnen, som avles deraf, men det er de stiaalne Glimt som uddrages, og skulde Gud først giennem Tiden vorde personlig, da havde 👤Schelling Ret, thi hin Afsondring er den eneste Lysfødsel Naturen aabenbarer. Hvad nu Guds Personlighed angaaer, da paastaaer 👤Schelling at den er Tidens Øiemed, samt at Mørket er dens nødvendige Basis, og deraf slutter han at Mørkets Princip i Grunden ikke er Lyset fiendsk, og at Mørket skal evig være som en saadan Basis. Dette er ikke saa ganske et Greb i Luften, som det kan synes Mange, thi det er ganske sandt at Personlighed i stræng Forstand er en Opfattelse af sig selv i Modsætning til en Anden, og en saadan Opfattelse forudsætter Strid, saa at Mørket paa en Maade kan kaldes om ei Basis dog Betingelse 112for Lysets Personlighed, men ligesaavist er det paa den anden Side at Striden forudsætter Personlighed og det ligesaavel hos Mørket som hos Lyset. 👤Sch. indseer jo ►og selv at et ►Affald kun er muligt ved Tilegnelse af slig Personlighed, og Lysets, Sandhedens, Sønnens Personlighed er da saa gammel som Faldet, Sandheden maatte fremstaae personlig, for at undertvinge og afvæbne Mørkets Personlighed, og naar det er skeet, da ophører netop Sandhedens Personlighed, ►som jo ►klarlig siges i det ►Sprog 👤Sch. selv anfører ►(1 Cor. 15) Da (efter 👤Christi ►Tilkommelse) er Enden, naar han overantvorder Gud og Faderen Riget, thi det ►bør ham at regiere indtil alle Fiender ere lagde under hans Fødder; men naar det siges at Alt er ham underlagt, da er det klart at Den undtages, som underlægger ham Alt, thi da skal Sønnen Selv underlægges Den, der underlagde ham Alt, saa at Gud maae være Alt i Alt. Lysets, Sandhedens Personlighed, der begynder og ender med Striden og Tiden, kan da ingenlunde være Hensigten ►af Tiden, men om man med nogen Ret kunde sige det var Faderens Personlighed i strængeste Forstand ⓘ der ►bevirkes, det veed jeg ikkeder bevirkes, det veed jeg ikke] A, som derved aabenbares, det er en anden Sag Rettelsesliste. Derimod er det gandske sandt hvad 👤Sch. siger, at det Onde, Mørkets Aand udstødes, mangler i al Evighed Kraft til Livsyttring, har kun tilbage en kraftløs Tragten efter Liv, en evig Hunger og Tørst, men at 👤Sch. ikke erkiender dette som et Helvede, er saameget underligere, som han selv (i ►Brevene over Criticismen 169) saare rigtig be113mærker at det Pinende ved Tanken om Tilintetgjørelse reiser sig deraf, at vi stedse maae tænke os selv, med Følelse af den. Det er netop, hvad ►Skriften kalder den evige Død, hvor dog ►Ormen ikke døer og Ilden ikke udslukkes i det yderste ►Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel. At 👤Sch. kiender den Orm og Ild sees af hans Tale om Synderens Flugt fra Gud, fra Centret ud i Peripherien og hvorledes hin skulde døe og denne slukkes for Løgnen, og dem som ere i Løgnen, naar Sandhed har vundet sin evige Seier, det blev vanskeligere at forklare end Christendommens dybeste Hemmeligheder; thi det er en absolut Umulighed.

✂ Vende vi os nu til Mennesket, hans Skabelse og Bestemmelse, da er det klart, at naar Sønnen er Person ►af Begyndelsen, da vorder han det ei i Mennesket, og at dette ei er skabt af Lyset med Mørkets Princip i sig, det er ogsaa ►aabenbart, men derimod er det vel ingen Løgn, at Mennesket var beskikket til at ►udløse Naturen af Mørkets Baand, ligesom det er ganske sandt at Lyset, Sandheden, føier, vel ikke Naturen i det Hele, men dog Mennesket til sig som sit Legeme, og deri har 👤Sch. rettet sig, at han nu ei anseer Legemlighed i sig selv for noget Ondt eller Endeligt. Christendommens Lære herom er ►utvivlsom ►saavel af 👤Jesu Opstandelse med et ►forklaret Legeme, som af ►Coll. 2. i Ham, (👤Christus) boer al Guddomsfylde legemlig, af 114►1 Cor. 15. om de Opstandnes herliggjorde, ►uforkrænkelige Legemer, af ►Coll. 1. ►κεφαλη σωματος; ►Eph. 1., hvor Menigheden kaldes hans Legeme, hans Fylde, der opfylder alle Ting i alle; ►Eph. 5. vi ere hans Legems Lemmer, af hans Kiød og af hans Been; ►Rom. 8. Skabningens Haab staaer til Guds Børns Aabenbarelse ►&c. Nu herom at sige noget mere aldeles vist lader sig vel ei giøre, thi som 👤Paulus siger ►Eph. 5. ►το μυστηριον τουτο μεγα εστιν, men Adskilligt lader sig dog sige med al ►Rimelighed. Naar vi nemlig betænke at Legemligheden som evig, vel ei kan være andet end det rene synlige Lys eller Skiønheden, og at Skiønheden da maae tænkes som Sandhedens Legeme, da synes der at opgaae et ►underligt Lys over hele Tilværelsen. Spørge vi nemlig, ⓘ hoshos] Rettelsesliste, om A hvilken Idee eller Engel, vi kunde finde hovmodig Selvbehag og ►daarlig Indbildning af Uafhængighed ►rimeligst, da maae vel Svaret blive: Skiønhedens det synlige Lyses Engel, og det passer saavel med Ordet ►Lucifer, der er os overantvordet som en Benævnelse paa Djævelen, som med 👤Pauli Ord ►2 Cor. 11. om Satanas der forvandler sig til Lysets Engel, skiøndt disse Ord nærmest ⓘ udtrykkeudtrykke] GV, ndtrykke A noget Andet.

✂ Tør vi antage Dette, og som Giætning tør vi det, da synes vi bedre at forstaae Skabelsens Historie, samt meget Andet, thi da er det begribeligt, hvi der tales om Verden som en ►forstyrret Herlighed, som ►Øde og Tomhed, da dens Aand 115var falden, i ►Skilsmissen mellem Lyset og Mørket see vi Begyndelsen til Skiønhedens Befrielse, ►Gud bød Lyset skinne ud af Mørket, som skrevet staaer (2 Cor. 4.) ►Jorden bliver os da noget Evigt, som ►Skriften ►og siger, og vi forstaae hvad 👤Paulus mener med at ►denne Verdens Skikkelse (►σχημα) forgaaer (1 Cor. 7), hvad ►👤Peder mener med de nye Himle og den nye Jord og ►👤Johannes med det nye 📌Jerusalem. Det bliver os ►mærkeligt, at Grækerne, dette Skiønhedsfolk, havde eet Udtryk (►κοσμος) til Verden og til Skiønhed, allermest naar vi høre 👤Jesus ►(Math. 13.) tale om de Ting, som have været skjulte ►απο καταβολης κοσμου som ligefrem er saavel Skiønhedens som Verdens Nedstyrtelse; da havde ogsaa den nordiske Mythe om ►Midgard, som byggedes af ►Ymers Liig fundet sin Betydning. Aldrig kunde vi tænke at der blandedes noget Ondt i Skabningen, thi ►Herren saae Alt, hvad Han havde ⓘ gjortgjort] GV, gjørt A og see, det var saare godt, men deri har vel 👤Sch. Ret, at Skabningerne bleve fuldkomnere ►alt som deres Støv var Centret nærmere, og at Mennesket er Jordens Centralskabning, med hvem det himmelske, aandelige Lys forenede sig, ►da Herren blæsde Livsaande i hans Næse og ►indviede ham saaledes til ►Skabningens Herre, og det er ganske vist at Opløsningen slet ikke var nogen oprindelig Nødvendighed.

✂ 116Kun Saameget til Vink om, at den udvortes Natur, langt fra i Sandheds Lys at tabe sin Betydning, først erholder en saadan som kan bestaae, og at det Samme ►end ►øiensynligere er Tilfældet med Historien følger af sig selv. ►ⓘ VistVist] GV, Vlst A nok aabenbarer denne os ikke Guddommens Selvudvikling, men jeg troer ei der tabes ved at have en Gud der ei behøver Sligt, men derimod skal den vist aabenbare Menneskets Forening med Gud i 👤Christo, rigtig nok ikke ved hovmodig Grublen, men ved ydmyg Troe og Kiærlighed. At 👤Sch. finder Lighed mellem 👤Jesu Levnet paa Jorden og Lysets Færd giennem Tiden er ikke saa underligt, thi det samme ►Ord som baade blev Kiød og boede iblandt os, er jo ►Lyset som skinnede i Mørket, skiøndt Mørket ►begreb det ikke, ►Han var i Verden og Verden er gjort ved Ham, men Verden kiendte Ham ikke (Joh. 1.) At 👤Sch. synes ei strax i Historien at spore Kiærlighedens Aand, maatte vel synes underligt, hvis Mennesket ei var falden, nu derimod er det intet Under, og der staaer jo skrevet ►(Joh. 7) den Hellig Aand var ikke endnu, thi 👤Jesus var ikke endnu ►forklaret, Mennesket var ikke i Ham forsonet med Faderen og deelagtig i Hans Kiærlighed. Naar derimod 👤Sch. vil indbilde os at Christendommen er i Verden ligesaa gammel som Hedenskabet, og forvandle Frelserens ⓘ LivLiv] Rettelsesliste, Lov A til en Mythe, da betakke vi os, og tænke paa hvad den hellige 👤Peder til Advarsel netop for os har sagt ►(ⓘ 22] GV, 1 A Pet. 1.) vi have ikke fulgt kløgtig op117spundne Myther (►σεσοφισμενοις μυθοις) ►der vi kundgjorde eder vor Herres 👤Jesu Christi Kraft og Nærværelse, men vi vare Øienvidner til Hans Herliggiørelse►. Ligeledes naar 👤Sch. klager over, at det leder til en ►illiberal ►Beskuelse af Historien kun at erkiende to Religjoner, en sand og en falsk, da maae vi svare, at det er formegen ►Liberalitet at forlange af Sandheden, at den for at føie Løgnen skulde gjøre sig selv til Løgner, nægte sig selv.

✂ Saaledes troer jeg da, at have sat ⓘ alvorligealvorlige] GV, alvorli ge A; bindestreg mangler ved linjeskift Læsere istand til at dømme, om jeg, som Christen, er nødt til at afskye og ►befeide 👤Schellings Lærdom eller ikke, og kun det kunde man paa en Maade fordre; hvorvidt de finde ►Afbevisningen fyldestgiørende og Sammenligningen med Christendommen frugtbar eller ikke, det er en anden Sag; at jeg ønsker det, er ►ligefrem, men det er ikke Hovedsagen, thi Christendommens Sandhed beroer ikke paa Sligt, og er Christendommen sand, da er Alt, hvad som strider derimod Løgn uden videre Beviis.

✂ Det gjordes da vel neppe Behov, at tage videre Hensyn paa Profs. Tale om 👤Schelling, men ►kortelig vil jeg dog, for ei at undlade Noget, ogsaa betragte den.

✂ S. 59-61 søger Prof. at vise, at jeg ved at beskylde 👤Sch. for Nægtelse af det Ondes Virkelighed, enten har sagt en vitterlig Usandhed, eller begaaet et Misgreb af det plumpeste Slags, thi mener jeg at 👤Sch. nægter det On118des ►sandselige Virkelighed, da er det Modsatte klart af hans Skrifter, mener jeg, at han nægter dets Fornuftsvirkelighed og tidløse Væren, da fordømmer jeg den eneste rigtige, med Religjonen overensstemmende Lære og maae være ►Manichæer. Hertil maae jeg svare, at jeg, endog i det Sted af ►Krønikens Gienmæle Prof. har anført, udtrykkelig siger, hvad jeg mener ved virkeligt Ondt, nemlig: Ondt som aldrig kan blive Godt, og at 👤Sch. nægter dette, maae jo Prof. indrømme. Formodningen om at jeg selv anseer det Onde for blot timeligt skal jeg meget frabede mig, hvor kiærlig den ⓘ endend] GV, eud A klinger, thi det er ikke min Religjon, ikke Christendommen hvormed den Lære stemmer; 👤Christus siger: ►Ormen døer ikke og Ilden udslukkes ikke. Hvad Manichæismen angaaer, synes Prof. ei vel underrettet, thi han vilde ellers fundet saamegen Lighed mellem den og 👤Schellings, at han enten havde tiet med 👤Manes eller beraabt sig paa ham og Gnostikerne. Prof. kunde da have sparet sin Uleilighed med at bevise om 👤Sch., at han tillægger det Onde en endelig Virkelighed, thi det har jeg jo aldrig nægtet, og kun en gal Mand kan sige, at der ingen Strid er i Tilværelsen. At 👤Schs hele Philosophie erklærer den ►sandselige Virkelighed for et Skin, er i Øvrigt, som vi veed ikke sandt, thi i ►Afhandlingen om Friheden giør ⓘ hanhan] GV, hau A det Modsatte. Jeg vil da kun spørge Prof. om den schellingske Beskrivelse af Dyden, han (S. 62) fremsætter, behager ham, og overlader det til ham selv, 119hvad Forestilling han (efter S. 63) vil giøre sig om min philosophiske Dannelse og 👤Schellings Forhold til de mathematiske Mestere. Derimod maae jeg bemærke Profs ►mærkelige ►Udladelse (S. 64-66) hvor det heder, “at de høiere Philosopher ere enige i at Endeligheden ikke er den sande Virkelighed, at det Onde ikke har anden Virkelighed end Endeligheden, at vi kun deeltage saameget i den sande Virkelighed som vi retteligen efterstræbe det Gode. Skal ⓘ nunu] GV, nn A den, siger han, der glæder sig over denne for Mængden ⓘ skjulteskjulte] GV, skjulte A Harmonie mellem de bedre blandt de stridende Partier, derfor beskyldes for at antage, at Sandhed og Løgn er Et. I Sandhed; jeg undseer mig ved at forklare saa klare Ord. For dem som behøve en moralsk Commentar over en saadan ►Misforstands Uforsvarlighed, hjelper det ei at skrive.”

✂ Om blotte Ord vil jeg ikke ►tvistes med Prof. Mener han kun at det evige Liv er den sande Virkelighed og at det Ondes Virksomhed er endelig, da har han ►vist Ret, men det var ei derom vi talde, ►Tingen er om der kan være ►Samfund mellem Lys og Mørke, om det Onde kan være endeligt, kan vorde Godt, hvilket jeg paastaaer er det Samme, som at Løgn kan vorde Sandhed. Da nu 👤Schelling paastaaer Hint, skulde Prof. dog slet ikke undseet sig ved, at forklare ►den, som mig synes dunkle Ting, at han ei derved nægter den uendelige Modsigelse 120mellem Sandhed og Løgn. En saadan Forklaring maatte synes saameget mere nødvendig, som jeg i ►Krønikens Gienmæle (S. 45-50) temmelig klart har viist, at 👤Sch. maae nægte det evige Fiendskab mellem Sandhed og Løgn, ►naar det Onde skal være endeligt og blive godt. Den moralske Commentar over min ►Misforstands Uforsvarlighed gjorde Prof. vel i at gjemme til en anden Gang, thi netop her, hvor han skal ►forsvare dem imod mig, der undergrave al sand Moralitet, var det en ►ⓘ egenegen] GV, egeu A Sag at tale om min Umoralitet. Ja, hvad skal Man sige om Profs egen Moral, som tillader ham et saadant Forsvar, tillader ham at sige det er ingen Beskyldning, at Man sætter det Gode i samme Forhold til det Onde, som Klart til Dunkelt, Reent til Blandet, Stærkt til Mat, fordi, heder det, dermed vel kun siges, at det Onde blot er en Negation, en ►Fraværelse af det Gode, ligesom Mørke intet andet er end en Lysmangel. Først maae jeg bemærke, at Prof. for at faae mig til at beskylde 👤Sch. for en Mening han klart har ►afbeviist, tager sig den lille Frihed, som jeg dog kalder usømmelig, at lade som om mørkt og dunkelt var eet, da han jo dog nok kiender Forskiellen mellem Lysets bundne Tilstand og ►bestemt Lysmangel, og desuden paamindtes derom ved de andre halve Modsætninger, Reent og Blandet, Stærk og Mat. At antage et saadant Forhold mellem Godt og Ondt er dog vel lidt ►ⓘ galtgalt] GV, Galt A, dersom ellers Godt og Ondt ere væsenlig forskiellige, thi disse Begreber tilkiendegive 121kun en Modification eller Gradforskjel; men at 👤Sch. virkelig antager et saadant Forhold skal Prof. have Ondt ved at nægte; thi Mørket med den indsluttede Livsstraale er dog vel Dunkelhed, de ikke ordnede Kræfter er dog vel en Blanding, det udtømte Mørke der bliver evig som Lysets Basis, er dog vel Mathed. Istedenfor at indlade sig paa Sligt eller ►afbevise en eneste af mine Indvendinger mod 👤Schs Lærdom, griber Prof. ►et Sted af ►Krønikens Gjenmæle, som skal bevise min Ondskab. I Forbigaaende kundgiør han sin Forbauselse over det ►Ord, at Naturphilosophien anseer Frihed og Nødvendighed som uforenelige Modsætninger, hvortil jeg ►og i Forbigaaende vil svare, at paa anførte Sted (S. 60.) har jeg udtrykkelig sagt, at jeg ved Frihed i denne Sammenhæng forstod ►Tilregnelighed, og at Naturphilosophien nægter den, vover jeg endnu at troe. Men, nu det Forskrækkelige! jeg har sagt: imidlertid maae Naturphilosophien, for at ►tillyve sig Conseqvents, indrømme en Frihed, som er Nødvendigheden modsat og dog eet med den, og ►derom har 👤Schelling ogsaa dreiet sig i sin ►Afhandling om Friheden; men da jeg ei har læst den, skal jeg ei kunne sige, om han der, som venteligt er, har drevet ►Formastelsen til det Høieste, antaget ►et tilregneligt Onde som det Godes Grund, en personlig Djævel, der giennem Tilværelsen skal forædles til en personlig Gud, hvormed han rigtig nok paastod en absolut Umulighed, men dog drev Løgnens Conseqvents saavidt 122muligt, ►kunde forblinde svage Øine og forlyste alle Djævle.