Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Imod den lille Anklager, det er Prof. H. C. Ørsted, med Beviis for at Schellings Philosophie er uchristelig, ugudelig og løgnagtig

Nu faldt denne Forklaring mig uformodenlig i Haand paa en Tid, da hver Christen kan see at Antichristens Time nærmer sig med stærke Skridt, da en Mand sad paa 📌Frankrigs Throne og udstrakde sit Jernspiir over hardtad hele 📌Europa, som, saavidt Mennesker kan dømme, indvor214tes lignede den beskrevne Tyran meer end nogen i Christenheden før haver, hvis Hændelser og Bedrifter havde den forunderligste Lighed med de hist afbildede, som alt længe af Mange, der agtede paa Skriftens Spaadomme var anseet for Antichrist, som tillod at Man kaldte ham almægtig, som ikke fortav det Ønske at sammensmelte alle Religjoner, som, uden at vække Forundring kunde tiltaget sig Guderang som 📌Roms Cæsarer, for hvis Støtte Millioner i en vantroe, feig og egennyttig Tid bestemt vilde knælet, saasnart han havde befalet det, paa hvis Vink tjenstagtige Aander bestemt vilde været rede til at forvirre og forføre Folkene med løgnagtige Mirakler, der netop nu, formedelst de physiske Videnskabers Tilstand, og den almindelige Sløvhed, ere mulige. Nu spørger jeg, om det var andet muligt, end at mit Øie og mine Tanker maatte under Forklaringens Læsning falde paa 👤Napoleon, om jeg som Christen ei maatte i Talen see et af de Midler, hvorved Gud vilde advare og størke sine Udvalgte, om jeg ikke maatte ansee det for min Skyldighed at kundgiøre den, saasnart enten Fædrelandets Forhold til 👤Napoleon forandredes, eller naar den Time kom, da det lød: Man bør adlyde Gud mere end Menneskene, naar nemlig 👤Napoleon begyndte aabenbar at befeide Christendommen og gjorde derved min Formodning til Vished. Timen kom, da Fædrelandet erklærede sig for 👤Napoleons Fiende, jeg biede ikke til det var afgjort, hvo der skulde seire, thi jeg troede det vilde blive 👤Napoleon, thi 215ikke min Sikkerhed, men de Christnes betimelige Advarsel, og min Adfærds Ulastelighed var det jeg havde mest for Øine. Nu synes Lodden kastet og Faren forbi, men at det er saa, troer ingen betænksom Christen. Endnu hersker den samme Vantroe i Landene, endnu færdes der en feig, kraftløs og overmodig Slægt, som elsker Verden og de Ting, som ere af Verden, som er rede til af Frygt og andre verdslige Hensigter at forgude de Verdens Herrer, som have Magten, og holder sig skadesløs ved at haane dem der have mistet den, ved at nægte og trodse den Herrernes Herre og Kongernes Konge, Som haver al Magt i Himmelen og paa Jorden. Og nu skulde en Christen tænke, at Verdens Riis er brudt, at Smerterne ere tilende, at Plagerne ere bortvegne? Nei, nei, der staaer skrevet: naar de sige her er Fred, her er ingen Fare, da skal Fordærvelsen hastelig falde dem over, som Pinen en frugtsommelig Kvinde, og de skal ikke undflye. Prof. maae gierne kalde mig Spaamand og hvad ham lyster, men det siger jeg, ei som Prophet, men som Christen med Bibelen og Tidens Tegn for Øie, at skeer der ei en snar Omvendelse i Landene til Gud og Hans 👤Christus, Noget der, desværre, er langt fra at være rimeligt, da vil den samme Slægt, der nu jubler og trodser, komme til at bløde og hyle under Sværd og store Plager, da vil der i dens Dage igienkomme en Tyran, der spænder dem i Aag, og 216reiser Afgudsaltre iblandt dem, saa de skal, midt i den Alder de bespottelig have kaldt Oplysningens, knæle for Menneskeværk, og troe de groveste Løgne som Gud udskikker til Sandheds Foragtere. Hvad nu det Verdens Riis og Djævelens Redskab skal kaldes med Navn, det er Smaating, og neppe tør Nogen sige, han veed det tilvisse, men det vil jeg ikke dølge, at jeg mener de Elendige komme endnu til at knæle for den 👤Napoleon, de nu foragte, til at lovsynge og forgude ham, hvis Uretfærdighed og Ugudelighed de selv saa høit have bevidnet, og da skal hver Christen takke Gud for Advarselen Han gav dem, fornemmelig i Sit eget Ord, men og ved den Gamles Tale, hvem Daarer kalde en Dosmer.