↩ ►Gammensfuld og med Hjertet af Kiærlighed sødelig beruset, drog Sangeren til 📌Indostan og udgiød sit Hjerte under milden Himmel i glødende Sange, saa tusinde Hjerter bøiedes til ham, og tusindgrenet voxde ►Gammensbudet. Brat efter Sangerens Afskeed blev det dyrebare Liv et Offer for Menneskehedens dybe Fordærvelse, han døde i Ungdommens Aar, bortreves fra den 200Verden han elskede, fra den grædende Moder og sine forsagende Venner. Den kiærlige Mund tømte ►unævnelig Smertes dunkle Bæger, under gruelige Veer nærmede sig den ny Verdens Fødselstime, ►haardt ►ⓘ droges han med den gamle Døds Rædsler, tung og trykkende laae den gamle Verden paa hans Skulder, endnu eengang kastede han til Moderen et venligt Blik, da kom den evige Kiærligheds forløsende Haand og han sov hen. Kun faae Dage rugede endnu et tykt Slør over det brusende Hav og den skiælvende Jord, utallige Taarer fældte de Elskede, see! da ►brødes Hemmelighedens Seigl, ►himmelske Aander væltede den ældgamle Steen fra den mørke Grav; hos den Slumrende sad Engle, spundne af de fine Drømmetraade, ►opvakt i ny Guddomsherlighed, opsteeg han i den høie, nyfødte Verden, ►begrov med egen Haand det gamle Liig i den forladte Hule, og væltede derover med almægtig Haand den Steen, som ingen Magt opløfter.