↩ Dog, tilbage til 👤Novalis; tillod ►Rummet det, oversatte jeg helst hans femte ►Hymne til Natten, thi ligesom disse Hymner var hvad han selv ansaae for sit mest fuldendte Arbeide, saa kundgiøre de ►og alle hans ►Beskuelse af Tilværelsen, hans store men forvirrede Syner, og i den femte har han afbildet sin ►Beskuelse af Historie og Christendom, og saaledes givet os Nøglen til det ►underlige Værelse, hvor dybe, christelige Toner klinge ved Siden af en tilløiet Selvstændigheds ►afgudiske Tempelsang. Dog ►Rummet tillader kun et Udtog, og her er det “Fra Arilds 198Tid, ►saa begynder han, herskede en Jernskiebne i sin tause Vælde over Menneskenes ►adspredte Slægter, og et tungt, et dunkelt ►Bind omvandt deres bange Sjæl.” Der var nemlig, midt i den hedenske Poesies lystige Herlighed, een Tanke, eet Drømmebillede som forstyrrede den,