↩ Her kunde jeg gierne slutte Talen om 👤Novalis, men gierne udkastede jeg en Skildring af dette store Hjerte som det udtaler sig i hans Skrifter, thi fordi jeg, af gyldige Grunde, maatte i ►et kort Begreb af Verdenskrøniken lade mig nøie med at sammentrænge mine Forestillinger om de enkelte store Mænd i een ►almindelig, der umulig kan være aldeles udtømmende, er det ikke desmindre min Lyst at dvæle ved ►Beskuelsen af hver herlig Aand og afbilde dens Færd paa Jorderig, saavidt mulig, i alle dens Retninger. Nu er her vel ikke Tid eller Sted til Saadant, men da jeg dog paa en Maade er pligtig til at bevise, at 👤Novalis ei havde sand christen Troe, haaber jeg ved denne Beviisførelse at kunne aabne ►de Læsere, der ei kiende ham, et klarere Blik i hans Inderste giennem det Billede han selv malede i sin Skrift. Saamegen Lyst jeg end kunde have til at udbrede mig over ►Henrich von ⓘ Ofterdingen, dette i sit Anlæg, i enhver Henseende gigantiske Værk, og saavist som det er deri Man ret kan beskue den mægtige, vildfarende Aand, maae jeg dog lade det fare, deels fordi min ►Udvikling maatte vorde en heel Afhandling om Poesie, hvad den er, hvad den kan, hvad den skal og hvad den vil, naar den vil være selvstændig, men jeg kan dog ei undlade at anføre 195Følgende herom af 👤Tieck, Digterens fortrolige ⓘ Ven *►Novalis Schriften 1ter Th. S. 222.: intet synes Digteren modsigende eller fremmed, da han har fattet sin Konst i dens Væsen og ►Middelpunkt, for ham ere alle Gaader giættede, i Phantasiens Tryllebaand kan han sammenknytte alle Verdner og Tider, alle Underværker forsvinde, i det Alt forvandler sig til Underværk. Mere træffende kan neppe 👤Novalis Øiemed udtales og saaledes udtaler han det selv naar han synger