↩ Jeg har sagt (167) at den ostindiske Handel, som under den spanske Krig kom i Hollændernes Hænder, gav deres Stræben ►fuldelig en ►legemlig Retning, som snart maatte uddrive Troen af Hjertet, men ogsaa lade den blive staaende uantastet. En aandelig Stræben maatte vel yttre sig som Troens Datter, men dens kraftige Tidsrum var kort og frembragde ei stort Mere, end hvad almindelig Menneskeforstand ved Flid kan udrette. Ingen navnkundig Digter fremstod, ingen egenlig Historieskriver og ingen dyb Grubler over aandelige Ting. Dette giendriver nu Prof. paa en ►egen Maade, nemlig ved at indrømme og forsvare det. Han tilstaaer at Hollænderne have været særdeles opmærksomme paa Alt, hvad der hører til den udvortes Tilværelse, at Gierrighed er deres Nationallast, at de have holdt fast ved deres Kirketroe, at de af Naturen ere phlegmatiske, og at deres Digtere ei ere blevne navnkundige udenfor 📌Holland. Derimod forsvarer han deres Phlegma, og forsaa185vidt ⓘ den ei yttrer sig som Ligegyldighed for Sandhed og Ret og ►Sjæleadel, vil jeg derom ikke tvistes, men blot spørge, om Phlegma og Begeistring ere forenelige. Han mener at Landets Vilkaar og Beliggenhed nødte til Sparsomhed, og at endskiøndt Gierrigheden er saa hyppig iblandt dem, at den kan kaldes Nationallast, gik dog Sparsomheden hos de Fleste ei over den Grændse, Fornuften med ⓘ Hensyn paa Omstændighederne kunde byde. Her synes at være en lille Selvmodsigelse, og, uden at indlade mig med den Fornuft, der ►læmper sine Moralbud efter Omstændighederne, maae jeg bemærke at Christendommen byder Alle kun at ►sørge for Guds Rige og Retfærdighed, og overlade Gud ►Sorgen for deres ►Ophold. At alle Hollænderne have været gierrige har jeg dog vel ikke paastaaet, og at Mange der i Livet rugede som Drager over deres Skatte, lode en Deel deraf, efter deres Død, henfalde til gudelig Brug, beviser, saavidt jeg forstaaer, netop ►den Attraae at ville tjene baade Gud og Mammon, hvilket efter 👤Christi Mening ei skal due synderligt. At deres Kirketroe ►alt under Tidens Løb blev en blot Mundtroe anfører Prof. lidt haanlig, men nægter det dog ikke saa jeg kan spare Beviset, som vist heller ingen kyndig Læser vil affordre mig. At de hollandske Digtere, ⓘ skiøndt de ei bleve navnkundige udenfor 📌Holland, ei ere slette, og agtes af Hollændere, paastaaer Prof., og det Sidste er meget begri186beligt, men det Første maae nok være Følge af en Privatsmag hos Prof. og det bør da ikke undre mig, at han fradømmer mig Digtersyn, thi et hollandsk Digterøie har jeg rigtig nok ikke. Prof. nægter at den aandelige Virksomheds kraftige Tidsrum var kort hos Hollænderne, naar Man sammenligner dem med andre Folk, ei med mine Idealer, men at nægte er jo ingen Sag, og det er lige vist, at han intet Folk af dem der vaagnede i 👤Luthers Dage kan nævne mig, der brød sig i det Hele saa lidt om Videnskaberne og syslede i saa kort en Tid ivrig med dem, ►uden det skulde være ⓘ Preuserne og Svenskerne, men de vaagnede da i Grunden ikke heller. At jeg har forbigaaet de store Naturkyndige 📌Holland har frembragt er en Feil, som jeg ikke vil forsvare, men at deres Tilværelse ikke giendriver et Ord af hvad jeg har sagt om Hollænderne, men stadfæster ►meget mere min Tale er ►aabenbart. At min almindelige Forstand vilde have megen Flid nødig for at begribe, hvad mange af disse Mænd have frembragt, endsige til at levere Noget der udholdt en ⓘ Sammenligning dermed, kan vel være ⓘ muligt, og maaskee det gaaer Prof. ligedan, men dermed er det endnu ikke beviist, at de Mænd vare opvakte Hoveder eller udrettede Mere, end hvad almindelig Menneskeforstand ved Flid kan udrette, og Andet har jeg jo ikke sagt. Om Historieskriverne vil jeg ikke ►tvistes med Prof. og det bliver jo ligesandt at 📌Holland ingen dyb Tænker frembragde 187i det hele lutherske Tidsrum, om det ►og er sandt at 📌Tydskland ingen saadan frembragde mellem 👤Luther og 👤Leibnitz, skiøndt dette er kun Profs. Mening, og ikke min.