↩ Jeg vil ikke prale, eller tillyve mig en Kraft jeg ikke eier, en saadan Dom over mig som en hjerteløs Hykler, en snedig Bedrager, et hovmodigt, ukiærligt Menneske, en saadan Dom, hvormed Professor 👤Ørsted begyndte sit uværdige Angreb paa mig, hvormed han ender ►Bogen mod den store Anklager, den er mig tung at bære, thi jeg veed, at den ⓘ troes af mange, som ei kan nægte at hans øvrige Beskyldninger ere falske, og det Modsatte lader sig ei med Ord bevise, jeg ⓘ kan ei udrive mit Hjerte og kaste det iblandt mit Folk, og skiøndt jeg udøser det i Toner som maae finde Gienlyd i hvert elskende Hjerte, saa vil du jo dog ikke ⓘ troe, at det slog oprigtigt og varmt i min ►Barm for Sandhed og Ret, for mine vildfarende, som for mine troende Brødre. Jeg var intet skrøbeligt Menneske, dersom en saadan Byrde ikke mangengang tyngede paa min Skulder, dersom ei saadanne Pile saarede mit Hjerte, og det vil jeg ikke skjule, det vil jeg bekjende frit og ►ⓘ aabenbart, men det er mit Haab til Gud, et Haab som ei heller haver svigtet Hans sande Tjenere nogensinde, at Han ⓘ fremdeles vil forlene mig det ►Troens Skjold som udslukker alle den Ondes gloende Pile, ►den Fred, som Verden 164ikke kan give►, og den Trøst, at engang, om end maaskee ei før ►jeg er blevet til Støv, hvoraf jeg er tagen, og min Sjæl har fundet Hvile i Frelserens Bolig, engang skal dog det Folk, af hvis Æt jeg er oprunden, og i hvis Midte jeg talede, engang skal de dog erkiende, at jeg elskede Sandhed og dem, at jeg stræbde at forsage Alt, hvad et skrøbeligt Menneske ved Guds Naade kan, for at tale uforfalsket Sandhed, for at kalde dem tilbage fra den Afgrund paa hvis Rand de ravede, tilbage til Gud og vor Herres 👤Jesu Christi hellige Troe, som ene kan skiænke Fred i Liv og Død, Salighed i Guds evige Rige.