↩ Dette er dog visselig en characteristisk Tale. Jeg vil ⓘ skynde mig forbi Profs Triumph over de 124Grunde han ikke har anført og Haab om at al ►Modgrund var umulig. Jeg vil lade hans christelige Enfoldighed og lyse Hoved staae ved sit Værd, og kun lægge Mærke til den naive Maade, hvorpaa han vil overbevise tvivlende Christne om, at det Onde er endeligt, nemlig ved at anføre Steder af 👤Augustin, hvori han nægter det Onde Selvstændighed. For det Første skulde Man troe det var Catholiker Prof. talde til, thi hos Lutheranerne pleier Man ikke at mene enhver Tvivl kan tilintetgiøres ved ►et Sprog af en Kirkefader, om det end var 👤Morten Luther selv, nei dertil hører nok et klart ►Sprog af ►Bibelen i sin rette Sammenhæng, og det skulde saamænd Prof. ►ledt op, naar han vilde hos Christne ►afbevise 👤Jesu Ord: at ►naar Djævelen taler Løgn, da taler han af sit Eget, thi Sandhed er ikke i ham og at ►der er en evig Ild beredt til Djævelen og hans Engle. Havde han nu end sin lovlige Undskyldning hvi han her ei vilde have med ►Bibelen at giøre, saa maatte han dog forudsee, at jeg og hver Christen vilde svare: ⓘ Hvem er 👤Augustinus? ere vi døbde til ham, er han korsfæstet for os, er hans Ord Guds Ord? Naar 👤Augustinus udlægger Guds Ord ►klarlig, da troe vi ham, naar han siger Noget paa sin egen Haand, da ►prøve vi, naar han siger Noget, som strider mod ►Bibelen, da forkaste vi.