↩ Tør vi antage Dette, og som Giætning tør vi det, da synes vi bedre at forstaae Skabelsens Historie, samt meget Andet, thi da er det begribeligt, hvi der tales om Verden som en ►forstyrret Herlighed, som ►Øde og Tomhed, da dens Aand 115var falden, i ►Skilsmissen mellem Lyset og Mørket see vi Begyndelsen til Skiønhedens Befrielse, ►Gud bød Lyset skinne ud af Mørket, som skrevet staaer (2 Cor. 4.) ►Jorden bliver os da noget Evigt, som ►Skriften ►og siger, og vi forstaae hvad 👤Paulus mener med at ►denne Verdens Skikkelse (►σχημα) forgaaer (1 Cor. 7), hvad ►👤Peder mener med de nye Himle og den nye Jord og ►👤Johannes med det nye 📌Jerusalem. Det bliver os ►mærkeligt, at Grækerne, dette Skiønhedsfolk, havde eet Udtryk (►κοσμος) til Verden og til Skiønhed, allermest naar vi høre 👤Jesus ►(Math. 13.) tale om de Ting, som have været skjulte ►απο καταβολης κοσμου som ligefrem er saavel Skiønhedens som Verdens Nedstyrtelse; da havde ogsaa den nordiske Mythe om ►Midgard, som byggedes af ►Ymers Liig fundet sin Betydning. Aldrig kunde vi tænke at der blandedes noget Ondt i Skabningen, thi ►Herren saae Alt, hvad Han havde ⓘ gjort og see, det var saare godt, men deri har vel 👤Sch. Ret, at Skabningerne bleve fuldkomnere ►alt som deres Støv var Centret nærmere, og at Mennesket er Jordens Centralskabning, med hvem det himmelske, aandelige Lys forenede sig, ►da Herren blæsde Livsaande i hans Næse og ►indviede ham saaledes til ►Skabningens Herre, og det er ganske vist at Opløsningen slet ikke var nogen oprindelig Nødvendighed.