↩ Vende vi os nu til Mennesket, hans Skabelse og Bestemmelse, da er det klart, at naar Sønnen er Person ►af Begyndelsen, da vorder han det ei i Mennesket, og at dette ei er skabt af Lyset med Mørkets Princip i sig, det er ogsaa ►aabenbart, men derimod er det vel ingen Løgn, at Mennesket var beskikket til at ►udløse Naturen af Mørkets Baand, ligesom det er ganske sandt at Lyset, Sandheden, føier, vel ikke Naturen i det Hele, men dog Mennesket til sig som sit Legeme, og deri har 👤Sch. rettet sig, at han nu ei anseer Legemlighed i sig selv for noget Ondt eller Endeligt. Christendommens Lære herom er ►utvivlsom ►saavel af 👤Jesu Opstandelse med et ►forklaret Legeme, som af ►Coll. 2. i Ham, (👤Christus) boer al Guddomsfylde legemlig, af 114►1 Cor. 15. om de Opstandnes herliggjorde, ►uforkrænkelige Legemer, af ►Coll. 1. ►κεφαλη σωματος; ►Eph. 1., hvor Menigheden kaldes hans Legeme, hans Fylde, der opfylder alle Ting i alle; ►Eph. 5. vi ere hans Legems Lemmer, af hans Kiød og af hans Been; ►Rom. 8. Skabningens Haab staaer til Guds Børns Aabenbarelse ►&c. Nu herom at sige noget mere aldeles vist lader sig vel ei giøre, thi som 👤Paulus siger ►Eph. 5. ►το μυστηριον τουτο μεγα εστιν, men Adskilligt lader sig dog sige med al ►Rimelighed. Naar vi nemlig betænke at Legemligheden som evig, vel ei kan være andet end det rene synlige Lys eller Skiønheden, og at Skiønheden da maae tænkes som Sandhedens Legeme, da synes der at opgaae et ►underligt Lys over hele Tilværelsen. Spørge vi nemlig, ⓘ hos hvilken Idee eller Engel, vi kunde finde hovmodig Selvbehag og ►daarlig Indbildning af Uafhængighed ►rimeligst, da maae vel Svaret blive: Skiønhedens det synlige Lyses Engel, og det passer saavel med Ordet ►Lucifer, der er os overantvordet som en Benævnelse paa Djævelen, som med 👤Pauli Ord ►2 Cor. 11. om Satanas der forvandler sig til Lysets Engel, skiøndt disse Ord nærmest ⓘ udtrykke noget Andet.