↩ Nu bliver kun det Spørgsmaal tilbage: ender det Onde nogensinde og hvorledes? Har overalt Skabningen et Øiemed, og hvis ►saa er, hvi opnaaes det ikke umiddelbar, hvorfor er det Fuldkomne ikke ►af Begyndelsen? Derpaa er kun at svare: fordi Gud er et Liv og ei blot en ►Værelse, og ethvert Liv har en Skiebne, er Lidelse og Udvikling undergivet, det Samme har Gud frivillig underkastet sig allerede dengang, da Han, for at vorde personlig, skabde Lysets og 93Mørkets Verdner. ►Værelsen kommer først som vordende til at ►føle sig, i ►Værelsen er ►vist nok ingen Vorden, ►meget mere er samme selv under denne evig, men i Overgangen til Virkelighed formedelst en Modsætning, der er en Vorden nødvendig. Uden Begrebet om en menneskelig lidende Gud, som er fælleds for alle Oldtidens Mysterier og aandelige Religioner er den hele Historie uforklarlig, ja ►Skriften selv adskiller visse Tidsrum i Aabenbarelsen, og henpeger paa en fjern Fremtid, da ►Gud skal være alle Ting i Alle, det er da han har naaet sin fuldkomne Virkelighed. Skabningens første Tidsrum er som vi saae, Lysets Fødsel, og Lyset eller det ideale Princip er, som en evig Modsætning til Mørkets Princip, det skabende Ord, der udløser det i Mørket skjulte Liv af sin ►Uværelse, hæver det fra ►Potents (blot Evne) til ►Actus (Yttring og ⓘ ►Rørelse). Over Ordet opgaaer Aanden og Aanden er det første Væsen som forener Mørkets og Lysets Verden, ved at underordne sig dem til Frembringelse af Virkelighed og Personlighed; men denne Eenhed sætter Mørket sig imod og strider for den oprindelige Dobbelthed, hvorved dog kun Anstrængelsen forhøies til at fremføre den endelige ►Skilsmisse mellem Godt og Ondt, Mørkets Villie maae beholde sin Frihed indtil Alt er opfyldt, alt blevet virkeligt, thi undertvunges den før, da blev det Gode i Skjulet tilligemed det Onde, men det Gode skal ►udhæves af Mørket til ►Rørlighed for ►uforkrænke94lig► at leve med Gud, og det Onde skal skilles fra det Gode for evig at udstødes i ►Uværelse. Dette er Skabelsens Øiemed, at det, der ikke kunde være selvstændigt, nu vorder selvstændigt derved at det ►udhæves til Tilværelse af Mørket som en af Gud uafhængig Grund, derfor er Fødsel og Død nødvendig, Ideerne, som vare i Gud ⓘ uden selvstændigt Liv, hengiver han ►i ►Selvhed og Død, for at de, derfra kaldte til Live, atter kan være i ham med en uafhængig Tilværelse. Mørket frembringer altsaa i sin Frihed ►Skilsmissen og Dommen, og derved Guds fuldkomne Levendegiørelse. Naar det Onde nu er aldeles skilt fra det Gode, har det, som Ondt, ei længer nogen ►Værelse, thi det kunde blot virke ved det misbrugte Gode, som det ubevidst havde i sig. Det nød i sit Liv Naturens udvortes Kræfter med hvilke det prøvede paa at skabe, og havde saaledes middelbar Deelagtighed i Guds Godhed, men i Døden skilles det fra alt Godt og bliver kun tilbage som Begiærlighed, som en evig Hunger og Tørst efter Virkelighed, men uden at kunne træde ud af Potentialiteten. Den Tilstand er da en ►Dødelse, en Tilstand hvori Virksomheden eller det der stræber efter Virksomhed stedse fortæres. Til at frembringe al mulig Fuldkommenhed behøves da slet ikke en Forvandling af Ondt til Godt, thi det Onde er kun Ondt forsaavidt det overskrider Potentialiteten og bragt tilbage til ►Uværelse eller ►ⓘ Potenztilstand, er det 95kun, hvad det altid skulde være: Basis, Underlag, og som saadant ei længere i Strid med Guds Hellighed eller Kiærlighed. Aabenbarelsens ►Ende er altsaa det Ondes Udstødelse fra det Gode hvorved det erklæres for et Intet. Derimod bliver det fra den mørke Grund opløftede Gode forbundet med det oprindelig Gode i evig Eenhed, det som bragtes fra Mørket til Lyset, slutter sig til det ideale Princip som Lemmer paa dets Legeme, i hvilket det har naaet sin fuldkomne Virkelighed, og er nu et aldeles personligt Væsen. Saalænge den oprindelige Dobbelthed varede, herskede det skabende Ord i ►Naturgrunden, og denne Skabelsetid varer til Tidens Ende; men naar Dobbeltheden er ved ►Skilsmissen ophævet, da lægger Ordet eller det ideale Princip sig og det med samme forenede Reale, under Aanden, og som den guddommelige Bevidsthed lever denne i begge Principer. Saaledes siger ►Skriften om 👤Christus: ►han skal herske, indtil han har lagt alle sine Fiender under sine Fødder, og den sidste Fiende, som tilintetgiøres er Døden, men naar Alt er ham underlagt, da skal ►og Sønnen selv vorde Ham underlagt Som underlagde ham alle Ting, saa Gud maae være Alt i Alt; thi Aanden er endnu ei det Høieste, men kun Kiærlighedens Aand eller Aande, ►Kiærligheden er det Høieste. Den er det, som var, førend Grunden og det Existerende vare som adskilte, men var da ikke endnu som Kiærlighed, men – hvorledes skal vi betegne den? 96Her staae vi endelig paa Undersøgelsens høieste Punkt. ►Alt længe hørde vi det Spørgsmaal: hvortil nytter dog hin første Forskiel, mellem Væsenet, forsaavidt det er Grundvold og forsaavidt det existerer, enten gives der jo ingen fælleds ►Middelpunkt for begge, og da maae vi ►erklære os for den absolute Dualisme, eller der gives en saadan, og da falde jo begge til Slutningen atter sammen. Vi have da eet Væsen for alle Modsætninger, en absolut Identitet af Lys og Mørke, Godt og Ondt og alle de deraf følgende Urimeligheder, hvori ethvert Fornuftsystem indvikles, og som ►alt længst ogsaa ere lagde dette System til Last.