Grundtvig, N. F. S. Hvem er den falske Prophet? Hvem forvirrer Folket? Svar til Recensenten i Litt. Tid. No. 12 og 13 Imod den lille Anklager, det er Prof. H. C. Ørsted, med Beviis for at Schellings Philosophie er uchristelig, ugudelig og løgnagtig

✂

Grundtvig som skribent

✂ 👤Ørsted indleder sin anmeldelse noget utraditionelt med at give et udførligt billede af Grundtvigs “hele Skribentcharacter”, som han finder både forvirret og demagogisk:

✂ Grundtvig forener med en letbevægelig Indbildningskraft og en Art af Veltalenhed den djerve Selvtillid i Yttringen af sine Meninger, der udkræves til at virke paa den store Hob, og derhos befinder han sig selv i en Uklarhed og et Vilderede, der ikke tillader den uøvede Læser eller Hører at gjennemskue hans Paastandes Intethed. Mørket maa hos dette Slags Skribentere skjule Tomheden (►Ørsted 1814a, s. 178).

✂ Dernæst beskriver 👤Ørsted, hvordan Grundtvig to gange har optrådt som ‘partihøvding’. Først som selvbestaltet overmand inden for den nordiske mytologi, dernæst – efter sin omvendelse – som en luthersk høvding, der med sin “vilde indsigtsløse Begeistring” forvirrede folket. Grundtvig påstod at tale i samme ånd som 👤Luther, men 👤Ørsted mener, at den lutherdom, som her er tale om, blot er en lutherdom, som den i en periode så ud i “nogle indskrænkede Hoveder” (s. 184). Det hæsligste træk ved Grundtvigs karakter er dog hans mangel på kærlighed. Han håner og dømmer folk, der tænker anderledes end ham selv, og den eneste form for kærlighed, han udøver, er den, “der viser sig i, con amore at fremdrage Næstens Feil” (s. 189).

✂

Verdenskrøniken 1812

✂ Omtalen af Grundtvigs dømmesyge karakter fører over i en længere passage om ►Verdenskrøniken 1812. 👤Ørsted er oprørt over Grundtvigs urimelige domme over samtidens åndspersoner, særligt Grundtvigs dæmonisering af 👤Schelling og naturfilosofferne, og han anfægter den ret, hvormed Grundtvig med ►Bibelen i hånd stempler folk som Guds fjender.

✂ Over for ►krønikens udformning er 👤Ørsted også meget kritisk. Værket mangler klarhed, fasthed og harmoni i fremstillingen og er i bund og grund latterligt: “Det bemærkedes strax af enhver, endog kun halvseende Læser, at hans ►Krønike var et Monstrum, der intet eftergav det hvorom 👤Horatius siger: risum teneatis amici? [lat., kan I holde latteren tilbage, venner]?” (s. 191). Som det fremgår, var 👤Ørsted ikke helt fri for den nedladenhed og hån, som han skosede Grundtvig for.

✂

Synet på naturvidenskaben

✂ I ►Verdenskrøniken 1812 havde Grundtvig også udtalt sig negativt om naturvidenskaberne, hvilket faldt 👤Ørsted for brystet. Grundtvig havde sagt, at videnskaber som kemi, astronomi og matematik leder væk fra religionen, idet de dyrker legemligheden frem for ånden og sætter mennesket i fare for at glemme Gud. Matematikken kritiserede Grundtvig for dens “ideløse Tydelighed og anmassede [bemægtigede] Selvstændighed” (►1812, s. 280).

✂ 👤Ørsted beskriver i anmeldelsen dette som et udslag af “overmodig Uvidenhed og skjæve Betragtninger” (►1814a, s. 194). Han medgiver, at det er problematisk, hvis naturvidenskaben dyrkes for ensidigt, men generelt er det hans holdning, at naturvidenskaben leder til den dybeste andagt og ydmygelse for Gud (s. 194 f.), jf. 👤Ørsteds tale fra samme år med den sigende titel “Videnskabsdyrkningen, betragtet som Religionsudøvelse” (optrykt i ►Ørsted 1850, s. 177-190). 👤Ørsted opfordrer sine læsere til at stride imod Grundtvig, så han ikke slipper af sted med at indbilde masserne, at videnskabsfolk hader religionen. Han advarer desuden mod det kætterbål, som han ser Grundtvig rejse over videnskabsfolk: “Vogner [vågn] dog op alle Venner af Sandhed og ægte Gudsfrygt! See I ikke det Baal gienreise sig, hvorpaa 👤Vanini brændte? see I ikke det Fængsel paa nye optaarne sig, hvori 👤Galilæi vansmægtede?” (s. 197).

✂

Spådomsskriftet

✂ Selve ►spådomsskriftet, som egentlig var det, 👤Ørsted skulle anmelde, affærdiger han som en forkert fortolkning af en i forvejen forkert fortolkning (►1814a, s. 207). Spådommen ser han som udtryk for “tranghjernet Uerfarenhed, parret med en ildefordøiet Læsning i Propheterne” (s. 200). Grundtvigs fortolkning er i hans øjne et resultat af eisegese, dvs. at han i stedet for at udlægge teksten, har læst sine ‘griller’ ind i ►Bibelens ord. For 👤Ørsted er udgivelsen af spådommen et tegn på, at Grundtvig “enten [maa] gaae i Drømme eller have valgt sit Standpunkt paa Veien til Hospitalet” (s. 208).

✂ Den anklage, som skulle komme til at støde Grundtvig mest, findes i en fodnote s. 185-186, hvor 👤Ørsted antyder, at Grundtvig er en forstyrret folkeforvirrer, som tror, at han er en af Gud indblæst (dvs. beåndet, inspireret) profet. 👤Ørsted opfordrer til stærk skepsis over for Grundtvigs profetier, og som modvægt til det motto, som Grundtvig havde anført på titelbladet af ►spådomsskriftet – “Foragter [foragt] ikke Prophetier” – sætter han et andet formanende skriftsted, nemlig ►Matt 7,15: “vogter Eder [vogt jer] for falske Propheter, der komme til Eder i Faareklæder, men indvortes ere glubende Ulve” (s. 208).

✂

Høvding uden parti

✂ I tekstens hoveddel slår Grundtvig om fra det krigeriske, patosfyldte til en mere kølig og ræsonnerende fremgangsmåde (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 614). Han gennemgår 👤Ørsteds anklager en efter en, og opbygningen af teksten følger derfor samme mønster som 👤Ørsteds recension. Den første alvorlige anklage, han søger at tilbagevise er den, at han skulle have forvirret folket og optrådt som ‘partihøvding’. Han påpeger, at der ikke findes nogen religiøs stemning omkring ham, hverken i de lærde kredse eller blandt folket, og at han tværtimod står meget alene: “mellem alle Abekattene har ikke en efterabet mig, naar jeg angrebes og haanedes forsvarede Ingen mig, hvor er da det Parti, for hvilket jeg har været Høvding? visselig, det maa være et saare roligt Partie, siden Publikum i 7 Aar ikke hørde en Lyd fra det” (►Grundtvig 1814b, s. 9 f.).

✂ Anklagen for at forkynde en indskrænket lutherdom tager Grundtvig meget ilde op, idet han forstår den som en kætter-anklage (s. 16 f.). Derfor insisterer han på, at han fører den samme lærdom som 👤Luther (s. 15) og opfordrer til, at man sammenligner hans lære med 👤Luthers ►lille katekismus og ►den augsburgske bekendelse for at forvisse sig om dette. I øvrigt anfører han, at sand kristendom ikke kommer så meget an på at følge 👤Luther, som på at holde sig til sit præsteløfte og følge ►Bibelens ordrette mening. Grundtvig føler sig sikker på, at han selv gør dette og udfordrer 👤Ørsted:

✂ Enten skal nu Rec. [recensenten] bevise, at dette er Løgn [at Grundtvig holder sit præsteløfte], og det kan han ikke, eller og [også] han skal tilstaae, at jeg ikke anderledes forvirrer Folket end den herlige 👤Luther, og den danske ►Bibel, og alle Danmarks Konger fra 👤Christian den Tredie og Sjællands Bisper fra 👤Palladius til 👤Balle og den danske Geistlighed giennem Aarhundreder, og alle de Præstemænd som endnu lære efter den Eed de have svoret. Her er ingen Udvei, intet Smuthul, han skal staae til Regnskab, eller staa som en Løgner (s. 23).

✂ Denne passage er ganske typisk for Grundtvigs argumentation over for mange af anklagerne. Han opstiller pseudo-alternativer: 👤Ørsted må bevise de anklager, han kommer med – og det kan han ikke – eller også må han fremstå som løgner. Hermed synes diskussionen lukket på forhånd.

✂

Bibelens ordrette mening

✂ En af 👤Ørsteds mest alvorlige anklager mod Grundtvig var, at han lagde sin egen mening ind i ►Bibelen, og Grundtvig anerkender da også, at det ville være et stort problem, hvis han bar sig sådan ad:

✂ det er vist, lægger jeg selv en Mening i ►Bibelen, og dømmer efter den Lærdomme og Mænd, da er jeg en Folkeforvirrer, som alle den forrige Tids Kiættere, som saamange Theologer i den sidste Tid, og Rec. [recensenten] har den fuldkomneste Ret til at prædike et aandeligt Korstog imod mig (s. 22).

✂ Men Grundtvig mener igen, at 👤Ørsted mangler at bevise sin påstand, og han er overbevist om, at han selv prædiker ►Bibelen i dens ordrette mening. Det er den, han i præsteløftet har svoret at ville lære, og for den, han vil “stride til Døden” (s. 23). Grundtvig skelner dog mellem to slags ordrethed. Når ►Bibelen taler om, hvad der er sket, og hvad man skal tro, skal den forstås “ligefrem efter Ordenes sædvanlige Mening”, men med profetierne forholder det sig anderledes: “[de] skal og [også] forstaaes ordret, men tit i en anden Mening end den Ordene sædvanlig have” (s. 58). Et sådant udsagn måtte naturligvis vække til modsigelse hos 👤Ørsted, se afsnittet Forsvarlig bibelbrug.

✂ Grundtvig bruger også ►Bibelen til at forsvare sine hårde domme over sine vildfarne medkristne. Hans fordømmelser har nemlig deres forbillede i profeterne, 👤Jesus og apostlene, som alle “straffede” Guds fjender med de allerstærkeste, mest fordømmende ord. Et andet forbillede er 👤Luther, der talte skarpere end alle andre (s. 25 f.). Grundtvig understreger, at dommene ikke udspringer af ukærlighed, snarere tværtimod, for i sidste ende er hensigten med dem den ædle at kalde brødrene tilbage fra vildfarelse. Grundtvig mener ikke, at dette kan lade sig gøre uden strenghed over for hovmod og vantro.

✂

Videnskaben som kristendommens tjener

✂ Angående synet på naturvidenskaberne føler Grundtvig sig misforstået. Han er ikke videnskabshader, og han mener ikke, at kristendommen generelt står videnskaben i vejen; problemerne opstår udelukkende, når videnskaben vil være selvstændig (s. 42), for så bliver den ukristelig og ugudelig. Videnskaben er afhængig af religionen (dvs. kristendommen), for idet kristendommen ligger inde med sandheden, er det alene den, som kan give videnskaben retning og mål. Kristendommen helliger videnskaben og gør den samtidig til sin tjener (se ►Grundtvig 1815, s. 158 og 165 f.).

✂ Den såkaldte Athenefejde, som også udspandt sig i årene 1814-1815, omhandlede det beslægtede emne om forholdet mellem tro og fornuft. Her insisterede Grundtvig over for præsten 👤Andreas Krag Holm på, at fornuften skal tages fangen under troens lydighed. Fornuften må ikke overvurderes, for den er ligesom alt andet ved mennesket faldet, og dens forsøg på at selvstændiggøre sig er roden til al synd. Grundtvig betragter fornuften som en oprører og en fjende af sandheden, og den skal derfor fanges og tvinges til lydighed mod troen og 👤Kristus (se ►Høirup 1949, s. 106-109).

✂

Kaldet til at spå

✂ 👤Ørsteds kritikpunkter af ►spådomsskriftet gennemgår Grundtvig et ad gangen og diskuterer dem i detaljer. Her skal blot et par pointer fremhæves. Grundtvig fastholder med karakteristisk hårdnakkethed, at spådommen må gælde 👤Napoleon (s. 50). Desuden påpeger han, at når 👤Ørsted kritiserer den aktualiserende måde at udlægge Bibelens profetier på, så kritiserer han også hele den kristne tradition, for alle de store bibelfortolkere og teologer som 👤Paulus, 👤Augustin og 👤Luther udlagde netop spådommene på den måde. Grundtvig mener, at de bibelske profetier er at betragte som gåder for menneskene, og om “deres Betydning er det enhver gudfrygtig Mand, som føler Kald dertil, uformeent [tilladt] at giætte, naar han kun ei giætter paa Noget, som strider mod Lærdommen, og overlader det til Gud og Tiden at vise, om han giættede ret” (s. 58).

✂ På spørgsmålet om Grundtvig tror, at han er en af Gud inspireret profet, svarer han forbeholdent, men ikke helt afvisende. På den ene side finder han det indlysende, at Gud kan give de troende både anelser og klare syn af ting, der skal ske, og at en “gudelig Digter” som Grundtvig selv er mere egnet til at “ahne og skimte” end andre (s. 36). På den anden side er det ikke til at vide, om synerne er sande. Det kan kun tiden vise, og derfor må man udvise den største forsigtighed i dette spørgsmål. Prøvestenen for en profeti må være, om den stemmer overens med det skrevne ord, om den er en “aabenbar Gienlyd af Propheternes Sange” (s. 37).

✂

Forsvar for filosofien

✂ I ►Imod den store Anklager tager 👤Ørsted fat på Grundtvigs forhold til filosofien, særligt 👤Schellings (s. 58-82). Godt nok er 👤Ørsted grundlæggende enig i den schellingske totalanskuelse af naturen, men i detaljen har han mange indvendinger imod 👤Schellings system (se ►Jessen 1971, s. 51 f.). 👤Ørsteds ærinde med ►Imod den store Anklager er ikke at forsvare 👤Schellings position som sådan, men at forsvare “den philosophiske Aand i Almindelighed” mod de grundtvigske misforståelser (►1814b, s. 82). I denne passage er det ikke så meget ►Hvem er den falske Prophet?, som diskuteres, men Grundtvigs angreb på 👤Schelling i ►Krønikens Gienmæle fra 1813 (polemikken med 👤Christian Molbech). To af Grundtvigs hovedanker imod 👤Schellings filosofi er, at den nægter det ondes virkelighed og sammenblander godt og ondt.

✂ 👤Ørsted mener, at Grundtvigs indvendinger mod 👤Schelling bunder i en misforståelse (s. 59 f.). Grundtvig har ikke forstået, at der i den idealistiske filosofi er en afgørende forskel mellem den sanselige virkelighed (‘tilværelsen’) og fornuftsvirkeligheden (‘væren’). Den sanselige virkelighed er en jordisk, timelig tilværelse, hvor man kan erkende via sanserne. Fornuftsvirkeligheden er derimod evig og erkendelsen af den uden sanselige betingelser. Når filosoffer som 👤Schelling taler om ‘virkeligheden’, er det fornuftsvirkeligheden, de henviser til, ikke den sanselige virkelighed, som i idealismen blot regnes for et skin. Dette er afgørende, når det drejer sig om det onde. For ifølge 👤Schelling eksisterer det onde ganske vist i den timelige, sanselige virkelighed, men ikke i den evige fornuftsvirkelighed. Og 👤Schelling må have ret på dette punkt, mener 👤Ørsted, for alternativet duer ikke. Ville man regne det onde for at have evig virkelighed, måtte det jo enten have sin grund i Gud, hvilket ville være en vanvittig tanke, eller det måtte tilkendes en selvstændig eksistens, hvilket ville være manikæisme (s. 61).

✂ Også i spørgsmålet om styrkeforholdet mellem det gode og det onde er 👤Ørsted på 👤Schellings side. Det gode og det onde er ikke to lige stærke kræfter med samme grad af virkelighed, sådan som Grundtvig opfatter det. Det onde har ingen substans, det er blot mangel på det gode. 👤Ørsted trækker her på 👤Augustin og den klassiske lære om det onde som privatio boni, dvs. som blot fravær af det gode (s. 67 f.).

✂ Grundtvigs nok groveste anklage mod 👤Schelling er, at han skulle være ateist, fordi han nægter en uforanderlig og levende Gud (jf. ►Krønikens Gienmæle, s. 40). 👤Ørsted påpeger, at ateist er alene den, der decideret nægter Gud eller de egenskaber, som man forbinder med hans væsen, og efter den definition kan man ikke med god samvittighed kalde 👤Schelling ateist, han er højst “i en Vildfarelse” (s. 74). Når Grundtvig uden grundig overvejelse kalder 👤Schelling ateist, optræder han som en “Consequentsmager”, dvs. en, som drager spidsfindige, uberettigede eller urigtige slutninger af andres udtalelser (s. 75).

✂ Når Grundtvig anklager 👤Schelling for at nægte en uforanderlig og levende Gud, skyldes det ikke konsekvensmageri, men snarere en banal misforståelse. Igen mener 👤Ørsted, at misforståelsen skyldes Grundtvigs sammenblanding af de to slags virkelighed. Gud udvikler sig ganske vist i tiden, men i evighedens perspektiv, dvs. uden for tiden, er han uforanderlig. 👤Schellings tanker om Guds udvikling (i tiden) skulle desuden netop sikre forståelsen af Gud som levende. En gud, der blot er en abstrakt, “strax færdig” tanke, er ikke levende. Det er til gengæld en gud, der har udviklet sig og er blevet anskuelig og indholdsrig (s. 77).

✂ 👤Ørsted finder i øvrigt Grundtvigs fremgangsmåde i ►Krønikens Gienmæle ganske useriøs, idet han her havde bygget sine antagelser om 👤Schelling på ganske få af hans tekster og tilmed havde tilladt sig at tale med om 👤Schellings frihedsskrift (►Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit und die damit zusamenhängende Gegenstände, 1809), selvom han ikke havde læst det. Om Grundtvigs 👤Schelling-læsning konstaterer 👤Ørsted tørt, at Grundtvig mangler filosofisk dannelse, og at 👤Schelling har hævet sig til en tænkningskreds, der er “utilgjængelig for en Grundtvigs hidtil viste Fatteevne” (s. 63).

✂

Tro og videnskab i ‘sympathetisk’ harmoni

✂ Det andet store hovedemne, der vendes endnu en gang, er forholdet mellem tro og videnskab (s. 82-89). 👤Ørsted understreger, at han ikke er modstander af den kristne religion. Han mener, at videnskaben bør dyrkes med et kristent sindelag, og at religion og videnskab gerne skulle være i ‘sympathetisk’ harmoni, dvs. være venligt indstillet over for hinanden (s. 85). Af den grund skal videnskaben imidlertid ikke berøves sin selvstændighed. 👤Ørsteds synspunkt er, at hvis man vil gøre videnskaben til noget andet end viden om sin genstand, så ophører den med at være videnskab (s. 83 f.). For videnskabsmanden gælder det om at betragte fænomenerne i verden, sådan som de foreligger, og ikke stræbe efter at “finde Guds Finger i Naturen” (s. 84), dvs. lede efter Guds hensigter med skabningen.

✂

Forsvarlig bibelbrug

✂ Et sidste tema, der skal tages op her, er 👤Ørsteds indvendinger mod Grundtvigs anvendelse af ►Bibelen (s. 90-97). Grundtvig havde insisteret på vigtigheden af at følge ►Bibelens ordrette mening, men hertil anfører 👤Ørsted, at meningen ikke er så nem at finde, som Grundtvig havde givet udtryk for. Meningen i et bibelsted forstås ofte ikke “af sig selv” (s. 94), men kræver nøje studier. Teksten skal med andre ord udlægges, og en sådan udlægning af teksten er ikke ufejlbarlig. Det samme gælder de domme, som bygges på udlægningen. 👤Ørsted ser sig nødsaget til at lære Grundtvig lidt om hermeneutik:

✂ jeg paastaaer kun at den Dom, vi fælde over Nogen paa Grund af Skriftens Udsagn, ikke staaer i ►Bibelen, men kun bygges derpaa, ved menneskelige Slutninger, og at altsaa en saadan Dom er en menneskelig Dom, og kan efter samme Lovbog underkjændes af et andet Menneske, der enten seer den Dømtes Tanker og Handlinger i et andet Lys, eller fastsætter Lovstedets [skriftstedets] Mening paa en anden Maade (s. 93).

✂ Desuden pointerer 👤Ørsted, at ►Bibelen er skænket menneskene, for at de kan frelses, ikke for at de skal dømme andre. Grundtvig kunne trænge til at tænke lidt over ►Matt 7, 1-5: Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes!

✂

Schelling og frihedsskriftet

✂ Som undertitlen på stridsskriftet viser, ønsker Grundtvig med sin tekst at give det endelige “Beviis for at 👤Schellings Philosophie er uchristelig, ugudelig og løgnagtig”. Grundtvig har nu læst både ►Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freyheit und die damit zusamenhängende Gegenstände (herefter frihedsskriftet) og ►“Philosophische Briefe über Dogmatismus und Kriticismus” i genoptrykket fra 1809. Særligt ►frihedsskriftet i hvilket 👤Schellings tænkning havde taget en drejning i retning af det mere teosofisk-religiøse, bliver nu omdrejningspunktet for Grundtvigs kritik. For en god introduktion til ►frihedsskriftet, se ►Rasmussen og Brock (2013).

✂ Pladsen tillader ikke en detaljeret gennemgang af det lange 👤Schelling-afsnit, men for overblikkets skyld bringes her en oversigt over delene (jf. ►Pedersen u.å.: 1994, s. 426):

S. 75-78	Hovedlinjerne i 👤Schellings filosofiske udvikling
S. 78-81	Bedømmelse af 👤Schellings filosofis forhold til kristendommen
S. 84-99	Detaljeret gennemgang og analyse af 👤Schellings ►frihedsskrift
S. 100-107	Det ontologiske gudsbevis
S. 107-117	Igen en bedømmelse af 👤Schellings filosofis forhold til kristendommen

✂ Grundtvig roser i udgangspunktet 👤Schellings ►frihedsskrift, som han mener er den vigtigste afhandling om menneskets frihed siden 👤Luthers ►De servo arbitrio fra 1526. Han finder, at 👤Schellings afhandling er udformet med stor klarhed og dybde, men det ændrer ikke ved, at han stadig er uenig i 👤Schellings grundlæggende antagelser. Han skriver, at 👤Schelling er en ganske konsekvent filosof, men det hjælper ikke meget, når han i sin filosofi går ud fra en “Grundløgn” (s. 85), nemlig den, at livets modsætninger: lys og mørke, godt og ondt, sandhed og løgn er forenelige størrelser. Ifølge Grundtvig er modsætningen mellem sandhed og løgn uophævelig for forstanden: “Samfund mellem Sandhed og Løgn er utænkeligt” (s. 103). Bag denne formulering fornemmer man det princip, som Grundtvig i disse år regnede for al sandheds grundlov, nemlig modsigelsens grundsætning (kontradiktionsprincippet), der siger, at man ikke på samme tid kan bekræfte og benægte det samme. Modsigelsens grundsætning nævnes i flere forskellige sammenhænge i ►Imod den lille Anklager (se s. 62 f., s. 73, s. 101 og s. 171-173) og var et gennemgående våben i Grundtvigs mange angreb på 👤Schellings filosofi, se ►Høirup (1949).

✂ Kritikpunkterne imod 👤Schellings ►frihedsskrift er på mange måder de samme, som Grundtvig har fremført tidligere. Uenighederne drejer sig i bund og grund om gudsbegrebet. Grundtvig er som bekendt modstander af både den panteistiske tanke hos 👤Schelling, at alle modsætninger er forenet i ‘det absolutte’ (Gud), og udviklingstanken, at Gud først bliver sig selv og kommer til personlighed gennem en proces, som resultat af en bevægelse gennem modsætninger. Det, som Grundtvig især diskuterer i forlængelse af ►frihedsskriftet, er 👤Schellings sondring i gudsbegrebet og hans forklaring af det ondes herkomst.

✂ For at forklare, hvordan det onde var opstået, havde 👤Schelling i ►frihedsskriftet sondret mellem Guds (natur)grund (væren) på den ene side – Grundtvig kalder det nogle steder “Grundvold” – og hans eksistens (tilværelse) på den anden. Guds grund er karakteriseret ved mørke, hans eksistens derimod er hans forstand og er karakteriseret ved lys. Grunden og forstanden indgår i en harmonisk og uopløselig forening, idet de holdes sammen af ånden i et evigt forhold (►Pedersen u.å.: 1994, s. 202). I mennesket findes en lignende enhed af grund og forstand, men i skabningen, i den endelige verden, er foreningen ikke uopløselig. Deri ligger det ondes mulighed. For af menneskets naturgrund kan selvheden, egenviljen, udvikles. Så længe menneskets vilje stemmer overens med den universelle vilje, er den god, men udvikler den sig til egenvilje, bliver den ond. Det er på sin vis grunden i Gud, der bliver anledning til det ondes fremkomst, men det onde skal ikke af den grund regnes for en del af Guds væsen. Man må skelne mellem grund og følge. Gud er godt nok grunden til alting, men det betyder ikke, at det, som følger, er identisk med hans væsen (►Rasmussen og Brock 2013, s. 26).

✂ For at værne sig mod anklager for dualisme insisterede 👤Schelling på, at der forud for opdelingen i grund og eksistens, forud for dualiteten, måtte være et udelt væsen. Det får nu nye betegnelser: Det er “urgrunden” eller “ugrunden”, et begreb fra den kristne mystiker 👤Jacob Böhme. Ugrunden er forud for modsætningerne. De kan slet ikke skelnes i den, og derfor kaldes den “absolut identitet” eller “indifferens” (forskelsløshed).

✂ I ►Imod den lille Anklager giver Grundtvig udtryk for, at han hverken kan acceptere 👤Schellings tvedeling af Gudsbegrebet – læren om indifferensen har ikke overbevist ham – eller udviklingstanken. Han finder ganske enkelt ikke denne lære i overensstemmelse med ►Bibelens begreb om Gud som én og uforanderlig: Gud er “af Sig Selv og ved Sig Selv, evig uforanderlig i det utilgiængelige Lys, Grundværelsen, foran og over hvilken Intet kan virkelig være, ►Faderen, af Hvem alle Ting ere” (s. 107). Den tanke, at der skulle finde en udvikling sted i Gud, hvorved Gud i interaktion med skabningen kommer til sig selv og til personlighed, er i Grundtvigs øjne urimelig, idet den sammenblander skaber og skabning og gør gudsbegrebet immanent.

✂ Problemet med udviklingstanken er desuden, at menneskets ondskab bliver et nødvendigt led i Guds udvikling til personlighed, for 👤Schellings tanke er, at Gud kun kan åbenbare sig som kærlighed på baggrund af sin modsætning, det onde. Der er med andre ord stadig en grundlæggende determinisme i 👤Schellings system, og i Grundtvig øjne har 👤Schelling således ikke løst problemet om friheden tilfredsstillende. Når mennesket er bestemt til at handle ondt, opstår der desuden et problem med hensyn til ansvar og dom. Mennesket kan ikke gøres ansvarlig for sine handlinger og kan som følge heraf heller ikke dømmes. De største problemer ved ►frihedsskriftet opsummerer Grundtvig på følgende måde:

✂ Det er klart, at efter den [afhandlingen om friheden] har Gud ingen Personlighed uden i Menneskeslægten, at efter den er Intet ondt i sit Princip, men kun i et vist Tidsrum, i en bestemt Virksomhed, at denne Virksomhed er nødvendig for at udvikle det guddommelige Liv, og at der altsaa ingen Strafværdighed kan finde Stæd [...] Døden ender al Strid, og paa hin Side Graven er ingen Ansvarlighed, intet Regnskab (s. 99 f.).

✂ Grundtvigs gennemgang kulminerer i en femdobbelt udråbelse af 👤Schellings lære til løgn (s. 106).

✂

Dobbelt forsvar for Verdenskrøniken 1812

✂ Grundtvigs forsvar for ►Verdenskrøniken 1812 er ganske omfattende (63 sider), idet han ikke blot tager 👤Ørsteds kritikpunkter op, men også kritikpunkterne fra 👤Jens Møllers anmeldelse af ►Verdenskrøniken 1812 fra 1813. Den havde han ellers svaret på én gang (se ►Grundtvig 1813b), men svaret var kun foreløbigt, da Grundtvig regnede med at skrive et egentligt forsvar for krøniken. I 1814 havde han imidlertid påbegyndt en ny, meget mere udførlig verdenskrønike og havde opgivet forsvaret. Der er grund til at tro, at kladdemateriale fra dette påtænkte forsvar er gledet ind i ►Imod den lille Anklager. Det kunne forklare, hvorfor 👤Møllers recension får så meget opmærksomhed, som den gør.

✂ Igen skal der her for overblikket skyld gives en oversigt over afsnittet:

S. 139-159	Tilbagevisning af 👤Jens Møllers kritik (23 “Bommerter”, jf. s. 152 ).
S. 159-173	Diskussion af forholdet mellem tro og videnskab
S. 173-190	Korte gendrivelser af en række historiske detaljer i ►Verdenskrøniken 1812
S. 190-202	Diskussion af 👤Novalis' digtning og manglende kristendom

✂ Grundtvig anfører selv, at det vigtigste spørgsmål i diskussionen med 👤Ørsted om ►Verdenskrøniken 1812 er forholdet mellem tro og videnskab (s. 173). Han understreger igen, at han ikke er videnskabshader, og at han blot mener, at videnskaberne skal vide, at de ikke kan foragte eller bekæmpe tro og kristendom uden at grave deres egen grav. Videnskabeligheden skal være troens tjener, og “al Videnskabelighed som vil være selvstændig, er uchristelig og ugudelig” (s. 164 f.).

✂

Ikke profet, men skjald

✂ I afsnittet om spådommen tager Grundtvig endnu engang fat på at forsvare detaljer i ►spådomsskriftet (s. 203-216). Der er ikke meget nyt i disse gendrivelser, hvad Grundtvig selv medgiver, men han vil ikke forholde sig tavs til denne del af 👤Ørsteds kritik, da han frygter, at 👤Ørsted ville tage tavsheden som tegn på overgivelse (s. 203).

✂ Grundtvigs overvejelser over profetrollen er til gengæld interessante. Han understreger, at han ikke er profet, men skjald. Som skjald kigger han på Herrens ord og de forgangne tider, og idet han sammenholder dette med tidens tegn, mener han at kunne udtale sig om fremtiden. Grundtvig ville ikke høre kritik for dette: “Ingen har Ret til at spotte mig, fordi jeg gjør hvad der er Skjaldeviis [karakteristisk for en skjald], udsiger Ord om Fremtids Dage, og jeg indseer ei at det er nogen Brøde, at jeg selv troer mit Syn” (s. 217). Skjaldens rolle ligner profetens ganske meget, men der er afgørende forskel mht. sikkerheden af synerne og profetierne. Skjalden kan ikke bevise sit syn, han har blot en vished i sit indre, og han kan heller ikke forudsige præcist. Der vil være ting, han siger, som ikke opfyldes.

✂ Grundtvig afrunder ►Imod den lille Anklager med at forsikre om sin fasthed i troen. De bebrejdelser, han møder fra både venner og fjender, skal ikke have lov at forstyrre ham i hans værk. Han er sikker på, at det er sandhed, han forkynder, ja, at det ikke er hans egne ord, han taler, men Herrens (s. 223).

✂ 👤Ørsted svarede aldrig på ►Imod den lille Anklager, han fandt det velsagtens nytteløst at fortsætte polemikken, og dermed endte striden noget uforløst. Der kom aldrig nogen form for forlig eller forbrødring. 👤Erland Jessen har formuleret det således: “Fronterne var blevet fastlagt fra begyndelsen og en stillingskrig var blevet ført, i hvilken tilbagetog og al fraternisering med fjenden var udelukket” (►1971, s. 68).