↩ See! vilde De nu kalde Dem den Blinde, ►istæden for Tilskueren, det saae jeg helst, og saa kunde vi have vore Løier med Tiden; thi den er ikke saa vantro, som den lader; den troer meget mere utrolige Ting, end baade De og jeg; thi den troer om sig selv, den er smuk, og det var dog Synd at sige; uden for saavidt man kan sige det er en smuk Søn; men naar den nu kan troe det, maa den sagtens troe os paa vort Ord, at vi ere blinde, og det især, siden den har troet det, inden vi sagde det selv. Nu giør De Dem kanskee en Skrupel, og tænker: det lader ikke kiønt, at giøre Nar af skikkelige Folk; men 200►at see og ikke at see, det er Tingen, og saa høit har jeg aldrig kunnet faae mine Øine op, at jeg har kunnet see, Tiden var en skikkelig Mand; men at den har vrænget ad skikkelige Folk, det har jeg seet med mine Øine; ja for dem at synes er den, for at tale i Tidens Sprog, ret et Vrængebillede af en Tid at være.