↩ Men – hvad var det nu, jeg vilde sige? det havde jeg nær glemt over Æren, thi vil end Tiden ei indrømme, at man, som det ►hedd' i gamle Dage, ►kan kiøbe Guld for dyrt, saa veed jeg dog, den som sagt, indrømmer det om Æren, og vil den altsaa skose mig, fordi jeg seer til, ►jeg kan slippe med begge Ørene, om end Æren skulde blive i Stikken, da kan jeg have den Ære at melde, at den har ingen Ære at tale med, og det er i dens egen Aand, jeg taler, naar jeg trøster mig ved, 196at, ►har man Skam af det, saa har man dog ingen Skade af det, ►at see, og ikke at see, og det var Spørgsmaalet.