Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Hr. Tilskuer!

Men – hvad var det nu, jeg vilde sige? det havde jeg nær glemt over Æren, thi vil end Tiden ei indrømme, at man, som det hedd' i gamle Dage, kan kiøbe Guld for dyrt, saa veed jeg dog, den som sagt, indrømmer det om Æren, og vil den altsaa skose mig, fordi jeg seer til, jeg kan slippe med begge Ørene, om end Æren skulde blive i Stikken, da kan jeg have den Ære at melde, at den har ingen Ære at tale med, og det er i dens egen Aand, jeg taler, naar jeg trøster mig ved, 196at, har man Skam af det, saa har man dog ingen Skade af det, at see, og ikke at see, og det var Spørgsmaalet.