↩ Men det er nu det samme; jeg vil være beskeden, ►at sige, saaledes, som det gaaer an i vore Tider; thi har jeg end ikke Tidens Syn, ikke engang ►den norskes, saa kan jeg dog, uden at rose mig selv, sige, at jeg gaaer frem med Tiden, og man kan da ikke forlange mere af mig, end at jeg skal blive beskeden med Tiden; thi det er jo Tidens Aand, at Selvfølelse er det første, Man skal lære; ikke som i gamle Dage, ved det bag Speilet, men ►for Speilet, og hvor det ellers kan føie sig, og da ►Overspænding og Sværmeri, især i Dyder, ikke er Tidens Lyde, skal den ikke heller være min; og min Beskedenhed gaaer da ikke videre, end at jeg kalder mit Syn beskedent, ►istæden for at Verden kalder det, ►jeg gider ikke sagt, hvor ►slemt, og giør altsaa i Tidens Aand en Dyd af en Nødvendighed, thi egentlig er man dog nød til at see med de Øine, man har, naar man ikke vil reent gaae i blinde, og alle Tidens Briller ufortalt, mener jeg, de kan være gode nok at bruge, naar man vil 195►see en Flue som en Elephant, ja selv til at ansee en Ravn for en Ørn, en Kirke for et Komediehuus, et Kræmmerhuus for en Biergfæstning, og Løgn for Sandhed. Men jeg mener ogsaa, at, ►bruger man ikke sine egne Øine, nytte Brillerne endda ikke stort, om de end sidde paa Næsen for et Syns Skyld; og at see med Andres Øine, kan poetisk talt, være ganske godt, naar de ellers ere gode, men egentlig talt er det dog det samme, som at ►sye med sin Søsters Fingre, hvilket paa godt gammelt Dansk ikke just var nogen Ære; og næst en elsket Kone, ►trivelige Børn, en agtet Svigerfader, kiære Venner, og store faste Eiendomme, skal jo dog, som jeg har ladet mig fortælle, efter Tidens Aand, Æren, og dernæst en god og from Samvittighed være det fornemste.