Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra En mærkelig Spaadom ogsaa om Dannemark efter en gammel Haandskrift

Nu siger jeg det da frit ud, at 👤Napoleon har fra sin første Alder tegnet til at vorde en gruelig 6Mand, som Man kan see af det hans Lovtalere berette om den Forstand, Tilbageholdenhed, Ærgierrighed, og Stivhed, som udmærkede ham. Hans hele offenlige Vandring kundgiør en Gierrighed efter Ære og Magt, som naar den kommer til en vis Grad tilintetgiør Mennesket; men dette berettiger os endnu ei til at fordømme ham, thi i en saa gruelig, vantro og syndefuld Tid, da saa faa Mennesker i Hjertet tro paa en Gud og have Ham for Øie, er Fristelsen til at tro paa Hændelsen og sig selv saare stor for en saaledes udrustet og lykkelig Mand; i en saadan Tid, da de fleste Mennesker drives ene af de skidneste Tilbøiligheder er Fristelsen til at foragte Slægten og tvivle om dens høie Vilkaar saare stor for den høiere stemte, naar Hovmoden, som vi veed den lettelig kan, lader ham glemme, at han selv hører til den Slægt. Man mærke vel, at jeg her kun taler om, hvorledes den ene Synder skal bedømme den anden i Forhold til sig, ikke at undskylde Synderen for Gud, thi det være langt fra mig. Fristes end den store Aand mest til at stole paa sig selv og søge sin egen Ære, vel, saa har han og større Evne til at modstaa Fristelsen, til at erkiende Gud og indsee Umulig7heden af at en Aand som hans kan være kommet af Intet, at Æren for hvad han ei har giort sig selv til kan tilhøre ham; fristes han ved Synet af Slægtens Nederdrægtighed, til at foragte den, og tvivle om dens høie Vilkaar og Bestemmelse, nu, saa veed han jo, at og han er et Menneske, og har han Kiærlighed i Hjertet, da maa Synet bedrøve, ei opblæse ham, da maa det opfylde ham med brændende Nidkiærhed efter at bidrage Sit i Guds Navn til at opreise det Faldne og rense det Besmittede. Men, enddog det er saa, gives der dog visse Øieblikke, da Sandheden staaer klarere for os, trænger stærkere ind paa os end ellers, indtil de komme kan Mennesket gaae hen i sin Forblindelse uden at være sig sin Brøde ret klart bevidst, men naar de komme, da maa han enten følge eller flye, enten omvende sig til Gud, eller forhærde sig, og er han en mægtig Aand enten blive en stor Guds Tjener eller en Djævel, og er han mægtig i Verden, aabenbar bekrige enten Løgnen eller Sandheden. Nu er det min Mening, at enddog 👤Napoleon vist har Meget at bebreide sig selv baade for det han vilde og for det han ikke vilde; saa er dog nu først den Time kommet, da han for sit hele Liv skal afgiøre, 8hvem han vil tjene. Det maa i disse Tider staae klart for hans Øine at det ei var ved hans egen Kløgt og Manddom eller ved hans elendige Franskmænds Kraft at han fandt Folkenes Gods som en Rede og foer over Landene som en Hvirvelvind, men at der er en levende Gud, som regjerer, som opløfter og nedtrykker hvem Han vil, som brugte kun ham til et Tugtens Riis og en Morderengel over de vanartede, ugudelige Folkefærd. Det maa staa klarlig for ham, at naar Herren vil, da kan de Feige blive dristige og de Nedtraadte stærke, ja at Menneskene dog kan bevæges til at vove Liv og Alt for noget Usynligt, og at det som kundgiør sin Kraft maa og være levende til. Nu giælder det, vil den Stolte nu ydmyge sig for Kongernes Konge, vil han nu fortryde sin blinde og forfængelige Fremfærd, vil han nu give sig i den Almægtiges Vold og Tjeneste, til herefter at arbeide med sine store Evner paa Hans Ære og Hans Riges Udbredelse? eller vil han forhærde sig til Trods? Dette er det store Spørgsmaal, og Gud skee Lov! at vi endnu kan svare: vi veed det ikke, at vi endnu kan forlyste os ved Glimt af det Haab i 👤Napoleon at see een af de sjeldne Mænd, ved hvis Hænder 9Gud underlig opreiser Sin Kirke og fornyer Sin Menighed. Men, her bør tales frit, det Haab er svagt, naar Man seer hen paa Heltens Levnet, naar Man mærker de Ord der stundom ere faldne fra hans Læber i Øieblikke, da Man maa tænke Munden talte af Hjertets Overflødighed, og det mærkeligste er vel det han talde til den chatolske Geistlighed i 📌Brabant da den ei vilde bede for ham, fordi han var bandsat af Paven, thi da sagde han: havde jeg ikke fundet at den Gallicanske Kirkes Grundsætninger stemmede med min Politik, da var Jeg gaaet over til den Protestantiske, og Tredive Millioner havde fulgt Mig. Vist var det et grueligt Ord, og fra den Dag, jeg hørte det, det stod at læse i en Modetidende, sank mit Haab saare. Imidlertid, Gud bevare ham fra at gaae i Strid mod den Høieste, jeg vil ikke, før jeg nødes dertil opgive Haabet aldeles, men da det, desværre, er rimeligst at det svigter, vil jeg sige, hvad jeg troer han i saa Fald vil prøve, thi denne Tro er det eneste, som giver mig Ret, ja driver mig til denne Tale.