↩
173
(VU)
O! visselig det gik mig nær til Hjerte,
O! visselig jeg følte bitter Smerte;
O! visselig er det heel tung en Lod,
Naar Fjender ►fnyse, og naar Farer true,
I Fjenders Ledtog da sin Ven at skue,
At saares dybt i Hjerte af hans ►Braad!
Dog, Molbech! ei for dig igjen at saare
Jeg ►Harpen greb i stille Aftenstund,
Nei, jeg ►den greb, for med en Vemodstaare,
At byde dig: Far vel! af Hjertensgrund.