Farvel.
(Til 👤C. Molbech.)
✂
Saa er det vist, saa har Du dig ►udvundet
Af ►Vennelykken, som os sammenbandt!
Saa ►est Du flygtet fra mig over 📌Sundet,
Hvor Danmarks Søn saa ofte Døden fandt!
Hvor danske Mø ►forlorede sin Svend,
Der ogsaa jeg ►forlorede en Ven;
101
(PS)
Ei meer at ►skifte vil med mig Du have;
Ei heller da den sidste ►Sjælegave,
Ei heller da det venlige Farvel?
✂
173
(VU)
O! visselig det gik mig nær til Hjerte,
O! visselig jeg følte bitter Smerte;
O! visselig er det heel tung en Lod,
Naar Fjender ►fnyse, og naar Farer true,
I Fjenders Ledtog da sin Ven at skue,
At saares dybt i Hjerte af hans ►Braad!
Dog, Molbech! ei for dig igjen at saare
Jeg ►Harpen greb i stille Aftenstund,
Nei, jeg ►den greb, for med en Vemodstaare,
At byde dig: Far vel! af Hjertensgrund.
✂
109
(US)
Som da jeg i vor første Vennesommer
Dig bad indgaae til 📌Sorøes ►Altergrav,
Og skue der de favre, hvide ►Blommer,
Der ►huldt sig slynge om ►den brudte Stav;
978Dig bad, at ►agte hvad Dit Hjerte ahner,
Og fængsles ei af Tidens Tulipaner:
Saa rolig og saa venlig staaer jeg ►end,
►Bag sjette Vaar i vores ►Vintersommer,
Og svarer dig paa bittre Ord: min Ven!
►Gak ind og sku de favre, hvide ►Blommer!
Betænk i Fred ved 📌Sorøes ►Altergrav,
At brydes skal ►og vores Vandringsstav!
Naar da vi ligge under Muldet stille,
Naar Graven synker, og naar Orme pille,
Da skal vi der, hvor klare Lys er ►inde,
See, hvem der saae, og hvem der gik i Blinde;
Men tro vi Ham, hvem alle Christne dyrke,
102
(PS)
Vi veed, at ►hvo sig støder, gaaer i Mørke,
►Hvo Lyset skuer, han sig støder ei.
✂
Og nu, Far vel! far, som jeg selv vil fare!
Ak! glat er Stien, som ►saa vis Du troer,
Gid Himlens Lys maa Dine Trin bevare!
Gid ei Du ►fængsles i ►de vilde Spor!
Gid ►onde Urter ei din Aand forgifte!
Og naar engang Du ikke meer saa stolt
Mit Venskab vrager, og bortkaster koldt,
Et Hjerte haver jeg med Dig at ►skifte.
✂ N. F. S. Grundtvig.