↩ O, give dog Gud, at Menneskene vilde betænke det ret, betænke alvorlig, at kun den 21som elsker sin Gud, vorder salig, og da for Guds Aasyn ►prøve sig selv, om de elskede Ham, da skulde de vel komme til at forfærdes, komme til at fornemme hvad ►Trang vi have til Frelseren 👤Jesus, hvor ►forlorne vi vare, hvis ei Han havde ►givet sit Kiød for vort Liv (►Joh. 6). O, ►prøver det dog, kun een Dag til Ende, at ►have Gud og Hans Lov bestandig for Øine ved Alt hvad I tænke og attraa, tale og giøre, at komme ihu, at ►den Alvidende seer det, at spørge alvorlig, om det er Hans ⓘ Villie, om Han med Behag kan betragte de Tanker og Lyster, de Ord og ►Idrætter; o da skal I snarligen lære, at ►Alle ►saa have vi syndet og synde, og fattes den ►Roes, som vi skulde have i Gud, snart skulde I da fornemme om I elske den Gud, som forbyder, fordømmer de kiæreste Lyster, som enten maa ►nægte sig selv, eller ►forbande ►hver den, som ikke bliver i alle de Ting som ere skrevne i Loven, ►saa at han giør dem; ja snarlig skulle I lære, at vi af Naturen hade den strænge, uforanderlige Lov, hade den, selv naar vi udvortes følge dens Bud, hade vor Gud i Hans Lov, hade Ham som forbander, fordømmer sin Lovs Overtræder. Naar vi da faae den ►sørgelige 22Indsigt i Hjertets ►Forvendthed og Kraftløshed til det Gode►, kan vi da trøstes ved Ordet:► giør det, saa skal du leve! maae vi ikke da enten forfærdes og tye til den ►►Naadestol Gud har opreist for Troen i den Retfærdiges Blod, eller forhærde vort Hjerte, bespotte den Gud som os skabte, kalde Ham en Tyran, uretfærdig og grum ►stampe mod Braadden, eller, som mange nu have for Skik, lave os selv en Afgud, som vi kan elske, som vil fornægte sig selv for at gjøre en Synder ►salig i sin Gierning? Jo visselig, ville vi ikke aldeles ►bortskyde Tanken om Gud og vor evige Skiebne, indtil den endelig ►nøder sig paa os, indtil det heder: tag nu dit ►Bret og giør Regnskab; da maa vi vælge imellem at trodse vor Gud eller ►og ydmyge os for Ham. Men er da det Første det Bedste fordi det vælges af Verden? kan vi kanske i den oplyste Tid prøve ►Størke med Gud og true os ind i Hans Rige, eller annamme vi Kiærlighed til Ham, naar vi forsvare vort Had og undskylde Synd? O, I Elskelige, nei, det er jo dog ►saa, at have vi mindste Ærbødighed for Gud, mindste Bekymring for Sjælen, ville vi ei være Djævle, da maa vi i Støvet ydmyge os for Ham, vor ►Lov23giver, Konge og Dommer►, villig bekiende, at Brøden er vores, at Gud er retfærdig, ja at ►Han er Kiærlighed selv, ►enddog Han fordømmer; thi det er klart at ►Himmel og Jord kan forgaae, men ikke en Tøddel af Loven bortfalde, at ►Gud fordømmer os kun, fordi vi elske Ham ikke, fordi al Salighed er i Hans Kiærlighed, fordi Han ei kan ►saliggiøre en Skabning som elsker Ham ikke. Visselig maa vi forfærdes, men det er jo godt, om ellers Guds Aand sagde Sandhed; thi saa staaer der skrevet (►Esa. 66) ►til den ►Elendige vil Jeg see ned, til den, som haver en sønderbrudt Aand og som forfærdes ►for mine Ord. Ei som de ►Trættende, ei som de Trodsende, nei men sukkende, dybt nedbøiede spørge vi da, som fordum ►👤Jesu Disciple: hvo kan da blive salig? Giøre vi dette, da ►vel os! thi da svarer 👤Jesus endnu, som ►Han svarede fordum: for Mennesker er det umulig, men for Gud ere alle Ting mulige (►Matth. 19); da er det Han kalder saa venlig: ►►kommer til Mig alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil vederkvæge eder, hos mig skal I finde Hvile for eders Sjæle; ►thi saa elskede Gud Verden, at Han gav sin eenbaarne Søn, ►paa det at hver den 24som troer paa Ham, skal ikke fortabes, men have det evige Liv► (►Matth. 11 og ►Joh. 3).