Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Hvad skal vi giøre, at vi kan arve det evige Liv? Aftensangsprædiken paa Femte Søndag efter Paaske

Ak, men dette er nu ei vor eneste Sorg, at, naar Ordet udsaaes, Saameget da falder paa alfare Veie og stenige Grunde og midt mellem Torne, Saalidet i god Jord til at voxe og bære mangefold Frugt; at selv de som annamme Ordet med Glæde, naar de det høre, dog falde fra, naar Fristelsen kommer, naar Trængsel og Had, naar Spot og naar Latter skal taales, at Tornene kvæle det Meste; Tornene, siger 👤Jesus, nemlig Begiærlighed efter de jordiske Ting, at kun saa Faa vil bevare det hellige Ord i rene og smykkede Hjerter, saa det kan frembære varige Frugter. Dette er ei nuomtide vor eneste Sorg, nei med de Fleste er det nu kommet saavidt at de ikke engang ville høre, Ordet foragtes, Ordet bespottes, daarlig, dumdristig paastaae de Forvovne, de vide det Alt, de trænge ei meer til at læres og drages af Gud for at komme til 👤Jesum, enddog Han sagde det selv, at Ingen kan 13komme til Ham, uden han hører Guds Ord og lærer og drages af Ham; formastelig vil de indbilde sig selv og hinanden, at de kan komme til 👤Jesum ved deres egen Fornuft, at de formaa af sig selv at træde hans hellige Fodspor, eller dog nei, de mene, at de kan komme til Faderen udenom Ham, at de kan være Ordets Giørere uden at være dets Hørere, at de kan indgaae i Himmerigs Rige uden Tro paa Ham som er Sandheden, Veien og Livet, Ham som er Dørren agte de ringe og som Tyve og Røvere vil de indbryde i Himlen.