↩ Ak, men dette er nu ei vor eneste Sorg, at, ►naar Ordet udsaaes, Saameget da falder paa ►alfare Veie og stenige Grunde og midt mellem Torne, Saalidet i god Jord til at voxe og bære mangefold ⓘ Frugt; at selv ►de som annamme Ordet med Glæde, naar de det høre, dog falde fra, naar Fristelsen kommer, ►naar Trængsel og Had, naar Spot og naar Latter skal taales, at ►Tornene kvæle det Meste; ►Tornene, siger 👤Jesus, nemlig Begiærlighed efter de jordiske Ting, at kun saa ►Faa vil bevare det hellige Ord i rene og smykkede Hjerter, saa det kan frembære varige Frugter. Dette er ei ►nuomtide vor eneste Sorg, nei med de Fleste er det nu kommet saavidt at de ikke engang ville høre, ►Ordet foragtes, Ordet bespottes, ►daarlig, dumdristig paastaae de Forvovne, de vide det ►Alt, de trænge ei meer til at læres og drages af Gud for at komme til 👤Jesum, ►enddog Han sagde det selv, at ►Ingen kan 13komme til Ham, uden han hører Guds Ord og lærer og drages af Ham►; formastelig vil de indbilde sig selv og hinanden, at de kan komme til 👤Jesum ved deres egen Fornuft, at de formaa af sig selv at træde hans hellige Fodspor, eller dog nei, de mene, at ►de kan komme til Faderen udenom Ham, at de kan være ►Ordets Giørere uden at være dets Hørere, at de kan indgaae i Himmerigs Rige uden Tro paa ►Ham som er Sandheden, Veien og Livet, ►Ham som er Dørren agte de ringe og ►som Tyve og Røvere vil de indbryde i Himlen.