↩ Det teologiske ståsted er entydigt. Grundtvig understregede troens betydning. Prædikenens afhængighed af ►Johannesevangeliet og de øvrige bibelske bøger med ”den særligt johannæiske tankegang om liv og død” fremhæves af 👤Henning Høirup. Budskabet ”bliver da dette: Der er ikke salighed i nogen anden end 👤Kristus, thi han var den eneste mand, som elskede Gud af sig selv, og kun den, som ved troen forenes med ham, er i stand til at leve, det er: at elske sin Gud og sin næste.” (►Høirup 1954, s. 23 f.). 👤Holger Begtrup bemærker, at den personlige omvendelse tilskrives større betydning end dåben (►Begtrup 1900, s. 41). Grundtvig prædikede i disse år en vækkelseskristendom. Spaltningen mellem pietismen (Indre Mission) og grundtvigianisme havde endnu ikke fundet sted. Prædikenens øvrige pietistiske træk nævnes hos 👤Gerald Haslam, der også henviser til forskningen om Grundtvigs teologi og prædikener mellem 1811 og 1815 (►Haslam 1998, s. 116-122, 169-173). Grundtvigs prædikener skelnede de mange ugudelige fra de få alvorlige tilhørere, der tiltales ”I Elskelige”. Tiltalen er inspireret af 👤Paulus' tiltale i ►Romerbrevet 1,7: “Til alle dem som ere i Rom, Guds elskelige” (Biblia 1787).