Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Optrin af Norners og Asers Kamp

O, saae I, Drotter, hvor hun som en Orm
Sig vred i Dødens Stund? O, hørte I
Fortvivlelsens den rædselsfulde Tale?
181Og kan I mindes hendes Spaadomsord?
O, mærker det dog Alt, og hører mig!
En Vei til Frelse jeg jer vil forkynde:
De Guder, som I dyrke, er ei til,
Og ei det nytter jer paa dem at stole;
Men Han, hvis Navn i eders gamle Sagn
Saa trøstefuldt og sanddru monne klinge:
Alfader, Han er til, Han har udspendt
Med Almagts Haand den hvalvte Himmeltelt,
Og Jordens Ring foruden Hjelp afrundet.
Af Ham fik Mennesket og Liv og Aand;
Men onde Magter er der ogsaa til,
I eders Sagn Hrimthurser de mon kaldes,
Men Djævle er dog deres rette Navn.
De har bortlokket Mennesket fra Gud,
Og herske nu som denne Verdens Drotter
Med Grumhed over hver en Mand paa Jord,
Der ei nedknæler for sin rette Fader,
Og vender hjem som en forloren Søn
Med Bøn om Syndsforladelse og Naade.