Grundtvig, N. F. S. Optrin af Norners og Asers Kamp

9

Sigmund.

10

De Talende.

Godmund, Hofgode.
Thorkild, hans Fostersøn, siden ogsaa Gode.
Sigmund, 📌Hunsigovs Konge.
Borghild, hans første Dronning.
Hjordise, hans anden.
Sinfjotle, hans Søn.
Eivind, En Gote.
Tvende Hirdmænd.
En Terne.
11

Første Samtale.

Godmunds Bo.

Thorkild.

Hvad svared Hunding? vil han gøre Blot
For Seier og for Jordens Grøde?

Godmund.

Den Gudsforagter! han mig svared fræk,
At vilde Odin smedde ham hans Vaaben,
Og Thor forære ham sit Bukkespand
At pløie med, saa vilde han betænke
Dem med en gammel Hellemus
Til Julekost.

Thorkild.

Men siig mig, vise Gubbe!
Hvi taale dog de høie Guder Sligt?

12Godmund.

Skal de vel tage Sol og Regn fra Landet,
Fordi vankundig slig en usel Drot
I Hallen bryster sig?

Thorkild.

Ei saa jeg mente,
Men hvi det undes ham paa Jord at leve?

Godmund.

Ugranskelige ere Norners Raad,
Det maa jeg selv bekende, Volsungslægten,
Saa drabelig og Guderne saa kær,
Den undergaaer og denne feige Spotter
Han sidder uanfægtet i sin Hal,
Men sikkerlig vil Timen engang komme.

Thorkild.

Du nævned Volsungslægten, jeg det veed,
Den hersked ved min Fødsel her i Landet,
Har heel den maattet friste Undergang?

Godmund.

Ei veed jeg det, men fulde femten Vintre
Henrunde, siden gamle Volsung drog
Til 📌Gøtaland, for der sin Maag at gæste,
Ved Svig han faldt, og det er Folkesagn,
Hans Sønner blev i Skoven alle bundne,
En Trold i Elgelignelse dem sled.

Thorkild.

Men agter du for sandt det Folkesagn?

13Godmund.

Det tykkes mig at vide, at ei Hunding
Saalænge deres Odel havde raadt i Fred,
Om En af dem end fandtes over Mulde.

Thorkild.

Saa Volsung slagen blev af egen Maag,
Det var jo grueligt.

Godmund.

Men underligt dog ei,
Saa har det altid været med den Æt,
Af hver en Slægt den bandt sig til paa Jord
Den svegen blev og hevned Svigen blodig.
Kun det var underligt, hvis den forgik
Og blodig Hevn ei Banemanden rammed.

Thorkild.

Ei grant forstaar jeg alle dine Ord,
Men vil du ei mig heller Sagn fortælle
Om onde Tvist som ødte høie Slægt,
Det kan jeg nemme og det kan jeg mindes.

Godmund.

Hel underlig oprandt den onde Tvist
Og høie Magter sikkerlig den voldte,
Fra fjerne Land en alderstegen Drot
Kom hid at beile til den fagre Signe,
Fremsynet var hun, og hun tyktes se
At Ondt beredtes ved det Bryllupsgilde,
Men Volsung dreves af en lønlig Magt
14Og grædende hun gik til Brudekammer.
Sig Volsung havde bygt en Sal saa stolt,
Du ei den mindes, thi den Hunding brændte.
Den Sal var bygget under Egetop
Og over Tag sig tætte Grene hvælved;
I Salens Midte reiste sig med Prunk
Den tykke Stamme som en vældig Sule,
Og blanke Skjolde hængte trindt omkring.
Det var hin anden Bryllupsaften, Ilden
Henstrakte blussende sig langs ad Gulv,
Men alle Mænd sad trindt om Drikkebordet.
Da hændtes Ting, som Under vel maa nævnes,
Den store Dør med Raslen sprang mod Væg
Og ind i Salen tren en mægtig Kæmpe
Enøiet, klædt i Lin som hviden Sne,
Ei hilsed han, men der han kom til Bullen,
Han drog et Sværd af Balgen, langt og prudt,
Og stak det ind i Eg til gyldne Hjalte,
Det tyktes os, som om den stærke Bul,
Der gennem hundred Aar sig ei bevæged,
Dog maatte bugne ved det haarde Stød.
Saa hult det dønned udi Salens Hvælving,
Det dønned hulere da Kæmpen kvad:

Griber, Kæmper,
Gram om Hjaltet!
Hvo det rokker,
Raader Sværdet.
15Til sin Ætmand
Odin sender
Stolte Vaaben,
Stræber Drotter!
Størken vinder.

Forsvunden var han med den sidste Lyd,
Forstummede vi sad enstund paa Bænken,
Men da opsprang den gamle Volsung først,
Og mente snart at raade Odins Gave,
Dog fast sad Gram for Volsung og hans Maag,
Forgæves efter Alder Kongens Sønner
Med priste Størke vilde købe Sværd,
Det lod som før de kunde Egen løftet
Med dybe Rod, end rokket det af Sted.
Nu Raden kom til Volsungs yngste Søn,
Til Sigmund, rolig han om Hjaltet greb,
Os tyktes ei han strammed nogen Sene,
Hel magelig uddrog af tykke Bul
Han Sværdet dog, og hver da kunde mærke,
At det af Alle kun var agtet ham.
Saameget Guld som Sværdet kunde veie
Ham Siggeir fluks for stolte Vaaben bød;
Men kun med Spot ham Ungersvenden spurgte:
Hvi ikke selv han det gad draget ud,
Da tidlig han det havde udi Hænde?
Da skifted Siggeir Lød og næste Dag
Han Gildet spildte, for, saa faldt hans Ord,
16Ei sent paa Aar at oversidde Bør.
Forhaanelsen han dybt i Sindet gemte
Men Volsung skuffed han med fagre Ord,
Og Kongen lovede med sine Sønner
Ad Aare ham at gæste, saa paa ny
Det spildte Gilde kunde ærlig holdes.

Thorkild.

Hel underligt er Sagnet; mest af Alt,
Hvi Odin gav til Sigmund saadant Vaaben,
Naar ei han skulde virke nogen Daad.

Godmund.

Saa tykkes Fler, det og er sagt
At han blev frelst paa underlige Maader,
Der Elgen sled hans Brødre udi Skov.

Thorkild.

Det blev han vist, thi alt for tungt det var,
Om slig en Æt, saa herlig og saa stolt,
Saa tidlig skulde undergaa med alle.

Godmund.

Ja, tungt det var, men ei uventet dog,
Thi mange Led den ikke kunde leve.

Thorkild.

Den ikke kunde? det forstaar jeg ei.

Godmund.

Jeg veed det, Thorkild, men jeg halv det glemte,
Som naar til Barnet, der ei fatter Ord,
Man stundom taler, glemmer, det maa vokse
17Igennem Aar ved Spise og ved Søvn,
Og lære selv at røre konstig Tungen,
Før Ordets Løndom det begribe kan.

Eivind.

Er her ei Godmund, rige Guders Ven?

Godmund.

Hvad vil du Godmund?

Eivind.

Jeg fra 📌Gøtland kommer,
Mit Skib var hartad brudt paa vilden Hav,
Da Blot jeg Vaner lovede for Frelse,
Og her er Guld, thi Blotnød har jeg ei.

Godmund.

Opfyldt er Løftet, naar med ydmygt Sind
Du takker Guderne, og da dit Guld
Til værdigt Blot sig snarlig skal forvandle.

Thorkild.

Fra 📌Gøtland kommer du? var der ei Noget
Til Tidende?

Eivind.

Dengang jeg løste Skib,
Der hørtes Tidende, som vel er Sagnet værd:
Den sidste Volsung levende i Høi
Blev gravet ned.

18Thorkild.

Den sidste Volsung?
Var det da Sigmund?

Eivind.

Netop ham.
Vi tænkte, han var død for længe siden,
Dog Somme sagde: han var seet i Skov,
Men nu Man Sandingen fik ret at vide:
I Mørkningen forleden Aften sad
Vor Konge i sin Hal, hans Sønner leged,
Og trillede en Guldring henad Gulvet;
Den kom i Fremmerset og Drengen løb
At hente den, da saae han tvende Kæmper
Med side Hjelme stande der i Krog,
De fluks ham dræbte, men dog hørtes Skriget,
Og Siggeir kom med sine Hirdmænd til.
Da var det Sigmund selv, og nok en Anden,
Som siges være Kongens egen Søn,
Men der var ogsaa dem, som hvisked om,
At Signe, vores Dronning, med en Seidheks
Har skiftet Ham, og avlet ham med Sigmund.
Dog, ligemeget hvem den Anden var,
Saa blev der gjort en Høi med tvende Rum
Og sat en vældig Sten imellem begge,
I et af dem blev Sigmund puttet ned,
19Og i det andet Svenden, som ham fulgte.
Nu er det dog nok ret forbi med ham.

Thorkild.

Var det ei muligt, end han kunde frelses?

Eivind.

Ja, som Man siger, har han gode Tænder,
Han sled med dem jo Elgens Tunge ud,
Som vilde slidt ham, men de store Stene
Dem tænker jeg dog han la'r staa.

Thorkild.

Saa blev han frelst, kun for at sveltes
Saa jammerlig tildøde, nei, umuligt.

En Kæmpe.

Est du ei Godmund, ypperste blandt Goder?

Godmund.

Jeg Godmund er.

Kæmpen.

Mig skikked Sigmund hid,
At byde dig til Hallen, han vil blote
Til høie Guder, takke dem som gav
Ham Held til Faderhevn, og tabte Odelsrige.

Godmund.

Er det om Sigmund, Volsungs Søn, du taler?

Kæmpen.

Om hvem vel ellers? til den tætte Lund
Ei Vaabengnyet rækker, kan jeg mærke.
20Veed du da ei, at Thyr holdt Thing i Nat,
Og dømte Hunding til at landsforvises?

Godmund.

Ei var det underligt om Valhals Guder
Saa skifted Seier, men er det og vist,
Er Sigmund ogsaa virkelig ilive?

Kæmpen.

Hvor du kan snakke? havde du i Nat
Hans Hug fornummet, der han løfted Gram,
Ei vilde du da ment det var hans Drauge.

Eivind.

Men hvordan er han sluppet ud af Høien?

Thorkild.

O ja, fortæl os det! hvordan?

Kæmpen.

Hvordan? ja hvordan slap han løs fra Elgen?
Jeg tænker, Odin har vel Magt endnu,
At frelse sine Ætmænd, naar det kniber.
I veed kanske, men om I veed det ei,
Saa veed den Gamle det, at Odin
Ham gav engang et Sværd, det kasted Signe
Nu ned i Høien til sin Søn,
Med det de saved Jord og Sten som Klæde,
Og gæsted Siggeir uden Hjembud fluks.

Eivind.

Saa er vel Siggeir dræbt!

21Kæmpen.

Ja, han er Aske.

Godmund.

Men Signe?

Kæmpen.

Aske med som han.

Godmund.

Hvordan? har Sigmund brændt sin egen Søster?

Kæmpen.

Nei, Ilden brændte hende, og hun selv
Det voldte. Hun kom uskadt ud af Huset,
Men da hun havde kysset Sigmund og sin Søn,
Hun sagde: nu er Volsung blevet hevnet,
Hans Æt er frelst, nu har jeg endt mit Værk,
Og gerne vil jeg med den Niding dø,
Med hvem jeg ei en Stund gad levet.
Det var et Syn for Kæmper, kan du tro:
Med Smil paa Kind hun vandred ind i Luen,
Det foer saa underligt igennem os,
Men Alle skønned, hun var Volsungs Datter.

Godmund.

Det skønner ogsaa jeg, forunderlig
Den Slægt paa Jorden færdes.

Thorkild.

Men dog herlig.
22O takket være Guderne, som frelste
Den bolde Sigmund! Fosterfader! il
At takke dem med værdigt Blot i Lunden!


Anden Samtale.

Godmunds Bo.

Thorkild.

Hilsæl, min gamle Fosterfader!

Godmund.

Dig lønne Guderne din Gang og Hilsen!
Men hveden kommer du? er Noget hændt,
Da siig mig Tidende! thi nu mit Øre
Maa træde i det dumme Øies Sted.

Thorkild.

Fra Kongehallen kommer jeg.

Godmund.

Er Gammen
Endnu i Sal? mig bæres altid for,
At der vil blive onde Tidender at spørge.

Thorkild.

I mange Vintre var dit Ord det samme,
Og tit mig tyktes det var grumme sært;
23 Hvert Aar som gik jeg hørte ny Bedrifter
Af Sigmunds Sønner, saae hvordan hans Æt
Forøgedes, og mente vist at Slægten
Var nu udfriet fra den haarde Dom,
Som hidtil syntes over den at hvile,
Men atter maa jeg grue.

Godmund.

Hvad er hændtes?

Thorkild.

Sinfjotle er hjemkommen seierrig,
Men han i Tvekamp dræbte Borghilds Broder,
Hun tog af Sigmund Bod, men grant jeg saae
At Hjertet pønsed kun paa grusom Hevn;
Selv Sigmund frygted, bød mig at udspørge
De høie Aser, halv tvetydigt var
Mig Guders Varsel, dog jeg tyktes skønne:
Sinfjotles Liv laa i hans Faders Haand.
Ved dette Svar blev Kongen vel tilmode,
Men alt for sikkert tyktes det mig ei.

Godmund.

Jo alt for sikkert mig det tykkes være:
Af alt for nære Frænder er han født,
Thi maa de nærmeste ham Bane volde.

Thorkild.

Ja vist det er, jeg ahner intet Godt,
I Dag skal drikkes Gravøl efter Gunnar,
Men sælsom Angest mig af Salen drev,
24Jeg grued for de dybe, tomme Kedler
I hver jeg saae det underlige Kar,
Som efter Blod af Volsungætten længes,
Og vorder aldrig fuldt.

Godmund.

Engang, engang
Det fyldes vist, men ve den Søn af Askur,
Som i det gyder sidste fulde Skaal!
Med Brag det vælter sig da fluks, og skyller
Ham ned med al sin Slægt til Hel,
Thi haardt vil Odin sine Ætmænd hevne.

Thorkild.

Dit lukte Øie stirrer længer frem
End vort det aabne. Men du vise Gubbe!
Ved Sagn, og Grunden i den stille Nat,
Jeg vokset er som Barnet monne vokse
Ved kraftig Spise og den søde Søvn;
Nu mener jeg at kunne Kløgten løse
Af Ordets Fængsel, vil du derfor nu
Mig aabenbare, hvi paa Nornens Skjold
Saa blodige de Runer staa for Slægten?

Godmund.

Og er jeg Norne da, mens du mig byder
At sige Norners hemmelige Raad?
Om vore Guder tør jeg dristig tale,
Thi de er' fødte og forgaa som vi;
Men for Alfader, som er aldrig blevet,
25Og for hans Raad som Norner føre ud,
I Ydmyghed jeg knæler taus, ærbødig.
Som Barnet vil I Yngre altid spørge:
Hvorfor? hovmodige I af os æske Svar,
Som om det var en dyb, forborgen Konst
I havde fundet, saa os at udspørge.
Men, tro mig! i halvfemsindstyve Aar
Jeg vandred her og Meget har jeg nemmet,
Men alt som sig forøgede min Kløgt,
Jeg flere Spørgsmaal fandt, og gjorde færre.
Vi mægte kun at sige hvad vi veed,
Og hvad os tykkes, stundom, men kun sjelden,
Hvoraf, og endnu sjeldnere hvorfor.

Thorkild.

Ei maa du vredes! heller siig du mig,
Ifald du mægter det med Ord at sige,
Hvoraf du kender Slægtens haarde Dom!

Godmund.

I Lunden hisset stod en gammel Eg,
Det længe var den stolteste i Skoven,
Men trende Somre udi Rad jeg saae
At Lynet søgte den, alt mer den sprængtes,
Da gætted jeg, dens Liv var snart forbi,
Enddog hvorfor jeg ikke kunde vide.
Saa er det og med Slægters Liv paa Jord:
Vi se, vi gætte, høie Norner raade.

26Thorkild.

Ei siger jeg imod, men sikkert har
Du end et Mærke, som dig saa forvisser.

Godmund.

Et Mærke har jeg paa den samme Eg,
Jeg elsked den og slukked engang Ilden,
Som vilde den fortære, næste Vaar
Den end var grøn, men atter rammed Lynet,
Og ikkun Aske laa hvor Egen stod.

Thorkild.

Du mener Sigmunds underlige Frelse
Maa lignes ved den slukte Brand.
Men mig ei tykkes saa, thi du forvoven
Dig satte imod Guders klare Raad.

Godmund.

Nu mærker jeg tilvisse, du est voksen
Og veed af Ord at løse Kløgten ud,
Men tungt det er for mig paa gamle Dage
At saa beskiæmmes af min Fostersøn;
Du veed saa fluks og grant alt hvad jeg mener,
Og hvad jeg i saamange Aar ei saae
Det ligger lige for dit skarpe Øie;
Nu mærker jeg at altid jeg var blind.
Men siig mig dog alt med din store Kløgt,
Om og min Tanke faldt paa Sigmunds Frelse,
Da jeg, mens han i 📌Gotland var, dig sagde,
At Slægten vist ei leved mange Led?
27 Forkynd mig og, ifald du det kan mindes:
Hvordan blev Volsung født?

Thorkild.

Du driver Spot
Med mig, min Daarskab og min Ungdom,
Det er forskyldt, men undervis mig nu,
At ei vankundig jeg skal tro mig kløgtig!

Godmund.

Den alderstegne Rerek sad paa Høien,
Han havde selv sin egen Bautasten
Opreist, thi Søn ham ikke Norner undte.
Han saae paa Stenen med bedrøvet Hu,
Og vaandefuld til Guderne han bad,
Da rørtes Odin af sin Ætmands Kvide,
Sin Mø nedsendte han med sælsom Frugt,
Og Rerek kendte Odins store Naade.
Da groed Volsung udi Moderliv,
I Vintre fem han groed saa, men aldrig
Det undtes ham, lig andre Mænd at fødes,
Udskaaret blev han af sin Moders Liv,
Og Volsungætten blev; men som dens Ophav,
Saa er dens Færd og underlig paa Jord.

Thorkild.

Ak, nu forstaar jeg dig. Til Kongehallen
Jeg iler fluks at skue Norners Dom,
Thi sikkerlig i Dag den aabenbares.


28

Kongehallen.

Borghild.

Sinfjotle! Du ved Brud og Liv har skilt
Min Broder, jeg din Undergang har svoret,
Men Sigmund bød mig tage Bod for Hevn,
Og Kvinden maa sig efter Manden føie;
Thi rækker jeg dig dette fulde Horn,
Udtøm det! og jeg er med dig forsonet.

Sinfjotle.

Men drøit det er at tømme, som jeg ser,
Hel grumset er den Drik, som du mig byder.

Sigmund.

Ræk hid, min Søn! jeg tømmer den for dig.

Borghild.

Kan Sigmunds Søn ei tømme selv et Horn?
Skal dette og din Fader for dig drikke?

Sinfjotle.

Stifmoder! Ondt du har i Hornet blandet,
Jeg taaler ei den stærke Sonedrik.

Sigmund.

Du tager Feil, min Søn, den Drik er kraftig,
Men ikke ond, dog ræk mig ogsaa den!

Borghild.

Sinfjotle! end jeg rækker dig et Horn
Og sværger høit ved alle Valhals Guder,
At værre Vædske ei blev øst deri,
29 End den Kong Sigmund uden Men har drukket.
Est du hans Søn, du drikker og som han,
Hvis ei, da est du med en Træl vist avlet.

Sigmund.

Saa viis da, Søn, du est af Volsungs Blod!

Sinfjotle.

Har jeg i Live ei det vist, da skal
Jeg vise det i Døden, jeg fornemmer
Min Tid er omme, da min Fader selv
Mig ægger til at tømme Edderdrikken,
Enddog forinden ei som han jeg er.

Borghild.

Nu, Sigmund, har jeg fanget Bod for Broder.
Men staa, Sinfjotle, fast paa dine Ben;
Hvi raver du? est du saa tidlig drukken?

Thorkild.

Af alt for nære Frænder var han født,
De nærmeste ham maatte Banen volde.


30

Tredie Samtale.

Kongehallen.

Sigmund.

Graahærdede! jeg dig lod kalde hid
For dig min Nød at klage, dig at spørge,
Om grumme Norner ei vil holde op
Min Slægt at øde?

Godmund.

Strænge, dog ei grumme
Er vise Norner. Hvad er hændtes nu?

Sigmund.

Sinfjotle døde, jeg det maatte volde,
Og mere gruelig end selv hans Død
Hans Jordefærd imellem Folk skal nævnes.
Jeg, som i Uvid, over Mark ham bar
Og kom til Aaen, hvor den stridig rinder,
Der laa en Baad og i den stod en Mand,
Med venligt Ord han sig tilbød at fløtte
Mig og min Byrde over striden Aa,
Jeg Liget rakte, det og han forsvandt,
Og til en Jotun gav jeg vist min Søn.

Godmund.

Var han ved Seid af Aser dig vel given?

Sigmund.

Ja, du har Ret, det maatte saa vel ske,
31Thi utilbørlig maa hans Fødsel nævnes.
Men nu min Helge, han som andre Mænd
Jo avledes, dog ogsaa ham jeg misted.

Godmund.

Men alle Mænd som fødes maa jo dø
Og dertil veed du selv, at sære Varsler
Ved Helges Fødsel og en sælsom Lod
I Liv og Død ham tyktes at forkynde.

Sigmund.

Du mener hine Volers underlige Syssel,
Der de hans Skæbne knytted, jeg forstod
Dem ei; men nys mig Tidende er baaret,
At han af egen Maag er dræbt i Lund,
Selv Odin maatte Spyd til Værket laane.

Godmund.

Hans fagre Sigrun var jo og Valkyrie.

Sigmund.

Det var hun, hun har selv sig dræbt
Og Helges Sønner med. Som fordum Rerek
Jeg stander sønneløs i Alderdom.

Godmund.

Og har du glemt, at du est Rereks Ætmand?

Sigmund.

Af Volsungs Æt kun lever jeg allene,
Men Hjordis er med Barn og nu jeg vil,
At du om det mig Norners Dom forkynder.

32 Godmund.

Hvi vil du spørge end om Norners Raad?
Har du ei set det nok at aabenbares?

Sigmund.

Du spaaer ilde, jeg dog spørger end:
Hvad Skæbne bier den Ufødte? ødes Slægten
I ham, hvad heller skal han den forplante?

Godmund.

Naar Solen sættes, du i Norners Lund
Maa spørge; der dig sanddru Svar skal undes.

En Hirdmand.

Nys ere Hundings Sønner komne hid,
Paa Helges Fader agte de at hevne
Hvad Helge brød, da deres Fader faldt.

Sigmund.

Lad Hornet gjalde over Sletten fluks!
Mig lyster gerne Sværdelarm at høre,
Igennem Brynjen ei kan Sorgen trænge ind,
Og Sjælens Størke under Jernet vokser.
Men Hjordis fløttes skal i Hast til Lund;
Om Odin os i Dag vil nægte Seier,
Ei Vikinger maa finde hende her.

Godmund.

Farvel, Kong Sigmund! længe har jeg levet,
Det kan jeg mærke paa hvad jeg har set.
33Hvis end før jeg, til Odins Sal du kommer,
Da hils din Fader fra hans gamle Ven!


Valen.

Hjordis.

Alt gryer Dagen, ikkun Ravneskrig
Nu høres lyde over øde Val,
Dog, sagte Gispen hører jeg med Gysen,
Og maa dog gange gennem Blodet frem,
De kære Lig og Sværdet at oplede.

Ternen.

Hist runder sig en Ring af faldne Kæmper,
I deres Midte findes Kongen vist.

Hjordise.

Ja visselig, det er ham selv, han bader
Til Valhals Fest sig i den røde Flod,
Og Liget der, det er jo og min Faders.
Eilime! Sigmund! gamle, faldne Kæmper!
Er Tungen stivnet, Aandedraget stemt,
Saa ei I mægte end et Ord at mæle?

34Sigmund.

Hvem kalder mig?

Hjordis.

Din Hjordis. End du lever!
Kan dine Saar ei læges?

Sigmund.

Store Saar
Kan sammengro, men se det brudte Vaaben!
Det fik et Saar, som ei kan læges mer,
Og uden det jeg vil ei længer leve.

Hjordis.

Forunderligt! hvo mægted Gram at bryde?

Sigmund.

Kun han som gav det. Midt i haarden Strid
Mig Odin mødte, holdt sit Skjold mod Sværdet,
Og Sværdet brast, nu ogsaa han forlod
Sin Slægt, og vil at den skal ødelægges.

Hjordis.

Han vil det ei, o, glæd dig, gamle Kæmpe!
Den Søn jeg bærer under Hjertet end,
Ham frelste Odin, da han Sværdet brød,
35 Thi var det heelt, det maatte ham fordærve.
O! vil du høre høie Norners Dom?

Sigmund.

Jeg har ei Tid, jeg maa til Valhal ile
At takke Odin. Vogt du Gram!
Hjordise nævnedes du ei omsonst.


Godmund.

Er endnu ei vi komne nær til Valen?
Alt som vi gaa, jeg vissere det mærker,
At snart udrundet er mit Timeglas;
Men dog mig bæres for at Livets Lys
Ei før ved Sigmunds Lig skal rent udslukkes.

Thorkild.

Nu stander du for Sigmunds røde Lig,
Og hos dig staar Hjordise vel tilmode.

Godmund.

Hvorledes? vel tilmode her paa Val?

Hjordise.

Ja, Gamle! kan jeg give Rum for Sorgen
I denne Glædesstund, da Odin selv
Har frelst sin Slægt ved Gram at sønderbryde.

36Godmund.

O stol dog ei paa disse sære Tegn,
Der love Held og dobbelt Vanheld avle!
O kan da ei selv Volsungætten lære,
At Odin kun er denne Verdens Gud,
Og at saa tit han vove vil at trodse
Den underlige, hemmelige Magt,
Som kun forblommet gennem Norner taler,
Uvidende han styres i sin Trods
Til selv de høie Norners Raad at fremme?
Stol derfor ei paa dette Sværdets Brud,
Thi viid, den Haand, som det kan sammenføie,
Sig rører kraftig over Mulde end.

Hjordise.

O hvilken Angst du mig i Blodet jager,
Ei tør jeg stædes her, jeg vil bortfly
Og skjule mig imellem 📌Nordens Iis.

Godmund.

Ak, arme Dronning, hvor vil du henflygte?
Veed du det ei, at under Askens Rod
Vi alle bygge, og at over Roden
Er Nornernes usynlige Pallads!
O, siig mig Thorkild! er ei Solen oppe?

37Thorkild.

Just nu opstiger den i 📌Østerlide.

Godmund.

O, vend mig mod den, at dens første Straale
Kan skinne paa det lukte Øielaag,
Og jeg nedknælende i Ydmyghed kan bede,
Til ham, som ved sin Almagt skabte den!
O, tro mig, Thorkild, kære Fostersøn!
Ei blind jeg blev, da Øiet sig tillukked,
Nei, blind jeg var fra Livets første Morgen,
Kun seent jeg mærked det, og mere seent,
Da alt det Synlige forsvandt for Øiet,
Et Glimt af Lys sig tændte i min Sjæl.
Men ak, det er kun som en liden Stjerne,
Vor Gudehær forsvinder ved dens Skin,
Og over Valhal seer jeg Mørket ruge;
Jeg lokkes venlig mod det Ubekendte:
Mod Gimle, mod de lyse Alfers Bo;
Men Veien kan den Stjerne mig ei vise,
Og tør jeg tro, den gennem Valhal gaaer?
Det kolde Hjerte kan ei Stjernen varme,
Og ængstelig det klapper mig i Bryst;
Alt længe har det sukket efter Ro,
Og nu, da endelig den store Time kommer,
Nu ængstes det, nu vælter sig med Il
38Det tunge Blod mod kolde Hjertekammer,
Og skælver for, at finde Dørren lukt.

Thorkild.

O, gamle Fader! ængstes dog ei saa!
Hvorledes end det er med det Forborgne,
Som raader over Guderne og os,
Har du jo dog i Ydmyghed henvandret,
Med villigt Øie speidet efter Lys,
Og fulgt den Sti, du mente did at føre.
Om du foer vild, din Brøde var det ei,
Og Lyset veed, at du det vilde fulgt,
Hvis det at se du ikkun havde mægtet,
Saa vær da rolig i din sidste Stund,
Som du det var igennem hele Livet,
Du kan det uden Frygt, og det for mig
Var grueligt, ifald jeg maatte skælve
For, Fader, dig at ligne i din Død;
Da ingen Mand jeg veed paa Jorden til,
Som heller jeg i Livet vilde ligne.

Godmund.

O, ti, min Søn, og roes mit Levnet ei!
Til Nidingsid jeg aldrig lokket blev,
Mit bløde Hjerte skjalv for Mordidrætter,
Og til at lyve var jeg alt for stolt;
Men dog velsignede jeg dem, som myrded
39Forkyndte, skøndt det mig i Hjertet skar,
At Mennesker Man skulde Guder offre;
Ved mangen Gerning og ved mangt et Ord
Og fremfor Alt, ved Lyster og ved Tanker,
Var Noget i mig, som med Tordenrøst
Mig bød for det Usynlige at skælve.
Vel stred jeg mod hvad denne Røst forbød,
Men ak, saa tit jeg dog blev overvundet,
Og Mindet avlede et bittert Nag,
Som piner mig i denne store Time.
Med dette Minde, dette Nag jeg skal
Nu stædes frem for det Usynlige,
Hvorledes tør jeg vente Ro og Glæde?
O, var det sandt, at bag ved Døden end
Os Kræfter følge, og en Kamp os bier,
Hvorved forsones kan vor store Skyld,
O var det sandt, at vi i Surturs Lue,
Naar Jord og Himmel blir en Askehob,
Kan renses, luttres fra al jordisk Smitte
Og svinge os til Gimles lyse Borg;
O, var det saa, da døde jeg saa rolig,
Men ak, hvorpaa er bygt den hele Tro?
Kun dunkle Sagn, hvis Udspring ei vi kende,
Og Gætteværk den løse Grundvold er,
Der gyngende i Luften sig bevæger,
Skal bære Valhal, Gimle, Guder, os —
Og svinder selv for lette Aandepust.
40At noget Ondt er til, vi kan fornemme,
Om end hvert Sagn om Thurser kun er Løgn,
Det Ondes Magt vi maa vel og bekende,
Da det saatit i Liv os overvandt,
Ak, hvad om nu hvert Sagn, hvorpaa vi stole,
Udrugedes kun af det Ondes List!

Thorkild.

Forfærdes maa jeg ved din sidste Tale,
Men kan dog ei fortvivle, eller tro
At det Forborgne, som for Alting raader,
Tillod det Onde os at daare saa,
Tillod at den som efter Lyset higer
I Mørket altid skulde fare vild,
At den som dybt med Suk sin Svaghed føler
Ei skulde størkes og dog lide Straf.

Godmund.

O tie, min Søn, du ængster mig kun meer,
I det du mener Trøst mig at indgyde,
Thi viid! det Folk, som boer i Vest bag 📌Rhin
Og de som syd for 📌Alpefjeldet bygge,
Med mange Andre, som Man har fortalt,
De har en Tro, som skal stadfæstet være
Ved mange underlige Tegn,
Og er det sandt, da kan den Hjertet trøste;
41Thi den forkynder en almægtig Gud,
Som over Mennesker sig har forbarmet,
Sin Søn nedsendt, som ved et Almagts Lyn
Har sønderknust den fule Troldevrimmel;
En kærlig Gud, som vil for Sønnens Skyld
Tilgive Hver, som sine Feil fortryder,
Og skænke ham af Naade Salighed.
Det har jeg vidst igennem mange Aar,
Og dog jeg ei har til det Folk henvandret,
At høre fuldt og sanddru Vidnesbyrd,
Det piner mig nu i den sidste Time.
O Thorkild, Thorkild! du er ung endnu,
O skynd dig bort, lad mig kun dø allene!
Du kan ei hjelpe mig, og om nu brat
Din sidste Time kom, du laa som jeg
Af Angst omspændt i Dødens bittre Kvaler.
O skynd dig hen til kristent Land og Folk,
Og undes dig den trøstefulde Lære,
At tro, da bed for mig til 👤Kristi Fader,
At han forlader mig min store Skyld!
Ak, Hjertet brister, 👤Kristus! Frelser! Ak!
Ak, tør jeg mig ved din Forsoning trøste?

Thorkild.

Du tør. Forunderlig opgik mig Lys i Sjælen,
Og straalende en Skikkelse jeg saae,
42 Som strakte kærlig ud mod dig sin Haand,
O grib den kun! den skal dig føre
Igennem Gravens Nat til lyse Himle.

Godmund.

Jeg griber den med Tro, og døer.