↩
En vildsom ►Ørk for Øiet sig nu bredte,
►Men Han som ei i Ørken farer vild,
Og mægter Brød af Stenene at skabe►;
Sit Banner løfted i en dalet Sky,
►Og lod til Spise Mannaduggen dryppe.
Fra 📌Sinai, det høie Herrens Bjerg,
Lod ►Jehovah sin høie Lov forkynde,
►Og selv stadfæsted han med Tordenrøst,
Hvad selv han 👤Moses havde lagt paa Tunge►.
►Saa vandred Folket ►fyrgetive Aar►
►Til Straf for trodsigt og ►afgudisk Sind►;
Men nu den gamle Slægt holdt op at knurre,
Thi Munden lukket var af Ørkens Sand,
Og ►Jehovah med Kraftens høire Haand
161En raadden Stamme udi Hedninglandet
Omhuggede, og planted der igen
Sin unge Ranke mellem 📌Basans Høie,
Paa 📌Libanon sit smekkre Sedertræ.
Han gav sit Folk ►det Land med Melk og Honning,
►Som fordum ►alt han loved 👤Abraham►.
For kort blev Natten og hin længste Dag,
Om jeg den lange Rad af Underværker,
Som har forherliget ►Jehovahs Navn,
Optælle skulde udi Sammenhæng;
344
(PS2)
Men til det ypperste jeg nu vil haste,
Hvis ►Forbud kun de andre Jertegn var:
Gud valgte 📌Israel, ei for det ene
Beskinnes skulde af hans Naadesol;
Men for at den fra 📌Templets høie Tinde
Bestraale kunde hele ►Jordens Kreds.
►Selv 👤Moses klarlig udi Aanden skued
Sin Overmand i fjerne Alder staa►,
671
(US1)
Og ►alt som nærmere kom ►Tidens Fylde,
►Opstode Mænd, hvis Øie Herren ►rørte,
Saa dybt det stirrede i Fremtid ind:
I høie Kvad de spaaende afbilded,
Hvad bag Aarhundreder ►forborgent laa;
Den Helliges de haarde Straffedomme,
Som maatte tugte et ►afgudisk Folk,
Men efter Trængsler og en Frelsens Fyrste,
162Hvis ►Herrespir sig over Jorderig
Udstrække skulde, og ►hvis ►Kongestol
Paa Evighedens Piller skulde hvile►;
Som til Forsoning for al Verdens Synd
Sig skulde selv frivilligen opoffre,
Og ►med sit Blod aftvætte Jordens Skyld,
Som Dyreblodet havde kun ►beskrevet.