↩
Dog medens Kundskab om den sande Gud
Formørkedes alt mer og mer paa Kloden,
Udkaared Gud en Mand, hvis Lydighed
Og rene Hjerte ham den store Ære
►Forhvervet har at kaldes ►Herrens Ven,
Til ►Stammefader for et talrigt Folk,
Der skulde Himlens Gud allene dyrke,
Til ►Stammefader for ►den Kvindens Sæd,
Som skulde Slangens Hoved sønderknuse►.
Den Mand hed 👤Abraham og Folket 📌Israel;
Aarhundreder forgik, det lod for Verdens Øine
►Som Herren havde Folket rent forglemt;
Thi hist i 📌Serkland under ►Blaamænds Aag
Hensukkede de mangt et Trælleaar;
Men Herrens Time kom, med kraftig Trøst
Han i 📌Ægypti Land sit Folk besøgte.
669
(US1)
►Med vældig Arm han ►bøied Kongens Trods►,
Forgæves Satan sine Trolddomskonster
Med ►Herrens Finger træde lod i Kamp,
Og villig lod sig 📌Israel uddrive.
Dog, snart det standsed for den brede ►Strøm,
159Og tyktes ►vist til Undergang indviet;
►Thi bag dem stod 📌Ægyptens Kongehær.
Med Havets Brusen og det høie Bulder
Af Vognenes de staalbelagte Hjul
Og Hestens Vrinsken►, Fjendens stolte Raab:
342
(PS2)
Vor Harm skal køles og vort Sværd sig varme
I Israliters Blod, sig blanded til saa ►hult
Et Rædselskvad: ►Den bange, vantro Skare
Som ►Jehovahs den store ►Underkraft
►Mangfoldelig med ►Studsen havde skuet,
Nu bævede for jordisk Kongemagt,
Og knurrede mod Himlens Sendebud►;
Men ei forgæves bar den Guds Udkaarne
Sin ►Understav, dertil sit 👤Mosesnavn,
Et Minde var det om hans egen Frelse,
►Da spæd han svømmede i 📌Nilens Flod►,
Men Folkets Redning af de store Vande
Forkyndte det, som herligt Varselstegn.
►Sin Stav han løfted og de høie Bølger
Den Konges Septer kendte fluks igen,
Som med sit Ord ►afmaalte deres Grændser,
Ærbødigen de veg, og taarned sig
Som stille Mure, og med tørre Fod
Igennem Jordens ►underlige Kilder
Henvandred Folket, som var Herren kært►.
Forundrede 📌Ægyptens Drotter skued
De dybe Spor af ►Herrens Almagts Finger,
160►Men Hjerterne de dog forhærded ►saa,
At ►end de mente 📌Israel at rive
Af denne Herres Haand, betraadte fræk
Den Vei, Han kun for Sine havde banet►.
Dog, dyr dem blev formastelige ►Id,
Som Vandets Gud de Krokodilen dyrked,
►Og som en saadan slugte Vandet dem;
670
(US1)
Mens Israeliterne paa Bredden hist
►Istemmede saa fro en Takkesang
343
(PS2)
Til ham, hvis Magt sig ei i Dybet taber,
Som Rytteren og Hesten lod til Bunds,
Lig Blyet og den tunge Sten, nedsynke.