↩
327
(PS2)
Hvad glimter hist? er det et natligt Blus,
Hvormed mig Satan tænker at forvilde?
►Jeg trodser dig, du fule Aand, og gaar
Mod Blusset hen; saa dyb er ingen Mose,
At nogen Sjæl, som har sin Frelser kær,
Ei skulde ►rækkes af hans Almagts Haand;
Og Legemet ►vel mægter sig at reise,
►Naar paa den store Dag Basunens Klang
Forkynder Timen, da hver Gravs Indbygger
Skal høre Røsten af Guds egen Søn►.
142Dog nei, det er vist Mennesker, som vandre,
►End er min Vandrings Dage ei forbi,
Og Herren sender mig et Lys til Frelse.
Hvorledes? staaer ei hist en Mand,
Af Vækst en ►Kæmpe, ubevægelig,
Som om han var af ►Nattekuld forstenet?
Hvem er du, ►Kæmpe, kan du vise mig
En Vei, som fører fra den mørke Skov
Til aaben Mark, hvor Menneskene ►bygge?