↩
Med Vaaben sanke Drotter røden Guld
I Holmgang og paa ►Vikingstog saa vide;
Da sidde de i Hallen, drikke Mjød
Af dybe Horn og ►skifte atter Guldet
80Imellem ►Kæmperne paa lange Bænk,
Saa atter det maa vidt paa Jord ►omvanke,
Før det igen kan samles udi Hal.
De ►Galne! ►vist dem stærke Mjød beruser;
De ei forstaa at skatte dyre Malm,
Og ei at nyde det; de mene ►daarlig
Det ei er Noget i sig selv, men kun
At tragte efter som en ►Medekrog,
Hvormed Man fange kan alt hvad Man lyster.
Den dorske Æt, som ei begribe kan,
Det være maa det Høieste paa Jorden,
614
(US1)
For hvilket Alt paa Jorden er tilfals;
At Alskens Lyst er ringere end det,
►Hvorfor den købes! Jeg begriber
Hvad Guldet er, og da i Faderbryst
Jeg Sværdet skjulte, ogsaa ret jeg lærte
At skønne paa dets høie Værd.
Kun Vand jeg drikker, mager er min Kost,
Og ingen Kvinde mig i Armen sover,
Jeg ►føder ingen ►Sands, ►paa det at Alt
Beruses kan i Samling, af det Ene.
Hvor er den Kvinde vel paa Jord, hvis Kind
Er fin og glat som disse jevne Plader,
Hvis Øine skinner som det blanke Malm,
Og af hvis Yndighed Man aldrig mættes?
276
(PS2)
Kun Eet jeg ei begriber, hvorfor Mad
Og Drikke jeg behøver for at leve.
81Saa tit jeg prøved at undvære det; men dog
Endnu, til Trods for al min Stræben, nødes
Jeg til at bryde af min ►Salighed,
Med slig en usel ►Idræt; ja end ikke
Jeg hindre kan, at Guldet med sin Pragt
Jo glemmes, naar den tørre, hede Læbe
Til Kruset haster; selv i denne Stund,
Skønt dybt i Guldets Herlighed nedsunket,
Uvilligt drives Øiet hen mod Skaal.
Saa skynd dig da, du fule, dumme Tunge!
Og dyp dig hastig i det lede Vand,
At Guldets Pris igen du kan istemme.
Det er det Høieste du kan, og dog
Kun slet du siger, hvad jeg i mig føler.
O, kunde det, som i mig tænker, føler,
Min Krop forlade, selv forene sig
Med Guldet, da jeg først var ret lyksalig.
Vel hundred Gange kan om gyldne Dynge
Jeg vinde mig, og slimet ►Ormeham
Sig fast kan klæbe, men i hver en Fure
Jeg ei kan trykke mig, ei røre Alt.
O, vidste jeg kun, at jeg kunde være,
Og være her, skønt Kroppen raadned hen,
Da skulde jeg med smeltet Guld mig lædske,
615
(US1)
Og give ►saa min Sjæl et bedre Hus,
Der kunde staa ►foruden Mad og Drikke.
82Dog, det er uvist, om jeg kunde være,
End mere uvist, om jeg ei til ►Hel
Nedstødtes, hvor Man siger vi skal komme;
277
(PS2)
Og om jeg blev her ►end, hvo veed,
Om ei en Dødelig da kunde mægte
At rane bort min Skat, min ►Salighed,
Og lade mig ►omvanke paa den tomme Hede.
Nei, leve vil jeg, altid vil jeg leve,
Som nu jeg er; thi nu tør Ingen vove
At nærme sig; jeg eier ►Ægishjelm,
Som fylder hvert et Bryst med Rædsel,
Naar Øiet ser den; jeg kan skabe mig
I ►Ormelignelse og Edder hvæse.
Hvor er vel den, som eier Mod og Kraft
Til mig at møde og som ikke falder?
Jeg veed, han er, men der er ikkun een,
Kun eet er Sværdet mig kan Bane volde,
Og det er brudt. Hvem gør det heelt?
Min Broder kan det, — men han er en ►Jotun,
Og ►Sigurd er af ►Asaæt; ►naar saae
Man slige To at ►virke Idræt sammen? —
Ja, ►Loke, det er sandt han ►Odin hjalp,
Og dræbte ►Otur, han er ►og en ►Jotun, —
Men ►skuffed ►og den lede ►Asamand.
Det vil ►og ►Regin, men — hvad kan det nytte,
Naar først jeg myrdet er? Dog, hvem har sagt,
At al den Snak er sand? naar Man nyfigen
83Vil ►Ødet vide, tit Man faa'r en Løgn
At løbe med, ►saa er vel ogsaa dette.