↩ Omsider udkommer da den Bearbeidelse af de ►Kæmpedigte om ►Volsunger og ►Niflunger eller ►Gjukunger, hvis ►Bekendtgørelse er blevet forsinket ved ►mangehaande Omstændigheder. Engang var jeg hardtad tilsinds at brænde det hele Eventyr, da den ►afgudiske Snak, selv i Hedningmund, tyktes mig forargelig, og al verdsligt ►Skjaldskab en Sjæls ►Overdaad, der ligesom dens legemlige Frænde svækker og sløver, i det den kildrer og ►gotter. I Hovedsagen er jeg endnu ei langt fra samme Tanke; thi ogsaa i denXne Henseende er ►👤Kristus det sande Vintræ►, og hver Drue, som ei voxer derpaa, kan kun beruse, men aldrig ►størke og opløfte nogen 10 (PS2) ædru Sjæl. At jeg alligevel afveg fra mit ►ovenmeldte Forsæt, dertil sammenvirkede mange Grunde tillige. Saasandt som Poesien er, hvad 👤Evald, og hver kristelig Digter, har ►fornummet, den sande Levning af det ►forlorne Gudsbillede, maa vi have Ærbødighed for alle de Oldtidskvad, der løfte sig mod det Himmelske foroven, og prise det Guddommeliges Spor ►herneden; alle disse Ting ►virkede ►kraftelig den ene og samme Aand, hvorom vi selv have den hellige 👤Povels Vidnesbyrd, ►►der han i 📌Athenen anfører de græske Skjaldes Udsagn om Menneskets Liv i Gud og Slægtskab med ham►. Den samme Aand, som talte nærværende gennem Jødernes Profeter, har da ogsaa ladet 📌Nordens XISkjalde høre sin Røst; vel lød denne kun svagt for dem, som fra det Fjerne, og onde Aander forvirrede Tonerne i Luften; men for et Øre, der har lyttet til Guds klare Stemme i ►de hellige Skrifter, er den himmelbaarne Klang ►mærkeligere, end den var for hine gamle Skjalde selv, ligesom den hellige 👤Povel forstod langt bedre, hvorledes vi ere, leve og røres i Gud, end de græske Digtere og Nutidens ►afgudiske Pantheister. Derfor er det nu min Mening, at alle Oldtidskvad vel maa drages frem for Dagens Lys; thi ►for de Rene er Alting reent, og et klart, enfoldigt Øie vil mangensteds spore den Aand, der paa ►underlige Maader under Tidernes ►sære Omskiftelser bevarede dem fra Ødelæggelse. Ved nu at fæste Øie paa de Kvad især, hvoraf disse Optrin ere laante, blev jeg var, hvad hidtil havde dulgt 553 (US1) sig for XIImig, at disse Optrin ere den ►troeste Afbildning af Livsforhærdelsen i 📌Norden; det er ►Iskæmper, som vandre, og, naar de smelte, er det som Skybrud. Dersom da Nogen skulde være saa forblindet, at sætte Hedningfolkets vilde ►Størke over den kristne Kærlighed, da veed jeg ikke noget bedre Lægemiddel for ham, end en alvorlig Betragtning af den Rad Misgerninger, som udgøre dette gamle Sørgespil. Hvorledes Tørst efter Guld, Blod og Pris vare de Stykker, som udgjorde det nordiske Mod, og hvis ulige Blanding ene gjorde ►Skilsmisse mellem ►Kæmpe og ►Jette, Helt og Niding; hvor ukvindelige Kvinderne vare og i hvilket blodrødt Klædebon selv deres Kærlighed var svøbt, lader sig i ►Sigurd og ►Fafner, ►Gunnar og ►Hogne, ►Gudrun og ►Brynhild klarligen ►tilsyne. Alt er her saa vildt og grueligt, at ingen Digter, der XIIIei selv er ligesaa forhærdet, kan eftermale Billedet, uden hist og her at omblande Farverne og lade et andensteds ►borget Lys gennemglimte den natlige Sky, under hvilken Skikkelserne røre sig som Trolde. For hvem som kender de gamle Kvad, vil en saadan Formildelse være synlig næsten overalt; men især i ►Sigurd, 11 (PS2) ►Hjordise, ►►Odrun og ►Thora, hvilken sidste desuden kun nævnes hos ►de Gamle. Det er saameget mere min Skyldighed at gøre opmærksom herpaa, som jeg, omendskøndt min Hjemgang til Kristendommen og Indgang i det gamle 📌Norden skedte omtrent jævnsides*Det var i de samme Dage, jeg skrev det Første ►om Eddas Sange og Afhandlingen ►om Religion og Liturgi., dog tit udtrykte mig saa ►daarlig og letsindig om de gamle Afguder og XIV►Kæmper, at det kun anstod et kristent Menneske hel ilde. Takket være den Aand, som baade nødte mig til at lovsynge ►Kæmpelivets Undergang, og da jeg vilde kvæde om et Optrin af ►Kæmpelivet, styrede mit Øie hen paa det blodige, forfærdende Billede af ►Volsungers Liv og Daad! Dobbelt takket ►være Han, fordi han ►læmpede det ►saa, at Kvadet kunde tabe sig i en 👤Jesu Kristi Lovsang! Gid nu denne kun maatte gribe Nogle om Hjertet, at de maatte indse, hvorledes Dværgelivet nuomtide, ligesom ►Kæmpelivet fordum, mest ikkun er en tro Afbildning af ►Legemets Vilkaar, og at dette nu, som da, ►raader over Sjælen! Med denne Indsigt fulgte da vel en anden, at vort eneste sande Fortrin er Kundskaben om et Liv i 👤Kristo, hvor Kraften er Kærlighedens Arm, og ►hvor Kærligheden er XVaandelig og reen, da Intet elskes ►uden fordi det er født af Gud►.