Fortale.
✂ Omsider udkommer da den Bearbeidelse af de ►Kæmpedigte om ►Volsunger og ►Niflunger eller ►Gjukunger, hvis ►Bekendtgørelse er blevet forsinket ved ►mangehaande Omstændigheder. Engang var jeg hardtad tilsinds at brænde det hele Eventyr, da den ►afgudiske Snak, selv i Hedningmund, tyktes mig forargelig, og al verdsligt ►Skjaldskab en Sjæls ►Overdaad, der ligesom dens legemlige Frænde svækker og sløver, i det den kildrer og ►gotter. I Hovedsagen er jeg endnu ei langt fra samme Tanke; thi ogsaa i denXne Henseende er ►👤Kristus det sande Vintræ►, og hver Drue, som ei voxer derpaa, kan kun beruse, men aldrig ►størke og opløfte nogen 10 (PS2) ædru Sjæl. At jeg alligevel afveg fra mit ►ovenmeldte Forsæt, dertil sammenvirkede mange Grunde tillige. Saasandt som Poesien er, hvad 👤Evald, og hver kristelig Digter, har ►fornummet, den sande Levning af det ►forlorne Gudsbillede, maa vi have Ærbødighed for alle de Oldtidskvad, der løfte sig mod det Himmelske foroven, og prise det Guddommeliges Spor ►herneden; alle disse Ting ►virkede ►kraftelig den ene og samme Aand, hvorom vi selv have den hellige 👤Povels Vidnesbyrd, ►►der han i 📌Athenen anfører de græske Skjaldes Udsagn om Menneskets Liv i Gud og Slægtskab med ham►. Den samme Aand, som talte nærværende gennem Jødernes Profeter, har da ogsaa ladet 📌Nordens XISkjalde høre sin Røst; vel lød denne kun svagt for dem, som fra det Fjerne, og onde Aander forvirrede Tonerne i Luften; men for et Øre, der har lyttet til Guds klare Stemme i ►de hellige Skrifter, er den himmelbaarne Klang ►mærkeligere, end den var for hine gamle Skjalde selv, ligesom den hellige 👤Povel forstod langt bedre, hvorledes vi ere, leve og røres i Gud, end de græske Digtere og Nutidens ►afgudiske Pantheister. Derfor er det nu min Mening, at alle Oldtidskvad vel maa drages frem for Dagens Lys; thi ►for de Rene er Alting reent, og et klart, enfoldigt Øie vil mangensteds spore den Aand, der paa ►underlige Maader under Tidernes ►sære Omskiftelser bevarede dem fra Ødelæggelse. Ved nu at fæste Øie paa de Kvad især, hvoraf disse Optrin ere laante, blev jeg var, hvad hidtil havde dulgt 553 (US1) sig for XIImig, at disse Optrin ere den ►troeste Afbildning af Livsforhærdelsen i 📌Norden; det er ►Iskæmper, som vandre, og, naar de smelte, er det som Skybrud. Dersom da Nogen skulde være saa forblindet, at sætte Hedningfolkets vilde ►Størke over den kristne Kærlighed, da veed jeg ikke noget bedre Lægemiddel for ham, end en alvorlig Betragtning af den Rad Misgerninger, som udgøre dette gamle Sørgespil. Hvorledes Tørst efter Guld, Blod og Pris vare de Stykker, som udgjorde det nordiske Mod, og hvis ulige Blanding ene gjorde ►Skilsmisse mellem ►Kæmpe og ►Jette, Helt og Niding; hvor ukvindelige Kvinderne vare og i hvilket blodrødt Klædebon selv deres Kærlighed var svøbt, lader sig i ►Sigurd og ►Fafner, ►Gunnar og ►Hogne, ►Gudrun og ►Brynhild klarligen ►tilsyne. Alt er her saa vildt og grueligt, at ingen Digter, der XIIIei selv er ligesaa forhærdet, kan eftermale Billedet, uden hist og her at omblande Farverne og lade et andensteds ►borget Lys gennemglimte den natlige Sky, under hvilken Skikkelserne røre sig som Trolde. For hvem som kender de gamle Kvad, vil en saadan Formildelse være synlig næsten overalt; men især i ►Sigurd, 11 (PS2) ►Hjordise, ►►Odrun og ►Thora, hvilken sidste desuden kun nævnes hos ►de Gamle. Det er saameget mere min Skyldighed at gøre opmærksom herpaa, som jeg, omendskøndt min Hjemgang til Kristendommen og Indgang i det gamle 📌Norden skedte omtrent jævnsides*Det var i de samme Dage, jeg skrev det Første ►om Eddas Sange og Afhandlingen ►om Religion og Liturgi., dog tit udtrykte mig saa ►daarlig og letsindig om de gamle Afguder og XIV►Kæmper, at det kun anstod et kristent Menneske hel ilde. Takket være den Aand, som baade nødte mig til at lovsynge ►Kæmpelivets Undergang, og da jeg vilde kvæde om et Optrin af ►Kæmpelivet, styrede mit Øie hen paa det blodige, forfærdende Billede af ►Volsungers Liv og Daad! Dobbelt takket ►være Han, fordi han ►læmpede det ►saa, at Kvadet kunde tabe sig i en 👤Jesu Kristi Lovsang! Gid nu denne kun maatte gribe Nogle om Hjertet, at de maatte indse, hvorledes Dværgelivet nuomtide, ligesom ►Kæmpelivet fordum, mest ikkun er en tro Afbildning af ►Legemets Vilkaar, og at dette nu, som da, ►raader over Sjælen! Med denne Indsigt fulgte da vel en anden, at vort eneste sande Fortrin er Kundskaben om et Liv i 👤Kristo, hvor Kraften er Kærlighedens Arm, og ►hvor Kærligheden er XVaandelig og reen, da Intet elskes ►uden fordi det er født af Gud►.
✂ Se vi nu bort fra nærværende Bearbeidelse og betragte den gamle ►Kvadring, da var herom Meget at sige, Mere end her er 554 (US1) Sted til, og maaske end det nogensteds var Umagen værd at omhandle. Klart tykkes det mig imidlertid, at disse Kvad ere ligesaa ►mærkelige som de homeriske, med hvilke de ogsaa virkelig ere saa nær i Slægt, som 📌Syden og 📌Norden før det ny Svogerskab kunde være. Endvidere mener jeg, at deres historiske Vigtighed ei bestaar ene i det Vidnesbyrd, de afgive om Aandslivet i 📌Norden, men ogsaa i den ►følgerige Sammenligning mellem vort 📌Norden og 📌Tydskland, som de gøre mulig; og herom vil jeg ►kortelig tale. Uvist er det vel, om TydXVIskerne have havt en saadan ►Kvadflok om ►Volsunger og ►Niflunger som vi; men ►rimeligt er det, ei allene med ►Hensyn paa ►Niebelungen Lied, og Eventyret i ►Heldenbuch ►vom Rosengarden zu Worms; men vel især ved at betragte ►Niflungasaga; thi den er selv heel og holden et ►uforkasteligt Vidne om, at Forfatteren ikke lyver, naar han siger, at Sagaen er sammensat efter tydske ►Sange. Beretningernes Forskellighed, hvilken han, 12 (PS2) ligesom Afskriveren af ►de eddiske Sange, stundom selv bemærker*Islænderen bemærker stundom: men saa sige tydske Mænd; Forfatteren eller Oversætteren af ►Niflungasaga afbryder derimod med: saaledes fortæller Væringerne. Dette Ord kan ikke andet end jage Tanken til 📌Konstantinopel og de ►Volsungernes Bedrifter, som 👤Sigurd Jorsalafar efter 👤Snorro's Beretning, der skal have set fremstillede., er ingenlunde det eneste Bevis; XVIIthi et andet, og, efter mine Tanker, det stærkeste, er den hele Grundtone, der er saa aldeles tydsk og unordisk, at det kun kan falde den hel Ukyndige eller Stymperen ind, enten at de nordiske Skjalde skulde have ►borget deres Kvad hos Tydskerne eller disse deres hos hine. Jeg vil her Intet tale om Fortællingernes historiske Sandhed, eller om den Tid og det Sted, hvor Personerne og Bedrifterne ►rimeligst kunde have hjemme, fordi Man her ei kan mere end gætte*Skulde den frankiske Dronning 👤Brunehilds Hændelser og ►Idrætter virkelig være den historiske Grund, hvorpaa der er bygget, kunde Man formode at de ►Sange, 👤Karl den Store lod samle, netop havde været den til vor ►eddiske svarende ►Sangflok; men mod hin Formodning synes, foruden meget Andet, Det at stride, at ►Brynhild i de tydske Sagn ingenlunde spiller en saadan Hovedrolle, som i de nordiske.; men saare ►mærkelig tykkes mig Forskellen paa den XVIII►indbildte Tid. I de nordiske Digte er Tiden den ældgamle ►Odinsalder, Slægterne ere ►Odins ►Ætmænd og Bedrifterne begynde medens Guderne endnu vandre paa Jorden. Tydskernes Tid er derimod den ►Taagealder, da det Hedenske og Kristelige baade i Tro og Sæder kæmpe om Seieren; men det Hedenske er en ►underlig Skygge uden egentlig Skabning. Allerede Dette henviser paa den Forskellighed i Tone og Farveblanding, der er saa synlig 555 (US1) ligefra den ældste til den nyeste Tid mellem de egentlig nordiske og tydske ►Aandsfostre: Tydskerne have ligesiden de først fik Mæle ei kunnet mindes nogen Hedenold eller ►Kæmpetid; men naar de gaa længst tilbage, fremstille de Riddertidens Fødsel. Saaledes vil Man i ►Niebelungen Lied, der dog baade er det ældste og mest tragiske af alle gamle tydske Digte, uden Møie XIXopdage alle Grundtrækkene til det Livsbillede, hvorom der synges og dandses i ►Minnesangene og ►Heldenbuch. Disse Digtes Kendemærke er glad Nydelse af det Nærværende og et lystigt Tilbagesyn paa det Forbigangne, saavel det Sørgelige som det Glædelige. Et ogsaa i denne Henseende ►mærkeligt Sted findes i den urimede Efterskrift til ►Heldenbuch. Den kære Gud, (heder det, om jeg mindes ret) skabte først Riser og Dværge; men Riserne joge de arme ►Puslinge ind i Bjergene, og for at udløse dem maatte Gud skabe Heltene. Rimeligvis er dette 13 (PS2) Levning af en gammel Mythe, hvis Spor ogsaa findes i ►Vøluspa; men her vilde jeg kun sige, at Man mærker det godt ei allene paa Keiser ►Otnit, men selv paa ►Sigfried og ►Folkvard Spillemand, at de have Samkvem med disse ►Bjergpuslinge, som med deres Spillopper tit forXXjage Helteminen og nøde de strænge Riddere til at trække paa Smilebaandet. Saare ►mærkeligt er det, at i den Fremstilling af ►Volsungernes Hændelser, som 👤de la Motte Foque har givet efter nordiske Sagn, hersker alligevel den samme grundtyske Tone, som vel er den, Man i daglig Tale kalder den naive*To Ting har jeg herved at anmærke: kun 👤Fouques første Digt, ►Sigurd der Schlangentödter, har jeg læst, og min Mening derom er forresten, at dette livfulde, poetiske Maleri er det første tydske, som røber en Mester, der har Begreb om det gamle 📌Norden..
✂ Ganske anderledes er de nordiske Digtes indvortes Vilkaar. Alt er her Alvor, Alt er gaadefuldt, ►kæmpemæssigt og ►jernfast, Skjaldene fortælle ikke et gammelt Eventyr til Skemt; men stirXXIre selv med Gru og Rørelse hen paa det store Sørgespil de afbilde. Det er ikke her som hos Tydskerne blot en Kvindestrid og en Søsters unaturlige Had til sine Brødre, som frembringer den sørgelige Udgang; det Hele styres af de usynlige Magters synlige Finger, som bærer ►Andvars Ring til et usvigeligt ►Mærke. De nordiske Digtes Kendemærke er da det stadige Hensyn til det Usynlige: det Religiøse. Derfor antager ogsaa Alt et høiere Sving, Skikkelserne, de onde saavelsom de Gode røre sig med overmenneskelig Aasyn og ►Størke, ►Brynhild er ikke en blot hevngerrig Kvinde, men et ulyksaligt Væsen, som vakler paa Grændsen af tvende Verdner; ►Gudrun (Tydskernes ►Criemhild) 556 (US1) er et ►Furiebytte, hvis Mage selv det græske Sørgespil neppe kan opvise. Dette vorder først ret synligt i de sidste ►Sange, som ei XXIIher ere bearbeidede, men ►omspaaede i ►Brynhilds Afskedstale. Da ►Gudrun, efterat have indebrændt ►Atle, selv springer i Floden, ►optages hun, og maa trediegang giftes med ►Gothekongen ►Jonakur, og avler med ham trende Sønner. Men ►Niflungeætten, som bærer Gudernes Forbandelse, formerer sig blot for ►destiere at ►undergaa: ►Jormunrekur (maaske Ostgothen ►Ermanrekur, men hos 👤Saxo den danske ►Jarmerik) beiler til ►Sigurds og ►Gudruns Datter ►Svanhild; men da hun ►beføres for usømmelig Omgang med sin ►Stifsøn ►Randvar (►Broder hos 👤Saxo) hænges denne, og ►Svanhild ►trædes af Heste, de hvide med de sorte. ►Gudrun erfarer det, og ægger sine Sønner til Hevn, de ►lade den trefold ulykkelige Moder høre hendes Venskab med 14 (PS2) ►Sigurds Banemænd, (hendes egne Brødre) hendes XXIIIGiftermaal med ►Brynhilds Broder og Udaad mod sine forrige Sønner. Dette forstener hende, vi høre ei mere en Lyd af hende, medens Sønnerne drage hen, dræbe den ene Broder paa Veien, lemlæste ►Jormunrekur, men stenes selv til Døde, da Jern ei kan bide paa dem*►Mærkeligt, at det kun er 👤Saxo som siger, at ►Odin selv gav ►Jarmeriks Folk det Raad, at stene ►Gudruns Sønner, ligesom han ene fortæller Aarsagen, hvi den forræderske ►Bikko ►beløi Dronningen, og det Rørende, at Hestene ei nænte at træde paa den ►favre Kvinde, før hendes Aasyn var tildækket. Dette og Mere vidner uimodsigelig om, at 👤Saxo endda har havt et andet Kvad at gaa efter.. Alle de Skikkelser, som ere skredne os forbi, ere da forsvundne blodige, undtagen ►Gudrun, der stum bærer, og ►Odrun, der rørt græder over den grændseløse Jammer. Selv af disse Vink XXIVtroer jeg det er klart, at den ny Digter, der ei, som de Gamle, sukker under en blind Skebnes tunge Haand, men vandrer rolig selv over ►Stædernes Grus og den blodige Val under et viist og kærligt Forsyn; derfor aldrig kan udrive et Optrin af den efter 👤Kristi Komme synlige Bane, hvorpaa Historien fremskrider. Netop ved at digte i det gamle 📌Nordens religiøse Aand maatte en sagakyndig Digter fremkalde Kristendommen som den ►Middelpunkt i ►Tidernes Fylde, hvortil Oldtidens Liv, sig selv ubevidst, henstræbte.
✂ Dette troer jeg nu at indse og siger det ene fordi jeg troer det; thi ligesom jeg var saare langt fra at tænke herpaa, da jeg tilsatte de kristelige Slutninger, saa vil jeg ingenlunde forsvare, mindre undskylde dem som NoXXVget, Stoffet fordrede. Nei, de ere tilsatte og staa der i Guds Navn, fordi jeg ikke kan udholde 557 (US1) noget Arbeide, hvor jeg skulde glemme min Frelsers Pris og hans Ophøielse. Gid imidlertid disse Tidernes og Historiens Vilkaar maatte drive de af vore Skjalde, der ei ere kristelige i Tro, til dog at være det i ►Sang! Ligesom den religiøse Grundtone, der gaar gennem Hedenolds Kvad, under alle Troens og Tidens Omskiftelser, sikkrer dem Yndest hos alle høiere stemte Sjæle, saaledes vilde i Sandhed Nutidens Digtere sørge bedst for deres Eftermæle ved overalt at knytte deres Kvad til den Gud, der staar fast, selv ►naar Himlene sammenrulles. ►Vist nok er det tungt, naar saadanne Grunde skal nøde Digteren til at være, hvad han saa naadefuld ►kaaredes til: Guds Mund og Profet; men i en Tidsalder, da Hovmod og EgenXXVInytte herske, maa Man være glad, naar Vandet øses af det rette Kildevæld, om dette end ikke er i Hjertet, og sige med den hellige 👤Povel: ►det er dog 👤Kristus, som forkyndes, ►i hvor det gaar, enten det saa er paa Skrømt eller for Alvor►.
✂ 📌Udby Præstegaard den 8de Sept. 1811.