Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Aftenen. (Ved min Færd til Middelsyssel.) / Værk

Grundtvig, N. F. S. Aftenen. (Ved min Færd til Middelsyssel.)

Grundtvigs Værker

✂
✂

Aftenen.

(Ved min Færd til 📌Middelsyssel.)

1

✂ Saa gladelig farer jeg hen over Land,
Mit Øie har Stjernerne fundet,
Nedsænket i Hav er nu ►Solluens Brand,
Og Dugdraaben Støvet har bundet.
I Dæmringen vinker den kølige Lund
Nu alle Smaafugle til natlige Blund,
Og Blomsten alt blunder i Enge.
Paa Himmelen tindre de Stjerner saa smaa,
Saa tindre de Smaalys i Hytternes ►Vraa,
Og lyse de Bønder til Senge.

2

✂

📌Haraldstæd Skov.

Hvi flygter hver en Stjerne bort,
Og hvi mon over Skoven ruger
Den Sky saa sort?

3

✂

👤Knud Lavard.

I 📌Haraldstæd sad 👤Hertug Knud
I Julefestens Dage,
586Ved Aften ►tren i Sal et Bud
Og talede ►saa fage:
I høre mig nu 👤Hertug Knud!
I komme fluks i Skoven ud!
Kong 👤Magnus Eder bier.

4

✂ Og det var 👤Eriks djærve Søn,
Saa brat han sprang fra Borde;
Men 👤Ingeborg ham drog ►i Løn
Og saa tog hun til Orde:
►I ride ei min Herre god!
Thi vist det gælder Eders Blod,
Kong 👤Magnus vil Jer svige.

5

✂ Ei er jeg som en Kvinde ræd,
Og 👤Magnus er min Frænde,
Saa talte han, men Kvinden græd
Og bad i stor Elende:
O drag ei denne onde Færd,
Men tænk paa Fostret som jeg bær
For Eder under Hjerte!

6

✂ Han klapped hende under Kind
Og sagde: vær ei bange!
587Men ►der hun saa ham stolt i Sind
Hel vaabenløs at ►gange,
Med Graad og Suk da gik hun hen
Og spændte Sværdet om hans Lænd,
Ham bad med Gud at fare!

7

✂ Og det var hellig 👤Hertug Knud
Og Sivard Saxlands Sanger,
De rede fluks af Byen ud
Alt paa den rappe Ganger;
Men ►der de rede hen ad Sne,
Fru 👤Ingeborg hun tyktes se
Om 👤Knud et ►Jordelagen.

8

✂ Og ►der de ►komme ud fra By,
Tog Sivard til at kvæde,
Saa sørgelig det klang i Sky,
At 👤Knud han maatte græde.
Om ►Grimhilds Svig var lagt det Kvad,
Der hun tillaved blodigt Bad
For sine Brødre ►baade.

9

✂ Hel fager er din gamle Sang;
►Saa mælte 👤Knud ►med Blide,
Men alt for ynkelig den klang
Dog her ved Nattetide.
Saa ►hug han Sporen dybt i Hest
Og red alt som han kunde bedst
Sit ►Dødningrid til Skoven.

10

✂ Fru 👤Ingeborg saa ene sad
I Salen med stor Kvide,
Saa inderlig til Gud hun bad,
De Taarer flød saa stride;
Men der det var ved Midjenat,
Da banked det paa Dørren brat,
Dog Ingen var derude.

11

✂ 588I Blod og Bryst en Rædsel for
Og ►stemmed hendes Aande,
Som uden Liv hun sank til Jord
Udi sin store Vaande.
Og det var i den samme Stund,
Da dræbtes 👤Knud i mørke Lund
Af 👤Magnus og hans Svende.

12

✂ Saa myrded de den Herre ►from,
Det Gud tilstæde vilde.
Til Vidne paa hans Helligdom
Udsprang saa klar en Kilde;
Men hver en Stjerne flygter ræd
Fra mørke Skov, fra 📌Haraldstæd,
Hvor 👤Magnus slog sin Frænde.

13

✂ Hevnerens Engel alt svæved,
Truende Sværdet han hæved
Over det syndige Folk.
Derfor du Hellige! døde.
Dobbelt blev 📌Dannemarks Brøde,
Dobbelt blev 📌Dannemarks Straf!

14

✂ Herren dog saared og læged,
Han er retfærdig og god;
Kilden som sprang af dit Blod
📌Dannemark køled og qvæged.
Kilden som sprang af dit Blod
(👤Valdemar hed den paa Jorden),
►Samlet med 👤Absalons Flod,
Køled og kvægede 📌Norden.

✂ Nik. Fred. Sev. Grundtvig.