Anden Afdeling.
Asalæren.
✂ Efterat ►Vola i sin høitidelige Indgang har ►budet Taushed omsvæve den hellige Slægt i ►Valguders Sal, medens hun for den lyttende ►Valfader selv udfolder de gamle Sagn om Livets tvende Morgenrøder; begynder hun saaledes:
✂
►Jetter jeg mindes
Tidlig fødte,
Mindes jeg Verdner
Ni, og det rene
►Navnstore Træ (►Ygdrasil.)
✂
Da fødtes Tiden,
Da ►Ymer leved,
32Ei Sand var, ei Sø,
Ei kølige Lunde.
Ei fandtes da Jord,
Foroven ei Himmel
I Afgrund var Gab,
Men Græs var der ei.
✂ ►Ymer sættes da som det første Levende, og hvorledes han blev til, i det Materien udviklede sig selv til Liv, lære vi i ►Vaftrudnismal, hvor han kaldes ►Aurgelmr (den Urgamle.)
✂
►Edderdraaber
Fra ►Elivaga
Udsprang, da vokste
Og blev en ►Jette.
Ved Gnistens Varme
Fra sydlig Verden
Fik Rimfrost Liv.
✂ 173 (VU) Ikke var ►Ymer Gud (siger ►den prosaiske Edda) skønt han nemlig fremtræder som det første Levende, thi han var ond som al hans Æt, der kaldes ►ⓘ Hrimthurser, og det maatte vi allerede vide, naar vi se at han var den levende Edder. Straks blive ►Børs Sønner, (►Aserne) til uden at ►Vola siger os hvorledes, og 271 (US) kunde hun ►vel sagt det? men vi kunne dog vel ikke tvivle om, at ►Fjolners (►Alfaders) Børn 33have et Udspring, væsenlig forskelligt fra de onde ►Jetters.*►Fjolner (den Skjulte Tilhyllede) er et af ►Alfaders Tilnavne i ►den prosaiske Edda, og kun han kan menes dermed i ►Vøluspa. At ►Odin i ►Grimnismal tillægger sig dette Navn, er en Følge af den ►alt omtalte Sammenblanding.
✂ Det anførte Vers lærer os, at Fædrene ansaa Livet for et Produkt af ►Kontraksionens og Expansionens Vekselvirkning, saaledes, at hin (Kulden) indeholdt det egenlige Stof, og denne (Varmen) det egenlige Livsprinsip. Selv Guderne fremkomme (efter ►den prosaiske Edda) paa samme Maade, thi af den optøede Is blev Koen ►Ødumla, fra hvem de stammede. Hvad det var som tøede Isen, siges ei, men at det var Solens Straaler og ei ►Muspels Gnister, indsees let.
✂ Kunde vi endnu tvivle om ►Asers og ►Jetters modsatte Oprindelse, da maatte vi dog holde op, naar vi se hvoraf Hine skabte Verden; men her vil jeg lade en nyere Digter træde op som troligen fulgte de gamle i Fremstillingen af Alts Ophav.
✂ ►Utgardeloke træder saaledes pralende frem for ►Asathor.*►Thors Reise til Jotunheim 63-66.
✂
34Husk! ►Jetterne er ►Jetter
Og det fra Arilds Tid.
Før ►Aserne de leved
Med megen Vælde stor
Da ikke tænkt var blevet
Paa ►Mjølner og paa ►Thor.
✂
I Verdens første ►Tide
Før Nogen Lyset saa,
Var Gab i Afgrund vide,
Men endnu intet Straa,
Mod 📌Norden Is og Taage
Da laa i ►Niffelhjem
Fra ►Muspels sydre Laage
Foer Ild ►og Gnister frem.
✂
Da mødtes Hedens Vinde
Med Rimfrost i den Grav,
De blanded sig derinde
Og der blev Draaber af,
272
(US)
Ild monne Kulden dæmpe,
Og Kulden atter Ild,
Deraf fremstod en Kæmpe,
Den stærke ►Ymer vild.
Da svarte ►Tjalfes Herre:
Lad mig kundgøre mer!
✂
Jeg skal dig vist gengælde,
Fortælle Sagnet tro.
35Da ved ►Alfaudurs Vælde
Blev til ►Audumbla Ko.
Hun slikked Rim af Stene,
Da sprang vor Stamme god
Af kolden Kraft ei ene,
Men og af Kød og Blod.
✂
I kolde, stille Kræfter
Sig blanded rørigt Liv
Da ►Bure blev, derefter
Blev ►Bør, som tog en Viv*Efter ►den prosaiske Edda hvoraf dette er laant, kaldes hun ►Bestla ►Jetten ►Bolthorns Datter..
174
(VU)
Af Eders Kæmpestamme
Hel skøn og mild at se,
Deraf sprang frem i Flamme
Gud ►Odin, ►Vil, og ►Ve.
✂
— — — — —
— — — — —
De første ►Asidrætter
Var dem at knuse Jer
Vi ►Ymer snart mon dæmpe,
han ei vor Kraft modstod.
— — — — — —
— — — — — —
✂
►Vi kasted ned med Torden,
hans Krop i Svælgets Grav
36Deraf ►Vi skabte Jorden,
Af Blodet Jordens Hav,
Da blev til Bjerge fjerne
Hans Ben med megen Gru,
Og Skyer blev hans Hjerne
Der drømmer den endnu.
✂
273
(US)
Hans tykke Øienbryne
Blev sat i mangen Rad
Deraf blev snart tilsyne
Den store ►Midgards Stad.
Hans hvælvet høie Pande
►Vi spændte ud derpaa.
Da Himlen mon opstande
Den farved ►Freia blaa.*►Grimnismal hvoraf dette om Verdens Skabelse er taget, har ei dette sidste Træk, saalidet som det der slutter forrige Vers.
✂ ►Den ⓘ prosaiske Edda fortæller, at alle ►Jetter, undtagen ►Bergelmer som reddedes paa en Baad, druknede i ►Ymers Blod, og selv i ►Vaftrudnismal findes dunkelt Spor af dette Sagn; men det Hele synes at være en Kopi af ►den mosaiske Syndflod, saameget mere som ►Bergelmer (der endog skal betyde Bjergoldingen) synes at være 👤Noahs Frænde.
✂ 37Udspændt var Himlen og bygget var Jorden, men kold og kraftløs laa den der, indtil
✂
Sol fra Sønden
Straaled ned paa
Kolde Stene.
Da blev Jorden
Trindt bevokset,
Grøn af Urter.
✂ Sol, Maane, og Stjerner fore vildt omkring i den høie Æter uden at kende deres Plads eller Kraft, men Guderne gave dem Plads paa den ►nybygte Himmel, ordnede deres Gang, og frembragte derved Morgen og Middag, Tusmørke og Aften, ►Ny og Næde til Aarets Regning. Derpaa samledes ►Aser paa ►Idas Slette, byggede Huse og Støtter høit i Sky, smeddede Guldet, spillede i ►Vangen og vare glade. ►De gyldne Tavler, som Gudernes Forstander havde eiet, som vare beskrevne med ►Fimbultyrs Runer (►Alfaders Villie) kastede de fra sig, og savnede dem ikke (eller angrede ei deres Tab) førend der komme trende Møer meget mægtige, de vise ►Norner som ►udginge af Søen under ►Ygdrasil, ►skare paa Skjolde og bestemte Alles Skebne.*Alt dette er bogstavelig efter ►Voluspa.
38 175 (VU) 274 (US)►Nornernes Fødsel.
✂
Fra ►høibygte Himle,
Fra ►guldtakte ►Gimle
Saa ►Alfader ned.
Paa yndige Sletter
Gik ►Aser med ►Jetter
I syndige Fred.
✂
►Nedstyrter, ►udsletter
De syndfulde ►Jetter!
►Saa ►Alfader bød.
Men troløse glemme
De ►Alfaders Stemme,
Og ►Jetternes Død.
✂
De hamre nedfalde,
Og Slagene gjalde
I gnistefuld Damp;
Men ►Aser ei hvæsse
I rygende Esse
De Sværde til Kamp.
✂
Af Guldet de smede
De Ringe saa brede
Til ►Jettemørs Arm.
I blomstrende Enge
De rede sig Senge
Ved ►Jettemørs Barm.
✂
39Af Fjeldet udslide
ⓘ
De Marmoret hvide
Sig hæver en Borg
Paa Hynderne bløde,
De glemme al Brøde
De kende ei Sorg.
✂
275
(US)
Af Vrede da brændte
►Alfader, og vendte
Sit Øie fra Jord.
Det sortner, det gjalder,
Og ►►Hornet omfalder
Paa ►Asernes Bord.
✂
De blegne, de skue
Mod Himmelens Bue
Den rødmer som Blod,
Det syder, det ►kvælder
En Kilde udvælder
Af ►Ygdrasils Rod.
✂
Nu Solen fremluer,
Og glad sig beskuer
I speilklare Sø.
Af Evigheds Svøbet
Udstiger trekløvet,
Treenige Mø.
✂
40►Urd, ►Verand, og ►Skulde
De Strænge, de ►Hulde,
Som styre hver Old,
Let dandse henover
De trillende Vover
Med Griffel og Skjold.
✂
Da ►riste, da synge
De Søstre i Klynge
Et ►underligt Kvad:
(Til ►Nornernes Sange
Da lytte saa bange
De ►Aser i Rad.)
✂
“Vi vare, da Livet
Blev taget, blev givet,
Udvælded af Død.
Det Tagne skal stivne
Det misbrugte Givne
Skal renses i Død.”*Disse Linier stande som Prøve paa den Stil hvori jeg agter at genreise ►Volas Tempel!
✂ 276 (US) Vel maatte ►Asers Glæde spildes ved ►Norners Fødsel; thi som halvvækkede af en dyb Slummer skuede de forvirrede ►trindt sig i ængstelig Forventning om de Ting som skulde ske.
✂ De raadsloge (siger ►Vola) om nogen Straf ventede dem for onde Raad eller om Glæden atter vilde 41favne dem. Selv kunde de ei løse 176 (VU) Gaaden; men den løstes frygtelig for deres Øie, da ►Gulveig (sendt af ►Norner) kom til ►Hars Sale, og veiede ►de gyldne bortkastede Tavler. Hun viste dem, hvi de bleve, og hvad de gjorde, da de byggede en Verden og giorde sig selv til Guder.
✂ Rasende løfte de Hende paa de skarpe Spyde og kaste Hende i brændende Ild; men forgæves – Tre Gange brændt, tre Gange genfødt, lever Hun ►end, bruger Galder og Seid, og vækker stedse bangere Ahnelser hos de rige Guder. Det er den onde Kvindes Glæde. ►Aser følte at de nu havde brudt Freden med ►Jetter, og de ►ginge til ►Raadstol for at høre, hvem der havde smittet Luften med Blod, og farvet Spydsodden, der ►end var Mø, i ►Jetters Afkom ⓘ (►Gulveig). ►Thor var ►ilsindet, taalte ei at høre Sligt (at kræves til Regnskab for sin ►Id) og da brødes Eder og al den Forening; som var giort mellem ►Aser og ►Jetter. Frem sprang ►Odin, og skød i den fremvældende Jetteskare; (der kom ►at hævne ►Gulveig) men haard blev Striden, brudne bleve ►Asers Borgemure, og mordspaaende ►Vaner nedtraadte ►Idaslettens Herlighed.*For den som delte min Beskuelse af ►Baldur, vil maaske her et Spørgsmaal opløfte sig; men Han 42vil udentvivl finde det besvaret, ved at erindre at de Borge der stode paa ►Ymers ⓘ Krop vel kunde styrtes af ►Jetter, skønt ►Baldur var hos dem. Om de her nævnte ►Vaner skal jeg andensteds tale –
✂ 42Trængt og raadvild vover ►Odin sig til ►Urdas Brønd, at søge Kløgt hos ►Heimdal, dens Vogter. Han faar den; men dyrt maa den betales. Sit ene Øie maa Han pandsætte, ►paa det Han ei skal se formeget, og med Blodet udrinder Hans Kraft*►Nornerne kunde ikke ville at ►Jetter skulde seire, og det vilde de, hvis ►Odin ei havde faaet kløgt. Derfor fik Han den; men tabte, i det Han troede at vinde mest..
✂ Klog skaber ►Odin ►Dverge, og lader dem flytte Gudeborgen fra Jorden til Himmelen*►ⓘ Vola siger at ►Dværgene flyttede Borgen fra Uroligheds Høi til Sværddalen ⓘ (►Valhal). ►Bifrosts luende Bro befæster sig mellem Ham og ►Jetter, og Han drømmer sig tryg.
✂ Nu stod Jorden aaben for ►Jetter, og ►Dværgene trængtes ind i de haarde Fjelde, ja Hine synes endog at have villet give Jorden en egen Slægt. De forsøgte om de havde Skabekraft paa Punkter hvor Plantelivet alt var tilstæde, men Magten til at løsrive dette fra Jorden og meddele det et bevægende 43Prinsip manglede 277 (US) dem, og ►Guderne Aflgir og Astgir (den Mægtige og den Elskelige) ►funde ►Ask og ►Embla ►end fængslede til Jorden
✂
177
(VU)
Lidet mægtende
Skebneløse,
Aand de ei havde,
Forstand ei heller
Skønhed, Tale,
Farve de mangled.
✂ Alt gav Guderne dem saa de kunde stande som Skabningens Pryd; men ei var det uden Egennytte, thi de vilde skaffe sig ►Stridere i ►Ragnaroke.*At der ved ►Aflgir og Astgir forstaaes hvad Vi have kaldt ►Aser og ►Vaner, er tydeligt, og Vi kunne af Skaberne forklare, hvi Mennesket er en saadan Blanding af Kraft og Svaghed, ligesom den onde Villie er en Følge af ►Jetters Virken. Det følgende Vers i ►Vøluspa, hvor der siges at det var ►Odin, ►Hæner, og ►Lødur som skabte Mennesket er enten ganske uægte eller forhutlet da det foregaaende kun nævner Tvende. ►Den prosaiske Edda siger det var ►Odin, ►Vile og ►Ve, men nævner aldrig siden de to sidste. At det var ►Odin og ►Frei synes mig klart, men det ⓘ vilde blive for vidtløftigt her at opspore Oprindelsen til ►Ve og ►Vile, ►Hæner og ►Lædur.
✂ Nu er Menneskelivet begyndt, og naar Vi ene vilde følge ►Vøluspa, behøvede Vi blot at se Bal44durs Død og ►Lokes Fængsling, for at kunne vende tilbage til ⓘ Menneskene, og med Øiet vendt mod ►Nastronds Kant se ►Ragnaroke forberedes; men da senere Digtere (der stræbte dels at udfylde og forklare ►Vøluspa, dels at gøre Kampen mellem Guder og ►Jetter mere ►beskuelig) have baade sat flere Kampoptrin før og efter ►Baldurs Død, og selv giort denne Punkt med sine umiddelbare Aarsager og Virkninger til Genstand for deres Anskuelse, saa nødes Vi til at glemme Jorden ►en Tidlang og beskue de enkelte Digtninger paa den Plads de have givet sig selv.
✂ Foreløbig maa jeg bemærke at jo nyere Digtningerne ere, desto mindre er deres Betydning, der svækkes og tabes tilligemed ►Sandsen for ►Volas Kvad, og derfor møde Vi i ►den prosaiske Edda saa meget der strider mod dets Aand, skønt Forfatteren har erkendt det som Grundvold og udvortes bevæget sig i det.
✂ Da ►Loke spiller en saa vigtig Rolle i de senere Digtninger, saa er her Stedet hvor denne Figur bør træde nærmere hen for vore Øine. Digterne fandt ham i ►Vøluspa som ►Asers værste Fiende, angivet som ►Jetters Veiviser i ►Ragnaroke, halv sigtet som skyldig i ►Baldurs Død, og derfor bundet.
✂ 45 278 (US) Alt dette syntes dem at pege hen baade paa en listig Natur og et nøiere Forhold til ►Aserne. De fandt Udyrene ►Midgarsorm og ►Fenris og vidste ei at give dem nogen mere passende Fader end ►Loke. En Følge 178 (VU) af klar eller dunkel Forestilling herom, var det som bragte dem til at skelne mellem to Epoker i ►Lokes Liv: da han var ►Asers Ven, og da han blev deres Fjende*I ►Hyndlas Sang er det egenlig Vi lære at kende ►Loke saaledes. Rimeligt er det ellers at Grunden, hvi man tænkte sig ►Loke, som den der engang var ►Asers Ven, laa temmelig dybt. Man stræbte nemlig saaledes at forklare sig ►Asernes Syndefald. Da ►Ymer var dræbt, tabte ►Jetterne Tilliden til deres Styrke, sendte ►Loke som Udtrykket for deres List, for at slutte Fred. Freden tilveiebragtes og ►Aserne forledtes til at skabe Verden. ►Loke delte deres Herredømme, og hjalp ►Aserne da Jettefreden ►brødes, 46indtil ►Nornerne skilte ham fra dem. Dette udtrykte de ved at sige at ►Loke blev ►Odins Fostbroder i Tids Fødsel..
✂ Overgangspunkten var, da han avlede hine Udyr, og han kundgiorde sit Fiendskab ved at medvirke til ►Baldurs Død.
✂ ►Den rytmiske Edda har kun et Kampoptrin før ►Baldurs Død, nemlig
►Mjølners Tab og Generobring.
✂ Da en Hammer først var blevet tillagt ►Thor som 46Kraftens Symbol*►Vola kender naturligvis intet til denne Hammer. maatte ►Jetterne nødvendig stræbe at faa den i deres Vold, og derved ligesom lamme Gudens Arm, i det Øieblik Han udstrakte den for at knuse dem, og herom fortælles i Digtet: ►Tryms Kvæde saaledes:
✂ ►Thor vaagner, og ►savner forfærdet sin Hammer. Af Vrede rystede det lange Skæg og Jorden dundrede under Haandens Slag, thi
Men ►Loke stander snild og hjelpsom ved hans Side, Begge ►gange de til ►Freias Sal, for at laane hendes ►Fjederham og ►oplede ►Mjølner. Vel vidste hun hvorom det gjaldt og sagde:✂
Laane den vilde jeg,
Var den end Sølv.
Give den vilde jeg,
Var den og Guld.
✂
279
(US)
Hvor staar med ►Aser?
Hvor staar med ►Alfer
✂
47Siden Du Ene
Kom mellem ►Jetter?
✂ 179 (VU) Og ►Loke maa bekende:
✂
Ilde med ►Aser,
Ilde med ►Alfer.
Du har ►Hlorridas
Hammer ►forborget.
✂
►Keiser hver en Dag
Den halve ►Val,
✂ Atter susede ►Fjederhammen, og ►Thor raabte mod den ⓘ Kommende:
✂
Er dit Ærende
Stort som Møien?
Lad fra Luften
Budskab lyde!
Sagnet glemmes
Let paa Bænken.
Løgnen vokser
Op fra Leiet.
✂ 48Høit fra Luft lød den sørgelige Tidende, og Begge ►ginge atter at finde den fagre ►Freia. ►Thor talte:
✂
Ifør dig ►Freia!
Din Brudeklædning,
Og far ►omgiordet
Med gyldne Belte,
Til ►Jetteverden
Som ►Trymers Viv!
✂ 280 (US) ►Freia fnøs af Harme, saa Gudesalen rystede, og ►Brysings Halsbaand søndersprang paa den svulmende Barm.
✂ ►Aser sankedes til Stevne og ►ledte om Raad i den store Vaande. Intet vidste de før ►Heimdal fremtraadte og raadede at ►ombinde ►Thor med ►Brudelin; lade Nøgler klinge ved Hans Side, Kvindeklæder flagre om Knæ, ►Brysing smykke Halsen, og dyre Stene glimre paa Brystet. ►Thor vrededes og vilde ei ►fare Kærlingefærd; men da ►Loke mindede ham om, hvad der stod paa Spil saaledes:
✂
180
(VU)
Snart skulle ►Jetter
Bo udi ►Asgard,
hvis Du din Hammer
Ikke vil hente;
✂
Kvad da ►Trymer,
(►Thursedrotten)
►Stander ►Jetter!
Op fra Bænke!
►Breder Hyndet!
Thi nu føres
►Njardurs Datter
Mig til Viv.
✂ Guld nok Han eiede; men da først havde det Glands for ham, naar det belyste den deiligste Kvinde. Ringene hang saa skinnende under Loft i hans Sal; men forlystede ei hans Øie før de glimrede paa ►Freias hvide Arm.
✂ Det led ad Aften, og Duge bredtes for de samlede Gæster. Blind var ►Trymer; thi ►Brønde gjorde ham blind, og den
✂
►Vittige Terne
Sad der, og paafandt
Snedige Tale.
✂ Han troede at ►Freia nu fortærede al Kvindebordets Mad med Tønder af den brune Mjød, fordi Hun fastede i otte Dage af Længsel efter ►Jetteverden. Han troede, at derfor brændte Ild i Brudens hvasse 50Øine, da Hun rev sig bort af hans Favn, fordi Hun ei sov i otte Nætter, af Længsel efter ►Jetteverden.
✂ 281 (US) Søsteren, den grimme ►Jettekvinde, kom nu at ►sælge Bruden sin Yndest for ►røde Ringe, medens Kongen bød at lægge ►Mjølner paa Brudens Knæ, og vie hende til ►Jettedronning.
✂
Lo hos ►Hlorrida
Hjertet i Bryst,
Da han sin Hammer
Haardsindet kendte.
✂ ►Thursedrotten med al sin Æt, ►viedes til ►Hel►, og ►Jettekvinden, som turde kræve ►Brudestadsen, fik Hammerslag ►for ►røde Ringe
✂
181
(VU)
Saa fik ►Odins Søn
Atter sin Hammer.*Udentvivl vil det være Flere ligesaa ubehageligt som mig at overflyttes fra den betydningsfulde Kamp, de gamle Skjalde skildrede, til den næsten ganske betydningsløse Strid der fremtræder i de nyere Sange og ►den prosaiske Edda især dens anden Del; men da adskillige Træk ere og kunne blive laante af ny Digtere; maa jeg kortelig berøre, hvad jeg saa gerne vendte mig aldeles fra. Maatte det have til Følge at Usselheden ved Modsætningen bedre skønnedes, og at især Digterne engang for alle vilde se bort fra de elendige Eventyr, Blindhed og 51Sløvhed avlede; da vilde det trøste mig over den Væmmelse der trænger mig under en saa forhadt Syssel.
✂ 51Mellem de Fortællinger, ►den prosaiske Edda har i denne Epoke, udmærker sig Sagnet om ►Idunna og Hendes Æbler, der er grundet paa et Digt af 👤Thjodolf hin Hvinverske, da det ei ganske mangler Betydning.
✂ ►Idunna, som med sin hele Familie er ganske ukendt for de ældre Digtere, træder i ►Lokasenna frem som ►Brages Kone; men er her af langt mere Vigtighed, da Hun gemmer Æblerne, hvori Guder bide, for ei at blive gamle. Man ser lettelig at Digteren herved har villet motivere Gudernes evige Ungdom, og maaske, ved at gøre ►Idun til ►Brages Kone, fremstille Poesien som den stedse genfødende Moder, der forynger Guderne.
✂ Var Myten om ►Idunnas Æbler først blevet til, da maatte ►Jetterne nødvendig ►stunde efter at eie dem. Der fortælles hel eventyrlig, hvorledes ►Jetten ►Thjasse fangede ►Loke, og pinte ham saalænge, til Han maatte love at skaffe ►Idunna. Han lokkede Hende ud fra ►Asgard med Æblerne, som for at sammenligne disse med nogle, Han havde fundet. 52►Thjasse tog Hende i ►Ørneham, men for at bebolde Livet, maatte ►Loke igen stjæle hende bort, da ►Thjasse engang var borte.
✂ 282 (US) ►Jetten forfulgte Tyven; men Guderne ►svede hans Vinger, og dræbte ham i Lunden.*Professor 👤Nyrups ►Oversættelse af Edda 102-105. Digtet ►hvarf idunnar i 👤Thorlacii ►fragmenta Höstlangæ & Torsdrapæ 32-45. ►👤Sandvigs Edda 174.
✂ En anden Fortælling bliver paa en Maade vigtig fordi den, skønt aldeles uden Føie, støtter sig paa ►Vøluspa. En Bygmester kom til ►Aserne og lovede paa en Vinter at bygge dem en uindtagelig Borg, naar de vilde give ham ►Freia, Solen og Maanen. De ►indginge det, stolende paa at det var umuligt og følgende ►Lokes Raad. Bygmesteren, og hans Hest ►Svadilfar arbeidede saaledes at der tre Dage før Vinters Ende ►kun fattedes Borgeledet. Bange raadsloge Guderne og truede at dræbe ►Loke, hvis Han ei skaffede Raad. Han forvandlede sig til en Hoppe, bortlok 182 (VU) kede ►Svadilfar, og forsinkede saaledes Bygningen. Vred iførte Mesteren sig sin ►Jetteskikkelse, men dræbtes da af ►Thor.*Stedet i ►Vøluspa som (udentvivl ►af en senere ⓘ Haand) henvises til, er det som indeholder ►Asers Raad ef53ter Optrinet med ►Gulveig i ►Hars Sale. Da ►Vola hverken kender ►Freia eller ►Othar, eller ►Loke i ►Asers Samfund, var det allerede deraf vist at denne Fabel ei kunde der omtales; men det bliver aldeles klart ved at agte paa Sammenhængen at der tales om noget ganske Andet. Sagnet staaer udførligt i ►👤Nyrups Edda 55-58. At ►Lævi der er oversat ved Mørke, ser jeg vel Grunden men ei Retten til. Hoppen fødte den ottefodede ►Sleipner.
✂ 53Skulde man anvise denne Digtning, der ikke hører til de yngste, en Plads i Asadramet, da blev det der, hvor ►Asers Borgemure vare nedbrudte, og kunde ansees som det sidste fortvivlede Forsøg af ►Aserne at holde sig paa Jorden, da de frygtede for at komme ►Nornerne nær.*Da ►Hyndla siger at ►Loke avlede ►Sleipner med ►Svadilfare, maa det være uafgjort, enten Digtningen ►alt da var til, eller avledes deraf.
►Thors Reise til ►Geirodsgaard.
✂ ►Loke var fløiet did som en Due, fanget, kendt, og tvunget til at lokke ►Thor derhen uden ►Hammer og ►Styrkebelte. ►Saa skete; men ►Thor fik underveis hos Heksen ►Gridur en Stav, et Belte, og et Par Handsker af Staal. Med Staven vadede Han over den svulmende Aa, og satte den mod Taget i ►Geirrods Slot saa Ryggene knækkedes paa ►Jettekvinderne der vilde løfte hans Stol og knuge ham ihjel. Med Hand54skerne kastede Han den gloende Jernkile gennem Jernstøtten og ►Geirrod.*►👤Nyrups Edda 120-23. ►👤Thorlacii Thorsdrape 16-41. At 👤Saxo har kendt dette Sagn sees i Fortællingen om ►Gorms Reise til ►Geruths Bolig (187-88 i 👤Vedels ►Overs.)
283 (US) ►Thors Kamp med ►Hrungner.
✂ Denne omtales ►alt i de nyere eddiske Sange og Fortællingen i ►den prosaiske Edda er tildels bygget paa et Vers af 👤Thjodolf; men til dennes Ære bør det siges, at Han ei har nogen af de Usselheder hvormed ►►Eddas Forfatter har udsmykket Striden. Her fortælles at ►Hrungner var kommet til ►Asgard i ►Odins Selskab, havde drukket sig fuld og vilde da slaa alle Guderne ihjel, samt føre ►Freia, ►Sif og ►Valhal til ►Jotunheim. De bange Guder kalde paa ►Thor som er i ►Østerleden. ►Thor kommer og løfter Hammeren; men erklæres af ►Hrungner for Niding, hvis han dræber vaabenløs Mand, og æskes til Tvekamp. Alt paa 183 (VU) ►Hrungner var Sten, og Han havde ►vist seiret, dersom ►Thors Tjener ►Tjalfe ei havde bildt ham ind at hans Herre kom nede fra Jorden, og derved faaet ham til at skyde Skjoldet under Fød55derne. ►Thor turde dog ei komme ►Jetten for nær, men kastede
✂
Paa lang Distans
Fra Posten hans
✂ Noget Uslere eller ►Flauere findes ei let.
✂ Efter at have arbeidet Os igennem disse Torne og Tidsler, som en fordærvet Tidsalder strøde paa vor Vei, komme Vi atter hen mod Asatemplet at skue den segnende ►Baldur; men først maa Vi betragte ►Loke i sin Overgangsepoke, da Han allerede i den ældste Digtning fremtræder som Redskab i ►Nornernes Haand og i den senere netop ved at volde ►Baldurs Død kundgør sit ►Affald fra ►Aserne.
✂ 184 (VU) Det eneste, men ogsaa aldeles klassiske Sted hvor ►Lokes Frafald omtales, er i ►den korte Vøluspa:
✂
Ulv avled ►Loke
Med ►Angurboda,
Et Udyr tyktes
Værst af alle. (vel ►Midgardsormen)
✂
57►Loke ophidset
Af Hjertets ►Brønde,
Fandt den halvbrændte
Kones Hjerte.
►Loke blev svigfuld
Ved den onde Kone,
Deraf er i Verden
Alt Grueligt kommet.*At ►Hel var ►Lokes Datter, som ►den prosaiske Edda og de nyere Skjalde ►ville, finde Vi intet Spor af i ►den rytmiske Edda – At ingen Ordklog skal her faa Leilighed at vise sin Kløgt paa min Bekostning, vil jeg anmærke at jeg meget godt ved det ►ligefrem heder: Konens halvbrændte Hjerte.
✂ Da ►Loke var blevet antaget for ►Fenrirs og ►Midgardsormens Fader, maatte det Øieblik da Han blev det, nødvendig betegne Hans ►Affald. Med Hensyn herpaa søgte Digteren en Moder til Uhyrerne, og troede ei at kunne vælge nogen bedre til at sætte Splid mellem ►Loke og ►Aserne, end Hende som fordum ►spildte Freden mellem ►Aser og ►Jetter: ►Gulveig, der vel maatte kaldes halvbrændt, eller Konen med det halvsvedne Hjerte. Han kaldte Hende ►Angurboda, fordi det var Hende som fordum bebudede ►Aserne Trængsel og Anger. Ei var det godvillig at ►Loke forlod ►Asers ►Samfund, thi vel vidste Han, at Han derved beilede til sin 285 (US) egen Undergang; men ►Norner vilde, 58og Han maatte. Elskov optændtes i ham til ►Angerbode, og da Han sank i Hendes Favn, sank Han for stedse i ►Jetters; thi i Seid var Hun øvet, og med Seid blev Han forgjort.*Seid var en Troldom der udstammede fra ►Jetterne ligesom Galder fra ►Aserne. Den ansaaes for saa skammelig blandt Asadyrkerne, at 👤Harald hin Haarfagre priste sin Søns 👤Eriks ►Id, da Han havde indebrændt sin Broder 👤Røgnvald Rettilbein der var en ►Seidmand.
✂ Vel maatte ►Digteren lade ►Thor sige til ►Loke:
✂
►Alt af en ►Jettekvinde
Du Dig bedaare lod.
Det Gode ingensinde
Sprang ud af ►Jetteblod
285
(VU)
Men vist din Elskovs ►Brynde
Stod udi ►ⓘ
Skuldas Bog.
Hun monne din Daad fremskynde
Den ►Norne vis og klog.*Underligt og saare mærkeligt, at den samme Digter, som her synes at have skuet saa dybt i ►Norners Raad og ►Lokes Liv, dog i sin ►Baldur søgte Overgangspunkten uden for ►Edda.
✂ Nu ►ville Vi med ►Vola se ►Baldurs den blodige ►Asas Skebne udfolde sig. Hun saa
✂
Over Marken
Høit opvokse
Rank og fager
►Mistiltein.
✂
59Træet tyktes
Mænd at vokse
Frem til Harm.
✂ Men før Vi dele mere af hendes Syn, ►ville Vi med ►Vegtams Kvædes herlige Digter følge ►Odin til ►Hel.
✂ Tunge ere ►Baldurs Drømme og Guderne raadføre sig med ►de Skebnekyndige om disses Betydning; men faa kun det sørgelige Svar at den Elskværdigste er ►dødtegnet af ►Norner.
✂ Angest omspænder ►Odin, ►Frigga og alle Guder, og de ►vide intet Raad, uden at sende Bud til alle ►Vætter (Naturtingenes Aander) for at bede dem skaane ►Baldur. Alle ►Vætter, som skabtes af ►Aser, svore, og ►Frigga samlede de trøstende Eder. Dog 286 (US) ►Valfader frygtede den manglende Ed og maatte tro Møien spildt; thi ogsaa Han saa ►Mistiltein vokse, vokse truende. Han sammenkaldte ►Aser for at faa Raad; men alle forstummede.
✂ Da reiste Han sig, lagde Sadel paa ►Sleipner, og red mod ►Niflheim. Jord dundrede, og frem red Han, til Han naaede ►Helas høie Borg. Han red øst for Døren hvor den Gamle laa, kvad Galder, skar ►dødvækkende Runer i Stav, og fordrede Svar.
✂ 60Nødig reiste Hun sig, og spurgte med Dødningestemme:
✂
Hvem er den ukendte
Mand, som tør ►vaagne
Sorgen i Sind?
✂
Som død laa jeg længe,
Af Sneen bedækket,
Af Regnen omskyllet,
Bedryppet af Dug.
✂ 186 (VU) Han kaldte sig ►Vegtam, Valtams Søn, og spurgte for hvem den ►ringprydede Bænk var reist, for hvem den ►i Guld svømmende Seng var redt? Hun svarer:
✂
Her stander Mjøden
Brygget for ►Baldur.
Skjoldet den dyre
Vædske bedækker.
✂
Haabløse stande
►Aser i Sorg.
Nødig jeg talte,
Nu vil jeg tie.
✂ ►Odin vil tømme Smertens Kalk og spørger hvem der skal røve ►Baldurs Liv?
✂
Høit løfter ►Hødur
►Navnstore Træ,
►Han da skal vorde
►Baldur til Bane►.
✂ 61►End spørger ►Odin, hvem der skal hævne ►Baldur? ►Hel peger hen paa ►Vale, Sønnen som ►Rinda skal føde i vestre Sale, som ei skal ►to Hænder eller kæmme Haar, før paa Baalet lægges ►Baldurs Modstander. ►Saa ender Hun:
✂
287
(US)
Hjemrid nu ►Odin!
Stolt af den Færd!
Saa kommer ingen
Mer mig at søge,
Førend af ►Loke
Baandene falde,
Førend i Mørket
Svinder og tabes
Gudernes Liv.*►Nyt eller gammelt maa dette Digt være, saa er det vist, at faa af 📌Nordens Skjalde forstode ►Vola saa fuldelig som dets Forfatter. Han stræbte at fremføre Guders Angest for Beskuelsen, og neppe kunde Han ladet den udtale sig stærkere end det sker i ►Odins ►Helrid. Tydeligere haaber jeg at kunne vise dette ved en anden Leilighed.
✂ Hjem rider ►Odin; vis paa at ingen Magt kan nedtrykke eller holde ►Hødurs Haand som ►Norner løftede. Kun ►Hødurs Død er hans Trøst, og Han ser ikke at Tabet kun derved fordobbles; men ►Vola saa ogsaa Aaen nedstyrte paa ►Valfaders Pant. Forstaa I det eller ei?
✂ 62►Baldur falder paa ►Banetuen. ►Trindt ham ser ►Hyndla elleve ►Aser stande sørgende; men ►Vola med sit dybere Blik ser kun ►Frigga i ►Fen 187 (VU) sal begræde ►►Valhals Vogter►. ►Hødur som fældte ham, fældes af ►Vale.*De som skue gennem Navne og ►Idrætter, ønske vist nøiere at kende ►Vale; men ►Vola tier, og hvem skal jeg da adspørge?
✂ Standse ►ville Vi, og naar Vi en Stund have med Undren betragtet de stærke ►Asers mandige Sorg, og blandet vore Taarer med ►Asyniers, da ►ville Vi, før Vi vende Øiet til de følgende Led af den Ulykkers Kæde der søndersled ►Asernes stærke, ►bese det nys beskuede Billede, som det, dels udmalet, dels forvansket, fremstiller sig i ►den prosaiske Edda.
✂ Ogsaa her begyndes med ►Baldurs Drømme; men uden Raadspørgsel bede ►Aser Fred af ►Vætter.
✂
Ilden og Vandet,
Jernet og alle
Voksende Malme,
Stene og Jord,
Træer og ►Sote,
Fugle og Dyr,
Edder og Orme,
Svore at hvile,
►Baldur at skaane.
✂ 288 (US) 63Ei tales et Ord om ►Valfaders Frygt eller ►Helrid; men trygge sankes ►Aser til Skemt, hugge og skyde paa den usaarlige ►Baldur. Da Vi bør se denne Leg med Digterens Øie, vil Han neppe vægre sig ved her at træde frem, medens jeg glad skjuler mig mellem de Lyttende.*Skal jeg gøre 📌Dannemark eller mig selv den Skam at sige, dette Kvad er af 👤Oehlenschlägers ►Baldur!
✂
►Giver Agt! giver Agt hvor Guderne
Staalbedækkede, ►hjelmomhvælvede,
Spydbevæbnede, ►sværdomgjordede
Nærme sig nu med paataget
►Ument Bisterhed drabelig
Fredens ►Baldur, ►Baldur hin Gode.
✂
Han med blottede Tinding,
Guldhaarfager, uskyldig,
Venter i Kredsen dem;
Fredens Egkvist i Haand,
Hovedet hældende,
Bly, jomfruelig hartad,
Venter Han Legen som djærvt skal
Kun hans Vælde stadfæste.
✂
►Giver Agt! giver Agt hvor ►Odin nu
Paa ►Gangeren, ottfodtravende
188
(VU)
Høit med ►Gugner i Haand mod Skyerne
Skynder sig did, og støder sit
64Blanke Sværd imod Brystet paa
Fredens ►Baldur, ►Baldur hin Gode,
Men med ⓘ
►upuklet Hvælving
Pandseret bugner som forhen.
✂
Nu kommer ►Aukathor!
►Miølner, Hamren i Haand;
Hovedet kneisende.
Mandig, fast, ja trodsende
Hugger Han Guden; men uskadt
Smiler ►Baldur som hidindtil.
✂
Nu styrter ►Frei forbi paa ►Sildetands
Stærktguldbørstede Ryg, med Sværdet
Krummet og høit og blegt,
Som den funklende Maane paa Himlen.
289
(US)
Svinger sit ►Glavind, som
Nødbrune Haand omfatter,
Og slaar det mod Ynglingens
Speilglatte Staal, mens forbi Han
Rider og ler ad Sværdets Afmagt.
✂
Nu ruller ►Freia forbi paa sin ►Guldkarm.
Lysthenflagrende Lokkerne svæve,
Flættet med Sten og med Sølv
Som de blinkende Stjerner paa Himlen.
✂
65Rosen Hun svinger, som
Snehvide Haand omfatter
Og slaar den mod Ynglingens
Dunglatte Kind, mens forbi Hun
Ruller, og ler ad Rosens Afmagt.
✂
Hvo er de tvende dæmrende Skygger
I Lundens Baggrund?
Yderst i Kredsen de holde sig;
Tage ei Del i Gudernes Kamp og
Gudernes Glæde.
✂
Ha! det er ►Asaloke med ►Hødur;
Naar Guder frydes,
Græmmer sig ►Loke misundelig,
►Hødur er blind, Han lytter kun langt fra,
►Fremmet til Glæden.
✂ 189 (VU) ►I Kællingeham har ►Loke udlokket ►Friggas Hemmelighed om det svage ►Mistiltein, som hun ei tog i Ed, fordi det var spædt og ungt. Fluks ►ganger Han øst fra ►Valhal, oprykker Træet, og rækker det til den blinde ►Hødur, for at Han med smidige ►Vaand skal hædre den usaarlige ►Baldur.
✂ ►Hødur støder. ►Baldur falder, Maalløse stande ►Aser med sjunkne Hænder og vildtstirrende Øine. Da var hin meste Graad hos ►Aser, og ►Odin gav dem værste ►Vink om denne Skade, da Han mest kunde 66skønne hvad Afbræk og Tab ►Aser ►lede ved ►Baldurs ►Frafald.
✂ Hans Lig førtes til Strand og Guderne vilde fremskyde hans Skib ►Hringhorne, men ei gik det frem. Heksen ►Hirrokin hentedes fra ►Jotunheim, Hun skød til Fremstavnen saa Skibet flød, men Gnister fløi og Lande skjalv. ►Thor løftede Hammeren, men formildedes af Guderne. ►ⓘ Nannas Hjerte brast af Smerte. Baalet 290 (US) viedes med ►Mjølner og modtog Begges Lig. ►Odin lagde ►Drupner paa Baal, ligesom for at den skulde oplyse den mørke Vei til ►Hel. Ogsaa ►Hrimthusser vare tilstæde ved denne Ligfærd.
✂ ►Frigga bød sin Kærlighed til den som vilde fare til ►Hel, finde ►Baldur og byde ►Hel Løsepenge. ►Hermod ►hin snare, ►Odins Svend, red paa ►Sleipner gennem Mørket i 9 Nætter til ►Gjallarbro, kom til ►Hel, saa ►Baldur ►klæde ⓘ Høisædet, bortsov sin ►Mødighed, og frembragte sit Ærende. ►Hel lovede at ►Baldur skulde komme tilbage, dersom alt Levende og Dødt vilde begræde ham. ►Hermod kom tilbage til ►Aserne, medbringende ►Drupner fra ►Baldur, og ►Ærendet fra ►Hel. Da sendte Guderne Bud over al Verden, og bade om Alts Graad over den Elskelige.
✂
Livet græd,
Døden græd
67Jord og Stene,
Alle Malme
Græd som disse
Græde end,
Naar sig Heden
Nærmer Kuld.
✂ En ►ⓘ Gygie sad i Hulen og kvad:
✂
►Thok ved ►Baldurs
Baal vil græde
Tørre Taarer.
►Hel beholde
Hvad Hun haver!
✂ Mænd gættede det var ►Loke hin værste ►Ildgerningsmand, som hindrede ►Baldur at komme fra ►Hel.*Professor 👤Nyrups ►Edda 76-83.
✂ Denne Digtning udmærker sig vist nok i Skønhed blandt alle dem Vi skylde ►den prosaiske Edda, og det synes som intet Urent kunde i 190 (VU) nogen Henseende nærme sig ►Breideblik, men Enhver som fattede ►Baldurs Tilværelse, og kender ►Aserne, nødes til at erklære den ei blot for usand med Hensyn paa Grundideen, men selv i mange Dele uforenelig med Asalivet som det træder frem for det ydre Øie.
✂ ►Frigga kan aldrig have foragtet ►Mistiltein, dette vidunderlige Træ, der længe havde været Genstand for 68de Vises Grublen og 291 (US) Frygt, og det maatte desuden have været indbefattet i den Ed som Træernes ►Vætte aflagde, dersom det ei havde havt sin egen ►Vætte, given, ei af ►Aser, men af ►Norner, som hverken kunde eller vilde sværge. Umuligt var det at ►Mistiltein kunde være ►Loke ukendt; men om saa havde været, vilde den tause ►Frigga neppe røbet ham en Hemmelighed hvis Misbrug var ►Asers Undergang.*Alt dette følte ►►Baldurs ny Digter►. Derfor lod Han ►Mistiltein vokse paa en afsides omflydt Holm, og derfor lod Han den brændende Andagt røre ►Frigga, som ingen Udfrittelse vilde skuffet. Saaledes tilveiebragtes udvortes Harmoni. I 👤Saxos Fortælling om ►Baldur er det meget ►mærkeligt, at ►Hother faar Sværdet af ►Mimring (►Mimer) saavelsom at de tre Skovjomfruer (►Nornerne, ►Askungerne) ønske ham Seier og bidrage til den, uden dog bestemt at vende sig mod ►Baldur. Havde man lagt Mærke hertil, og tænkt sig, hvorledes denne Myte nødvendig maa have set ud, førend den af 👤Saxo eller en Anden sammenblandedes med den fabelagtige Historie; da vilde man ei famlet saalænge. 👤Evald har bestemt set det, kun fordi Han ikke kendte ►Nornerne lod Han ►Valkyrierne bringe ►Hother Spydet, og dog vilde en blid Skæbne at Han greb ►Nornen ►Skulda.
✂ Den hele Kampleg viser sig straks som et sildigt Forsøg paa at motivere Udfrittelsen, og Udførelsen af ►Hødurs ►Id, og den lader sig kun vanskelig forene med 69ⓘ Guders Angest, og Vished om at der var et Vaaben, som kunde fælde den Elskede.
✂ Skal ►Hermod sendes til ►Hel, da maa det i det mindste ske uden ►Odins Vidende; thi Han ved meget vel, at ►Baldur kun kan stige i Verdens Lue; men under den Betingelse kan Han ogsaa ride. En anden Sag er det om Han kan komme til ►Hel. Digteren af ►Vegtams Kvæde har vist ei uden ►Føie anset det for umuligt.*📌Norden har da ogsaa maattet finde sig i at faa en ny Gud i ►Hermod, fordi ►den prosaiske Edda kalder ham ►Baldurs Broder. Han er ligesom ►Skirner Digterens ►Skabning, og hvad det vil sige, at Han var ►Odins Søn, se Vi af ►Hyndlas Sang hvor Han staar ved Siden af ►Sigmund.
✂ Ved at sigte saavel ►►den prosaiske Eddas Forfatter, som ►Baldurs ►nyeste Digter, fordi de lade ►Jetterne, (►Asernes svorne Fiender) være indbefattede i det Alt, hvis Sorg ►Hel fordrer som Løsepenge for ►Baldur, gør man ►ustridig Begge Uret; thi naar Digtningen skal kunne beholdes, maa dette Træk netop blive. ►Hel maa gøre en Umulighed til Betingelse for 191 (VU) en Umulighed, og naar Vi høre ►Thoks Kvad, da er det netop den Lyd, som ►Hel ret godt ved, maa opfylde ►Jetteverden, ja blot Visheden herom kan forklare Hendes Løfte. At Mænd der gættede at ►Thok var 70►Loke, have her, som saa ofte, gættet feil, er klart; thi om det ogsaa var ham, var Han dog ikke der sig selv; men Udtrykket for alle ►Jetter, da de Alle nødvendig maatte glædes, ved at se den eneste Betingelse, under hvilken ►Valhal kunde falde, opfyldt.
✂ 292 (US) Det vorder klart at ►Hel behandlede ►Aserne med den dybeste ►Spot; men kunde de vente andet af en triumferende Fiende under deres rasende Stræben efter at bøie de ubøielige ►Norner, at bringe dem til at ►udskrabe de dybtgravede Runer og fornægte sig selv.*Bemærkninger over ►Oehlenschlägers Baldur i ►Minerva for Desember 1807.
✂ Hvad ►Hrimthusserne skulle ved ►Baldurs Ligfærd er ei let at sige, thi kuns glade kunde de være der, og taaler vel ►Thor en saadan Glæde? Dog, var hans Arm for svag til at skyde ►Hringhorne fra Land, manglede den vel ogsaa Kraft til at svinge ►Mjølner, og Han maatte nøies med til Tidsfordriv at sparke ►Dværge i Ild.*Ligesom det heligennem er mærkeligt hvor genialsk 👤Oehlenschläger har vidst at komme ►den prosaiske Eddas Skrøbelighed til Hjelp, saa fortiener det ogsaa her at erindres, hvorledes Digteren, ved at sige: at Jorden ei vilde give Slip paa ►Baldurs Lig, motiverer Heksesenen, saa det Anstødelige falder bort. Vil man antage disse Hrim71thusser for de samme, hos hvem ►Alfader saa træffende siges at have været før Verdens Skabelse, da finder man ►i det ringeste en Slags Konsekvents.*Digteren førte udentvivl ►ⓘ Hrimthusserne til ►Baldurs Ligfærd, for paa sin lave Standpunkt at udtrykke hvor elsket ►Baldur var.
✂ Ved at forlade denne høie Punkt, beder jeg at vende Øiet fra al senere Digtning, og skue den i sin ►eiendommelige Storhed hos ►Vola. Da først forstaaes ►Friggas Kvad:
✂
Selv fortvivlet, forlader
►Frigga Fortvivlelsen,
Selv i haabløs Sorg, den
Haabløs Sørgende
Haabløs, Ha! thi for evig
►Baldur er tabt.
✂ Da først, hvad end er mere, forstaaes ►Svartalfers ⓘ Kor der lader ►Ragnaroke knytte sig umiddelbar til ►Baldurs Død.
✂ Efter ►Vøluspa maatte ►Loke her bindes, men de senere Digtere lade 192 (VU) Hans Udaad være ukendt ►en Tidlang, for at faa Rum til en Fremstilling af Guders Svækkelse. De lade det ei være nok at ►Hødur dræbes, men ►Tyr maa ogsaa miste Armen og ►Frei Sværdet. Grunden til denne Digtning er meget rigtig, at ►Aser 72nemlig ei kan overvindes, med mindre de selv gøre sig svage.
293 (US) ►Fenrirs Fængsling.
✂ At ►Fenris er bunden og slipper løs i ►Ragnaroke, er alt hvad ►Vøluspa siger Os. Vi vide at de senere Digtere gjorde ►Loke til hans Fader, og i Fortalen til ►Ægis Drekke fortælles at Han bed Armen af ►Tyr da Han var bundet.
✂ ►Den prosaiske Edda fortæller det udførlig saaledes: Da ►Loke med ►Angurbode havde avlet de trende Udyr ►Fenris, ►Ormen, og ►Hel, og Guderne af Spaadommene vidste at disse Børn skulde blive dem til stor Skade, lod ►Odin dem hente til sig fra ►Jotunheim hvor de ►opfødtes. ►Ormen kastede Han i den dybe Sø*I Professor ►👤Nyrups Edda staar (pag. 40) ved en Skrivfeil at det var ►Loke som gjorde dette. og er Han saadan, at Han ligger i ►Hafsens Midte om alle Land og bider sig i Stjerten. ►Hel kastede han i ►Niflheim, men ►Ulven ►opfødte Han hos sig og ►Tyr ene havde Djærvhed til at give hannem Mad. Da ►Aser saa ham vokse, frygtede de sig saare og giorde et stærkt Baand (►Læding) for at fængsle ham; men Han søndersled det med Lethed. De giorde et stærkere (►Drome) men det gik ligesaa dermed. Da 73sendtes ►Skirner til ►Dverge i ►Svartalfheim, som giorde det stærke, silkebløde Baand ►Gleipner
✂
Af Kattetrins Døn,
Og af Kvindernes Skæg,
Af Bjergenes Rødder,
Af Fiskenes Aande,
Og Fuglenes Spyt.
✂ Derfor ►fattes disse Ting endnu i Naturen.
✂ Dette vilde ►Fenris ei prøve, uden Han som ►Borgen fik en af Gudernes Hænder i sin Mund. De nølede. Da fremrakte ►Tyr sin Høire, og mistede den da Guderne ei vilde løse den Bundne. Et Sværd sattes i Hans Kæft, saa han blot kan tude og fraade. Dræbe ham turde Guderne ei for ikke at smitte deres hellige Steder.*►👤Nyrups Edda 40-44. At ►Tyr er en senere Digtning, har jeg før ►erindret. Han er kun Udtrykket for den Kraften medfødte Dristighed, som Digteren giorde til en egen Figur da han vilde bruge den allene. For at betegne at dette var ingen ny Gud, kaldte han ham ►Tyr, som Vi af ►Odins og ►Alfaders Tilnavne: ►Fimbultyr, ►ⓘ Hroptatyr &c. ►se at have ►bemærket ►slet hen Gud. Deraf de Talemaader Han er dristig som ►Tyr og vis som ►Tyr, hvilke man siden søgte at forklare ved den Urimelighed at tillægge en Gud som hed ►Tyr baade Visdom og Dristighed. Hermed nægtes dog paa ingen Maade at ►Tyr i senere Tider dyrkedes som en særskilt Gud.
✂ 74 193 (VU) 294 (US) I denne Digtning er Intet som strider mod Ideen; thi efter ►Baldurs Død er ►Fenris ►Aser frygtelig og maa bindes. Det er vel saa, at Guderne ei turde smitte deres hellige Steder med Blod; men der var en anden Grund hvi de ei dræbte ►Fenris, fordi de ei kunde. Kun ►Vidar den Tause mægtede det, og Han kan ei træde frem før efter ►Odins Død.
►Freis ulykkelige Kærlighed.
✂ Nok et Tab forestod Guderne. ►Nornerne vilde at ►Vanen ►Frei, som var blevet giort delagtig i Asastyrken, skulde miste den ved at miste sit Sværd; men al den Kraft Guderne ►tabe før ►Ragnaroke maa de selv ligesom godvillig bortkaste. De dræbte selv ►Hødur. ►Tyr rakte selv sin Arm i ►Fenrirs Gab, og hvorledes ►Frei selv bortgiver sit Sværd lære Vi af Digtet:
►Skirners Reise.
✂ ►Frei har sat ⓘ sig i ►Hlidskjalf (►Odins Høisæde) har set den fagre ►Gerda, og Kærligheds Ild luer høit i hans Barm. Taus og mørk gemmer han den der, siddende i lange Sale, indtil ►Skirner tilbyder ham at hente ►Gerda naar han vil give ham sit 75Sværd. Med dette, med ►Drupner og elleve Guldæbler, rider ►Skirner til ►Jotunheim paa ►Freis Hest, vil købe ►Gerda med Guldet, men maa bøie Hende ved de grueligste Trudsler og ved ►haarde Konster til at love ►Frei Kærlighed.*►Den prosaiske Edda (hvis Forfatter har kendt Digtet) stemmer hermed, paa det nær at ►Freis Kærlighed skal være en Straf fordi Han satte sig i ►Hlidskjalf. Om Maaden hvorpaa ►Skirner fik ►Gerdas Ja tales ei. Her siges at ►Frei efter denne Tid dræbte ►Bela; men jeg antager at denne (►Gerdas Broder) var i Forveien dræbt af ►Frei.
76 194 (VU) 295 (US)
►Freis Kærlighed.
✂
Af ►Vaners milde Stamme
Den blide ►Frei udsprang,
Og Asakraftens Flamme
Ei ►Vanens Hjerte tvang.
✂
Der slumrede en Længsel,
Der hvidskede en Lyd:
Opbryd dit gyldne Fængsel,
Og søg en større Fryd!
✂
Hel mat var Guldets Lue,
For stærk var ►Brages Sang
For lav var Loftets Bue
Og ►Alfheims Borg for trang.
✂
77“Naar ►Van til ►Odins Sæde
Opstiger, tændes Glød
Som ►spilder ►Asers Glæde.”
►Saa gamle Spaadom lød.
✂
Fra gyldne Sale iled
Dog ►Frei, beklemt i Sind,
Han steg, og ei Han hviled
Før høit paa ►Hlidskjalfs Tind.
✂
Begærlig Jorden favned
Hans Blik. Saavidt det for.
Dog ikke hvad Han savned,
Han fandt paa viden Jord.
✂
Han skued Helte kæmpe,
Det var saa kær en Lyst,
Men kunde dog ei dæmpe
Den Længsel i hans Bryst.
✂
296
(US)
Han saa af Mø omfavnet
En Helt i salig Lyst,
Saa høit da tyktes Savnet
At tale i hans Bryst.
✂
78Fra ►Midgard sig hans Øie
Opvendte høit mod Nord.
Der fandt det uden Møie,
Hvad ei det fandt paa Jord.
✂
Som Rosen der forvilder
Sig mellem Tidsler hen,
Sin Pragt og Duft forspilder,
Uset af Blomstens ⓘ
Ven;
✂
►Saa mellem Skønheds Fiender
Det Skønneste oprandt;
Thi ►Frei blandt ►Jettekvinder
Den fagre ►Gerda fandt.
✂
Nu dæmpet var Hans Smerte,
Nu stillet var Hans Nød,
Og Stemmen i Hans Hjerte
Om Savn ei mere lød.
✂
Ak dæmpet blev Hans Smerte
Kun af en større Nød!
Ak borte var Hans Hjerte!
Derfor ei Stemmen lød.
✂
79Alt svandt den fagre Kvinde
Bag Taagen hist i Nord,
Og ned fra ►Hlidskjalfs Tinde
Ophidset Guden for;
✂
Men viis som andre ►Vaner,
►Begrunder Han sin Daad,
Og sorgbetynget ahner
Han ►Norners skjulte Raad.
✂
Han gik til gyldne Sale,
Paa Bænk Han ►sattes ned.
Ei Tungen kan udtale
Den Smerte, som Han led.
✂
I Dage og i Nætter
Han maalte breden Flod,
297
(US)
Som evig skiller ►Jetter
Fra Skud af ►Asers Rod.*Floden ►Ifing der aldrig belægges med Is, er det bundløse Svælg som skiller mellem ►Aser og ►Jetter.
✂
80Han skued ►Urdas Kilde,
Og ►Asers onde ►Id,
Da de opfylde vilde
Hin Flod saa dyb og strid.*Ved Jettefreden.
✂
195
(VU)
Han ►Laufeis Søn beskued
I ►Angurbodes Favn,
Og ►rædselfuld Han grued
Ved ►Jordmundganders Navn.
✂
Dog Kærlighed betvinger
Selv ►Vaners høie Slægt,
Ei holdes kan dens Vinger,
Af Jords og Himmels Vægt.
✂
Paa dem sig Guden hæver
Og skuer kun – sin Fryd,
Men over fromme Læber
Ei trænge kan en Lyd;
✂
Thi nødig kun Han følger
Den stærke Kærlighed,
Og for sig selv Han dølger
Hvad kun Hans Hjerte ved.
✂
81►Njardur og ►Skade
Sørgende saa
Guden at sidde
Taus udi Sal.
►Skirner de bade
For ham at gaa,
Ønsked at vide:
Hvi Han i Sal
Sad saa bedrøvet,
Hvorfor Han øved
Daarskab, den vise
Kyndige ⓘ
►Van?
✂
298
(US)
Reiste sig ►Skirner
ⓘ
Nødig til Gang,
Frygtede Vrede,
Straffende Ord,
Naar Han den vise
Gud skulde spørge:
Hvi Han bedrøvet,
►Daarlighed øved?
✂
Hid gik min Vei,
For Dig at spørge:
Hvi Du vil sørge?
Sig mig det ►Frei!
✂
O ►Kæmpe hin unge!
Hvi spørger Du mig?
Min Smerte den tunge
Ei fattes af Dig.
Se Solen oprinder
Paa Straaler saa rig;
Men aldrig forsvinder
Dog Natten i mig;
Den stiger om Morgen
Og daler i Kvæld.
Men skuer kun Sorgen
I evige Væld.
Forgæves jeg grunder,
Forgæves jeg ►stunder
Mod Ønskernes Maal.
✂
Kun Menneskers Afkom
Fik Ønske i Bryst.
►Saa vilde dem ►Odin
Opvække af Søvn,
Til ►Stunden og Stræben,
Til Bønner og Daad.
Men hos de ►rige
83Guder ei stige
Ønsker i Bryst.
299
(US)
Verdener følge
Villiens Bølge.
Hvad er din Lyst ?
✂
I ►Jotunheim skued
Jeg Møen saa huld,
Paa Armene lued
Det rødeste Guld.
Mer skinned dog Møen,
Og af Hendes Glands,
I Luften, paa Søen,
Gik Straaler i Dands.
✂
Ei ved jeg om Armen,
Ei ved jeg om Barmen,
Om Øiet det var,
Som Straalen udsendte,
Der lyste, der brændte
Mig dybt udi Bryst.
✂
Naar Kærligheds Blomsten
I ►Alderens Vaar
84Fremspirer og trives,
Den duftende staar.
Den lyster at ►bygge
I Lundenes Skygge,
196
(VU)
Og blusser endda;
Men Dugdraaber lædske
Med svalende Vædske
Det glødende Blod.
✂
Ak at jeg er ►Vaner med ►Asernes Kraft!
I dybere Jord, og af stærkere Saft
Opvokste et Træ i mit elskende Hjerte.
✂
Ei Dug, som i Dale
Nedfalder, kan svale
Det luende ⓘ
Blod.
Ei Knoppe udbryde,
300
(US)
Ei Blomster fremskyde;
Thi ►Aser ei taale,
Jeg favner den Straale
Som tændte min Glød.
✂
Giv Du mig Hesten
Der, som en flagrende
Lue, kan fare
Frem gennem Mørket,
85Frem gennem sorte,
Svovlede Damp!
Giv Du mig Sværdet,
Sværdet som blotter
Selv sig mod ►Jetter!
Da vil jeg fare,
Bringe Dig ►Gerda,
Lindre din Vaande,
Eller ►og tabe
For Dig mit Liv.
✂
Det Sværd er oplivet
Af ►Asernes Kraft,
Derfor det sig blotter
Mod ►Jetter saa brat,
I Tidernes Fødsel
Mig ►Odin det gav,
Og Styrken opvokste
I ►gjordede Lænd;
✂
Men naar det sig blotter
I fremmede Haand,
For evig da tabes
Den skænkede Kraft.
►Saa ►Nornerne vilde,
►Saa Spaadommen lød.
✂
Det ►Odin forbyde!
Men kun med dit Sværd
301
(US)
Jeg vover at fare
I ►Jetternes Land.
✂
Samledes ►Aser
Alle paa Thinge,
►Komme ►Asynier
Alle til Stævne,
Syntes dem Lykken
Fattes og vige,
Frygted de saare
►Nornernes Raad.
✂
Meget blev talet paa
►Asernes Stævne,
Ordene onde
Fik da den vise,
Elskede ►Frei,
Han som paa ►Hlidskjalf
Opsteg forvoven,
Voved at elske
►Jotuners Mø.
✂
87Sad Han paa Stenen,
Tiende sad Han,
Taus og bedrøvet,
Brændt udi Sind.
Saa det de rige,
Mægtige Guder,
Vidste ei Raad.
✂
►Freias de gyldne
Taarer ►nedrunde.
Aldrig blandt ►Jetter
Faldt hendes Taarer.
Nu dog paa ►Gerda
Faldt de, og smelted
Hjertet i Møens
Kærlige Barm.
✂
302
(US)
Frem stod da ►Odin,
Visest af ►Aser,
Guderne lytted,
►Hærfader talte:
Køb Du for ►Drupner
►Gerda, den fagre
197
(VU)
Ulykkens Mø!
88Sværdet ei vige
Bort fra din Lænd!
Vel ved Du ►Norners
Truende Dom.
✂
Rid Du paa Hesten!
Køb Du for ►Drupner
►Gerda, den fagre,
Elskede Mø!
Sværdet ei vige
Bort fra min Lænd!
Vel ved Du ►Norners
Truende Dom.
✂
Ondt er at tage
Hvad ei tør gives.
Frygter jeg ►Norners
Truende Dom.
Dog uden Sværdet
Ei tør jeg fare
Frem gennem ►Jetter.
✂
89Med sænkede Øie
Stod Guden paa Jord.
Han grubled og grued,
Og vaklede end,
Saa Faren, som trued,
Og spændte fra Lænd
303
(US)
Dog Sværdet det dyre.
Og talte med Suk:
Du Sværdet maa dølge,
Du blotte det ei!
Men ei Dig maa følge
Et knusende Nei.
✂ (til Hesten)
✂
Mørkt er ude.
Tid er at fare
Over Lyng, over Fjeld,
Over ►Thursernes Land.
Begge hjemkomme Vi,
Eller Os Begge
Fanger hin mægtige ►Jette.
90►Jotunheim
✂
En Længsel mig tvinger,
Jeg kender den ei;
Men hvad mig omringer
Opfylder den ei.
Jeg længes,
Og trænges
Saa underlig.
✂
Jeg stirrer paa Frænder,
Paa ►Jetterne hen;
Men ikke jeg kender
Mig selv der igen.
Jeg gyser.
Da fryser
Mit unge Blod.
✂
Sig Øiet vil stjæle
Til Jorden i Løn.
Det lyster at dvæle
Paa ►►Asernes Søn►.
Det Hvide,
Det Blide,
Det vinker mig.
✂
91
304
(US)
Men Svaghed udbreder
Sig over hans Æt,
Han ►Aser tilbeder
Og ►Jetternes Æt
Han frygter.
Da flygter
Mit Blik fra Jord.
✂
Det Stærke, det Milde,
Forenet jeg saa.
Saa gerne da vilde
Jeg stirre derpaa.
Jeg trængtes.
Jeg længtes
Saa inderlig.
✂
Der Styrken forgyldtes
Af Guddommens Glands,
Og Hjertet opfyldtes
Af dybere Sands.
Det Svage
Tilbage
For Kraften veg.
✂
92
198
(VU)
Men fiendtlig Os ►Jetter
Det stander imod,
Det farver og tvætter
Sin Krands i vort Blod.
Jeg grued,
Jeg skued
Min Broders Fald.
✂
En Længsel mig tvinger,
Jeg kender den ei;
Men hvad mig omringer
Opfylder den ei.
Jeg længes,
Og trænges
Saa underlig.
✂
305
(US)
►Skirner skued
Høie Gaarde,
Hørte glamme
Høit i Sky,
►Gymers galne
Bidske Hunde,
Dem som vogted
Gaardens Port.
✂ (til Hyrden)
✂
Sig Du mig Hyrde!
Du som paa Høi
Sidder at vogte
Veiene vel!
Hvor skal jeg finde
Væneste Mø,
Og gennem Hunde
Til Hende naa?
✂ Hyrden
✂
Vist har din ►Fylgje
Alt Dig forladt,
Siden Du ►stunder
►Saa efter Død.
Aldrig Dig undes
Tale med ►Gymers
►Solskære Mø.
✂
Kaarene bedre
Troer jeg at have.
Dog er til Død jeg
Stedse beredt
94En kun var Dagen,
Da mig bestemtes
Hele mit Liv.
Nidingen bæver,
Kan dog ei ændre
►Nornernes Raad.
✂
Hvad er det buldrende Raab
Som stiger og gjalder?
Er det vel Menneskeraab?
Ei er det Menneskeraab.
►Gymer sig byggede Gaarde.
Af Stenene faste og haarde,
Dem ryster den dundrende Lyd
Paa skælvende Jord.
✂
Hest ser jeg stande,
►Underlig skinner
Manken, med Hov
Banker Han Jorden,
Ryster vor Gaard.
✂
95Mand ser jeg stande,
►Gjordet med Sværdet,
Stenene dyre
Glimre paa Gjorden,
Trindt om hans Lænder,
Blændende Straaler
Fare fra ►Hjaltet,
Splitte og favne
Stenenes Skær.
✂
Hiertet er bange,
Ahnende Kval.
Bed Ham dog ►gange
Ind i vor Sal!
Bed ham at drikke
Klareste Mjød!
✂ (Allene)
✂
Det Stærke det Milde
Forenet jeg saa.
►Saa gerne da vilde
Jeg stirre derpaa.
Men fiendtlig Os ►Jetter
Det stander imod,
96
199
(VU)
307
(US)
Det farver og tvætter
Sin Krands i vort Blod.
Jeg grued,
Jeg skued
Min Broders Fald.
✂
Saa skinnede Manken
Paa flyvende Hest.
Saa straalede ►Hjaltet
Paa luende Sværd,
Ak! Vel maa jeg ahne,
Min Broders den mægtige Bane
Er kommet til Sal.
✂
Er Du af ►Aser?
Er Du af ►Alfer?
Er Du af milde,
Kyndige ►Vaner?
Hvi kom Du ene
Hid gennem Mørket,
Hid gennem Ilden?
Kom Du at skue
Glimrende Sal?
✂
Ikke af ►Aser,
Ikke af ►Alfer,
Ikke af milde,
Kyndige ►Vaner,
Kom jeg dog Ene
Frem gennem Mørket,
Frem gennem Ilden,
Ei for at skue
Glimrende Sal.
✂
Æblerne elleve
Lue af Guld,
Dem vil jeg alle
►Gerda! Dig give,
Bod for din Broder,
Fred Os at købe,
Om Du vil sige,
308
(US)
►Frei er Dig ene
Kærest i Sind.
✂
Æblerne elleve
Aldrig mig byde
Mand for min Gunst!
98Medens Vi leve,
Ei tør jeg ►bygge
Sammen med ►Frei.
✂
Ring jeg Dig giver,
Ring som med ►Odins
►Baldur opbrændtes.
Hvad er som ►Drupner
Luende, frugtbart?
Ringene otte,
Sønner som Fader,
Fra den neddryppe hver
Niende Nat.
Skuer Du Glandsen?
Fatter Du ►Sandsen?
►Vittige Mø!
✂
Undrende skuer jeg
Guldmalmens Konge,
►Hærfaders Smykke,
►Baldurs Ledsager,
►Dværgenes Konst.
99►Jetter mig fødte,
Ei tør jeg røre
Gudernes Ring.
►Bela er faldet,
Ei skal mig lænke
Gudernes Ring.
Skjul den i Barmen!
Drag til det høie
►Asgard! Ei taaler
►Jetternes Øie
Guddommens Straaler.
✂
309
(US)
Aldrig mig ►fattes
Guld eller Ringe.
Nok har min Fader,
Nok har og jeg.
✂
►Nornernes Domme
Undflyes ei.
Ei maa jeg komme
Hjem med et Nei.
✂ med blottet Sværd.)
✂
Se da Du Mø!
►Saarildens Lue!
100Vist maa Du grue,
Brat skal Du dø.
Hugger jeg over
Hovedets Led,
Hvis Du ei lover
Kærlighed.
✂
Dit Sværd for mit Øie
Vel blinker i Gru;
Men ei kan Du bøie
Med Trudsler min Hu.
Med ►Gymer Du stride
Om Mod er i Bryst!
Lad Sværdet da bide!
Thi Strid er hans Lyst.
✂
Ser Du det Sværd Mø!
Smidigt som ►Vaanden,
Jeg har i Haanden?
Nu for dets Egge
Du og din Fader
Falde vist Begge;
Brat jeg det bader
I Eders Blod.
✂
Kun spildt er din Harme,
►Og saa dine Ord;
310
(US)
Thi før mine Arme
Skal Sønnen af ►Njord
Omfavne, jeg falder
I Ungdommens Alder;
Se her er mit Bryst!
✂
Siden Du Livet
Agter saa ringe,
Er det mig givet,
Mø! Dig at tvinge.
✂
Hisset paa Høien,
Trængt og nedbøiet,
Der skal Du staa.
Skjult er for Øiet
Himmelens Blaa,
Jord Du ei skuer,
Dagen er mørk,
Kun Du beskuer
►ⓘ
Niflheims Ørk.
✂
102Slangerne hvisle,
Bækkene risle,
Tunge af Gift.
Ormene lede
Skal man berede
For Dig til Mad.
Giftbølger trille,
Vel kan Du stille
Tørsten i dem.
✂
Valmuer dufte,
Søvnige Lufte
Dysse dig ind,
Ei kan Du sove,
Tuder i Skove
Hungrige Ulv.
✂
Med Tunge,
Og Lunge,
Ei længe jeg suger
Den dræbende Gift;
311
(US)
Thi Edderen knuger
Og knuser min Lunge.
Jeg blegner,
Og segner,
103De Guder saa gramme
Ei mer mig kan ramme.
✂
Vist skal Du blegne,
Derfor ei segne.
Guderne gramme
Vist Dig skal ramme.
✂
Brændende Vinde
Suse, da svinde
Farver af Kind.
Angest og Øde,
Smertefuld Længsel,
Skal i dit Fængsel
Plage dit Sind.
✂
Ud skal Du ►gange,
Spøgelser lig,
Studsende, bange,
Stirre paa Dig,
►Jetternes Sønner,
Naar Du i Sal
Visnet indtræder,
Tæret af Kval.
✂
104Ud skal Du gange,
Lungen skal fange
Renere Luft.
Stor er da Nøden.
Livet og Døden
201
(VU)
Haardelig kæmpe.
Aldrig skal Død
Kærlig neddæmpe
Evige Nød.
✂
Ak! ►Norner forbarme
Sig over mig Arme!
312
(US)
Thi stor er min Nød.
O! ►Vist maa jeg grue,
Naar Guderne true
Med Mere end Død.
✂
For Eder at tvinge
Sprang ►Norner af Sø,
De agte hel ringe,
Om ►Jetternes Mø
End sukker og stønner,
Ei høre de Bønner
Fra ►Urgelmers Æt.
✂
Dog fældedes ►Balder
I Ungdommens Alder,
Til ►Jetternes Fryd.
►Vist ►Aser ei glemme:
At ►Norner kan tæmme
Den pralende Kraft.
Du truer, og mægter
Dog Mere vist ei.
End ikke jeg ægter
Den straalende ►Frei.
✂
Til grønklædte Skove,
Til Høien jeg gik,
►Hævnstaven at skære,
►Hævnstaven jeg skar.
✂
Vred er Dig ►Odin.
►Thor er Dig gram.
►Frei Dig skal hade,
ⓘ
Naar Dig har rammet
►Asernes Vrede.
✂
►Hører det ►Aser, og
►Asernes Sønner!
106
313
(US)
►Hører det ►Jetter!
►Hører ►Hrimthurser
Hvor jeg forbander
Trodsige Mø!
Hvor jeg fremkalder
Bølgende Smerte,
Skræk til at rive
Trodsige Mø!
Hvor jeg befaler
Smidige Orme,
Svøbte om ranke,
Skinnende Midie,
Knuge, ei knuse
Hjertet i Bryst!
✂
Ser Du? med hvasse,
Hellige Sværdsod,
Rister jeg Runer
Dybt udi Stav,
Graad Dig for Gammen,
Evige Kval.
✂
►Thurs jeg Dig rister,
Tre er hans Træk:
Kraftløshed, Galskab,
Pinende Lyst.
✂
107Han Dig skal favne,
Mand Du da ►fanger
Trodsige Mø!
✂
Runer jeg risted.
Som jeg dem risted,
►Saa jeg dem sletter,
Om Du vil bøie
Sindet til ►Frei.
✂
Ei mer jeg nøler,
Thi ak! jeg føler
De Runers Magt.
314
(US)
Som Ild jeg brænder,
Og Gift omspænder
Det klemte Bryst.
✂
O snart ►udskrabe
Du Runestave,►
Som dybt Du skar!
Den tunge Smerte
Mit arme Hjerte
Vil knuse brat.
✂
Som jeg dem ►risted,
►Saa jeg dem sletter,
Nu da Du bøier
Sindet til ►Frei.
✂
Sid nu paa Bænken!
Tag imod Kalken
Fuld af den gamle Mjød!
Aldrig jeg tænkte, at
Jeg skulde ►Vaners
Æt unde vel;
Men mod de mægtige
►Aser forgæves kun
Strider en Mø.
✂
Hjem vil jeg ride,
Først vil jeg vide
Stedet og Stunden,
Naar Du vil unde
►Njords Søn Gammen
✂
►Barri heder
(Som Begge vi vide)
Glindsende, kølige Lund.
Ni Gange synke
Solen i Hav!
315
(US)
Der vil da ►Gerda
Unde i Natten
►Njords Søn Gammen.
►Asgard.
✂
Sig mig det ►Skirner!
Før Du af Hest
Sadelen løfter,
Førend Du fløtter
Fremad Din Fod,
Hvad Du i ►Jetters
Verden udretted!
✂
►Barri heder
(Som Begge vi vide)
Glindsende, kølige Lund.
Ni Gange Synke
Solen i Hav!
Der vil da ►Gerda
Unde i Natten
►Njords Søn Gammen.
✂
Lang er Nat,
Længere tvende,
Hvor kan jeg udholde tre?
Ofte mig Maaned
Kortere tyktes,
End nu den halve
Længselens Nat.
✂
Med Længsel jeg køber
Den elskede Mø;
Men naar jeg da svøber
Mig trindt om min Mø,
Da stiger en Lyst
I mit brændende Bryst,
Som Kraften ei skaber,
316
(US)
Jeg salig mig taber
I ►ahnede Lyst.
111Den niende Nat.
✂
Nu Stjernerne blinke,
Saa smaalig i Luft,
Og Roserne vinke,
Med liflige Duft.
Jeg ►ganger til Lunden i Kvælde.
✂
Til Døden ►udtegnet,
I ►Alderens Vaar,
O ►Bela! Du segned.
Tilgiv mig! Jeg gaar
Til Kærligheds Lund udi Kvælde.
✂
203
(VU)
Jeg stred mod mit Hierte,
Mod Sværd og mod Guld,
Jeg stred imod Smerte;
Men Kalken blev fuld.
Jeg ►ganger til Lunden i Kvælde.
✂
Saa kom da Du blide,
Elskværdige Gud!
Ei mer vil jeg stride,
Jeg ►ganger som Brud
Til Kærligheds Lund udi Kvælde.
✂
112Det dundrer. Hid iler
Den kærlige Gud.
I Lunden alt hviler
Med Længsel hans Brud
Paa duftende Blomster i Kvælde.
✂
Her er Lund,
Hvor er Hun,
Som jeg søger saa brat
I den fiælende Nat?
✂
317
(US)
Hist i Lund
Hviler Hun,
Som jeg søgte saa brat
I den venlige Nat.
✂
Alt var knoppet mit Træ,
Nu det blomstrer i Læ
Af den vældige Eg.
I min Arm,
Ved min Barm,
Hun nu hviler saa sødt,
Og jeg hviler saa blødt,
I den aabnede Favn.
✂
Tiderne lide,
Snart skulle ►Muspels
Sønner fremride.
Ved da den Svage
Hvormed Han vil stride?
✂ Anden Fugl.
✂
Sit Sværd og sin Styrke
For Møen Han gav.
►Saa grave i Mørke
Sig Guder en Grav.
✂ 203 (VU) ►Loke (i ►Jetteskikkelse)
✂
End ►Fenris! Du tuder
I fængslende Baand;
Men Frihed bebuder
Min ►konstige Haand.
Alt rører med Styrke
Sig ►Ormen i Hav.
►Saa ►grov jeg i Mørke
For ►Aser en Grav.
114 318 (US)
►Thors Reise til ►Utgardeloke.
✂ Denne Digtning, der omtrent har stillet sig her, nævnes aldeles ikke i de gamle Sange, og lader sig ei meget godt forene med dem. I de nyere Digte er den kendt, og i det Hele langt mere sindrig end hvad Vi ellers lære i ►den prosaiske Edda. Kun de alleryderste Omrids vil jeg her give, da det Hele bør efterlæses hos 👤Oehlenschläger, hvor det har genvundet sin poetiske Dragt, samt givet Digteren Anledning til at tolke mange af sine skønne Syner i 📌Nordens Gudeverden.*Thors Reise til Jotunheim. Sagnet i Prof. ►👤Nyrups Edda 59-72.
✂ ►Thor reiser til ►Utgardeloke (der egenlig synes at være Troldenes Konge) og kommer der efter megen ►udstanden Besværlighed og Ærgrelse. ►Loke er med. I ►Utgardelokes Sal fristes ►Thor end mere, kan ikke tømme Drikkehornet, synker i Knæ i Strid med en Kælling, og kan ikkun løfte en Fod af den sorte Kat. Dog Alt dette er intet Under, da Hornet staar i Hav, Kællingen er Alderdommen og Katten ►Midgardsormen. Dette siger ►Utgardeloke ►Thor først da Han er kommet paa Hjem 204 (VU) veien, og forherliger ►Thors Magt ved at 115forsikkre, at Han ved ►Koglen ►vist skal herefter fri sig fra saadanne Gæster.
✂ Denne underlige Strid mellem Asakraft og Troldevid, tvende Punkter, som flygte for hinanden og ei kunne komme i Berøring, udelukker sig selv af Asadramet, hvor den vilde mangle al Betydning.*👤Oehl. har søgt at give den en saadan, ved at lade ►Utgardeloke omstyrte Upsala Templet og dræbe ►Hofgoderne. ►Thor reiser for at hævne det; men imod ►Odins Villie, og derfor har Reisen saadant Udfald. Foruden at Scenen herved er sat dybt ind i Menneskelivet, har Digtet maattet paatage en Betydning som hverken det eller Gudelæren taaler. Dog, dette fortiener en egen Undersøgelse. En ►sær Digter har fundet Fornøielse i at sætte den blot stærke ►Thor midt imellem lutter Blændværk, hvor hans Kraft maa staa til Skamme, da den ei kan ►afpræge sig i tomme Skygger. Ene som et saadant Spil har Digtningen Interesse.*👤Saxo gør ►Utgardeloke til en Gud som den danske Kong 👤Gorm dyrker, og paa Grund heraf har man giort ham til en af de Guder, som dyrkedes før ►Aserne, men fortrængtes af dem. Hvor aldeles forkert dette er, sees allerede deraf, at Han da maatte træde tydeligst frem i de gamle Sange, og forsvinde efterhaanden, istedenfor at det er ganske 116omvendt. ►Lokasenna og ►Harbards Sang ere de første som have Spor af ham, og ingensteds, uden hos 👤Saxo, træder Han frem som Gud.
116 319 (US)Kedelens Hentelse, og ►Thors Strid med ►Midgardsormen.
✂ Tvende ganske uensartede Digtninger ere her paa en synderlig Maade sammengroede, og i en Udsigt som nærværende lade de sig ei adskille, uden at sønderrive Digtet ►Hymers Kvæde, ja næsten ikke uden at lægge det ganske tilside.
✂ Digteren synes at have tænkt sig ►Aserne som pønsende paa Hevn mod ►Gymer, ►Gerdas Fader*Jeg antager her at ►Gymer ►Gerdas Fader er den samme som ►Æger, der ogsaa kaldes ►Gymer. Om Digterne have giort det samme, lader sig ei sige forvist; men da deres Digtninger ere i Mytologien af ingen Vigtighed, troer jeg, Man bør gribe dette Middel til at frembringe Enhed. fordi ►Frei havde mistet sit Sværd, og derfor er det at de ►hiembyde sig selv til ham. ►Gymer eller ►Æger er vred paa ►Aserne, enten blot fordi Han er en ►Jette, eller især fordi de have dræbt ►Bela, hvis denne er hans Søn, som intet forbyder Os at antage. Da derfor ►Thor byder ham at rede Gæstebud for ►Aser, stræber Han at 117spotte deres Magt, ved at forlange en Kedel hvori Øl kan brygges til dem Alle. ►Aserne ere raadvilde, indtil en vis ►Tyr *Kan ikke være Guden ►Tyr, da Han er en ►Jettesøn. siger ►Thor, at hans Fader 205 (VU) ►Hymer har en ►mildyb Kedel, og de Begge fare afsted, for med List at faa den Vandvarmer. De komme til ►Jettens Sal, og ►gange hurtig forbi hans Moder, et Uhyre med nihundrede Hoveder.
✂ En anden guldskinnende, ►brynhvid Kone ►Tyrs Moder, gaar frem og bærer dem Øl; men skiuler dem derpaa under den store Kedel, for at afvende det første Udbrud af ►Hymers Bisterhed.
✂ Silde kom ►Jetten. Isfieldene skjalv under hans Fod, og ►Kindskoven var frossen. Da Han hørte at ►Jetters Fiende var kommen i hans Sal og sad bag Støtten, vendte Han sig mod den, og den sprang under kløvede Bjelker for hans Blik. Otte Kedler søndersloges; men hel ►blev den niende store, og uskadte ►udginge ►Tyr og ►Thor. Glubsk saa den gamle ►Jette ►Gygiers Bedrøver stande paa Gulv, og en Ahnelse om Ondt gennemfor ham. Dog lod han tage trende Tyre og stege ved Ild. ►Thor aad ene de tvende.
✂ ►Hymer sørgede for Mad til næste Aften, og ►Thor lovede at fange Fisk, naar Han gav ham Mading. 118►Jetten bød ham søge den selv hos Hjorden, og da brød den Stærke af Tyren begge Hornenes høie Sæde. ►Bukkes Herre roede ud med ►Abers Slægt 320 (US) ning►, og bad Ham føre Havets Lastdyr (Baaden) længere ud. Han giorde det nødig, og drog trende Hvaler op i Baad; men i Bagstavnen giorde ►Thor Snøren fast, og satte Oksens Hoved paa ►stærken Krog. Over Madingen gabede den som Guder hade, som ►ombelter Landene, og den modige ►Thor drog den eddervaade ►Orm op af Dybet. Med Hammeren bankede han Haarets stygge Fjeld paa ►Ulvens Broder; men
✂
Klipper styrted,
Heder tuded;
Jord hin gamle
Gøs og skjalv.
Atter sank da
►Orm i Hav.
✂ ►Hymer spurgte: om ►Thor vilde bære Hvalerne til Hus, eller binde Baaden? men vred i Hu over ►Jettens Spot, tog Guden den fulde Baad, og bar den til By.
✂ ►End trodsede ►Hymer, og ►nægtede ►Thors Styrke, ►uden han kunde tage det stærke Bæger i Haand, og knuse det. Guden slog det ⓘ mod Stene og Støtter. Stene kløvedes og Støtter revnede; men dog bar 119man Bægeret helt for ►Hymer. Da lærte den ►Brynhvide ham venlige Raad:
✂
206
(VU)
Slaa til den ►mordtrætte
►Jettes Hoved, til
►Hymers Hoved!
Haardere er det
End Bæger og Sten.
Satte sig ►Bukkes
Herre► paa Knæ,
Fuldt Han iførte
Asastyrken,
Hel ►blev den gamle
Hielmens Grundvold,
Miødens Omfatter
Revned i to.
✂ ►End trodsede ►Hymer, og vilde ei erkende Gudens Styrke, ►uden han kunde bære den store Kedel af Gaard. ►Odins Søn greb i Hanken og gennemstampede Salens Gulv. Han løftede Kedel paa Hoved, og dens Ringe klang ved hans Hæl. Længe gik Han, før Han vendte sig; men da saa Han ►Hymer og ►Thur 321 (US) ser med mange Hoveder ile i sit Spor. Kedelen løftede Han af Skulder, og svingede mordglad den tunge ►Mjølner over ►Jetters Isser.
✂ Videre gik Han, og halvdød styrtede den lamme Buk til Jord. Det voldte den skadefro ►Loke.
✂ 120Hjem kom ►Thor med Kedelen, og nu kunde ►Aser drikke Øl hos ►Æger.*Lettelig ser Enhver, saavel af den hele Tone, som af det blomsterfulde Sprog, at denne meget poetiske Sang er saare ny, og Alting byder Os at agte den endog yngre end ►den prosaiske Edda.
✂ Da ►den prosaiske Edda her maa ansees for ældste Kilde, maa Vi, uden at vredes over lidt Gentagelse, have dens Fortælling hel. Den ved Intet om hin Kedel, som ►den ny Digter har indblandet; men siger blot: at ►Thor tørstede efter Hevn over ►Midgardsormen, fordi den i Katteham havde ►spottet ham hos ►Utgardeloke. I en Ungersvends ►Lignelse gik Han til ►Jetten ►Yme, blev der om Natten som Gæst, og bad om Morgenen at Han maatte ro med ud paa Havet. ►Yme ►spottede hans Ungdom, og mente at Han vilde fryse naar de kom saa vidt i Hav, og bleve længe ude; men ►Thor svarede: at det vel var uvist, hvem der først vilde længes efter Land. Guden var saa vred at Han nær havde løftet Hammeren; men lod det blive, da Han havde bestemt en anden Prøve for sin Styrke. Selv maatte Han søge Mading hos Hjorden, og roede da vældig frem. ►Yme bad ham standse, men det hjalp ei. Han sagde, det var farligt at ro længere for ►Midgardsormen, men ►end roede ►Thor, og uglad 121 207 (VU) blev ►Jetten. Endelig tog Han Aarer ind, udkastede den stærke Snøre, med Oksehovedet paa den ei svagere Krog. Krogen gik til Bunds, og sandt er det at sige, at ►Thor ►skuffede ei mindre ►Midgardsormen, end ►Utgardeloke havde ►spottet ham, da han skulde løfte ►Ormen med Hænder. ►Ormen gabede over Oksehovedet, og Krogen huggede ind i Gummen; men da den fornam det, veltede den sig ►saa, at begge ►Thors ►Knover ►smak mod ►Borde. Vred iførte Han sig ►Asastyrken og stræbte saa imod, at begge Fødder ►ginge gennem Baaden til Havets Bund. Nu havde Foden vundet Fæste, og Han drog ►Ormen op til ►Borde; men det maa man sige, at ei er nogentid set et grueligere Syn, end da ►Thors de hvasse Øine ligesom ►gennemstunge ►Ormen; men den stirrede nedenfra imod, og blæste Edder fra sig. Det er sagt, at ►Jetten ►Ymes Lød ►forvendtes, at Han blegnede og ræddedes, ►der Han saa ►Ormen, og Søen spille over ►Borde ud og ind af Baaden; men da ►Thor greb Hammeren og førte den i Luft, da famlede 322 (US) ►Jetten til med sin Kniv og overhuggede Snøren, saa ►Ormen sank i Sø. ►Thor kastede Hammeren efter ham og Mænd sige, at den slog Hovedet af ham ved Bunden; men det er sandere at sige, at ►Midgardsormen lever endnu, og ligger i Sø.
✂ ►Thor satte ►Knoven imod ►Ymes Hoved, saa 122Han ►steglede overborde med Fødderne i Veir; men selv vadede Han til Lands.*Vist er dette Sagn ikke af de unge, thi Læseren med ►Sands vil let mærke, at den søde Stil, der træder saa elskværdig frem med barnlig Tro paa Guderne, saare kontrasterer mod den Tone som for det meste findes i ►den prosaiske Edda, skønt jeg ikke nægter at have fundet en næsten saadan i den apokryfiske Fortale, ligesom det var den der ►fornemmelig henrykkede mig i ►Vaulunds Saga. Mærkelig er det ellers at ►Har her siger til ►Gangler, at Han fuldvel kender dette Sagn, skønt det ei er opskrevet, og de Forstandige (som ingen indvortes Beviser antage) ►ville da her finde et udvortes for, at de andre Sagn have været forhen opskrevne.
✂ Naar jeg blot har anmærket at dette Sagn bør henføres til Tiden efterat ►Loke er bundet, da maa jeg i øvrigt bekende, at det, som det staar i ►den prosaiske Edda, har sin fuldeste Betydning. Det var en skøn Ide af Digteren, at lade ►Aserne prøve, om det var muligt at dræbe ►Midgardsormen før den endnu havde naaet sin fulde Vekst. Vi indse let, at ►Nornerne maatte tilintetgøre dette Forsæt, hvis lykkelige Udførelse vilde grundfæstet Asatronen for Evigheden, og det kan vel nu være Os overladt, enten Vi ville antage, at De betiente sig af ►Ymes Haand som Redskab, eller helde Os til den langt 123mere poetiske Beskrivelse i ►Hymis Kvide, og tro, at De, ved den Rystelse der gennemfor som et elektrisk Stød hele Naturen, nødte ►Thor til at slippe sit Bytte.
208 (VU)►Gæstebudet hos Æger.*Allerede i ►Grimnismal nævnes dette Gæstebud; men som noget tilkommende.
✂ I ►Hymers Kvæde var dette forberedt, og ►Ægis Drekke fører det i dramatisk Form frem for vore Øine. ►Aser og ►Asynier vare her samlede undtagen ►Thor, som var i 📌Østerleden at dræbe ►Jetter og ►Trolde: Guld lyste som Ild, Øllet frembar sig selv, og Trællene ►Finnafeingur og ►Eldir bleve meget roste for deres Opvartning. Dette kunde ►Loke ei taale at høre, og dræbte ►Finnafeingur. Fristædet var besmittet, ►Aser sloge paa deres Skjolde, og dreve ►Loke af Salen. De ►ginge igen til Drikkebordet, men ►Loke fulgte dem i nogen Frastand, og da Han af ►Eldir fik at vide, at 323 (US) de talede om deres Vaaben og Styrke, og ei ret venlig om ham, gik Han ind. ►Aser tav; men Han talte:
✂
Tørstig jeg ►Loke
Langveis fra
124Kommer til Salen,
►Aser at bede,
At de mig give
En ren Drik Mjød.
✂
Hvi mon I tie?
Bindes af Arrighed
►Saa Eders Mund?
►Vælger mig Sæde,
►Stade ved Bord!
Eller og ►jager
Mig bort igen!
✂ ►Odin erindrer, at ►Aser ►vide bedre hvem de skulle byde til Gæst; men da ►Loke minder ham om, at de i Tids Fødsel blandede Blod sammen og lovede: aldrig at drikke Øl, uden det blev for Begge baaret, byder Han ►Vidar reise sig for ►Ulvens Fader. Taus reiste ►Vidar sig, og skænkede for ►Loke, men før denne drak, hilsede han Guderne saaledes:
✂
►Held Eder ►Aser!
►Held ►Asynier!
►Held hver høihellig Gud!
►Brage undtagen:
►As som hviler
Inderst paa Bænk.
✂ Nu begyndte et saare forargeligt Skænderi mellem alle ►Aser og ►Asynier og ►Loke, og man maa ⓘ til125staa, at det kun var beskeden Følelse af 209 (VU) sit eget Værd, da Han i Samtalen med ►Eldir tillagde sig høit Fortrin i denne Konst. At optegne det her, vilde være ligesaa unyttigt som kedeligt, og anstødeligt for høviske Øren. Kun hvad der har høiere Interesse vil jeg ►udtegne.
✂
►Loke det ei ved,
At Han er forgiort,
Og beiler til Livets Tab.
✂
Jeg det ►og voldte, at
Ei Du ser ride
►Baldur til Sal.
✂
►Frei er den bedste
Af alle Fyrster
I ►Asers Gaard,
Han løser Trængsels Baand.
✂ ►Loke bebreider ►Tyr, at ►Fenris afbed hans Høire, men ►Tyr svarer bidende:
✂
Haand jeg ►fattes,
Men Du godt Røgte.
Stort er Begges Savn.
✂
Jeg Ulv ser ligge
For Aaens Munding
►Til Guders ►Samfund ►spildes.
Snart saa Du bindes,
Om ei Du tier
Du Ondskabs Mester!
✂
For Guld Du købe
Lod ►Gymers Datter
Og solgte Sværdet.
Naar ►Muspels Sønner
Ad ►Mørkved ride,
Hvormed da Usling!
Vil Du vel stride?
✂
Godt har Du ►end ►Loke;
Men Du ei længe skal
Lege med løs Hale;
Thi med din Søns kolde
Strænge, Dig Guden skal
Snart til et Sværd binde.
✂ 210 (VU) 325 (US) Tilsidst kommer ►Thor, og efter nogen Modstand med Munden gaar ►Loke af Frygt for Hammeren.
✂ Endelig har da ►Loke ►udspilt den lange Rolle, som Digterne have givet ham paa denne Side Rag127naroke, og i Efterskriften til denne Sang fortælles Katastrofen. ►Loke fjælede sig i ►Franangers Fos i ►Lakselignelse, og der toge ►Aser ham. Han blev bundet med sin Søns ►Nars Tarme, og den anden Søn ►Narf blev en Ulv.
✂ I ►den prosaiske Edda fortælles kun det summariske Indhold af den nys gennemløbne Sang.
✂ Om ►Lokes Fængsling fortæller den meget vidtløftig, og sætter samme (ligesom ►Vøluspa) straks efter ►Baldurs Død, som Straf fordi Han havde været Aarsag baade til Gudens Død og hans Bliven hos ►Hel.*Det var da med høieste Uret, at jeg (i ►Bemærkningerne over Baldur) paastod, at ►Loke ei burde bindes umiddelbar efter ►Baldurs Død, samt at han ei var kendt som Aarsag heri, før hos ►Æger. Dette Misgreb var en velfortient Straf, fordi jeg vilde være klogere end ►Vola og af de andre Sange stoppe Huller, som kun vare til i de senere Digteres og min Indbildning. Kunde jeg nu, ved at holde mig blot til ►Eddas Sange, og anse ►Voluspa som Grundvold, begaa en saa grov Feiltagelse, hvad maatte ikke da ske, naar man agtede alle Kilder lige rene? ►Den prosaiske Edda, som vilde følge alle Digtere, modsiger sig selv, ved at lade den ►alt bundne ►Loke være tilstæde hos ►Æger. – Han skiulte sig paa et Fjeld, og havde fire Udgange paa sit Hus. Ofte var Han i ►For128set► som en Laks, og troede sig der ganske sikker. ►Aserne kom, da Han engang just sad og flettede noget Garn sammen, ►saa som Fiskernet ere blevne siden. Dette kastede Han straks paa Ilden og flygtede til ►Forset; men ►Kvaser, den viseste af dem, fandt i Asken Sporene af Garnet, og snart flettede de et saadant, for deri at fange ►Loke.*►Kvaser tilhører med Liv og Sjel ►den prosaiske Edda, og ►Odins Reise til Dovre. Han ►skuffede dem nogle Gange, men grebes tilsidst, og maatte se trende Klippestykker reise sig som frygtelige Symboler paa ham og hans Børn. Hans Søn ►Vale forvandledes af Guderne til en Ulv, og sønderrev sin Broder ►Narf, med hvis jernstærke Tarme ►Loke blev bundet til tre Klippespidser, saa at den ene stod mod hans Skuldre, den anden mod hans Lænder, og den tredie mod Knæhaserne.*Man ser, at mellem Navnene paa ►Lokes Sønner er Uoverensstemmelse mellem Efterskriften til ►Lokasenna, og ►den prosaiske Edda. Denne, som vel ogsaa er ældst, har udentvivl Ret, og dersom det Vers af ►Vøluspa 👤Gørænsen har, er ægte, da nævnes ►Vale allerede af ►Vola som ►Lokes Søn, en Omstændighed, der kunde foranledige interessante Formodninger.
129 211 (VU) 326 (US)
Jordlivet.
✂ Asadramets tredie Akt er sluttet, og den fierde fremtræder nærmest for Beskuelsen i Menneskelivet. Alt hvad ►Vola agter det værdt at tale herom, er at Hun straks efter ►Askurs og ►Emblas Skabelse, saa hvorfor de skabtes, i det
✂
Hun saa ►Valkyrier
Langveis komne,
Færdige at ride
Til Gudefolket.
►Skuld holdt Skjoldet,
►Skøgul den anden,
►Gunner, ►Hildir,
►Gøndul og ►Geirskøgul,
►Herians Møer.
✂ Men for hvem som kan se, ligger heri ogsaa Alt hvad der kan siges.
✂ Uanfægtede sidde ►Aserne paa deres Trone, ►Vanerne styre det rolige Jordliv, medens ►Valkyrier stræbe at fylde ►Valhals Bænke. Det høiere Menneskeliv udvikler sig som et Efterskin af ►Asernes Liv i Tids Fødsel. Jorden, dannet af ►Ymers Krop, synes at bevare Hadet mod ►Alfader og ►hans Børn, 130og de Mennesker, hvis Legeme ei gennemtrængtes af ►Odins Aand, gøre ligesom fælles Sag med den saakaldte livløse Natur. Nu opstaar en Kamp paa Jorden mellem ►Helte og ►Jetter: Dramaer optræde som originale, skønt de ei ere andet end forskellig formede Udviklinger af Gudelivets enkelte Gnister. Det er virkelig som om ►Asodin steg ned til Jord i Mennesket, der ved Navn og Poesiens Tryllebaand knyttede sig til ham. ►Odins Sønner træde frem med en forbausende Kraft, og de ►gudlige Slægter udbrede sig. Med høi Begeistring bevæge Vi Os mellem ►Volsunger og ►Niflunger, ►Skjoldunger, ►Skilfinger og ►Ynglinger, ja Vi fristes endog ►stundum til at sammenblande og forveksle den stærkrullende Elv med Kildevældet selv, hvorfra den udsprang hist paa Klippens høie Tinde.*Det er før bemærket, at Vi kun om ►Volsunger og ►Niflunger (►Gjukunger) have egenlig nordiske Digte, men saavel over disse som især over ►Skjoldunger og ►Skilfinger vil udentvivl opgaa et herligt Lys, naar Hr. Justitsraad 👤Thorkelin (o gid dog snart!) sætter sig et glandsfuldt Mindesmærke ved at udgive det angelsaksiske Digt, Han har under Haand, og derved tilfredstiller den voksende Længsel, der brænder hos gamle 📌Nordens Venner.
✂ 327 (US) Dog Vi ►ville forlade Jorden saaledes som den herlig breder sig for 212 (VU) Øiet i sin unge Vaar, hvor de 131herligste Vekster stræbe frem mod den luende Sol: Storme kunne bøie, men ei knække, Hageldriver nedtynge, men ei knuse dem; thi det nyfødte Liv og den bølgende Kraft bøie sig smidig for hvert Angreb og reise sig i fornyet Glands ved Solens første Straale. Saaledes skue Vi endnu Jorden i det flygtige Billede af Naturens Vaar, saaledes forlade Vi den i Historiens.
✂ Med ►Vola vende Vi Øiet bort fra ►Asers Tryghed, fra ►Loke den bundne Dødning, og skue:
✂
Salen stande
Langt fra Solen, paa
►Nastronds Kant.
I Nord er Døren.
Giftdraaber falde
Ind ad Lyren.
Salen er bygt af
Ormerygge.*Man har troet at ►Nastrond var Nordboens Helvede, og i en vis Betydning havde man Ret; men Opholdssted for de Onde efter ►Ragnaroke (som ogsaa jeg engang antog det for) er det ikke. ►Jetternes jordiske Frænder føre i ►Niflheim et kummerligt Liv, blot fordi de skulle dø ►end engang i ►Ragnaroke, og Død er Nordboens høieste Straf, ligesom Liv Genstanden for hans høieste ►Tragten.
✂ 132I ►Hvergelmer suger ►Nidhøg Dødes Lig og ►Ulven slider Kødet.
✂ Her er det gruelige Værksted, hvor Vaaben smedes til at fælde ►Aser.
✂ De svækkede ►Jetter indsuge nyt, edderblandet Liv af det Levendes Død, og af døde Mænds Negle bygges Skibet ►Naglfare, som skal bære dem til ►Gudestriden.*Det er vel uvist om de Dødes Legemer kom i ►Jetters Vold, blot fordi Mennesket fra første Færd var opvokset af Jorden: ►Ymers Kød; eller fordi ►Jetter havde havt særegen Del i Legemets Dannelse.
✂ ►Fenris Ulv og ►Midgards Orm vokse og trives, medens den Gamle i ►Jernskoven (►Gulveig eller ►Hel) føder ►►Fenris Børn eller Frænder►.
328 (US)Det visnende Jordliv.
✂ Se Vi nu tilbage til Jorden, da finde Vi Skikkelsen saare forandret. Aartusender ere rullede hen over den, have bortviftet det gudlige Liv, indsuget og medtaget dens ungdommelige Kraft.
✂
Brødre stride,
Hinanden dræbe.
133Frænder glemme
Nære Frænder.
213
(VU)
►Skægtid, Sværdtid,
Skjolde kløves.
Ingen kan paa
Anden lide.*Jeg tør endnu ikke afgøre, om disse Linier, der staa paa et meget fordærvet Sted i ►Vøluspa, ere ægte, og bruger dem derfor ei som Bevis, men som passende Tekst.
✂ Heltelivet er uddødt. Slægterne, som ►udsprunge af samme gudlige Rod, synes at have glemt den fælles Kamp, og vendt Vaabnene mod hinanden. De segne, og ►Jetters Slægt seirer, mindre ved egen Styrke, end ved de høie Frænders Strid. ►Saa stride endnu Solens Straaler med sig selv i den hede Sommer, og Veksterne, de selv udklækkede, falde visne, brændte, og hentørrede, i Støvet.
✂ Spørge Vi om Grunden hertil, da er Svaret let.
✂ Saa vilde ►Odin, fordi Han, ledet af sit halve Syn, ilede med at sanke diærve ►Kæmper i ►Valhal, og uden andet Hensyn bød sine ►Møer keise Val.
✂ ►Saa vilde ►Norner, for at dæmme mod Udbredelsen af ►Asers Slægt og Stadfæstelsen af deres Magt; thi havde ►►Odins Sønner► først omfavnet hele Kloden, da havde den maattet give efter for Guddoms134kraften. ►Fuldelig var da ►Jetten ►Ymer blevet dræbt; hel og evig maatte Jorden have tient ►Aserne.
✂ ►Paa det Saadant ei skulde ske, fulgte ►Nornen ►Skulda med ►Valkyrierne. Hun stod med Skjoldet, hvorpaa Skebnens usvigelige Runer vare ►indgravne, og ►lænkede Striden efter ►Urdas Villie. Ofte holdt Hun skærmende Skjold for Nidingen, og opbevarede i ham Heltens snedige Bane. Vel maatte Hun smile ad 329 (US) ►Odins Kløgt, naar Han bød til sig den unge, flammende Helt, i hvem Spiren til en hel Æt laa forborgen og dræbtes.
✂ Beskue Vi nu Jorden med sin Trang, som den ligger udstrakt for Os i Historiens sørgelige Høst, røvet sit Liv, afklædt sin Herlighed, da maa Vi vel bekende, at den er moden til Genfødelse, og at denne maa ske gennem hin lange Vinter og gennem ►Ragnarokes Nat, som ►Vola nu forkynder.
214 (VU)►Ragnaroke.
✂ ►Dækket oprulles, og den sidste Akt lader sig til syne. En smerteblandet Fryd griber Os; thi medens Vi dybtsørgende se det Herlige segne i sin Kraft, ved Siden af det Usle, aabenbarer sig for Os: at Dette her kun var et Redskab i det ►end Herligeres Haand, og drog kun Hints besmittede Del med sig i Faldet.
✂ 135En af den Gamles Sønner i ►Jernskoven bliver værste Maanesluger i Troldeham; med Blod Guders Sal Han smitter, og sort bliver Solskin om Sommeren efter. Al Vind bliver Storm. Den lange, uafbrudte Vinter kommer.
✂
Vindtid, Ulvtid,
Før Verden falder.
✂ Enden er nær; thi Alt er rede til den sidste Kamp.
✂ ►Den guldkammede Hane galer hos ►Aser og vækker ►Hærfaders Helte, medens den ►sodbrune galer neden for Jorden i ►Helas Sal for at kalde hendes Sønner og ►Jetterne til Strid. Midnatten er kommet.
✂ Høit gøer ►Garm i ►Gnypas Hule, thi Lænker briste, og Genfærd vandre ved Midnats Tid. Løs er Dødningen ►Loke, og løs er ►Fenris. Den kyndige ►Vola
✂
Ved end Mere
(Frem ser Hun længer)
Om Gudemørke,
Om Seirguders Fald.
✂
Hvad sker hos ►Aser?
Hvad sker hos ►Alfer?
(►Jetternes Verden
Fyldes af Gny.)
✂
136
330
(US)
►Aser samles
Alle paa ⓘ
Thinge.
►Alfer stønne for
Klippedørre.
✂ Høit tuder ►Heimdal i løftede Horn, og ►Odin rider til ►Mimers Brønd at løse sit Pant, men forgæves.*I ►Vøluspa læses: ►Odin taler med ►Mimers Hoved, men da dette Hoved har sit Hjem blandt de forgudede Mennesker i 👤Snorros ►Heimskringla, og ►den prosaiske Edda, henvisende til ►Vøluspa, siger at ►Odin red til ►Mimers Brønd, synes mig hin Læsemaade nødvendig maa ansees for uægte.
✂ 215 (VU) Tidens gamle Træ sukker, ►Ygdrasils Ask staar skælvende og ►Ørnen i Toppen skriger dens Ligsang.
✂ ►Jordmungandr vælter med ►Jettestyrke sin uhyre Krop; ►Ormen trykker Havet, og høit svulme dets Bølger. Da løsnes ►Naglfare, Skibet som ►Loke styrer, som bærer ►Muspels Sønner østfra over Hav.
✂ ►Surtur fremraser fra Sønden med svigfulde Lue, og af hans Sværd skinner Valguders Sol.
✂
Stenbjerg knager.
Himlen kløves.
Guder falde.
✂ Sin første Sorg fik ►Frigga, da ►Baldur faldt; men nu faar Hun den anden og end større, da ►Odin 137gaar i ►Ulvstriden, thi høit aabner ►Fenris sit Gab og ►Hærfader er ikke mere. Saa sluger ►Ulven Ulvenes ►Føder.
✂ ►Frei stander mod ►Surtur som den værgeløse Blomst mod den fortærende Lue.
✂ Nu kommer den store
✂
►Seirfaders Arving,
►Vedar, at stride mod
►Morddyret.
Lader Han ►Kæmpungen
Ind gennem Munden,
Spyd staa i Hiertet.
►Odin er hævnet.
✂ ►Hlodynias ædle Søn, den stærke ►Asathor maaler sig med ►Midgards Udyr, og ►Ormen maa sande: at den Styrke som kan vokse aldrig vorder lig den fra det Evige udsprungne Kraft. 331 (US) Brusten svømmer den i sin egen Edder og ►Fjorgyns Søn gaar ni Skridt tilbage for Uhyret; men den giftige Aande, hvis første sagte Pust udjog Livet af alle ►Askurs Sønner og ►Emblas Døttre, har ►alt omspændt ⓘ hans Lunge, og kvæler den Herlige.*►Den prosaiske Edda siger: at ►Tyr strider med ►Garm og ►Heimdal med ►Loke ►saa at de gensidig fælde hinanden. Heri er poetisk Sandhed; men Vi se bort derfra fordi Striden i ►Ragnaroke hos ►Vola net138op lærer Os at kende de sande handlende Guder. ►Vafthrudnismal siger, at ►Njord sendes hiem til de vise ►Vaner, fra hvem Han er kommet, og dette stadfæster at Han ei hørte til Grundideen, men var som Offergud en Del af det laante Baand der knyttede Mennesker til ►Aser, hvorpaa ogsaa hans Navn henpeger. I samme Digt siges: at tvende Mennesker (►Lif og ►Lifthrasir, Liv og Livskraft) skiules og gennemleve ►Ragnaroke, nærede af Morgenduggen, og Billedet er skønt; men ►Vola ved ikke, og kan ikke vide Noget derom. Om ►Ragnaroke læses i Professor ►👤Nyrups Edda 86-97.
✂
138
216
(VU)
Jorden i Havet
Synker. Af Himlen
Falde de klare
Tindrende Stjerner.
Giftige Dampe
Stige fra Ilden.
Høit udi Luft.
✂
Frem kommer sorte
Flyvende Drage,
Øglen fra Roden af
►Nidas Fjelde.
►Nidhøg paa Vinger
Ligene bærer, og
Fluks forsvinder.
Det evige Liv.
✂ End ser ►Vola længere frem med sit dristige, Alt gennemtrængende Øie. I Guders Tusmørke skimter Hun den evige Dags Morgendæmring, og af det gærende, fødende Hav.
✂
Jord ser Hun løftes
Atter fornyet,
Evig grøn.
✂
332
(US)
►Aser mødes paa
►Idas Slette,
Vel erindre sig
Fordums Vælde,
Tale om ►Fimbultyrs
Gamle Runer,
✂ og ►de gyldne prægtige Tavler som de eiede i Tids Fødsel, findes da atter.
✂
Hisset paa ►Gimle
Tækket med Guldet,
Salen som Solen.
Der skulle ►bygge
Evigheds Sønner.*Selv dette Vers turde være uægte, og det som taler om ►Aser paa ►Idas Slette efter ►Ragnaroke 140har ei heller meget Krav paa at troes, ligesom det ►fattes i adskillige Afskrifter.
✂ 140 217 (VU) ►Ville Vi spørge mere om Guderne, da svarer ►Vola:
✂
Nu bebo ►Hødur og ►Baldur
►Hropts (►Odins) Seirstøtte.
Vel ►Valguder!
Forstaa I det eller ei?
*►Vaftrudnismal siger, at det er ►Vidar og ►Vale, ►Mode og ►Magne, som gennemleve ►Ragnaroke, og ►den prosaiske Edda har (som sædvanlig) fulgt begge. Skulde jeg her anmærke hvem der bør troes, da havde jeg skrevet forgæves, men til Oplysning kan tiene hvad forhen er sagt om ►Mode og ►Magne, ►Vola taler ei om at ►Vidar dræbes, thi Han kan ikke dræbes, men Hun nævner ham ei heller efter ►Ragnaroke, fordi Han er sammensmeltet med ►Hødur.
✂ Endt er ►Volas høie Kvad. Ei ser Hun længere, thi der er intet Længere, det Evige, Harmoniske har ikke Skygge af Omskiftning.
Tilbageblik.
✂ Endt er Asadramet, udfoldet ligger Gudelivet for vort Øie. Her ►ville Vi standse, glemme alle senere 141Digtninger, og beskue Billedet rent som det stander hos ►Vola. Denne Beskuelse skal lære Os, om det var et vildt, regelløst Spil af Fantasien, for hvilket Fædrene knælede, for hvilket deres stærke Aand bøiede 333 (US) sig, medens de trodsede al jordisk Magt; eller om det maaske var en herlig, betydningsfuld Digtning, oprundet af den uimodstaaelige Trang til at løse Tilværelsens Gaade, som gennem alle Tidsaldere drev, og driver ►end alle store Siele ud over Sandsernes Kreds?
✂ Troen paa Asalærens høie Betydning er fast sammengroet med mit Væsen, og uden denne Tro maatte det kaldes et sandt Raseri, at henstirre paa Hedenolds halvudslettede Runer. At Mange ei ►ville dele denne Tro, det ved jeg, men enten høre man mig slet ikke, eller høre mig uden Fordom! Man skue og tænke før man dømmer; thi jeg skuede og tænkte, før jeg talte.
✂
Kvalte ►Jormunganders Edder
I jert Bryst den dybe ►Sands;
►Viger, viger!
Thi for Eder
Tydes aldrig ►Volas Kvad,
►Flygter! thi kun den kan høre,
Som i Væsnets indre Øre
Fanger sagte, rene Lyd.
✂ 142 218 (VU) Den gamle, aandrige Digter grublede over Verdens og Tidens Ophav.
✂ Som hvert Menneske, i hvem Guddomsgnisten frit kan udvikle sig, hævede Han sig lettelig til det Evige, til den underlige, forborgne Kilde, hvorfra Alt maatte udstrømme. Han skuede ►trindt med sit dybe Blik, for at finde Billedet af det harmonisk Herlige, hvortil Han havde opsvinget sig; men Strid var hvad Han fandt. Naar Storme bøiede Granen paa Fjeldetind, og naar skummende Bølger væltede sig mod Klipperod, da saa Han Striden; naar Bjørnebrummen og Ulvetuden blandede sig med Stormehvin og Bølgebrusen, da hørte Han den. I uafbrudt Kamp mod Jord, mod Dyr og mod hinanden, saa Han Menneskene staa, seire og segne. Løftede det udmattede Øie sig mod Himlen, da saa Han Lyset stride med Mørket og med sig selv, og stirrede Han i Menneskets, i sit eget Indre, da syntes ham den hele udvortes Kamp kun som et svagt Symbol paa den der sammenkrympede hans Væsen.
✂ Hans Aand truede med at bortkaste sin høie Ide og hylle sig i Mørket; men Beskuelserne gærede fort, og et Lys opgik for hans Siel. Han saa ►Ymers Fødsel.
✂ 143Nu var Alt klart. Da den vilde formløse Masse havde selv ud 334 (US) viklet sig til Liv, kunde ►Alfader ei lade en Verden blive, der hel, som i sine mindste Dele bar hans Billede, før det onde selvtagne Liv var forgaaet.
✂ For at dette kunde ske, fremtraadte ►Alfaders Kraft som levende og virkende. Den var hvad den maatte være, ren, blind og taus. Men den svækkede kun Massens Liv istedenfor at tilintetgøre det, thi ved at ►oplade Øiet, tabte den sin Renhed.*Denne dybe Ide er afpræget i Myten om ►Odins fire ►mærkelige Sønner; ►Baldur (Renheden) ►Hødur (den blinde Kraft) ►Vidar (den tause) og ►Thor (den besmittede, selvstændig fremtrædende). Det at Asakraften mistede sin Renhed og blinde Lydighed, bragtes frem for Beskuelsen ved at sige: ►Renheden individualiserede sig i ►Baldur og ►Blindheden i ►Høder. Disse blive ved at staa ved Siden af ►Odin, da Kraften vel kunde skille sig ved sine Egenskaber: men disse dog ei vende tilbage til Udspringet, uden i Forening med den. Renheden og Blindheden maatte imidlertid fiernes naar ►Aser skulde tvinges, og Massen dog ikke seire over det Evige selv, og derfor vandre baade ►Baldur og ►Hødur til ►Hel. ►Vidar maatte blive, fordi den besmittede Kraft ei kunde komme til at trium144fere paa Massens Ruiner; taus og indsluttet i sig selv venter Han paa ►Odins Fald i ►Ragnaroke for at handle første og sidste Gang. Den byggede en Verden og vilde være sin egen. Fred sluttede den med Massen, og selv Ahnelsen om en vordende høiere Harmoni maatte for144svundet, dersom ei det Eviges Visdom havde overhugget det syndige Baand, men ogsaa det skete, og Tiden blev da af Nødvendighed Udtrykket for Kampen mellem den vanhellige Styrke og besmittede Kraft.
✂ 219 (VU) Saaledes var Tilværelsens Gaade løst, og det kunde ei længere forbause Digteren, naar Han saa, at selv den Kraft der stred mod det Usle, stred mere for sig selv, end for det Herlige, hvis ►Kæmpe den skulde være. Ei bortgav Han sin Ide, thi den Visdom, som vakte og styrede Kampen, maatte ogsaa engang lade den ophæve sig selv ved en gensidig Tilintetgørelse af de stridende Kræfter som saadanne. Da, naar Massens syndige Liv var udslettet, naar den blinde Kraft, ren og villieløs var atter ►sammenrundet med Visdommen i det evige Væld, saa Han en Dag lyse og en Tid udfolde sig, der ei kunde endes, og hvori al Strid var utænkelig, da Alt maatte erkende sig som Straaler af den ene Sol.
✂ I denne dybe Beskuelse og herlige Ahnelse levede Han, og kastede uden Smerte Tiden bag sig. 145Til sin Salighed vilde Han løfte sine Brødre, og skabte – Asalæren. *Skulde jeg nu udvikle hvorledes Han søgte at aftrykke Ideen paa det nøiagtigste i Gudelivet, da maatte jeg paa ny foretage Vandringen Vi nylig endte; men neppe vil det være vanskeligt for den tænkende Læser at finde det selv. Kun vil jeg her bemærke at Vi paa denne Standpunkt ei kunne gentage det Spørgsmaal Vi forhen have giort: hvorfor er ►Alfaders Tilværelse ei synlig i nogen af Gudelivets Optrin? thi i ►Norners og ►Asers modsatte Stilling og tilsyneladende Dobbelthed er Alt traadt frem, som kunde fremtræde. Hvad som er over, er (om jeg, uden at give Forargelse maa laane et Udtryk hos Naturfilosoferne) den rene ►Indifferenspunkt, og at ville skue den var end formasteligere end 👤Aladdins Bøn til Lampens Aand.
✂ 335 (US) 📌Nordens Oldtid kunde aldrig blevet hvad den blev, dersom Han ei eengang var blevet forstaaet, saaledes nemlig som det Dybeste paa den forunderligste Maade aabenbarede sig i Billedet simpelt og tydeligt. Med fuldeste Ret kan man sige, at dette Stenbillede, som hint ►Othar giorde til ►Freia, forvandlede sig til gennemsigtigt Glar.
✂ Men – Han døde. Kun Enkelte fattede Ham fuldt i de løbende Tider, og selv Disse vare sjelden 146rene nok til at bevare Billedet uplettet, og fremstille det i hele sin Glands. Glasset tabte sin Klarhed, og viste Figurerne alt dunklere og dunklere, indtil det endelig atter blev – Sten.
✂ Digterens Kvad ►udganget af ►Volas Mund, rodfæstede sig paa Millioners Læber; men Hans Aand vægrede sig ved at bo i Ordet, og løftede sig mod sit Hjem. Andægtig, men med formørket Øie stirrede Mængden efter den, saa et Glimt, et halvt, og tabte den endelig ganske af Syne. Kun ►stundum svævede den som et Genfærd paa Stormens Vinger gennem Egetoppe, over ►Asers Altre i den mørke Offerlund. Vel maatte 👤Hakon spørge:
✂
220
(VU)
Hvorledes? Hylle Taager sig om ►Valhal?
Sig høie Skare! har Du hyllet Dig
I Mulm, og fulgt til ►Hel den ►fromme ►Baldur?
✂ Mere end et Aar er ►henrundet, siden jeg vovede at fremkalde det ny 📌Norden og byde det kaste et indtrængende Blik i det gamle. Halvseende, kæmpende, tvivlende stod jeg og spurgte mig selv:
✂
Kan jeg vel finde
Hvad dristig jeg søger?
Kan jeg omfatte
De lette Gestalter,
Som luftige svæve
147Paa Fædrenes Høie,
Om ►Asernes Altre
I kølige Lund;
336
(US)
Som flagre i Nattens
Indhyllende Skyer,
For lukkede Øie
I ►skuffende Drøm?
✂ Med knugende Smerte maatte jeg svare:
✂
Nei, sløvet er Sandsen.
De Runer saa tunge
Forvildes af ►Dværge,
For Øiet som stræber
Mod flygtede ►Old,
Og Øret ei fatter
De herlige Toner,
I Genlydens dumpe,
Forvirrede Klang.
✂ Dog, i det samme Øieblik da jeg bævede tilbage for Taagen og mistvivlede om at kunne gennembryde den, grebes jeg af en mægtig Ahnelse om det Herlige, og maatte udbryde:
✂
Men kunde jeg finde
Det Billed af ►Aser,
Som kløgtige ►Otar
Indpræged i Sten,
Og vilde det Billed
Sig atter forvandle
148Til skinnende Glas,
At ►Sandsen som skjuler
Sig bag det, blev skuet,
Da Slægterne skulde
Tilbedende knæle,
Og Billedet farve
Med rygende Blod.
✂ 221 (VU) Mit Haab og mit Mod steg ved Tanken om og Glimtet af det skinnende Maal, hvortil jeg stundede, og saa sluttede jeg:
✂
Nordboer! ►ønsker mig
Lykke paa Reisen!
At til de vise
►Vaner jeg kunde
Bruden hiemføre.
337
(US)
Bruden er herlig.
Nordboen sagde:
Solen er Kvinde,
Maanen er Mand.
*Da ►Vaner er Græker, og 📌Nordens Gudelære opstilles som Bruden, er vel al nøiere Forklaring unødvendig
✂
►Sandsen, jeg ahned,
Skal mig ledsage
Frem gennem Nattens
Flagrende Luer,
Jeg den med ►Skirners
Kvæde vil hilse:
149Mørkt er ude
Tid er at fare
Over Lyng, over Field.
Begge hiemkomme Vi,
Eller Os begge
Fanger hin mægtige ►Jette. *►Afhandlingen om Asalæren i ►Minerva (Maj 1807)
✂ Landsmænd! hvad jeg fandt har jeg nu fremlagt for Eder. Skænke I det gamle 📌Nord og mig den Deltagelse som det ubetinget og jeg, hvis det lykkedes mig at være dets Tolk, have Ret til at fordre, skænker den Evige mig Liv og Kraft, og skænke Menneskene mig Herredømme over Tiden, jeg vilde ofre Eders Fædre og Eder, da skal jeg vise Eder Sporene af min Vandring, og Leiet hvor det laa, som jeg fandt.
✂ Kan det ikke ske, da klager jeg dog ei; thi da føler jeg mig vis paa, at det burde ikke ske, og jeg trøster mig ved det faste Haab, at Enhver, som har Sands for noget Høiere end Hverdagslivet, og hvis Øie ei forvilder sig i det Enkelte, men har Styrke til at skue noget Helt med det Heles Betydning, allerede nu vil bekende med ⓘ 👤Thangbrand:
✂
Det være langt fra mig her at fordømme
Den gamle Lære i sit dunkle Udspring.
For Intet har ei Gud forundet den
At virke vidt, udbredt og diærvt paa Jorden.
✂ 150 222 (VU) 338 (US) Ja jeg tør endog haabe at Han vil erkende i den:
✂
Lidt mere end en ►mærkelig Ruin;
✂ thi det er den herligste Form, hvorunder noget Menneske har fremstillet det Evige og dets Modifikasion i Tiden. Hvad den mangler, kunde ingen Dødelig give den, og ►Ragnaroke maatte kommet, dersom ei ►en renere Søn af ►Alfader end ►Odin►, var steget ned til den længselfulde Jord, havde nedstyrtet ►Aserne fra deres uretmæssige Trone, frataget ►Jetterne den giftige Braad, oppustet den døende Guddomsgnist til en hellig, brændende Lue, og saaledes forsonet Jorden med Himmelen. Dette er ►den store Gudfrygtigheds Hemmelighed, som ►Vola ei kunde vide, som ►Døgnet ei vil vide. ►Ler kun i Kloge! ►Saa lo ►Eders Fader, for at ►Baldur ei skulde komme tilbage fra ►Hel. Ogsaa jeg kunde se Tingene fra Eders Standpunkt, thi jeg var der; men bevare mig Gud fra at komme der atter!!!