Grundtvig, N. F. S. Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren for dannede Mænd der ei selv ere Mytologer



I

Nordens Mytologi
eller
Udsigt over Eddalæren
for
dannede Mænd der ei selv ere Mytologer

af

Nik. Fred. Sev. Grundtvig *Kandidat i Teologien.


København 1808. Paa Hofboghandler I. H. Schubothes Forlag, trykt hos Andreas Seidelin.

II
III

Til Justitsraad 👤Pram.

1

Naar Solen er sjunken fra hvælvede Bue
Med ildige, straalende, blændende Glands;
Naar Skinnet afløser den mægtige Lue;
Da aabnes for henfarne Tider min Sands.
Naar Drauger omride de jævnede Høie,
Da aabnes, da skuer, da funkler mit Øie,
Jeg vandrer blandt Guder, blandt Helte i 📌Nord.

2

IVJeg skuer, jeg grubler, jeg stræber at tyde
De Syner jeg ser ved det natlige Skin,
At tolke de underlig gribende Lyde,
Der tone saa høit i den susende Vind.
I Nutiden bundne, med Øiet paa Jorden,
De Høilærde fandt, at hver Tone fra 📌Norden
Var raa og barbarisk og sværmerisk vild.

3

Jeg hørte o 👤Pram! at Du her, som i Livet,
Fra Flokken Dig skilte og hørte mig blid;
At Du, hvem Naturen saa venlig har givet
En brændende Sands for den henfarne Tid;
Hvis Blik ei nedstirrer som naglet til Jorden;
Erkendte en Røst fra dit elskede 📌Norden.
Nu ryst kun dit Hoved Du høilærde Flok!

4

V Jeg ofrer mit Liv og min Kraft til at reise
Paa Hedenolds Gravhøi en talende Sten,
Med Runer ombeltet, saa høit den skal kneise
Paa Valhals Ruiner, paa Heltenes Ben,
Om Nornerne unde mig Livet at friste,
Om Odin mig lærer de Stave at riste,
Saa dybt dem at grave med Sands og med Kraft.

5

Den stander paa Høi, kan ei glimrende prale
Som Marmor med farvede Striber og Glands,
(Om Kampen i 📌Nord bør en Kampesten tale,
Dens Herlighed fattes af dybere Sands.)
Den vakler endnu uden Støtter, kun matte,
Kun enkelte Runer paa Fladen jeg satte;
O tør jeg vel Ædle! tilegne Dig den?

6

VIJeg tør det, thi Stenen har Hedenold baaret,
De splittede Stykker jeg samlede kun,
Og Hedenolds Skjalde har Runerne skaaret,
Jeg renser kun Mosset fra Trækkenes Bund;
Og Stenen, som 📌Norriges Klipper har baaret,
Og Runer, som 📌Norriges Skjalde har skaaret,
Dem tør jeg og hellige 📌Norriges 👤Pram.

Med sand Høiagtelse

af

Forfatteren.


VII

Fortale.

Hvad 📌Nordens ældste Indbyggere have troet om Guderne, om et Liv og en Livsyttring, høiere og stærkere end Menneskets, er en Umulighed at bestemme, da Vi ikke engang vide Noget om Deres Oprindelse eller Liv. Vel har Man troet, i de gamle Sange at finde Spor af en forodinsk Religion; men snart har Man her taget senere Tillæg for at være det Ældres Levninger, og snart har Man forvildet sit Syn, ved at tro: at den Odin, Man tænker hidkommet ved 👤Kristi Fødselstid, dannede en ny Gudelære.

Saameget er vist, at Asalæren er den ældste nordiske Gudelære, Vi mægte at beskue, og saa tiltrækkende det for vor Nysgerrighed kunde være, at vide, om denne Læres Skaber har i Fremstillingen af sine Ideer benyttet noget forhaandenværende Stof, og hvilket, saalidet troer VIIIjeg, at en Undersøgelse herom kunde, ifølge sin Natur, lede til noget, end sige til noget vigtigt Resultat.

Jeg mener, at baade kan vor indre Sands tilfredstilles, og det Historiens Forbillede som i Mytologien bør søges, findes, ved at skue hen paa Asalæren, der i fem store Akter udfolder det herligste Seiersdrama, som avledes og kunde avles hos en dødelig Digter. En Ahnelse heraf var det, som tvang de Faa, der stirrede ind i gamle 📌Nord, til at bekende: at der mellem 📌Norges Klipper havde engang staaet et Tempel for Guddommen skønt og betydningsfuldt. Dog, De troede mismodige, at Templet var gennem mere end et Aartusende saaledes knuset og nedbrudt, at selv dets Omrids ei mer kunde gives. Mængden, endog af de Studerende i ædlere Betydning, troede Dem paa Ordet, og Følgen blev, at mange nordiske Videnskabsmænd, der kendte hver Blomst i 📌Arkadiens Have, næsten studsede blot ved Ygdrasills Navn. En 👤Bartholin og 👤Suhm, en 👤Sandvig, 👤Gräter og 👤Herder, en 👤Thorlacius, 👤Abrahamsen og 👤Nyrup bøde vel, Hver paa sin Vei, deres Landsmænd standse, skue og be undre, men det var næsten som Røste i Ørken. Dette kan synes unIXderligt, men er dog saare forklarligt, naar Vi betænke, at de faa Mindesmærker om 📌Nordens Gudeliv, der ligesom ved medfødt Kraft trodsede Ødelæggelsen, gennemlevede Tiderne og naaede Os, vare alle vanhældede, medens nogle endog vare Opløsningen nær; at den hellige Taage som omgærdede dem, og maaske ofte reddede dem fra Ødelæggelse, nu tilslørede den bevarede Herlighed, og at hin derfor maatte gennembrydes, før denne kunde skues. Man maatte slet Intet kende til de almindelige Mennesker, naar Man skulde behøve at ty til Erfaringen, for at faa at vide, at næsten Alle vendte sig bort, at De som bleve staaende og stirrede ind i Mørket, vare de Faa, som enten grebes af enkelte dybe Toner, eller, ved at vandre fortrolig mellem Asers Altre og 📌Nordens Helte, begeistredes for de ukendte Guder. 📌Nordens Historiker og Oldgrandsker følte saaledes stedse en, vist ofte dem selv uforklarlig, Interesse for 📌Nordens Gudelære, men De kunde ikke forplante den, fordi den, ifølge sin Natur, kun var til for Dem.

Dog, om ogsaa Taagen gennembrødes og adsplittedes, maatte det dog, formedelst de fleste Menneskers Krav paa let og hurtig Nydelse, gaa sent med Erkendelsen af gamle 📌Nord, naar ei tillige Xen stor og yndet Digter giorde dets Guder og gudlige Helte til Genstande for sin Anskuelse, og saaledes tvang alle dem, der vilde nyde Hans Kvad, til at kende dets Genstande.

👤Evald digtede sin Balder, og en dunkel Ahnelse af 📌Nordens Herlighed udtaler sig gennem Digtet; men Skjalden stod selv udenfor den Verden Han vilde fremstille, og derfor kunde Han ogsaa fattes af Dem der stode udenfor den.

Den mandige 👤Pram fandt, at Thor vel dog saa lidt anderledes ud i Naturen, end der, hvor Han maatte staa og slaa sine Visetriller; Han saa 📌Nordens Kraft fremtræde i Stærkodder, og det har mangengang smertet mig, at Han vendte sig fra

Den Muse, som Oldtidens nordiske Skjalde
Beaanded til fri og ukonstlede Sang
Om Heltenes Kamp, naar de kække betvang
De bjerghøie Jetter – – – – – –

fordi Han, skuende trindt sig i en forkælet og udmarvet Tid, maatte med sørgelig Sandhed udbryde:

Din buldrende Røst ingen Lykke vil gøre.
Hvo vil vel Din dundrende Tordenlyd høre?
Man flyer Dig med Angst, eller agter Dig ei.

I Digterfortvivlelse vendte Han sig til den simple Forstand, og skønt Han havde formeget DigteXIrisk i sig, til ei ofte at bortvise denne Snillets kolde og barske Tugtemester, saa lukkede Den dog Hans Øie for de herlige Syner, der ellers, paa den Punkt Han stod, udentvivl maatte aabenbaret sig for Ham.

Hvad skal Man sige om de Øvrige som høre til den Periode, man stundum ei rødmede ved at kalde den danske Poesies Guldalder, maaske fordi selv det reneste Guld i den røvedes Glands og Vægt; Perioden, da Alle, som kunde føle, uden just at blive slaaet, som havde mere Vid end dem der havde mindre; som kunde skrive et rimet eller rimfrit Vers, og til Nød en syngelig Vise; hilste sig selv og hinanden ret pyntelig som Digtere og Skjalde? Hvem skulde tro at 📌Norden kunde vente sig Noget af Saadanne? Det kunde ei heller, men frygte sig for dem maatte Det desværre; thi Nogle af Dem vilde gaa i 👤Evalds og 👤Prams Spor, og forsynede sig til den Ende med større eller mindre Ladninger af Gudenavne og Fabelord. Naar De nu ret vilde vise sig i Deres Kraft, udstrøede De disse i Blinde, visse paa, at hvor de end faldt, vilde de finde lige rigtig Plads. Der sad de da, som Glasstumperne i de graa Vægge, og Aberne tyktes vel om den løierlige Glimmer; men Læserne med Sands for det virkelig Store og Skønne XIImaatte have holdt op at være sig selv, dersom de ei med Væmmelse havde vendt sig bort fra slige mytologiske Broderier. Medens nu de priselige Sædemænd stode forfærdede og næsten forstenede over, at de kærnløse Skaller ei vilde vokse i Gruset og bære hundredefold Frugt, avledes den ulykkelige Fordom, at 📌Nordens Gudelære vel maatte være en Orddynge uden Betydning, da den vedholdende og upaatalt fremtraadte som en saadan.

👤Baggesen, som trods alle de Hundeglam der senest forfulgte Ham, fordi Han endelig hævede sig til en ham værdig Punkt, og trods de lumpne Epigrammer, hvori usle Rimsmedde, som Hans retfærdige Svøbe rammde, søgte at trække Ham ned til sig;*Offentlig bør det siges, til Skændsel for den Nedrige som det rammer, at rimede Grovheder i epigrammisk Form snige sig om i Mørket, og søge at klæbe sig paa 👤Baggesens, vor herlige Digters Navn. som trods alt Saadant, stod og staar som en Kæmpe mellem Dværgene, var formeget Digter, til at ligne Hine, der af Eddas Ord sammenkludrede sig Skamler, paa det Folk skulde tro: De vare store. Og dog (med Bedrøvelse erkender jeg det) maa Hans Brøde mod 📌Nordens Guder næsten agtes større end Hines; thi Han XIIIkunde fornærme, og gjorde det, ved at behandle Guderne som sin Eiendom, behænge Dem med Narrekappen og stille Dem frem til Latter for Hoben.

Saaledes stode vore Fædres Guder, vanærede og spottede, med affaldne Kroner og brækkede Septre, indtil Skjalden 👤Oehlenschläger, jeg tør ei sige forbarmede sig over Dem, men vovede at oplede Dem der, hvor De stande i en Glands, ingen Skygge kan fordunkle og intet Slør bedække for Digterens Øie. Vel søgte Han Dem stundum der, hvor kun Deres Genfærd vare; vel iførte Han Dem stundum et Purpur, sprængt med Sydens Guld, som Hans egen konstige Haand virkede, fordi Han, ilende, ei saa Deres eget; men hvad Han ikke hidtil saa, vil Han sikkert engang se, thi Han kan, og skedte det end ikke, vilde dog den Pris evig tilhøre Ham, at have været den Første, der atter begeistrede 📌Norden for sine gamle Guder, og iførte Dem en Dragt der forkyndte Deres Høihed. Enhver, som fik Øie for det stærke, underfulde Spil i Vaulunds Kvad; som fulgte Thor til Jotunheim og hørte Sagnet om Tidens Fødsel; som gennemskuede 👤Hakon i Kraftens Øieblikke og lyttede til 👤Audens dybe Toner; som vovede at se Spydet hærdes til Hødur, XIVog at høre Mørkalfers knusende Kor; Han saa Glimt, og hørte Lyde, som Han aldrig glemmer.

Virkelig frembrød ogsaa, da 👤Oehlenschlägers Harpe klang, i de mere Udvikledes Barm en inderlig Længsel efter at kende 📌Nordens Guder, og Vaabengnyet kunde ikke dæmpe, men fordobblede den snarere, som en udvortes Genlyd fra de svundne Tider, som Stridskøguls høie Stemme, der kalder Helte til Valhal. Man skuede trindt sig, efter en Vei til den Verden, hvori Digteren bevægede sig, og hvortil Nutiden stadig henpeger oftest som Fristed, sielden som Urbillede. Man fandt ingen, thi de Man kunde finde, førte enten slet ikke did, eller vare saa lange og besværlige, at Man, hindret af andre Sysler, mistvivlede om at kunne lægge dem tilbage. Virkelig var der ingen Vei til Edda uden Edda selv, thi 👤Suhm havde blot samlet, og 👤Ville, 👤Bastholm og 👤Möinichen havde forgæves søgt at lære Andre, hvad De selv ei vidste.

Priselig var den Hensigt, i hvilken Professor 👤Nyrup (varm Ven af Asalæren, som af al Videnskabelighed) paatog sig Oversættelsen af den prosaiske Edda; thi vel er Denne kun Mytologiens Forgaard, hvori Mange saaledes forvildede sig, at De aldrig funde Templet selv, men naar XVMan der kun søger en Standpunkt og intet Blivested, da vil Man dog kunne føle sig Helligdommen nærmere. Skulde denne Oversættelse (med sin ikke heldig valgte Titel) derimod lede til den saare vrange Tro, at Man, ved at kende de deri indeholdne Fabler, ogsaa kendte 📌Nordens Gudelære, som den i sin Renhed var, eller ogsaa kun, som den udtaler sig i de ældste Sange, da maatte alle Asalærens Venner inderlig bedrøves. Klogelig søgte Professoren at forekomme denne Ulempe, ved stadig at henvise til 👤Sandvigs Oversættelse af den poetiske Edda; men om end langt flere Eksemplarer af denne vare ræddede fra Urteboden,*Jeg undrede mig længe over, hvorledes en Bog som denne, der ei er til Morskab, kunde være udsolgt; men min Forundring svandt da jeg hørte, at dette herlige Vidne om vor 👤Sandvigs Entusiasme, Skarpsindighed og Flid var solgt – til Makulatur. gives dog kun Faa, som paatage sig Sammenligning, og end Færre, som kunne vurdere Forskællen, og uddrage Resultatet om Bygningernes særegne Stil. Dette er saameget vanskeligere, som Sangene uden al Kritik ere stillede ved Siden af hinanden, og, ved en ublid Skæbne, ganske blottede for Anmærkninger, uden hvilke de Vigtigste ei engang kunne læses med Behag, mindre fattes XVIaf Dem, der ei giorde 📌Nordens Gudelære til Studium.

En, under visse Betingelser populær, Udsigt over 📌Nordens Mytologi, med bestemt Hensyn paa de senere Forvanskninger som saadanne, synes at være det eneste Middel til, baade at bibringe Flerheden et Oversyn, og sætte Dem istand til at nytte hine Oversættelser, og en saadan er det jeg søger at give. Hvorvidt jeg er Arbeidet voksen, maa Tiden lære; men at jeg har bestræbt mig for at blive det, haaber jeg Man vil se, og at det Studium jeg driver ei er noget vilkaarlig valgt, lære Man af et Blik paa mit Liv med Hensyn til 📌Norden!

Det er kun bogstavelig Sandhed, naar jeg her gentager, at jeg fra min Barndoms Dage ei erindrer nogen mere levende Smerte end den, jeg følte ved at læse hos 👤Hvitfeld: at Vi Intet vidste om de gamle Gu der. Det var, som om jeg paa engang gennemrystedes af Ahnelsen om Deres Herlighed, og af Spaadommen: at Deres Liv skulde, i sin Tid, vorde Betingelsen for mit. Aarene henrunde, men mellem de mest fremmede Sysler, i Skolestøvet og de akademiske Ledebaand, kunde jeg dog aldrig glemme de underlige Toner, der gennem Thors og Odins Navne havde saa tidlig XVIIfæstet sig i Sielens Øre; hisset hørte jeg med inderlig Glæde 👤Suhm fortælle de mange Sagn om 📌Nordens Guder, og her greb mig en Vennehaand, som ledte mig hen til de vise Oldinge: 👤Snorro og 👤Saxo, i hvis Spor jeg da henvandrede mod Eddas mystiske Skov.*Dig, min tidligere Ungdoms eneste Ven, 👤Peder Nikolai Skougaard! Dig var det som ledte mig. O! kendte Flere, som jeg, din stærke Aand, dit dybe og omfattende Blik i 📌Nordens Fortid, din næsten overmenneskelige Flid og Udholdenhed, da vilde de bede med mig: at Videnskaben dog ei for stedse maa have tabt sin Yndling!!! Paa underlige Stier førte Nornerne mig ind i Den, og i de senest svundne Aar var gamle 📌Nord, med sine Guder og Helte, den Verden, hvori jeg, næsten udelukkende, bevægede mig. At fremstille hvad jeg saa, som jeg saa det, skal være mit Livs Syssel; at oplade den mytiske Verden for mine Landsmænd og vidne om hvad jeg har set, er dennegang mit Øiemed.

Jeg havde besluttet, ei at fremlægge Resultaterne af mine Undersøgelser, før jeg kunde fremlægge disse hele; men mange Grunde bestemte mig til at fravige min Beslutning, og nogle ville være nok til at retfærdiggøre Frafaldet. Om ogsaa min Granskning kan endes før mit Liv, XVIIIvil jeg, som er uden al Frændskab med Plutus og Hans Yndlinge, dog neppe nogensinde vorde istand til at fremstille den i videnskabelig Form; men blev endog dette muligt, vilde dog en saadan Fremstilling kun være for Faa.

Til 📌Nordens Mytologer har jeg en Bøn, og det er den, at De ei ville bryde Staven over mig, om De end ikke sielden føle sig fristede dertil! Jeg stræbte at beskue Edda ved sit eget Lys, og Grundene, hvorfor jeg afviger fra mine Forgængere, maa jeg, næsten overalt hvor de ei ligge i Fremstillingen selv, blive skyldig. Dersom det undes mig, at leve nogenlunde udelt for min Granskning, og da at kunne meddele den, skal jeg stræbe at betale denne min vitterlige Gæld, og først da dømme Man mig! At det Enkelte trænger til mange nærmere Bestem melser, erkender jeg selv, og at den første og tredie Afdeling her kun ere til for den andens Skyld, haaber jeg er klart.

Men, hvad skal jeg svare en 👤Adelung og Hans Jævninge, der tør mene, at vor hele Gudelære blev til i de senere Aldere, da Skjaldene hendreve de lange Vinteraftner ved at udspække en Del af Kristlæren med allehaande Fabler?

XIXAt 📌Tydsklands Smaasiæle, fulde af Nasionalismens urene Bærme, stedse med misundeligt Øie skelede til 📌Nordens genfødte Guder, var saa naturligt, at Man aldrig ændsede det, men hørte gennem 👤Gräter og 👤Herder det høreværdige 📌Tydsklands Broderjubel. Da derimod en 👤Adelung, der eier et vist (maaske ikke lidet) Navn, nedlader sig til at være Ordfører, trykker sin Myndigheds Segl paa længe glemte Usselheder, og ved de uværdigste Fordreielser søger at kaste Sandsynligheds Skin paa de urimeligste Paastande,*Kun et Eksempel vil jeg anføre. 👤Adelung opstiller 📌Nordens Gudelære omtrent som den svagsynede 👤Dalin, med den Grille at ville smedde den til Kristendommen, fortolkede den, og nu tilføier Han: Dette er lige efter Vøluspa (!!!) og at Ingen skal tro, det er mit Værk, vil jeg henvise til 👤Dalin, lettroende Ihukommelse, som netop har samme Fremstilling og beviser (?) hvert Led, af Edda selv. Er dette Uvidenhed eller Skamløshed, eller en Blanding af Begge? Sikkert det Sidste, thi 👤Adelung kan aldrig have læst Vøluspa, og snakke saa om den. da nødes jeg til at svare Ham i hans Eftersnakkere, hvad salig 👤Thomas Bartholin fordum svarede 👤Huet paa Originalen til 👤Adelungs Kopi: mendaciorum congeriem paucis lineis effutitam redarguere proclive esset, si odiosæ controversiæ XXinsistere luberet. Vil Man sige, at saadant Svar er ei humant, da har Man maaske Ret; men sandt og fortjent er det, og Humaniteten (saaledes som den almindelig forstaaes) er saalangt fra at være min Afgud, at jeg meget mere agter den for en honningblandet Gift, der, udstrømmet fra den vrange Oplysning, truer at søvndysse det Ædelste hos Mennesket: glødende Varme for det Hellige og Sande; thi vist maa denne stundum yttre sig som dyb Foragt for det Usle. Vil Man derimod undskylde 👤Adelung, som Han undskyldte 👤Snorro, og sige at Han, langt fra at tro, det var Sandt Han skrev, kun skrev det for Spas, da antager jeg med Glæde denne Mening, og tør tro, at en saadan Gætning er fordelagtigere for Hans end for 👤Snorros Eftermæle.

Til Beroligelse for de redelig Tvivlende, tør jeg paa det bestemteste erklære, at enten avledes 📌Nordens Oldtid af hine Guddomme, der stande og røre sig saa kraftelig i Eddas stjernelyse Nat, eller ogsaa har en Gud selv skabt det harmoniske Livs Billede, hvis Træk ere adspredte i 📌Islands Sagaer, og samles, som Straalerne i en Brændpunkt, hos 👤Snorro og 👤Saxo; Mennesker kan kun lyve i Tiden, en hel Tid mægte de ei at fremlyve.

XXIAt selv Romerne have erkendt den fuldkomne Modsætning, hvori 📌Nordens Religion stod til hver anden bekendt, og meget vel fattet den Punkt, hvori Forskællen egenlig hviler, sees tydelig af det tit anførte, men vel ei noksom begrundede Sted hos 👤Lukan, hvor Han tiltaler Barder og Druider saaledes:

Solis nosse Deos et cæli numina vobis
Aut solis nescire datum: nemora alta remotis
Incolitis lucis. Vobis autoribus, umbræ
Haud tacitas Erebi sedes, Ditisqve profundi
Pallida regna petunt: regit idem spiritus artus
Orbe alio: longæ (canitis si cognita) vitæ
Mors media est. Certe populi qvos despicit arctos
Felices errore suo, qvos ille timorum
Maximus, haut urguet leti metus. Inde ruendi
In ferrum mens prona viris, animæqve capaces
Mortis: et ignavum redituræ parcere vitæ. *For Læsere der ei forstaa Latin vil jeg til Husbehov oversætte Stedet som findes i 👤Lucans Pharsal. lib. 1. v. 452-62.

Guder og Himmelens Hær af Eder allene erkendes,
Eller forborgne de blev for Eders Øine allene,
Der hvor I bygge saa dybt udi Skov i de lønlige Lunde.
Troer Man Eder, da ei til Erobi Taushed neddale
Skyggerne, ei til Plutos omdunklede Rige;
Men i en Verden paa ny hvert Ledemod kraftigen rører
Aanden endda. Hvis I ved, hvad I synge da vorder kun Døden Midten af Livet.
Nordstjernen skuer en Slægt, Vildfarelsen selv er dens Lykke,
Ikke af høieste Frygt den trænges, af Frygten for Døden,
Villig den styrter i Sværd sig, trodsende Døden saa modig,
Niding er den, som et Liv vil skaane der atter fornyes.


XXIIKunde 👤Lucan have udtrykt sig anderledes efter at have studeret 📌Nordens Kvad og Sagn?

📌Valkendorfs Kollegium

den 28de Octb, 1808.



1

Indhold.


Side
Indledning. Om Eddaerne som den nordiske Mytologies Kilder 1-12
Første Afdeling. Om Guddommenes Mængde, Navne, Inddelinger og gensidige Forhold 13-30
Anden Afdeling. Om Asers og Jetters Ophav, Liv, Kampe og Undergang, eller den egenlige Asalære 31-150
Tredie Afdeling. Om Livsformerne og deres gensidige Krydsning, samt om Gudernes Eiemon og Tilnavne, eller den egenlige Fabellære 151-205

XXIV

Asalæren er en omstyrtet Bygning, og kun enkelte Støtter finde Vi, mere eller mindre hele i Gruset. Vi have Ret til at ordne det Hele efter Dem, men længe maa Vi prøve, før Vi med Sikkerhed kunne bestemme det gensidige Forhold og anvise Alt sin rigtige Plads.

Gerne rækker Nordboen Prisen til Grækeren, naar der spørges om Figurernes Bestemthed og det udvortes Smykke, men er Talen om indvortes Kraft og høieste Betydning, da peger Nordboen rolig paa Ragnaroke, og Grækeren maa tie.


Om Asalæren.

1

Indledning.


Her kan ikke være Sted for en historisk og kritisk Undersøgelse om den nordiske Gudelæres Kilder; men en Udsigt over dem og deres indbyrdes Forhold kan og bør gives.

De lade sig henføre til trende Klasser:

De ældste Sange eller den saakaldte 👤Sæmunds (den poetiske, rytmiske) Edda.*Udgivet tildels af den magnæanske Kommission og oversat af 👤Sandvig.

En Samling af mytologiske Fortællinger og poetiske Navngivelser, eller den saakaldte 👤Snorros (den prosaiske) Edda.*Udgivet af 👤Resen og 👤Gøranson og oversat af 👤Nyerup. Hertil bør ogsaa henføres hvad som findes hos 👤Saxo og 👤Snorro, da de begge sees at have havt gamle mytologiske Sange for sig.

2Sagaerne og de senere Skialdekvad.

I deres Helhed afgive disse, som før er anmærket, et vigtigt Bevis for Gudelærens Virkelighed som et Helt; men naar man af dem vil øse Kundskab om Gudelæren i det Enkelte, da maa man gaa frem med yderste Varsomhed. Dette er allerede klart deraf, at Forfatterne, hvad Tro de saa end havde, brugte Asalæren ligesom de græske Digtere deres Mytologie, enten til Ordbram, eller som Redskab til at opnaa og motivere noget som laa uden for den; men det sættes uden for al Tvivl, naar vi se hvorledes de have brugt denne selvtagne Ret.

Da mine Undersøgelser hidindtil egenlig kun have omfattet Eddaerne som Hovedkilder, vil jeg i min Fremstilling holde mig næsten udelukkende til dem, og derved skaane baade mine Læsere og mig selv for mangt et usselt Eventyr. Kun hvor nogen Oplysning til den gamle Edda kan findes i de mig bekendte Sagaer, 👤Saxos og 👤Snorros Skrifter, vil jeg tage Hensyn paa dem.

Sæmunds Edda.

Med dette Navn betegnes en stor Del Sange af mytologisk og historisk Indhold, der udstamme fra saare forskellige Digtere og Tider. En af disse burde adskilles ganske fra de øvrige, beskues, nydes og forkla3res aldeles for sig selv, og hvem, blandt dem der kende det allermindste til Edda, ved ikke at jeg kun kan mene

Vølu Spa (Volas Spaadom).

Dette mageløse Digt, hvori hvert Ord har Betydning, er det eneste, som i sig selv bærer et uimodsigeligt Vidnesbyrd om at være udsprunget dybt inde i Hedendommet, førend Sandsen for den høie Lære tabtes. En viis og hellig Vola af Heimdals og Nornernes Slægt, træder frem i Valguders Sal, begynder med Tidens underlige, forborgne Fødsel, glider hen over det store Drama, hviler sig tre Gange: paa Idas Slette, ved Urdas Brønd, og paa Banetuen hos den nedsiunkne Baldur, værdiger ikke Jordlivet et Blik, men iler hurtig til sit Maal; forkynder i de dybeste Toner Guders Fald og Tidens Undergang, og peger da saa blidelig hen paa det herlige Liv, der gennem Død skal udvikle sig af Tidernes Kamp.

Ei kan det undre nogen, uden den som intet kan beundre, at et vist helligt Slør udfolder sig over disse dybe Hemmeligheder, og var der nogen anden ren Kilde, hvoraf vi kunde øse Kundskab om de gamle Guder, da vilde jeg kalde det en Formastelse at hæve Sløret; thi hvem tør tale? naar Vola byder med sin dybe Stemme:

4 Tier, tier,
Alle Væsner,
Større, mindre!
Vil jeg Valfader!
Dig fremtælle
Gamle Frasagn.

Hvem tør i Ord ville forklare det, hvorom hun med Føie spørger Guder:

Forstaa I det eller ei?

Derfor ginge Aar hen før jeg vovede at bringe et vanhelligt Lys ind i den majestætiske Nat. Jeg stod og lyttede til Volas Kvad. Alle Guder stode trindt mig, og jeg kendte dem, uden at kunne male et af deres Træk. Kun hvad de ikke vare, vidste jeg, og derfor blev jeg grebet af den inderligste Harme, da mit Øie, længe bortvendt fra de tomme Skygger man gav deres Navne, atter faldt paa en saadan. Jeg stræbte at udtale min Beskuelse; men det var, som om min Uskyldighed tabtes, da jeg vilde aabne Helligdommen, mit Syn var forsvundet, og en dunkel Ahnelse, en forvirret Erindring var alt hvad jeg havde tilbage.*Lidet om Sangene i Edda (Minerva September 1806). Jeg maatte nu vandre den tunge, vaklende Gang fra den svundne, ubevidste Nydelse, til fuld Bevidsthed.*Om Asalæren (Minerva Mai 1807). Neppe staar jeg endnu saa dybt i Helligdommen som 5jeg engang stod, og stode mine Læsere der saaledes, da kunde jeg fristes til at kaste Pennen; thi de vilde paa den Punkt nyde ethvert Syn Digteren kunde tolke; men da det ei er saa, vil jeg stræbe i talende Lyde halv at bevare Volas hviskende Aandepust, og lade Billedets Omrids blive synlige for dem, der ei kunne skue det i sin Herlighed.*O I Høilærte! som alt skeldte mig for Sværmer, som vel her ville kalde mig latterlig, barnagtig Sværmer, fordi jeg ei kan tale om Guddommen, om dens Aabenbarelser i Historien og Livet med samme Kulde som I, skaaner mig for Eders Beklagelser! Tro I at 👤Herder er mere forstandig, da gaaer hen og hører hvad han talte om den af ham dog kun lidet kendte nordiske Profetinde! Selv han vover at kalde hende Poesiens Urda. Forstaa I det eller ei?

Vist nok burde Gudelæren, saaledes som den heel og sluttet i sig selv fremtræder hos Vola, fremsættes uden al Indblanding eller Afbrydelse, og da følges af de senere Digtninger, som en ten maa være en Udvidelse af Volas Vink, eller et Intet. Efter denne Lov havde jeg fuldendt en Udsigt over Asalæren, da jeg troede at opdage, at en behagelig Beskuelse af hele Billedet som det kan være efter Vøluspas Grundrids, der ved gik forloren. Ved den Fremstilling jeg nu har valgt, udsætter jeg den gamle Digtning for at sammenblandes 6med den senere; men i et Arbeide som nærværende troer jeg det var nødvendigt, og den opmærksomme Læser har jeg stræbt at bevare for Skuffelse.*Mærkeligt er det at alle de mytologiske Digte, Voluspa ene undtagen, ere kritisk udgivne. Man sagde at det var allerede udgivet, og kaldte saaledes for et Øieblik 👤Resens og 👤Gøransons Forhutlinger, Udgaver, værdige et saadant Digt, der som den sande Edda (alle de andres gamle Oldemoder) burde staaet i Spidsen. Da imidlertid enhver mytologisk Undersøgelse der skal have noget Værd, maa begynde og ende med dette Digt, saa vilde den Arnemagnæanske Kommission fortjene vores og Efterverdenens varmeste Tak, ved at udgive det med al den Kritik, der endnu (uvist hvorlænge) kan være mulig. Høit og offenlig tilbyder jeg herved al den Medvirkning til Værkets Fremme der staar i min Magt. Vil nogen kalde det ubeskedent, da gøre han det! Enhver har sin Talebrug.

Det i Ælde og Vigtighed nærmeste Digt er:

Hyndlas Sang

Freyas elskede Otter skal kæmpe med Angantyr, og som det synes skal deres Ætstorhed afgøre Striden.

Freya rider ved Nat paa Gullinbørste til Biergkonen Hyndla for at høre Ottars Slægt opregne. Her indføres vi i 📌Nordens høie Helteskare, der, udsprunget fra Guderne, spreder sig fra 📌Halogaland til 📌Rinens fjerne Bredder.

7Mod Slutningen optræde Heimdal og Loke, og det var udentvivl denne Del (som vist er meget ældre end det Foregaaende) Fædrene kaldte den korte Vøluspa. Med Rette kaldes den saa, thi ved Siden af Forklaringer over enkelte Vink i den gamle ligger Spiren til den nyere Digtning og dybt er Hyndlas Blik, skønt det ei er saa dybt som Volas.

Her (paa Overgangspunkten) er det interessant at se, hvorledes de nyere Digtninger udsprunge af en Tragten efter at udfylde Vøluspas Omrids, der nødvendig maatte afpræge sig mere og mere betydningsløs, ligesom disse mere og mere hylledes i Mørke.

Kampen mellem Aser og Jetter lod sig, uden at tabe Betydningen, dele i flere Kampoptrin, der igen sattes i en vis Tid. Saaledes opstode Myterne om Thors stjaalne og genvundne Hammer, om Freies ulyksalige Kærlighed, om Thors første Strid med Midgardsormen, og mange flere, som dels ere gan ske gangne forlorne, dels have efterladt sig Spor i den prosaiske Edda. De nævnte Optrin ere fremstillede i Digtene: Tryms Kvæde, Skirners Reise og Hymers Kvæde, hvoraf især det første og sidste udentvivl temmelig sildig have faaet deres nærværende Form; men sees tydelig at være byggede paa ældre Sange.

At Aserne maatte staa og falde med Baldur saaes af Vøluspa, og Digterens Fantasi havde det frieste 8Spillerum naar han beskuede Asernes nødvendige Stræben efter at beholde Baldur, og deres grændseløse Sorg over hans Død. Saaledes avledes sikkert mange Digte, hvoraf vi nu kun eie det eneste: Vegtams Kvæde, Indholden af et andet i den prosaiske Edda, og maaske Brudstykker af et tredie i Odins Ravnegalder. Dette sidste Digt er nemlig saare mørkt og man maa næsten mistvivle om nogensinde at udlokke dets Betydning. Det troes i Almindelighed at være meget nyt, baade for Stilens Skyld, og fordi det mangler i de ældste Afskrifter. Dette beviser imidlertid intet, da dets Stil endnu mindre ligner den ny end den gamle, og dets tætte Sluttelse til Aserne peger ganske bestemt hen paa en ægte Hedning som Forfatter. Dog, udfindes Indholden engang, afgør vel Striden sig selv og indtil saalænge er den unyttig. Jeg vil i nærværende Arbeide slet ikke bruge det.

Ægisdrekke eller Lokasenna er en Fortælling om et Gæstebud hos Jætten Æger, hvor alle Guder uden Thor, med mange Gudinder vare samlede, og om alle de Forhaanelser Loke ved denne Leilighed udøste mod Aser og Asynier. Snart kunde man tro, at en Kristen her havde benyttet sin Kundskab i Mytologien til at gøre Guderne latterlige, men da dette Digt dog synes at staa i et Slags Sammenhæng med nogle andre Digte, kommer man maaske Sandheden nærmere ved 9at tro det digtet af en Kristen efter et ældre Kvad. Harbards Sang indeholder et saare upoetisk Skænderi mellem Thor og en Færgekarl, som maaske skal være Odin; men om end Grundideen kan tilhøre en ældre Digter, er dog det hele udført i en saa slet og lav Stil at det ingen Opmærksomhed fortiener.

Allerede tidlig vendte nogle Digtere sig til Naturen og stræbte at knytte den fastere i det Enkelte til Guderne. Saaledes opstod den egentlige Fabellære der har mere eller mindre Betydning, eftersom Digterens Blik var dybt eller spillede paa Overfladen; thi saaledes sluttede hans Digtning sig enten til Gudernes indvortes Liv, eller blot til deres Navne og udvortes Tilværelse. Af hvad Slags de faa Glimt Vøluspa har, ere, behøver ei at siges, men begge Slags finder man i Vafthrudnismal og Grimnismal. I det første forestilles Odin at prøve sin kløgt med den kyndige Jette Vafthrudner, og i det sidste fortæller Odin hos sin Fostersøn Geirrod (som ved Friggas List er lokket til at hænge ham mellem to Ilde) meget om Ygdrasill, Asernes Borge, Valhal og sine Tilnavne.

Alvismal fortæller om en Dværg, som vil giftes med Thors (mon Gudens) Datter. Thor er bange for ham, men faar ham til at spilde Natten med at udtømme sin Visdom (Navne paa samme Ting i mange 10ubekiendte Tungemaal) og den første Morgenluft driver ham atter ned i sit Bierg.

Fjølsvinsmal synes at høre halv til Gude og halv til Fabellæren; men da det er meget mørkt, maa vi for det første lade det hvile.*Den inderlige Følelse, der opgløder dette Kvæde, har jeg stræbt at lade udfolde sig i Bemærkningerne over Signe (Minerva Juni 1807.)

Havamal indeholder især Fædrenes Klogskabslære uvist fra hvilken Tidsalder, og har som saadant meget Værd, men her kunne vi blot tage Hensyn paa Myten om Poesiens Oprindelse der synes at have forvildet sig herind, men staar maaske dog paa sit rette Sted. Den sidste Deel af Havamal kaldes Runekapitlet, hvori Asemanden Odin fortæller hvorledes han lærte Runer og til hvad Nytte disse ere.

Et Sidestykke hertil er Gros Galder, hvor en død Vola lærer sin Søn de galdrende Runers Brug.

Allerede i Hyndlas Sang fremstilles Heltelivet som en Fortsættelse af Gudelivet, og de senere Skjalde kvad i samme Aand om de store Helteslægter; men paa Islandsk eie vi nu kun heraf Sørgedramet Volsunger og Niflunger *Stoffet er for en Del det samme som i Tydskernes Liet der Niebelungen og en Del af de handlende Personers Navne møde vi atter i 3die Part af Hel10denbuch vom Rosengarden zu Vormbs; men den himmelvide Forskiel ei blot i Farveblanding men selv i Grundideen skal jeg stræbe at gøre beskuelig i en egen Afhandling, hvis det undes mig at ende denne saare interessante Undersøgelse. De nordiske Digte som behandle denne Genstand ere af saare forskelligt Værd. De ere hidtil utrykte, og maaske prøver jeg paa at lade denne skønne Digtning genfødes som et Heelt.. Dog hører Grottesang som lærer Frode Fredegodes Skiebne nogenlunde hid.

11

👤Snorros Edda.

Under dette Navn have vi et Noget om hvis Omfang eller Sammenhæng man ei er enig. Paa nærværende Standpunkt kan denne Strid være os ligegyldig da det her er os nok at vide, at denne Samling (formodentlig fra det 12te eller 13de Aarhundrede) fremstiller en Mængde mytologiske Sagn dels blot som saadanne, og dels som de der indeholde Grunden til Tingenes poetiske Navne.

Der er ingen Tvivl om at jo Forfatteren eller Forfatterne have hel igennem brugt ældre hedenske Sange, men Kristne have de været, og derfor brugt Sangene i flæng, da alt Hedensk jo maatte være urimeligt, og kunde ei tabe ved at sammenmænges.

Imidlertid maa man gøre nøie Forskiel mellem den første Del: Gylfeginning og den anden Skalda eller den poetiske Ordbog.*Sagnet om Gylfe som kom til Aserne og lærte megen gammel Visdom, hvilket Forfatteren har brugt som Vehikel for sine Sagn, er vist meget gammelt.

12Forfatteren til den Første har saa nogenlunde fulgt Voluspaerne og af de andre eddiske Digte kendt Vaftrudnismal, Grimnismal, Skirners Reise og maaske Havamal. Skaldas Forfatter har derimod bygget bestandig paa senere Digte, hvoraf 3 især ere bekendte under Navnene Hakonarmal, Thorsdrape og Idunnas Rov.*Hakonarmal er 👤Hakon Adelstens Ligsang af 👤 Ewind Skjaldespiller, oversat af 👤Sandvig i hans Sange fra det ældste Tidsrum. Af Digtene om Thor og Idunna som skulle være af 👤Tjodolf hin Hvinverske og en 👤Eilif have vi kun Brudstykker.

Maatte jeg nu kun være heldig nok til med sikker Haand at lede mine Læsere gennem det halvoplyste Mørke op paa den høie Standpunkt, hvorfra der skues ud over 📌Norden i sin Herlighed, og hvor man med Lethed deler Digternes Syner!

Dette vilde glæde mig saa meget mere og renere, som det ikke er en Løn jeg søger for mit Arbeide, thi det er sin egen. Gennem kendte og kære Egne vandrer jeg saa gladelig hen. Hvert Skridt vækker dyrebare Minder i min Siel, og hver Skridt viser mig ny sødtduftende Blomster som Øiet ei kunde se saalænge det stadigt hængte paa Egenes Toppe.

Dem som med 👤Sindbad *Aladdin 389. erklære Fødderne for langt fornuftigere end Hovedet, fordi de holde sig saa kønt ved Jorden, raader jeg at glæde sig ved deres gamle Traad og ei begynde Vandringen til Hedenold; thi der, hvor Alt svæver i den høieste Flugt og kun stundom berører Jorden for at knuse den, staa de lettelig i Fare for at falde, og maa i al Fald kede og forarge sig saare, men det vorde deres egen Skyld! Dixi et liberavi animam.


13

Første Afdeling.

Om Guddommenes Mængde, Navne og Forholde.


– nec cohibere parietibus Deos, neqve in ullam humani oris speciem assimulare, ex magnitudine cælestium arbitrantur. Lucos ac nemora consecrant, Deorumqve nominibus appellant secretum illud, qvod sola reverentia vident.


Saa nøie har 👤Tacitus kendt 📌Nordens Ide om Guddommen, at Alt hvad der efter et nøie Studium af vore gamle Sange kan siges herom, maa som Kommentar slutte sig paa det allertætteste til hine indholdsrige Ord.

14At Odin, Thor og de Flere ere blevne dyrkede under det fælles Navn af Aser, er bekendt; men Ingen, som trængte noget ind i Mytologien, vil tro, at de, (uden maaske i den allersidste Tid) ere blevne ansete for de høieste Guddomme.*Hvad Ordet As betyder, er man ikke enig om, og man har søgt at udlede det af Græsk, Ebraisk, Arabisk &c. Det rimeligste er vel at erkende dets Slægtskab med ans som hos 👤Ulfilas skal betyde en Herre eller Halvgud. Islænderne antage Navnet indført af Mennesket Odin og udlede det fra Asien; men skønt det ei var saa urimeligt, findes dog adskilligt, som strider derimod. Gerne vil jeg tilstaa, at Læren om den Ældste og Høieste (Alfader) hørte paa en Maade til de Hemmeligheder, som efter Mennesket Odins Tid kun af Faa erkendtes tydelig og derfor i de gamle Sange behandles med en synderlig Varsomhed; men vi behøve ei smaalig at sanke Vidnesbyrd, da hele Asalæren vidner om det fulde Herredømme, som Nornerne (Urd, Verand og Skuld) Alfaders vise Døttre, udøvede over Aserne.

I den korte Voluspa siger Hyndla, at der skal komme En større end den Største, men Hun tør ikke nævne ham, fordi Han ei kommer førend Odin er slugt i Ulvemødet.

Grunden til Hyndlas Frygt og Grunden hvi et Slør næsten overalt halv bedækker Alfaders Tilvæ15relse, bør maaske allerede tildels søges hos Asalærens første Digter som frygtede for at nedsætte Tidens Guddomme alt for meget, hvis han ret tydelig fremstillede det Forhold hvori han saa dem til Alfader; men den nærmeste og mest virkende laa upaatvivlelig i Mennesket Odins Bestræbelser efter at sammenblande Asodin med Alfader.*I Voluspa betegnes Alfader ved Navnene Fjolner, (den Skiulte) og Fimbultyr, (den overmaade store Gud), hvilken sidste ogsaa i Runekapitlet udtrykkelig adskilles fra Odin. Odins Dyrkere troede da vel at fortørne ham, ved tydelig at udsige deres Tro paa en Høiere; men at de alligevel havde den, sees tydelig af hele Voluspa, og mest beskuelig i Baldurs Død, der jo dog aldrig kunde fundet Sted, dersom Aserne havde naaet den høieste Magt. At Ragnaroke ei heller kunde kommet, naar der ei var en Stærkere end de Stærke er ogsaa klart, og om man end (for at paastaae et Paradoks) vilde sætte den Urimelighed, at Nordboen, der i Valhal vilde se sin Kraft fordoblet, dog tilsidst fandt Glæde i at dræbe sig i sine Guder; saa kunde man det dog ikke, uden ganske at forkaste Volas Vidnesbyrd om det Modsatte.*Det berygtede Sted hos Vøla om Tilstanden efter Ragnaroke

Da kommer den Rige til Herredømmet
Den Stærke foroven
16Som alting styrer
Og Sager dømmer
Og hellig Lov giver
Som skal evig vare

vil jeg ganske se bort fra; thi om den historiske Kritik end ikke fordømte det, vilde jeg dog anse det for falskt, da Vola aldrig kunde sagt det saaledes, hvis hun vilde sagt det. Dog, det er ikke det eneste falske Vers Voluspa har. Turde man tro at Forfatterne af Rolf Krakes, Alfs og Hervarar Saga havde kunnet og villet gaa ud af den Tidsalder hvori de stode, og ind i den de skulde skildre, da havde vi Beviser paa, at Rolf, Bjarke, Heidrek og flere havde giennemskuet Odin, som Rolf kalder den utro Ødelæggelsens Søn.

16I det første Kapitel af den prosaiske Edda tales meget tydelig om Alfader, men man genkender straks den kristelig forklarede mosaiske Kosmogoni og kan da ikke tvivle om, hvorfra denne Alfader er hentet, skønt det naragtige Træk er tilsat, at han før Verdens Skabelse var hos Hrimtusserne.*Jeg troer at dette hele Kapitel, eller i det mindste hvad der angaaer Verdens og Menneskets Skabelse kommer fra en yngre Haand, da Forfatteren ellers maa have paa det bestemteste modsagt sig i et Aandedræt. Sagnet om Alfaders Ophold hos Hrimtusserne, skal maaske forstaaes om Freden mellem Aser og Jætter i Tids Fødsel.

17 De Guder som omtales i Vøluspa ere

Odin *Man har Forklaringer nok over alle disse Navne, kun Skade at de fleste ere lidet tilfredstillende! Ved given Leilighed skal jeg anmærke de rimeligste.
Thor
Frei,
Vidar
Hødur
Baldur
Heimdal
Vala
Loke
Hæner
Lødur

de to sidste nævnes ved Menneskets Skabelse, og Hæner endnu engang efter Ragnaroke, uden at man ved, hvad man skal gøre med dem, da de ellers ei sees at have nogen Betydning.

Njord

nævnes baade i Vaftrudnismal og Grimnismal,

Brage
Forsete

i Grimnismal og den Første i Lokasenna,

Tyr

i Lokasenna og maaske i Hymiskvide.

18End nævnes

Magne i Vaftruduismal og Harbards Sang
Mode – – – – – Hymiskvide
Uller i Grimnismal og Vegtamskvide
Ve og Vile i Lokesenna
Meile i Harbards Sang.

Naar man erindrer hvad før er sagt om Sangenes Forhold til hinanden, da indsees let at kun de som nævnes i Vøluspa ere i Asalærens ældste Periode agtede for Guder, og man burde vel endda undtage Loke, Hæner og Lødur; men længe har det vel ikke varet før Njord, Brage og Tyr ere optagne i Samfundet.

Forsete er kun Balders Skygge Mode og Magne (Kraft og Styrke) Thors Sønner, kun en Fremstilling af Thors Egenskaber Uller maaske kun et af Odins mange Navne, maaske ogsaa den samme som Vale, der og kaldes Ale.

Meile er ei Talen værd og om Ve og Vile skal handles paa sit Sted.

Af Asynierne omtaler Vøluspa kun Frigga som Odins Kone og Baldurs Moder, samt Sigyn som Lokes Kone, uden at tillægge dem mindste Indflydelse. I Grimnismal omtales Saga (Fortællingen) Skade Njords Kone, og Freia den eneste af Asynierne, der (som Njords Datter og Freis Søster) har nogen Betydning.

19Rinda nævnes som Vales Moder i Vegtamskvide. Lokasenna har foruden disse endnu

Sif Thors Kone
Idunna Brages
Gerda Freis
Gefion

Af disse har kun Gerda og (skal man tro den prosaiske Edda) Idunna en vis Betydning.

I Fortalen til Grimnismal omtales Fulla som Friggas Æskemø og Sendebud, Skirner i Skirners Reise som Freis Ven og Gesandt, Beigver og Beila i Lokasenna som Hans Tienestefolk, men det behøver vel neppe at anmærkes, at alle disse Personer skabtes af Digterne i det Øjeblik, de vilde bruge dem.

Den prosaiske Edda har alle de nævnte Guder, undtagen Hæner og Lødur; men nævner som de tolv paa hvilke man skal tro: Odin, Thor, Balder, Njord, Frei, Tyr, Brage, Heimdal, Hødur, Vidar, Vale, Uller og Førsete.*Da her ere Tretten, er det ei let at sige om En skal udskydes, og hvem, eller om Odin skal fraregnes. Allerede Hyndla siger at der foruden Baldur vare elleve Aser; men hvem de vare, vil jeg i det mindste ikke her undersøge.

20Foruden de nævnte Asynier har den prosaiske Edda

Eir
Fulla
Hnos og Gersemi Freias Døttre
Sjofn
Lofn
Var, Vør
Syn
Hlyn Friggas Sendemø
Gna ligeledes
Snotra
Sol Mundilfars Datter, som kører Solvognen
Bil en Pige, som Maanen tog til sig
Jorden Thors Moder.

Jeg tør ikke sige at det er umuligt, at en Del af disse Kvinder som nævnes her og i de nyere Sange af Edda kan være blevne dyrkede henimod Kristendommen da

den gamle
Halv misforstaade, halv forglemte Lære
Var sandt Afguderi;

og da man stræbte ligesom at erstatte i Vidden hvad der var tabt i Dybden; men rimeligt er det imidlertid, at den kristne Forfatter har givet mangen en Kammer21pige og Føitenymfe tilligemed personifiserte Figurer Plads blandt Asynier, uden anden Hjemmel end at deres Navne fandtes i en af de gamle Sange.

En saadan Embedsuddeling, som fandt Sted hos Romernes og i det mindste de senere Grækers Guddomme, opdages der ei mindste Spor af i de gamle Sange, og den kunde ei opkomme blandt 📌Nordens Guder, førend de (egenlig talt) vare forgaaede. Naar man imidlertid beskuer dem, opdager man snart en Forskel, der er saa stor, at Odin med al Føie fremsætter den som en Gaade for Vaftrudner, den kloge Jette. Nogle Guder ere blot Kraft og kaldes Aser, medens Andre, forudvidende, milde og elskværdige mangle Kraften ganske, eller dog for største Delen.

Dette kan, for den der ved hvad Ide han maa forbinde med 📌Nords Guddomme, ved første Øiekast synes underligt; men neppe feiler man ved saaledes at løse Gaaden: En stor Digter, enten opvokset paa 📌Norriges Fjeldtinde, eller maaske (men ogsaa kun maaske, fordi han har tabt sig i Tiderne og lever kun i sit Værk) kommet did fra fjerne Lande, skabte Asalæren med sin høie Betydning. Dog, snart fandt han, hvad han maatte finde, at de blot stærke Guder ei kunde elskes af Menneskene, at Aserne, stedse kæmpende mod Jetter, stedse sysselsatte med at for22svare deres egen Trone, ei kunde have Øie for Menneskenes Trang, om det end havde staaet til dem at afhjelpe den. Derfor skabte han en temporær Guddom, der skulde sammenknytte Himlen og Jorden, der havde Hjerte til at føle med de Dødelige, og Visdom til at skænke dem gode Gaver. Frei, (den Elskværdige) blev Udtrykket for denne Digtning.*👤Saxo fortæller at Frø var Gudernes Statholder og det er ikke urimeligt, at heri ligger Spor af hin gamle Myte; thi om man ogsaa vil ganske henføre det til Menneskeguderne, bliver Sporet der ligefuldt.

Faa, eller mange Aldere (thi hvem kan maale i Natten?) henrunde, og fra Østen kom en anden Digter, mer forstandig og mindre ren, med sin stolte Skare. Han og hans Følge tillagde sig Odins og de øvrige Guders Navne, eller gave maaske Guderne sine, og vilde holdes for deres Repræsentantere paa Jorden. I de følgende Tider sammenblandedes de af mange med Guderne enten fordi de selv havde stræbt til dette Maal, eller fordi Hoben troede i dem at se sine Guder nedstegne, hørte Gudernes Tungemaal i de melodiske Vers, og saa i Runerne Kraftens og Visdommens forunderlige Aftryk.

Odin fandt stærke og milde Guder sammenvoksede, men dog saaledes, at den eller de sidste kun vare 23til for Menneskenes Skyld. De Stærke havde eller finge af ham Navnet Aser, og de Milde kaldte han Vaner, fordi han fandt at de lignede Vanernes (Grækernes) Guddomme. Denne Adskillelse var da til før hans Tid, og han giorde den kun tydeligere; men det er ikke urimeligt at han gik videre, og tillagde Guderne en langt strængere Personlighed end de fordum havde; thi det var nødvendigt, naar han og hans Følge vilde ansees for dem, eller endog kun for deres Billeder*Udentvivl hører det hid hvad 👤Saxo fortæller om Mitothin, at han ligesom adskilte Guderne ved at bestemme at hver skulde dyrkes for sig: eis vota communiter nuncupari prohibebat, discreta superum cuique libamenta constituens. .

De egenlig stærke Aser vare Thor, Vidar, Hødur, Vale og senere Tyr. Odin har for sin Kløgt næsten bortgivet hele sin Kraft*Dersom der var nogen tilstrækkelig Grund til at antage Thor for 📌Nordens ældste Guddom, vilde man allerede deraf kunne slutte at de gamle Guder vare Udtrykket for den blotte Kraft, som er det eneste der udmærker Thor, og man begreb da, ogsaa paa den Maade, hvi Thor er den eneste der før Ragnaroke strider mod Jetterne; men der er neppe nogen Grund, og det anførte Faktum forklares paa det bestemteste af Asalæren..

24Vanerne ere Njord, Frei og Freia.

Njord styrer Templer og Ofringer, og bringer Menneskenes Bønner til sine Børn, af hvilke Frei sørger for de Dødeliges udvortes Velfærd, imedens hans Søster den hulde Freia lader en Draabe af Kærlighedens uudtømmelige Væld nedrinde i deres Bryst, for at Ahnelsen om Gudernes salige Liv, og Længselen efter det, kan der undfanges. Hende er det da ogsaa som i sin Herlighed aabenbarer sig for Skjalden, og skænker ham den rene Beskuelse af Kærlighedens forborgne Væsen, der paa den vidunderligste Maade udtaler sig gennem hans Toner.

At Frei ene var i Begyndelsen Udtrykket for denne hele Digtning, paa det sidste Træk nær, synes vist, men uvist er det om Njord og Freia vare til før Mennesket Odin kom*At Frei var til før Njord, sees ei allene deraf at hin og ikke denne nævnes i Vøluspa; men ogsaa deraf at de Gamle kaldte Frei baade Odins og Njords Søn, hvorved de dog tillige vilde betegne hans dobbelte Natur, som en i Kraften meddelagtig Van. 👤Snorro siger at Odin satte Njord, Frei og Freia blandt Guderne.. Rimeligt er det imidlertid at Menneskene snart følte en uimodstaaelig Trang til at have i Himlen et ømt kvindeligt Hierte der var 25mere aabent for deres Udtømmelser, og mere villigt til at skænke dem Trøst og kærlig Husvalelse.*Man tro ikke heri at finde Fædrenes Kraft nægtet eller nedsat! Just det var 📌Nordens høieste Triumf at dets Sønner, midt i deres høie Trods knælede for Kærligheds Alter, ret som de haarde Klipper der vel spotte al Styrke; men lade sig dog saa villig gennemgløde af Solens hede Straaler.

End ere Baldur, Heimdal, Loke og Brage tilbage, og da de tre første ei blot nævnes, men omtales med Vægt i Vøluspa, uden dog at kunne henføres enten til Aser eller Vaner, synes de ved første løselige Øiekast at ville nedrive den hele Bygning. Dog er det ingenlunde saa. Kun beder jeg foreløbig erindret at Navnene As og Van (som mindst det sidste) ei udstamme fra den gamle Digter, men rimelig fra Odin, og brugtes siden næsten i Flæng. Først nu, da Vi stræbe at se bort fra al senere Sammenblanding er det, at de Nævnte af Nødvendighed ei passe for Navne der aldrig tilhørte dem.

Med dyb Anskuelse skildrede Digteren Baldur, da han lod Frigga sige:

Du est det Baand, der sammenholder Valhals Krands
Et farveløst, beskedent Baand, som holder sig
Forborgent under Løvets friske Blomsterpryd,
Ja som vil overtale Øiet til at tro,
At det er Krandsens Urter selv som holde sig.

26Thi naar man beskuer Aserne i deres fulde, herlige Kraft, da fristes man virkelig til at tro, (hvad de ville Vi skulle troe) at de staa ved sig selv, og først, naar Vi efter Baldurs Død se dem vakle og endelig segne, udmattede, mordtrætte, paa Vigrids Mark, lære Vi hvad han var for dem. Da først forstaa Vi, hvorfor Vola kalder ham Valhals Vogter, fordi han nemlig var det Værn, der maatte fjernes førend Valhal, (Asers Helligdom) kunde angribes og svækkes. Ei var det Styrke der giorde ham saa vigtig, men den høie Godhed og Renhed, for hvilken han var Udtrykket, slyngede sin Straalekæde trindt om Guderne, saa ingen Jettestyrke kunde trænge igennem, og Aser aldrig trættes*Det kunde maaske efter dette synes dobbelt underligt hvi Baldur kaldes Odins Søn; men jeg skal siden udvikle den dybe Grund hvi Thor, Baldur, Hødur og Vidar af Vola kaldes, og i Sandhed ere Odins Sønner..

Heimdal kaldes i de nyere Digte snart en Van og snart en As, netop fordi han var ingen af Delene. Vøluspa lærer os at han er af en forborgen Natur, kvæder en betydningsfuld Sang under Ygdrasil, der hvor Aaen nedstyrter paa Odins Øie og at han skal i Ragnaroke vække Hærfaders Helte til Strid ved Gjallarhorns Lyd. Hyndla lærer os 27at han fødtes af ni (sammentrillende, solbeskinnede) Jomfrubølger, at han vokste ved Urdas Kraft og Soneblodet. I Grimnismal siges han at sidde rolig paa sin Borg og drikke glad den klare Mjød, uden altsaa at tage Del i Asers Kamp mod Jetter. Det Mørke heri skal paa sit Sted forklares, og naar vi samle alt, hvad der i de gamle Sange siges os om Heimdal, da vorder Slutningen at han vogter saavel Urdas Brønd og Norner selv for Aser, som Bifrost Bro for Jetter, og holder saaledes uvillig Vægtskaalen mellem de stridende Kræfter.

Loke er aldrig dyrket som en Gud, og selv den prosaiske Edda nævner ham først efter at have opregnet de Guder der skulde troes paa, som En der taltes med Aserne. Nøie maa vi i Øvrigt skelne mellem denne Figur som den findes i Vøluspa, og som den fremtræder i de nyere Sange. Hist er Loke blot Jetternes ondskabsfulde List, brugt som Redskab af Norner; men hvad han siden blev for Digterne skal vorde udviklet i det følgende.

Brage nævnes i Grimnismal som den ypperste Skiald, og jeg kan ikke tvivle om at han skylder Mennesket Odin sin Tilværelse, da denne vel maatte forgude Poesien, som den der fra enhver Synspunkt skænkede ham sin Guddom.

28I den prosaiske Edda er det først at bestemte Forretninger tillægges Guder og Gudinder, hvad enten det nu bør ansees som Produktet af Asalærens Fordærvelse og Glemsel hos sine egne Dyrkere, eller for det blotte Aftryk af den kristne Forfatters Kundskab til Romernes Mytologi.

Odin er Valgud og Gudefader, Thor er Styrkens Gud, Baldur Godhedens, Njord Vindens og Havets, Frei Frugtbarhedens, Brage Poesiens og Maalsnildes. Heimdal er Asers Vægter.*Hvad jeg i Grimnismal oversætter Guders Vogter, fordi Betydningen af Heimdals Tilværelse endnu kan forudsættes kendt, bør her hede Vægter, thi saa dybt er han sjunken. Han siges ellers her at kunne se paa 500 Graders Afstand og at være saa lydhør og klog at han kan høre Græs gro. Deraf den gyldne Sentents, der endnu er i Folkemunde. Vale Gud for Krigen, Tyr for Krig og Visdom, Uller for Jagt og Holmgang, Førsete for Retfærdighed.

Brages Kone Idunna, der gemmer nogle Æbler hvoraf Guder udbide en evig ungdom, burde vel egenlig hede Lægekonstens Gudinde; men imidlertid tillægges dette Embede dog Eir.*Maaske befatter Idunna sig kun med Guder, lig de fornemme Doktere fordum, og lader Eir have Menneskene, som Barbersvende havde Prakkerne fordum. Gefion er Møers 29Gudinde, Freia Kærlighedens, Sjofn ligeledes, Lofn Brudenattens, Var Edens (især mellem Elskende). Vør Visdommens og Nysgerrighedens.*Nogle ville at Var og Vør ere een. Da de Begge ere Intet, fortjener det ingen Omtale. At her tales om en Gudinde for Nysgerrigheden, kunde ellers snart lede til den Tanke at Fædrene ginge saavidt i Galanteriet, at de end ei turde andet end anse Kvinders Arvesynd for guddommelig. For at bevise, at jeg ingenlunde er saa ugalant, som jeg, til min ubodelige Skade, ansees for, vil jeg tilføie, at den Kærlighed til Nyt der er parret med Visdom, paa ingen Maade udholder Sammenligning med den ædle Videlyst, hvis Genstand er skandaløs Kronik, eller andre reelle Ting i den virkelige Verden. Men vi leve da ogsaa i en oplyst Tidsalder. Syn Dørvogterske og Stokkekvinde,*ad modum, Stokkemand. Hlyn Friggas Vennevogterske, Snottra Vids og Blufærdigheds Gudinde, Skade Jagtens.

Min Mening herom har jeg oftere sagt, men vil her tilføie, at den prosaiske Edda har mindre Uret i sit Hvad end i sit Hvorledes. Det Meste af hvad den siger om Guderne (Tyrs Visdom paa det bestemteste undtagen) kan gerne tillægges dem, kun ei som Udelukkende. Saaledes kan f. E. Njord gerne raade for 30Vind og Bølger, da Han hører til Vanerne, som styre Menneskene i alle fredelige Forholde; men han er derfor ligesaalidet Æolus eller Neptun, som Thor er Jupiter, fordi Torden er hans Døn naar han ager hen over Skyerne i gnistrende Færd.*Allerede gamle 👤Saxo ivrer strængelig mod dem, der indbildte sig at genfinde Romernes Guder i 📌Norden. Hvem som ei vil tro han giorde det med Føie, efterse selv de Sammenligninger der ere prøvede mellem Nords og Syds Guddomme og dersom han da, efter at have set, at En af vore ligner Alle og Ingen, endda kan tro paa Asers og Vaners strænge Individualitet, som Personer og Embedsmænd, saa – gerne for mig!

Det Meste af hvad der tillægges Gudinderne, forsaavidt de ei ere blotte Terner, kan tillægges Freia, og mange af dem ere kun poetiske Udtryk. Saaledes kaldte f. E. sikkert en Digter den første ulmende Kærlighed Sjofn, den første Nydelse Lofn og straks bleve to ny Gudinder.*Ligesom Fulla vist skylder Fortalen til Grimnismal sin Tilværelse og Guddom, saaledes blev maaske Eir Lægekonstens Gudinde, fordi hun i Fjølsvinsmal nævnes blandt Menglads (maaske Frejas) Møer som det i Nøden er godt at paakalde.


31

Anden Afdeling.


Asalæren.


Efterat Vola i sin høitidelige Indgang har budet Taushed omsvæve den hellige Slægt i Valguders Sal, medens hun for den lyttende Valfader selv udfolder de gamle Sagn om Livets tvende Morgenrøder; begynder hun saaledes:

Jetter jeg mindes
Tidlig fødte,
Mindes jeg Verdner
Ni, og det rene
Navnstore Træ (Ygdrasil.)

Da fødtes Tiden,
Da Ymer leved,
32Ei Sand var, ei Sø,
Ei kølige Lunde.
Ei fandtes da Jord,
Foroven ei Himmel
I Afgrund var Gab,
Men Græs var der ei.

Ymer sættes da som det første Levende, og hvorledes han blev til, i det Materien udviklede sig selv til Liv, lære vi i Vaftrudnismal, hvor han kaldes Aurgelmr (den Urgamle.)

Edderdraaber
Fra Elivaga
Udsprang, da vokste
Og blev en Jette.
Ved Gnistens Varme
Fra sydlig Verden
Fik Rimfrost Liv.

Ikke var Ymer Gud (siger den prosaiske Edda) skønt han nemlig fremtræder som det første Levende, thi han var ond som al hans Æt, der kaldes Hrimthurser, og det maatte vi allerede vide, naar vi se at han var den levende Edder. Straks blive Børs Sønner, (Aserne) til uden at Vola siger os hvorledes, og kunde hun vel sagt det? men vi kunne dog vel ikke tvivle om, at Fjolners (Alfaders) Børn 33have et Udspring, væsenlig forskelligt fra de onde Jetters.*Fjolner (den Skjulte Tilhyllede) er et af Alfaders Tilnavne i den prosaiske Edda, og kun han kan menes dermed i Vøluspa. At Odin i Grimnismal tillægger sig dette Navn, er en Følge af den alt omtalte Sammenblanding.

Det anførte Vers lærer os, at Fædrene ansaa Livet for et Produkt af Kontraksionens og Expansionens Vekselvirkning, saaledes, at hin (Kulden) indeholdt det egenlige Stof, og denne (Varmen) det egenlige Livsprinsip. Selv Guderne fremkomme (efter den prosaiske Edda) paa samme Maade, thi af den optøede Is blev Koen Ødumla, fra hvem de stammede. Hvad det var som tøede Isen, siges ei, men at det var Solens Straaler og ei Muspels Gnister, indsees let.

Kunde vi endnu tvivle om Asers og Jetters modsatte Oprindelse, da maatte vi dog holde op, naar vi se hvoraf Hine skabte Verden; men her vil jeg lade en nyere Digter træde op som troligen fulgte de gamle i Fremstillingen af Alts Ophav.

Utgardeloke træder saaledes pralende frem for Asathor.*Thors Reise til Jotunheim 63-66.

34Husk! Jetterne er Jetter
Og det fra Arilds Tid.
Før Aserne de leved
Med megen Vælde stor
Da ikke tænkt var blevet
Paa Mjølner og paa Thor.

I Verdens første Tide
Før Nogen Lyset saa,
Var Gab i Afgrund vide,
Men endnu intet Straa,
Mod 📌Norden Is og Taage
Da laa i Niffelhjem
Fra Muspels sydre Laage
Foer Ild og Gnister frem.

Da mødtes Hedens Vinde
Med Rimfrost i den Grav,
De blanded sig derinde
Og der blev Draaber af,
Ild monne Kulden dæmpe,
Og Kulden atter Ild,
Deraf fremstod en Kæmpe,
Den stærke Ymer vild.
Da svarte Tjalfes Herre:
Lad mig kundgøre mer!

Jeg skal dig vist gengælde,
Fortælle Sagnet tro.
35Da ved Alfaudurs Vælde
Blev til Audumbla Ko.
Hun slikked Rim af Stene,
Da sprang vor Stamme god
Af kolden Kraft ei ene,
Men og af Kød og Blod.

I kolde, stille Kræfter
Sig blanded rørigt Liv
Da Bure blev, derefter
Blev Bør, som tog en Viv*Efter den prosaiske Edda hvoraf dette er laant, kaldes hun Bestla Jetten Bolthorns Datter..
Af Eders Kæmpestamme
Hel skøn og mild at se,
Deraf sprang frem i Flamme
Gud Odin, Vil, og Ve.

— — — — —
— — — — —
De første Asidrætter
Var dem at knuse Jer
Vi Ymer snart mon dæmpe,
han ei vor Kraft modstod.
— — — — — —
— — — — — —

Vi kasted ned med Torden,
hans Krop i Svælgets Grav
36Deraf Vi skabte Jorden,
Af Blodet Jordens Hav,
Da blev til Bjerge fjerne
Hans Ben med megen Gru,
Og Skyer blev hans Hjerne
Der drømmer den endnu.

Hans tykke Øienbryne
Blev sat i mangen Rad
Deraf blev snart tilsyne
Den store Midgards Stad.
Hans hvælvet høie Pande
Vi spændte ud derpaa.
Da Himlen mon opstande
Den farved Freia blaa.*Grimnismal hvoraf dette om Verdens Skabelse er taget, har ei dette sidste Træk, saalidet som det der slutter forrige Vers.

Den prosaiske Edda fortæller, at alle Jetter, undtagen Bergelmer som reddedes paa en Baad, druknede i Ymers Blod, og selv i Vaftrudnismal findes dunkelt Spor af dette Sagn; men det Hele synes at være en Kopi af den mosaiske Syndflod, saameget mere som Bergelmer (der endog skal betyde Bjergoldingen) synes at være 👤Noahs Frænde.

37Udspændt var Himlen og bygget var Jorden, men kold og kraftløs laa den der, indtil

Sol fra Sønden
Straaled ned paa
Kolde Stene.
Da blev Jorden
Trindt bevokset,
Grøn af Urter.

Sol, Maane, og Stjerner fore vildt omkring i den høie Æter uden at kende deres Plads eller Kraft, men Guderne gave dem Plads paa den nybygte Himmel, ordnede deres Gang, og frembragte derved Morgen og Middag, Tusmørke og Aften, Ny og Næde til Aarets Regning. Derpaa samledes Aser paa Idas Slette, byggede Huse og Støtter høit i Sky, smeddede Guldet, spillede i Vangen og vare glade. De gyldne Tavler, som Gudernes Forstander havde eiet, som vare beskrevne med Fimbultyrs Runer (Alfaders Villie) kastede de fra sig, og savnede dem ikke (eller angrede ei deres Tab) førend der komme trende Møer meget mægtige, de vise Norner som udginge af Søen under Ygdrasil, skare paa Skjolde og bestemte Alles Skebne.*Alt dette er bogstavelig efter Voluspa.

38

Nornernes Fødsel.

1

Fra høibygte Himle,
Fra guldtakte Gimle
Saa Alfader ned.
Paa yndige Sletter
Gik Aser med Jetter
I syndige Fred.

2

Nedstyrter, udsletter
De syndfulde Jetter!
Saa Alfader bød.
Men troløse glemme
De Alfaders Stemme,
Og Jetternes Død.

3

De hamre nedfalde,
Og Slagene gjalde
I gnistefuld Damp;
Men Aser ei hvæsse
I rygende Esse
De Sværde til Kamp.

4

Af Guldet de smede
De Ringe saa brede
Til Jettemørs Arm.
I blomstrende Enge
De rede sig Senge
Ved Jettemørs Barm.

5

39Af Fjeldet udslide
De Marmoret hvide
Sig hæver en Borg
Paa Hynderne bløde,
De glemme al Brøde
De kende ei Sorg.

6

Af Vrede da brændte
Alfader, og vendte
Sit Øie fra Jord.
Det sortner, det gjalder,
Og Hornet omfalder
Paa Asernes Bord.

7

De blegne, de skue
Mod Himmelens Bue
Den rødmer som Blod,
Det syder, det kvælder
En Kilde udvælder
Af Ygdrasils Rod.

8

Nu Solen fremluer,
Og glad sig beskuer
I speilklare Sø.
Af Evigheds Svøbet
Udstiger trekløvet,
Treenige Mø.

9

40Urd, Verand, og Skulde
De Strænge, de Hulde,
Som styre hver Old,
Let dandse henover
De trillende Vover
Med Griffel og Skjold.

10

Da riste, da synge
De Søstre i Klynge
Et underligt Kvad:
(Til Nornernes Sange
Da lytte saa bange
De Aser i Rad.)

11

“Vi vare, da Livet
Blev taget, blev givet,
Udvælded af Død.
Det Tagne skal stivne
Det misbrugte Givne
Skal renses i Død.”*Disse Linier stande som Prøve paa den Stil hvori jeg agter at genreise Volas Tempel!

Vel maatte Asers Glæde spildes ved Norners Fødsel; thi som halvvækkede af en dyb Slummer skuede de forvirrede trindt sig i ængstelig Forventning om de Ting som skulde ske.

De raadsloge (siger Vola) om nogen Straf ventede dem for onde Raad eller om Glæden atter vilde 41favne dem. Selv kunde de ei løse Gaaden; men den løstes frygtelig for deres Øie, da Gulveig (sendt af Norner) kom til Hars Sale, og veiede de gyldne bortkastede Tavler. Hun viste dem, hvi de bleve, og hvad de gjorde, da de byggede en Verden og giorde sig selv til Guder.

Rasende løfte de Hende paa de skarpe Spyde og kaste Hende i brændende Ild; men forgæves – Tre Gange brændt, tre Gange genfødt, lever Hun end, bruger Galder og Seid, og vækker stedse bangere Ahnelser hos de rige Guder. Det er den onde Kvindes Glæde. Aser følte at de nu havde brudt Freden med Jetter, og de ginge til Raadstol for at høre, hvem der havde smittet Luften med Blod, og farvet Spydsodden, der end var Mø, i Jetters Afkom (Gulveig). Thor var ilsindet, taalte ei at høre Sligt (at kræves til Regnskab for sin Id) og da brødes Eder og al den Forening; som var giort mellem Aser og Jetter. Frem sprang Odin, og skød i den fremvældende Jetteskare; (der kom at hævne Gulveig) men haard blev Striden, brudne bleve Asers Borgemure, og mordspaaende Vaner nedtraadte Idaslettens Herlighed.*For den som delte min Beskuelse af Baldur, vil maaske her et Spørgsmaal opløfte sig; men Han 42vil udentvivl finde det besvaret, ved at erindre at de Borge der stode paa Ymers Krop vel kunde styrtes af Jetter, skønt Baldur var hos dem. Om de her nævnte Vaner skal jeg andensteds tale –

42Trængt og raadvild vover Odin sig til Urdas Brønd, at søge Kløgt hos Heimdal, dens Vogter. Han faar den; men dyrt maa den betales. Sit ene Øie maa Han pandsætte, paa det Han ei skal se formeget, og med Blodet udrinder Hans Kraft*Nornerne kunde ikke ville at Jetter skulde seire, og det vilde de, hvis Odin ei havde faaet kløgt. Derfor fik Han den; men tabte, i det Han troede at vinde mest..

Klog skaber Odin Dverge, og lader dem flytte Gudeborgen fra Jorden til Himmelen* Vola siger at Dværgene flyttede Borgen fra Uroligheds Høi til Sværddalen (Valhal). Bifrosts luende Bro befæster sig mellem Ham og Jetter, og Han drømmer sig tryg.

Nu stod Jorden aaben for Jetter, og Dværgene trængtes ind i de haarde Fjelde, ja Hine synes endog at have villet give Jorden en egen Slægt. De forsøgte om de havde Skabekraft paa Punkter hvor Plantelivet alt var tilstæde, men Magten til at løsrive dette fra Jorden og meddele det et bevægende 43Prinsip manglede dem, og Guderne Aflgir og Astgir (den Mægtige og den Elskelige) funde Ask og Embla end fængslede til Jorden

Lidet mægtende
Skebneløse,
Aand de ei havde,
Forstand ei heller
Skønhed, Tale,
Farve de mangled.

Alt gav Guderne dem saa de kunde stande som Skabningens Pryd; men ei var det uden Egennytte, thi de vilde skaffe sig Stridere i Ragnaroke.*At der ved Aflgir og Astgir forstaaes hvad Vi have kaldt Aser og Vaner, er tydeligt, og Vi kunne af Skaberne forklare, hvi Mennesket er en saadan Blanding af Kraft og Svaghed, ligesom den onde Villie er en Følge af Jetters Virken. Det følgende Vers i Vøluspa, hvor der siges at det var Odin, Hæner, og Lødur som skabte Mennesket er enten ganske uægte eller forhutlet da det foregaaende kun nævner Tvende. Den prosaiske Edda siger det var Odin, Vile og Ve, men nævner aldrig siden de to sidste. At det var Odin og Frei synes mig klart, men det vilde blive for vidtløftigt her at opspore Oprindelsen til Ve og Vile, Hæner og Lædur.

Nu er Menneskelivet begyndt, og naar Vi ene vilde følge Vøluspa, behøvede Vi blot at se Bal44durs Død og Lokes Fængsling, for at kunne vende tilbage til Menneskene, og med Øiet vendt mod Nastronds Kant se Ragnaroke forberedes; men da senere Digtere (der stræbte dels at udfylde og forklare Vøluspa, dels at gøre Kampen mellem Guder og Jetter mere beskuelig) have baade sat flere Kampoptrin før og efter Baldurs Død, og selv giort denne Punkt med sine umiddelbare Aarsager og Virkninger til Genstand for deres Anskuelse, saa nødes Vi til at glemme Jorden en Tidlang og beskue de enkelte Digtninger paa den Plads de have givet sig selv.

Foreløbig maa jeg bemærke at jo nyere Digtningerne ere, desto mindre er deres Betydning, der svækkes og tabes tilligemed Sandsen for Volas Kvad, og derfor møde Vi i den prosaiske Edda saa meget der strider mod dets Aand, skønt Forfatteren har erkendt det som Grundvold og udvortes bevæget sig i det.

Da Loke spiller en saa vigtig Rolle i de senere Digtninger, saa er her Stedet hvor denne Figur bør træde nærmere hen for vore Øine. Digterne fandt ham i Vøluspa som Asers værste Fiende, angivet som Jetters Veiviser i Ragnaroke, halv sigtet som skyldig i Baldurs Død, og derfor bundet.

45 Alt dette syntes dem at pege hen baade paa en listig Natur og et nøiere Forhold til Aserne. De fandt Udyrene Midgarsorm og Fenris og vidste ei at give dem nogen mere passende Fader end Loke. En Følge af klar eller dunkel Forestilling herom, var det som bragte dem til at skelne mellem to Epoker i Lokes Liv: da han var Asers Ven, og da han blev deres Fjende*I Hyndlas Sang er det egenlig Vi lære at kende Loke saaledes. Rimeligt er det ellers at Grunden, hvi man tænkte sig Loke, som den der engang var Asers Ven, laa temmelig dybt. Man stræbte nemlig saaledes at forklare sig Asernes Syndefald. Da Ymer var dræbt, tabte Jetterne Tilliden til deres Styrke, sendte Loke som Udtrykket for deres List, for at slutte Fred. Freden tilveiebragtes og Aserne forledtes til at skabe Verden. Loke delte deres Herredømme, og hjalp Aserne da Jettefreden brødes, 46indtil Nornerne skilte ham fra dem. Dette udtrykte de ved at sige at Loke blev Odins Fostbroder i Tids Fødsel..

Overgangspunkten var, da han avlede hine Udyr, og han kundgiorde sit Fiendskab ved at medvirke til Baldurs Død.

Den rytmiske Edda har kun et Kampoptrin før Baldurs Død, nemlig

Mjølners Tab og Generobring.

Da en Hammer først var blevet tillagt Thor som 46Kraftens Symbol*Vola kender naturligvis intet til denne Hammer. maatte Jetterne nødvendig stræbe at faa den i deres Vold, og derved ligesom lamme Gudens Arm, i det Øieblik Han udstrakte den for at knuse dem, og herom fortælles i Digtet: Tryms Kvæde saaledes:

Thor vaagner, og savner forfærdet sin Hammer. Af Vrede rystede det lange Skæg og Jorden dundrede under Haandens Slag, thi

As var Hammeren stjaalet.

Men Loke stander snild og hjelpsom ved hans Side, Begge gange de til Freias Sal, for at laane hendes Fjederham og oplede Mjølner. Vel vidste hun hvorom det gjaldt og sagde:

Laane den vilde jeg,
Var den end Sølv.
Give den vilde jeg,
Var den og Guld.

Fjederhammen susede. Da fløi Loke, til Han kom udenfor Asers Gaarde og indenfor Jetteverden. Drotten Trymer sad paa Høi, snoede Guldbaand til sine Hunde og jævnede Hestenes Manker: I forstilt Uvidenhed spørger Han:

Hvor staar med Aser?
Hvor staar med Alfer

47Siden Du Ene
Kom mellem Jetter?

Og Loke maa bekende:

Ilde med Aser,
Ilde med Alfer.
Du har Hlorridas
Hammer forborget.

Ei nægter Jetten det; men forkynder at den er fjælet otte Mile i Jord og gives aldrig tilbage, uden Freia føres ham til Brud. Ei kan det være underligt, at Han vil sælge Hammeren for Freia; thi glemte Vi ogsaa hans Brønde, da vide Vi at Freia

Keiser hver en Dag
Den halve Val,

og hvilken Helteskare var da ikke tabt for Odin, naar hun kom til Jotunheim!

Atter susede Fjederhammen, og Thor raabte mod den Kommende:

Er dit Ærende
Stort som Møien?
Lad fra Luften
Budskab lyde!
Sagnet glemmes
Let paa Bænken.
Løgnen vokser
Op fra Leiet.

48Høit fra Luft lød den sørgelige Tidende, og Begge ginge atter at finde den fagre Freia. Thor talte:

Ifør dig Freia!
Din Brudeklædning,
Og far omgiordet
Med gyldne Belte,
Til Jetteverden
Som Trymers Viv!

Freia fnøs af Harme, saa Gudesalen rystede, og Brysings Halsbaand søndersprang paa den svulmende Barm.

Aser sankedes til Stevne og ledte om Raad i den store Vaande. Intet vidste de før Heimdal fremtraadte og raadede at ombinde Thor med Brudelin; lade Nøgler klinge ved Hans Side, Kvindeklæder flagre om Knæ, Brysing smykke Halsen, og dyre Stene glimre paa Brystet. Thor vrededes og vilde ei fare Kærlingefærd; men da Loke mindede ham om, hvad der stod paa Spil saaledes:

Snart skulle Jetter
Bo udi Asgard,
hvis Du din Hammer
Ikke vil hente;

og tilbød sig at være Brudeterne; da lod Thor sig klæde, og agede med Loke ad Bifrost Bro, saa 49Klipper revnede og Ildstraaler susede hen over Jorden

Kvad da Trymer,
(Thursedrotten)
Stander Jetter!
Op fra Bænke!
Breder Hyndet!
Thi nu føres
Njardurs Datter
Mig til Viv.

Guld nok Han eiede; men da først havde det Glands for ham, naar det belyste den deiligste Kvinde. Ringene hang saa skinnende under Loft i hans Sal; men forlystede ei hans Øie før de glimrede paa Freias hvide Arm.

Det led ad Aften, og Duge bredtes for de samlede Gæster. Blind var Trymer; thi Brønde gjorde ham blind, og den

Vittige Terne
Sad der, og paafandt
Snedige Tale.

Han troede at Freia nu fortærede al Kvindebordets Mad med Tønder af den brune Mjød, fordi Hun fastede i otte Dage af Længsel efter Jetteverden. Han troede, at derfor brændte Ild i Brudens hvasse 50Øine, da Hun rev sig bort af hans Favn, fordi Hun ei sov i otte Nætter, af Længsel efter Jetteverden.

Søsteren, den grimme Jettekvinde, kom nu at sælge Bruden sin Yndest for røde Ringe, medens Kongen bød at lægge Mjølner paa Brudens Knæ, og vie hende til Jettedronning.

Lo hos Hlorrida
Hjertet i Bryst,
Da han sin Hammer
Haardsindet kendte.

Thursedrotten med al sin Æt, viedes til Hel, og Jettekvinden, som turde kræve Brudestadsen, fik Hammerslag for røde Ringe

Saa fik Odins Søn
Atter sin Hammer.*Udentvivl vil det være Flere ligesaa ubehageligt som mig at overflyttes fra den betydningsfulde Kamp, de gamle Skjalde skildrede, til den næsten ganske betydningsløse Strid der fremtræder i de nyere Sange og den prosaiske Edda især dens anden Del; men da adskillige Træk ere og kunne blive laante af ny Digtere; maa jeg kortelig berøre, hvad jeg saa gerne vendte mig aldeles fra. Maatte det have til Følge at Usselheden ved Modsætningen bedre skønnedes, og at især Digterne engang for alle vilde se bort fra de elendige Eventyr, Blindhed og 51Sløvhed avlede; da vilde det trøste mig over den Væmmelse der trænger mig under en saa forhadt Syssel.

51Mellem de Fortællinger, den prosaiske Edda har i denne Epoke, udmærker sig Sagnet om Idunna og Hendes Æbler, der er grundet paa et Digt af 👤Thjodolf hin Hvinverske, da det ei ganske mangler Betydning.

Idunna, som med sin hele Familie er ganske ukendt for de ældre Digtere, træder i Lokasenna frem som Brages Kone; men er her af langt mere Vigtighed, da Hun gemmer Æblerne, hvori Guder bide, for ei at blive gamle. Man ser lettelig at Digteren herved har villet motivere Gudernes evige Ungdom, og maaske, ved at gøre Idun til Brages Kone, fremstille Poesien som den stedse genfødende Moder, der forynger Guderne.

Var Myten om Idunnas Æbler først blevet til, da maatte Jetterne nødvendig stunde efter at eie dem. Der fortælles hel eventyrlig, hvorledes Jetten Thjasse fangede Loke, og pinte ham saalænge, til Han maatte love at skaffe Idunna. Han lokkede Hende ud fra Asgard med Æblerne, som for at sammenligne disse med nogle, Han havde fundet. 52Thjasse tog Hende i Ørneham, men for at bebolde Livet, maatte Loke igen stjæle hende bort, da Thjasse engang var borte.

Jetten forfulgte Tyven; men Guderne svede hans Vinger, og dræbte ham i Lunden.*Professor 👤Nyrups Oversættelse af Edda 102-105. Digtet hvarf idunnar i 👤Thorlacii fragmenta Höstlangæ & Torsdrapæ 32-45. 👤Sandvigs Edda 174.

En anden Fortælling bliver paa en Maade vigtig fordi den, skønt aldeles uden Føie, støtter sig paa Vøluspa. En Bygmester kom til Aserne og lovede paa en Vinter at bygge dem en uindtagelig Borg, naar de vilde give ham Freia, Solen og Maanen. De indginge det, stolende paa at det var umuligt og følgende Lokes Raad. Bygmesteren, og hans Hest Svadilfar arbeidede saaledes at der tre Dage før Vinters Ende kun fattedes Borgeledet. Bange raadsloge Guderne og truede at dræbe Loke, hvis Han ei skaffede Raad. Han forvandlede sig til en Hoppe, bortlok kede Svadilfar, og forsinkede saaledes Bygningen. Vred iførte Mesteren sig sin Jetteskikkelse, men dræbtes da af Thor.*Stedet i Vøluspa som (udentvivl af en senere Haand) henvises til, er det som indeholder Asers Raad ef53ter Optrinet med Gulveig i Hars Sale. Da Vola hverken kender Freia eller Othar, eller Loke i Asers Samfund, var det allerede deraf vist at denne Fabel ei kunde der omtales; men det bliver aldeles klart ved at agte paa Sammenhængen at der tales om noget ganske Andet. Sagnet staaer udførligt i 👤Nyrups Edda 55-58. At Lævi der er oversat ved Mørke, ser jeg vel Grunden men ei Retten til. Hoppen fødte den ottefodede Sleipner.

53Skulde man anvise denne Digtning, der ikke hører til de yngste, en Plads i Asadramet, da blev det der, hvor Asers Borgemure vare nedbrudte, og kunde ansees som det sidste fortvivlede Forsøg af Aserne at holde sig paa Jorden, da de frygtede for at komme Nornerne nær.*Da Hyndla siger at Loke avlede Sleipner med Svadilfare, maa det være uafgjort, enten Digtningen alt da var til, eller avledes deraf.

Thors Reise til Geirodsgaard.

Loke var fløiet did som en Due, fanget, kendt, og tvunget til at lokke Thor derhen uden Hammer og Styrkebelte. Saa skete; men Thor fik underveis hos Heksen Gridur en Stav, et Belte, og et Par Handsker af Staal. Med Staven vadede Han over den svulmende Aa, og satte den mod Taget i Geirrods Slot saa Ryggene knækkedes paa Jettekvinderne der vilde løfte hans Stol og knuge ham ihjel. Med Hand54skerne kastede Han den gloende Jernkile gennem Jernstøtten og Geirrod.*👤Nyrups Edda 120-23. 👤Thorlacii Thorsdrape 16-41. At 👤Saxo har kendt dette Sagn sees i Fortællingen om Gorms Reise til Geruths Bolig (187-88 i 👤Vedels Overs.)

Thors Kamp med Hrungner.

Denne omtales alt i de nyere eddiske Sange og Fortællingen i den prosaiske Edda er tildels bygget paa et Vers af 👤Thjodolf; men til dennes Ære bør det siges, at Han ei har nogen af de Usselheder hvormed Eddas Forfatter har udsmykket Striden. Her fortælles at Hrungner var kommet til Asgard i Odins Selskab, havde drukket sig fuld og vilde da slaa alle Guderne ihjel, samt føre Freia, Sif og Valhal til Jotunheim. De bange Guder kalde paa Thor som er i Østerleden. Thor kommer og løfter Hammeren; men erklæres af Hrungner for Niding, hvis han dræber vaabenløs Mand, og æskes til Tvekamp. Alt paa Hrungner var Sten, og Han havde vist seiret, dersom Thors Tjener Tjalfe ei havde bildt ham ind at hans Herre kom nede fra Jorden, og derved faaet ham til at skyde Skjoldet under Fød55derne. Thor turde dog ei komme Jetten for nær, men kastede

Paa lang Distans
Fra Posten hans

Mjølner efter ham som i Luften mødte Hrungners Stenkølle. Køllen gik itu og Noget faldt paa Jorden hvoraf alle Slibestene ere komne; men Noget faldt saa haardt i Thors Pande, at Han faldt omkuld. Mjølner knuste Hrungners Hjerneskal og Han faldt saa lang Han var. Lang maa Han have været, da Han, trods det store Mellemrum dog i Faldet naaede Thor, og hvor stor Hans Styrke har været her i Live, kan sluttes deraf, at Han efter sin Død kunde sno sine Fødder saaledes om Thors Hals, at hverken Denne eller Tjalfe mægtede at rokke de døde Ben: Tjalfe løb at hente Aserne, og de kom rigtig nok, men det var ogsaa Alt. Nu kom da Magne, som Thor havde avlet med Jetinden Jarnfakse og som var tre Aar eller tre Nætter gammel. Han kunde mere end alle de Andre, og den befriede Thor gav ham til Belønning Hrungners Hest Guldfakse, hvorover Odin blev vred, da Han selv vilde havt den. Vølven Gro blev hentet for at lokke den Stenstump ud der var blevet siddende i Thors Pande, og den begyndte alt at komme, da Thor fortalte sig ved at fortælle Hende, 56at Han havde baaret hendes Mand Ørvandel hjem fra Jotunheim paa sin Ryg, og kastet hans frosne Taa op paa Himlen til en Stjerne. Gro blev saa glad over den store Ære at Hun glemte al sin Galder. Stumpen blev siddende, og sidder der endnu den Dag i Dag er. Derfor skal man tage sig i Agt for at kaste en Hvæssesten tverts over Gulvet, thi saa bevæger Stenstumpen sig og det værker i Thors Pande.*👤Nyrups Edda 115-120. 👤Resens Edda Dæmese 56. 👤Thorlacii Höstlangæ 2-9. Snip, Snap, Snude. Nu er Eventyret ude.

Noget Uslere eller Flauere findes ei let.

Efter at have arbeidet Os igennem disse Torne og Tidsler, som en fordærvet Tidsalder strøde paa vor Vei, komme Vi atter hen mod Asatemplet at skue den segnende Baldur; men først maa Vi betragte Loke i sin Overgangsepoke, da Han allerede i den ældste Digtning fremtræder som Redskab i Nornernes Haand og i den senere netop ved at volde Baldurs Død kundgør sit Affald fra Aserne.

Det eneste, men ogsaa aldeles klassiske Sted hvor Lokes Frafald omtales, er i den korte Vøluspa:

Ulv avled Loke
Med Angurboda,
Et Udyr tyktes
Værst af alle. (vel Midgardsormen)

57Loke ophidset
Af Hjertets Brønde,
Fandt den halvbrændte
Kones Hjerte.
Loke blev svigfuld
Ved den onde Kone,
Deraf er i Verden
Alt Grueligt kommet.*At Hel var Lokes Datter, som den prosaiske Edda og de nyere Skjalde ville, finde Vi intet Spor af i den rytmiske Edda – At ingen Ordklog skal her faa Leilighed at vise sin Kløgt paa min Bekostning, vil jeg anmærke at jeg meget godt ved det ligefrem heder: Konens halvbrændte Hjerte.

Da Loke var blevet antaget for Fenrirs og Midgardsormens Fader, maatte det Øieblik da Han blev det, nødvendig betegne Hans Affald. Med Hensyn herpaa søgte Digteren en Moder til Uhyrerne, og troede ei at kunne vælge nogen bedre til at sætte Splid mellem Loke og Aserne, end Hende som fordum spildte Freden mellem Aser og Jetter: Gulveig, der vel maatte kaldes halvbrændt, eller Konen med det halvsvedne Hjerte. Han kaldte Hende Angurboda, fordi det var Hende som fordum bebudede Aserne Trængsel og Anger. Ei var det godvillig at Loke forlod Asers Samfund, thi vel vidste Han, at Han derved beilede til sin egen Undergang; men Norner vilde, 58og Han maatte. Elskov optændtes i ham til Angerbode, og da Han sank i Hendes Favn, sank Han for stedse i Jetters; thi i Seid var Hun øvet, og med Seid blev Han forgjort.*Seid var en Troldom der udstammede fra Jetterne ligesom Galder fra Aserne. Den ansaaes for saa skammelig blandt Asadyrkerne, at 👤Harald hin Haarfagre priste sin Søns 👤Eriks Id, da Han havde indebrændt sin Broder 👤Røgnvald Rettilbein der var en Seidmand.

Vel maatte Digteren lade Thor sige til Loke:

Alt af en Jettekvinde
Du Dig bedaare lod.
Det Gode ingensinde
Sprang ud af Jetteblod
Men vist din Elskovs Brynde
Stod udi Skuldas Bog.
Hun monne din Daad fremskynde
Den Norne vis og klog.*Underligt og saare mærkeligt, at den samme Digter, som her synes at have skuet saa dybt i Norners Raad og Lokes Liv, dog i sin Baldur søgte Overgangspunkten uden for Edda.

Nu ville Vi med Vola se Baldurs den blodige Asas Skebne udfolde sig. Hun saa

Over Marken
Høit opvokse
Rank og fager
Mistiltein.

59Træet tyktes
Mænd at vokse
Frem til Harm.

Men før Vi dele mere af hendes Syn, ville Vi med Vegtams Kvædes herlige Digter følge Odin til Hel.

Tunge ere Baldurs Drømme og Guderne raadføre sig med de Skebnekyndige om disses Betydning; men faa kun det sørgelige Svar at den Elskværdigste er dødtegnet af Norner.

Angest omspænder Odin, Frigga og alle Guder, og de vide intet Raad, uden at sende Bud til alle Vætter (Naturtingenes Aander) for at bede dem skaane Baldur. Alle Vætter, som skabtes af Aser, svore, og Frigga samlede de trøstende Eder. Dog Valfader frygtede den manglende Ed og maatte tro Møien spildt; thi ogsaa Han saa Mistiltein vokse, vokse truende. Han sammenkaldte Aser for at faa Raad; men alle forstummede.

Da reiste Han sig, lagde Sadel paa Sleipner, og red mod Niflheim. Jord dundrede, og frem red Han, til Han naaede Helas høie Borg. Han red øst for Døren hvor den Gamle laa, kvad Galder, skar dødvækkende Runer i Stav, og fordrede Svar.

60Nødig reiste Hun sig, og spurgte med Dødningestemme:

Hvem er den ukendte
Mand, som tør vaagne
Sorgen i Sind?

Som død laa jeg længe,
Af Sneen bedækket,
Af Regnen omskyllet,
Bedryppet af Dug.

Han kaldte sig Vegtam, Valtams Søn, og spurgte for hvem den ringprydede Bænk var reist, for hvem den i Guld svømmende Seng var redt? Hun svarer:

Her stander Mjøden
Brygget for Baldur.
Skjoldet den dyre
Vædske bedækker.

Haabløse stande
Aser i Sorg.
Nødig jeg talte,
Nu vil jeg tie.

Odin vil tømme Smertens Kalk og spørger hvem der skal røve Baldurs Liv?

Hela svarer:

Høit løfter Hødur
Navnstore Træ,
Han da skal vorde
Baldur til Bane.

61End spørger Odin, hvem der skal hævne Baldur? Hel peger hen paa Vale, Sønnen som Rinda skal føde i vestre Sale, som ei skal to Hænder eller kæmme Haar, før paa Baalet lægges Baldurs Modstander. Saa ender Hun:

Hjemrid nu Odin!
Stolt af den Færd!
Saa kommer ingen
Mer mig at søge,
Førend af Loke
Baandene falde,
Førend i Mørket
Svinder og tabes
Gudernes Liv.*Nyt eller gammelt maa dette Digt være, saa er det vist, at faa af 📌Nordens Skjalde forstode Vola saa fuldelig som dets Forfatter. Han stræbte at fremføre Guders Angest for Beskuelsen, og neppe kunde Han ladet den udtale sig stærkere end det sker i Odins Helrid. Tydeligere haaber jeg at kunne vise dette ved en anden Leilighed.

Hjem rider Odin; vis paa at ingen Magt kan nedtrykke eller holde Hødurs Haand som Norner løftede. Kun Hødurs Død er hans Trøst, og Han ser ikke at Tabet kun derved fordobbles; men Vola saa ogsaa Aaen nedstyrte paa Valfaders Pant. Forstaa I det eller ei?

62Baldur falder paa Banetuen. Trindt ham ser Hyndla elleve Aser stande sørgende; men Vola med sit dybere Blik ser kun Frigga i Fen sal begræde Valhals Vogter. Hødur som fældte ham, fældes af Vale.*De som skue gennem Navne og Idrætter, ønske vist nøiere at kende Vale; men Vola tier, og hvem skal jeg da adspørge?

Standse ville Vi, og naar Vi en Stund have med Undren betragtet de stærke Asers mandige Sorg, og blandet vore Taarer med Asyniers, da ville Vi, før Vi vende Øiet til de følgende Led af den Ulykkers Kæde der søndersled Asernes stærke, bese det nys beskuede Billede, som det, dels udmalet, dels forvansket, fremstiller sig i den prosaiske Edda.

Ogsaa her begyndes med Baldurs Drømme; men uden Raadspørgsel bede Aser Fred af Vætter.

Ilden og Vandet,
Jernet og alle
Voksende Malme,
Stene og Jord,
Træer og Sote,
Fugle og Dyr,
Edder og Orme,
Svore at hvile,
Baldur at skaane.

63Ei tales et Ord om Valfaders Frygt eller Helrid; men trygge sankes Aser til Skemt, hugge og skyde paa den usaarlige Baldur. Da Vi bør se denne Leg med Digterens Øie, vil Han neppe vægre sig ved her at træde frem, medens jeg glad skjuler mig mellem de Lyttende.*Skal jeg gøre 📌Dannemark eller mig selv den Skam at sige, dette Kvad er af 👤Oehlenschlägers Baldur!

Giver Agt! giver Agt hvor Guderne
Staalbedækkede, hjelmomhvælvede,
Spydbevæbnede, sværdomgjordede
Nærme sig nu med paataget
Ument Bisterhed drabelig
Fredens Baldur, Baldur hin Gode.

Han med blottede Tinding,
Guldhaarfager, uskyldig,
Venter i Kredsen dem;
Fredens Egkvist i Haand,
Hovedet hældende,
Bly, jomfruelig hartad,
Venter Han Legen som djærvt skal
Kun hans Vælde stadfæste.

Giver Agt! giver Agt hvor Odin nu
Paa Gangeren, ottfodtravende
Høit med Gugner i Haand mod Skyerne
Skynder sig did, og støder sit
64Blanke Sværd imod Brystet paa
Fredens Baldur, Baldur hin Gode,
Men med upuklet Hvælving
Pandseret bugner som forhen.

Nu kommer Aukathor!
Miølner, Hamren i Haand;
Hovedet kneisende.
Mandig, fast, ja trodsende
Hugger Han Guden; men uskadt
Smiler Baldur som hidindtil.

Nu styrter Frei forbi paa Sildetands
Stærktguldbørstede Ryg, med Sværdet
Krummet og høit og blegt,
Som den funklende Maane paa Himlen.
Svinger sit Glavind, som
Nødbrune Haand omfatter,
Og slaar det mod Ynglingens
Speilglatte Staal, mens forbi Han
Rider og ler ad Sværdets Afmagt.

Nu ruller Freia forbi paa sin Guldkarm.
Lysthenflagrende Lokkerne svæve,
Flættet med Sten og med Sølv
Som de blinkende Stjerner paa Himlen.

65Rosen Hun svinger, som
Snehvide Haand omfatter
Og slaar den mod Ynglingens
Dunglatte Kind, mens forbi Hun
Ruller, og ler ad Rosens Afmagt.

Hvo er de tvende dæmrende Skygger
I Lundens Baggrund?
Yderst i Kredsen de holde sig;
Tage ei Del i Gudernes Kamp og
Gudernes Glæde.

Ha! det er Asaloke med Hødur;
Naar Guder frydes,
Græmmer sig Loke misundelig,
Hødur er blind, Han lytter kun langt fra,
Fremmet til Glæden.

I Kællingeham har Loke udlokket Friggas Hemmelighed om det svage Mistiltein, som hun ei tog i Ed, fordi det var spædt og ungt. Fluks ganger Han øst fra Valhal, oprykker Træet, og rækker det til den blinde Hødur, for at Han med smidige Vaand skal hædre den usaarlige Baldur.

Hødur støder. Baldur falder, Maalløse stande Aser med sjunkne Hænder og vildtstirrende Øine. Da var hin meste Graad hos Aser, og Odin gav dem værste Vink om denne Skade, da Han mest kunde 66skønne hvad Afbræk og Tab Aser lede ved Baldurs Frafald.

Hans Lig førtes til Strand og Guderne vilde fremskyde hans Skib Hringhorne, men ei gik det frem. Heksen Hirrokin hentedes fra Jotunheim, Hun skød til Fremstavnen saa Skibet flød, men Gnister fløi og Lande skjalv. Thor løftede Hammeren, men formildedes af Guderne. Nannas Hjerte brast af Smerte. Baalet viedes med Mjølner og modtog Begges Lig. Odin lagde Drupner paa Baal, ligesom for at den skulde oplyse den mørke Vei til Hel. Ogsaa Hrimthusser vare tilstæde ved denne Ligfærd.

Frigga bød sin Kærlighed til den som vilde fare til Hel, finde Baldur og byde Hel Løsepenge. Hermod hin snare, Odins Svend, red paa Sleipner gennem Mørket i 9 Nætter til Gjallarbro, kom til Hel, saa Baldur klæde Høisædet, bortsov sin Mødighed, og frembragte sit Ærende. Hel lovede at Baldur skulde komme tilbage, dersom alt Levende og Dødt vilde begræde ham. Hermod kom tilbage til Aserne, medbringende Drupner fra Baldur, og Ærendet fra Hel. Da sendte Guderne Bud over al Verden, og bade om Alts Graad over den Elskelige.

Livet græd,
Døden græd
67Jord og Stene,
Alle Malme
Græd som disse
Græde end,
Naar sig Heden
Nærmer Kuld.

En Gygie sad i Hulen og kvad:

Thok ved Baldurs
Baal vil græde
Tørre Taarer.
Hel beholde
Hvad Hun haver!

Mænd gættede det var Loke hin værste Ildgerningsmand, som hindrede Baldur at komme fra Hel.*Professor 👤Nyrups Edda 76-83.

Denne Digtning udmærker sig vist nok i Skønhed blandt alle dem Vi skylde den prosaiske Edda, og det synes som intet Urent kunde i nogen Henseende nærme sig Breideblik, men Enhver som fattede Baldurs Tilværelse, og kender Aserne, nødes til at erklære den ei blot for usand med Hensyn paa Grundideen, men selv i mange Dele uforenelig med Asalivet som det træder frem for det ydre Øie.

Frigga kan aldrig have foragtet Mistiltein, dette vidunderlige Træ, der længe havde været Genstand for 68de Vises Grublen og Frygt, og det maatte desuden have været indbefattet i den Ed som Træernes Vætte aflagde, dersom det ei havde havt sin egen Vætte, given, ei af Aser, men af Norner, som hverken kunde eller vilde sværge. Umuligt var det at Mistiltein kunde være Loke ukendt; men om saa havde været, vilde den tause Frigga neppe røbet ham en Hemmelighed hvis Misbrug var Asers Undergang.*Alt dette følte Baldurs ny Digter. Derfor lod Han Mistiltein vokse paa en afsides omflydt Holm, og derfor lod Han den brændende Andagt røre Frigga, som ingen Udfrittelse vilde skuffet. Saaledes tilveiebragtes udvortes Harmoni. I 👤Saxos Fortælling om Baldur er det meget mærkeligt, at Hother faar Sværdet af Mimring (Mimer) saavelsom at de tre Skovjomfruer (Nornerne, Askungerne) ønske ham Seier og bidrage til den, uden dog bestemt at vende sig mod Baldur. Havde man lagt Mærke hertil, og tænkt sig, hvorledes denne Myte nødvendig maa have set ud, førend den af 👤Saxo eller en Anden sammenblandedes med den fabelagtige Historie; da vilde man ei famlet saalænge. 👤Evald har bestemt set det, kun fordi Han ikke kendte Nornerne lod Han Valkyrierne bringe Hother Spydet, og dog vilde en blid Skæbne at Han greb Nornen Skulda.

Den hele Kampleg viser sig straks som et sildigt Forsøg paa at motivere Udfrittelsen, og Udførelsen af Hødurs Id, og den lader sig kun vanskelig forene med 69 Guders Angest, og Vished om at der var et Vaaben, som kunde fælde den Elskede.

Skal Hermod sendes til Hel, da maa det i det mindste ske uden Odins Vidende; thi Han ved meget vel, at Baldur kun kan stige i Verdens Lue; men under den Betingelse kan Han ogsaa ride. En anden Sag er det om Han kan komme til Hel. Digteren af Vegtams Kvæde har vist ei uden Føie anset det for umuligt.*📌Norden har da ogsaa maattet finde sig i at faa en ny Gud i Hermod, fordi den prosaiske Edda kalder ham Baldurs Broder. Han er ligesom Skirner Digterens Skabning, og hvad det vil sige, at Han var Odins Søn, se Vi af Hyndlas Sang hvor Han staar ved Siden af Sigmund.

Ved at sigte saavel den prosaiske Eddas Forfatter, som Baldurs nyeste Digter, fordi de lade Jetterne, (Asernes svorne Fiender) være indbefattede i det Alt, hvis Sorg Hel fordrer som Løsepenge for Baldur, gør man ustridig Begge Uret; thi naar Digtningen skal kunne beholdes, maa dette Træk netop blive. Hel maa gøre en Umulighed til Betingelse for en Umulighed, og naar Vi høre Thoks Kvad, da er det netop den Lyd, som Hel ret godt ved, maa opfylde Jetteverden, ja blot Visheden herom kan forklare Hendes Løfte. At Mænd der gættede at Thok var 70Loke, have her, som saa ofte, gættet feil, er klart; thi om det ogsaa var ham, var Han dog ikke der sig selv; men Udtrykket for alle Jetter, da de Alle nødvendig maatte glædes, ved at se den eneste Betingelse, under hvilken Valhal kunde falde, opfyldt.

Det vorder klart at Hel behandlede Aserne med den dybeste Spot; men kunde de vente andet af en triumferende Fiende under deres rasende Stræben efter at bøie de ubøielige Norner, at bringe dem til at udskrabe de dybtgravede Runer og fornægte sig selv.*Bemærkninger over Oehlenschlägers Baldur i Minerva for Desember 1807.

Hvad Hrimthusserne skulle ved Baldurs Ligfærd er ei let at sige, thi kuns glade kunde de være der, og taaler vel Thor en saadan Glæde? Dog, var hans Arm for svag til at skyde Hringhorne fra Land, manglede den vel ogsaa Kraft til at svinge Mjølner, og Han maatte nøies med til Tidsfordriv at sparke Dværge i Ild.*Ligesom det heligennem er mærkeligt hvor genialsk 👤Oehlenschläger har vidst at komme den prosaiske Eddas Skrøbelighed til Hjelp, saa fortiener det ogsaa her at erindres, hvorledes Digteren, ved at sige: at Jorden ei vilde give Slip paa Baldurs Lig, motiverer Heksesenen, saa det Anstødelige falder bort. Vil man antage disse Hrim71thusser for de samme, hos hvem Alfader saa træffende siges at have været før Verdens Skabelse, da finder man i det ringeste en Slags Konsekvents.*Digteren førte udentvivl Hrimthusserne til Baldurs Ligfærd, for paa sin lave Standpunkt at udtrykke hvor elsket Baldur var.

Ved at forlade denne høie Punkt, beder jeg at vende Øiet fra al senere Digtning, og skue den i sin eiendommelige Storhed hos Vola. Da først forstaaes Friggas Kvad:

Selv fortvivlet, forlader
Frigga Fortvivlelsen,
Selv i haabløs Sorg, den
Haabløs Sørgende
Haabløs, Ha! thi for evig
Baldur er tabt.

Da først, hvad end er mere, forstaaes Svartalfers Kor der lader Ragnaroke knytte sig umiddelbar til Baldurs Død.

Efter Vøluspa maatte Loke her bindes, men de senere Digtere lade Hans Udaad være ukendt en Tidlang, for at faa Rum til en Fremstilling af Guders Svækkelse. De lade det ei være nok at Hødur dræbes, men Tyr maa ogsaa miste Armen og Frei Sværdet. Grunden til denne Digtning er meget rigtig, at Aser 72nemlig ei kan overvindes, med mindre de selv gøre sig svage.

Fenrirs Fængsling.

At Fenris er bunden og slipper løs i Ragnaroke, er alt hvad Vøluspa siger Os. Vi vide at de senere Digtere gjorde Loke til hans Fader, og i Fortalen til Ægis Drekke fortælles at Han bed Armen af Tyr da Han var bundet.

Den prosaiske Edda fortæller det udførlig saaledes: Da Loke med Angurbode havde avlet de trende Udyr Fenris, Ormen, og Hel, og Guderne af Spaadommene vidste at disse Børn skulde blive dem til stor Skade, lod Odin dem hente til sig fra Jotunheim hvor de opfødtes. Ormen kastede Han i den dybe Sø*I Professor 👤Nyrups Edda staar (pag. 40) ved en Skrivfeil at det var Loke som gjorde dette. og er Han saadan, at Han ligger i Hafsens Midte om alle Land og bider sig i Stjerten. Hel kastede han i Niflheim, men Ulven opfødte Han hos sig og Tyr ene havde Djærvhed til at give hannem Mad. Da Aser saa ham vokse, frygtede de sig saare og giorde et stærkt Baand (Læding) for at fængsle ham; men Han søndersled det med Lethed. De giorde et stærkere (Drome) men det gik ligesaa dermed. Da 73sendtes Skirner til Dverge i Svartalfheim, som giorde det stærke, silkebløde Baand Gleipner

Af Kattetrins Døn,
Og af Kvindernes Skæg,
Af Bjergenes Rødder,
Af Fiskenes Aande,
Og Fuglenes Spyt.

Derfor fattes disse Ting endnu i Naturen.

Dette vilde Fenris ei prøve, uden Han som Borgen fik en af Gudernes Hænder i sin Mund. De nølede. Da fremrakte Tyr sin Høire, og mistede den da Guderne ei vilde løse den Bundne. Et Sværd sattes i Hans Kæft, saa han blot kan tude og fraade. Dræbe ham turde Guderne ei for ikke at smitte deres hellige Steder.*👤Nyrups Edda 40-44. At Tyr er en senere Digtning, har jeg før erindret. Han er kun Udtrykket for den Kraften medfødte Dristighed, som Digteren giorde til en egen Figur da han vilde bruge den allene. For at betegne at dette var ingen ny Gud, kaldte han ham Tyr, som Vi af Odins og Alfaders Tilnavne: Fimbultyr, Hroptatyr &c. se at have bemærket slet hen Gud. Deraf de Talemaader Han er dristig som Tyr og vis som Tyr, hvilke man siden søgte at forklare ved den Urimelighed at tillægge en Gud som hed Tyr baade Visdom og Dristighed. Hermed nægtes dog paa ingen Maade at Tyr i senere Tider dyrkedes som en særskilt Gud.

74 I denne Digtning er Intet som strider mod Ideen; thi efter Baldurs Død er Fenris Aser frygtelig og maa bindes. Det er vel saa, at Guderne ei turde smitte deres hellige Steder med Blod; men der var en anden Grund hvi de ei dræbte Fenris, fordi de ei kunde. Kun Vidar den Tause mægtede det, og Han kan ei træde frem før efter Odins Død.


Freis ulykkelige Kærlighed.

Nok et Tab forestod Guderne. Nornerne vilde at Vanen Frei, som var blevet giort delagtig i Asastyrken, skulde miste den ved at miste sit Sværd; men al den Kraft Guderne tabe før Ragnaroke maa de selv ligesom godvillig bortkaste. De dræbte selv Hødur. Tyr rakte selv sin Arm i Fenrirs Gab, og hvorledes Frei selv bortgiver sit Sværd lære Vi af Digtet:

Skirners Reise.

Frei har sat sig i Hlidskjalf (Odins Høisæde) har set den fagre Gerda, og Kærligheds Ild luer høit i hans Barm. Taus og mørk gemmer han den der, siddende i lange Sale, indtil Skirner tilbyder ham at hente Gerda naar han vil give ham sit 75Sværd. Med dette, med Drupner og elleve Guldæbler, rider Skirner til Jotunheim paa Freis Hest, vil købe Gerda med Guldet, men maa bøie Hende ved de grueligste Trudsler og ved haarde Konster til at love Frei Kærlighed.*Den prosaiske Edda (hvis Forfatter har kendt Digtet) stemmer hermed, paa det nær at Freis Kærlighed skal være en Straf fordi Han satte sig i Hlidskjalf. Om Maaden hvorpaa Skirner fik Gerdas Ja tales ei. Her siges at Frei efter denne Tid dræbte Bela; men jeg antager at denne (Gerdas Broder) var i Forveien dræbt af Frei.


76

Freis Kærlighed.

1

Af Vaners milde Stamme
Den blide Frei udsprang,
Og Asakraftens Flamme
Ei Vanens Hjerte tvang.

2

Der slumrede en Længsel,
Der hvidskede en Lyd:
Opbryd dit gyldne Fængsel,
Og søg en større Fryd!

3

Hel mat var Guldets Lue,
For stærk var Brages Sang
For lav var Loftets Bue
Og Alfheims Borg for trang.

4

77“Naar Van til Odins Sæde
Opstiger, tændes Glød
Som spilder Asers Glæde.”
Saa gamle Spaadom lød.

5

Fra gyldne Sale iled
Dog Frei, beklemt i Sind,
Han steg, og ei Han hviled
Før høit paa Hlidskjalfs Tind.

6

Begærlig Jorden favned
Hans Blik. Saavidt det for.
Dog ikke hvad Han savned,
Han fandt paa viden Jord.

7

Han skued Helte kæmpe,
Det var saa kær en Lyst,
Men kunde dog ei dæmpe
Den Længsel i hans Bryst.

8

Han saa af Mø omfavnet
En Helt i salig Lyst,
Saa høit da tyktes Savnet
At tale i hans Bryst.

9

78Fra Midgard sig hans Øie
Opvendte høit mod Nord.
Der fandt det uden Møie,
Hvad ei det fandt paa Jord.

10

Som Rosen der forvilder
Sig mellem Tidsler hen,
Sin Pragt og Duft forspilder,
Uset af Blomstens Ven;

11

Saa mellem Skønheds Fiender
Det Skønneste oprandt;
Thi Frei blandt Jettekvinder
Den fagre Gerda fandt.

12

Nu dæmpet var Hans Smerte,
Nu stillet var Hans Nød,
Og Stemmen i Hans Hjerte
Om Savn ei mere lød.

13

Ak dæmpet blev Hans Smerte
Kun af en større Nød!
Ak borte var Hans Hjerte!
Derfor ei Stemmen lød.

14

79Alt svandt den fagre Kvinde
Bag Taagen hist i Nord,
Og ned fra Hlidskjalfs Tinde
Ophidset Guden for;

15

Men viis som andre Vaner,
Begrunder Han sin Daad,
Og sorgbetynget ahner
Han Norners skjulte Raad.

16

Han gik til gyldne Sale,
Paa Bænk Han sattes ned.
Ei Tungen kan udtale
Den Smerte, som Han led.

17

I Dage og i Nætter
Han maalte breden Flod,
Som evig skiller Jetter
Fra Skud af Asers Rod.*Floden Ifing der aldrig belægges med Is, er det bundløse Svælg som skiller mellem Aser og Jetter.

18

80Han skued Urdas Kilde,
Og Asers onde Id,
Da de opfylde vilde
Hin Flod saa dyb og strid.*Ved Jettefreden.

19

Han Laufeis Søn beskued
I Angurbodes Favn,
Og rædselfuld Han grued
Ved Jordmundganders Navn.

20

Dog Kærlighed betvinger
Selv Vaners høie Slægt,
Ei holdes kan dens Vinger,
Af Jords og Himmels Vægt.

21

Paa dem sig Guden hæver
Og skuer kun – sin Fryd,
Men over fromme Læber
Ei trænge kan en Lyd;

22

Thi nødig kun Han følger
Den stærke Kærlighed,
Og for sig selv Han dølger
Hvad kun Hans Hjerte ved.

23

81Njardur og Skade
Sørgende saa
Guden at sidde
Taus udi Sal.
Skirner de bade
For ham at gaa,
Ønsked at vide:
Hvi Han i Sal
Sad saa bedrøvet,
Hvorfor Han øved
Daarskab, den vise
Kyndige Van?

24

Reiste sig Skirner
Nødig til Gang,
Frygtede Vrede,
Straffende Ord,
Naar Han den vise
Gud skulde spørge:
Hvi Han bedrøvet,
Daarlighed øved?

Skirner

25

Hid gik min Vei,
For Dig at spørge:
Hvi Du vil sørge?
Sig mig det Frei!

82Frei

26

O Kæmpe hin unge!
Hvi spørger Du mig?
Min Smerte den tunge
Ei fattes af Dig.
Se Solen oprinder
Paa Straaler saa rig;
Men aldrig forsvinder
Dog Natten i mig;
Den stiger om Morgen
Og daler i Kvæld.
Men skuer kun Sorgen
I evige Væld.
Forgæves jeg grunder,
Forgæves jeg stunder
Mod Ønskernes Maal.

Skirner

27

Kun Menneskers Afkom
Fik Ønske i Bryst.
Saa vilde dem Odin
Opvække af Søvn,
Til Stunden og Stræben,
Til Bønner og Daad.
Men hos de rige
83Guder ei stige
Ønsker i Bryst.
Verdener følge
Villiens Bølge.
Hvad er din Lyst ?

Frei

28

I Jotunheim skued
Jeg Møen saa huld,
Paa Armene lued
Det rødeste Guld.
Mer skinned dog Møen,
Og af Hendes Glands,
I Luften, paa Søen,
Gik Straaler i Dands.

29

Ei ved jeg om Armen,
Ei ved jeg om Barmen,
Om Øiet det var,
Som Straalen udsendte,
Der lyste, der brændte
Mig dybt udi Bryst.

30

Naar Kærligheds Blomsten
I Alderens Vaar
84Fremspirer og trives,
Den duftende staar.
Den lyster at bygge
I Lundenes Skygge,
Og blusser endda;
Men Dugdraaber lædske
Med svalende Vædske
Det glødende Blod.

31

Ak at jeg er Vaner med Asernes Kraft!
I dybere Jord, og af stærkere Saft
Opvokste et Træ i mit elskende Hjerte.

32

Ei Dug, som i Dale
Nedfalder, kan svale
Det luende Blod.
Ei Knoppe udbryde,
Ei Blomster fremskyde;
Thi Aser ei taale,
Jeg favner den Straale
Som tændte min Glød.

Skirner

33

Giv Du mig Hesten
Der, som en flagrende
Lue, kan fare
Frem gennem Mørket,
85Frem gennem sorte,
Svovlede Damp!
Giv Du mig Sværdet,
Sværdet som blotter
Selv sig mod Jetter!
Da vil jeg fare,
Bringe Dig Gerda,
Lindre din Vaande,
Eller og tabe
For Dig mit Liv.

Frei

34

Det Sværd er oplivet
Af Asernes Kraft,
Derfor det sig blotter
Mod Jetter saa brat,
I Tidernes Fødsel
Mig Odin det gav,
Og Styrken opvokste
I gjordede Lænd;

35

Men naar det sig blotter
I fremmede Haand,
For evig da tabes
Den skænkede Kraft.
Saa Nornerne vilde,
Saa Spaadommen lød.

86Skirner

36

Det Odin forbyde!
Men kun med dit Sværd
Jeg vover at fare
I Jetternes Land.


37

Samledes Aser
Alle paa Thinge,
Komme Asynier
Alle til Stævne,
Syntes dem Lykken
Fattes og vige,
Frygted de saare
Nornernes Raad.

38

Meget blev talet paa
Asernes Stævne,
Ordene onde
Fik da den vise,
Elskede Frei,
Han som paa Hlidskjalf
Opsteg forvoven,
Voved at elske
Jotuners Mø.

39

87Sad Han paa Stenen,
Tiende sad Han,
Taus og bedrøvet,
Brændt udi Sind.
Saa det de rige,
Mægtige Guder,
Vidste ei Raad.

40

Freias de gyldne
Taarer nedrunde.
Aldrig blandt Jetter
Faldt hendes Taarer.
Nu dog paa Gerda
Faldt de, og smelted
Hjertet i Møens
Kærlige Barm.

41

Frem stod da Odin,
Visest af Aser,
Guderne lytted,
Hærfader talte:
Køb Du for Drupner
Gerda, den fagre
Ulykkens Mø!
88Sværdet ei vige
Bort fra din Lænd!
Vel ved Du Norners
Truende Dom.


Frei

(til Skirner)

41

Rid Du paa Hesten!
Køb Du for Drupner
Gerda, den fagre,
Elskede Mø!
Sværdet ei vige
Bort fra min Lænd!
Vel ved Du Norners
Truende Dom.

Skirner

42

Ondt er at tage
Hvad ei tør gives.
Frygter jeg Norners
Truende Dom.
Dog uden Sværdet
Ei tør jeg fare
Frem gennem Jetter.


43

89Med sænkede Øie
Stod Guden paa Jord.
Han grubled og grued,
Og vaklede end,
Saa Faren, som trued,
Og spændte fra Lænd
Dog Sværdet det dyre.
Og talte med Suk:
Du Sværdet maa dølge,
Du blotte det ei!
Men ei Dig maa følge
Et knusende Nei.


Skirner

(til Hesten)

44

Mørkt er ude.
Tid er at fare
Over Lyng, over Fjeld,
Over Thursernes Land.
Begge hjemkomme Vi,
Eller Os Begge
Fanger hin mægtige Jette.


90Jotunheim

Gerda

(synger i Bure)

45

En Længsel mig tvinger,
Jeg kender den ei;
Men hvad mig omringer
Opfylder den ei.
Jeg længes,
Og trænges
Saa underlig.

46

Jeg stirrer paa Frænder,
Paa Jetterne hen;
Men ikke jeg kender
Mig selv der igen.
Jeg gyser.
Da fryser
Mit unge Blod.

47

Sig Øiet vil stjæle
Til Jorden i Løn.
Det lyster at dvæle
Paa Asernes Søn.
Det Hvide,
Det Blide,
Det vinker mig.

48

91 Men Svaghed udbreder
Sig over hans Æt,
Han Aser tilbeder
Og Jetternes Æt
Han frygter.
Da flygter
Mit Blik fra Jord.

49

Det Stærke, det Milde,
Forenet jeg saa.
Saa gerne da vilde
Jeg stirre derpaa.
Jeg trængtes.
Jeg længtes
Saa inderlig.

50

Der Styrken forgyldtes
Af Guddommens Glands,
Og Hjertet opfyldtes
Af dybere Sands.
Det Svage
Tilbage
For Kraften veg.

51

92 Men fiendtlig Os Jetter
Det stander imod,
Det farver og tvætter
Sin Krands i vort Blod.
Jeg grued,
Jeg skued
Min Broders Fald.

52

En Længsel mig tvinger,
Jeg kender den ei;
Men hvad mig omringer
Opfylder den ei.
Jeg længes,
Og trænges
Saa underlig.


53

Skirner skued
Høie Gaarde,
Hørte glamme
Høit i Sky,
Gymers galne
Bidske Hunde,
Dem som vogted
Gaardens Port.

93Skirner

(til Hyrden)

54

Sig Du mig Hyrde!
Du som paa Høi
Sidder at vogte
Veiene vel!
Hvor skal jeg finde
Væneste Mø,
Og gennem Hunde
Til Hende naa?

Hyrden

55

Vist har din Fylgje
Alt Dig forladt,
Siden Du stunder
Saa efter Død.
Aldrig Dig undes
Tale med Gymers
Solskære Mø.

Skirner

56

Kaarene bedre
Troer jeg at have.
Dog er til Død jeg
Stedse beredt
94En kun var Dagen,
Da mig bestemtes
Hele mit Liv.
Nidingen bæver,
Kan dog ei ændre
Nornernes Raad.


Gerda

(til sin Terne)

57

Hvad er det buldrende Raab
Som stiger og gjalder?
Er det vel Menneskeraab?
Ei er det Menneskeraab.
Gymer sig byggede Gaarde.
Af Stenene faste og haarde,
Dem ryster den dundrende Lyd
Paa skælvende Jord.

Ternen

58

Hest ser jeg stande,
Underlig skinner
Manken, med Hov
Banker Han Jorden,
Ryster vor Gaard.

59

95Mand ser jeg stande,
Gjordet med Sværdet,
Stenene dyre
Glimre paa Gjorden,
Trindt om hans Lænder,
Blændende Straaler
Fare fra Hjaltet,
Splitte og favne
Stenenes Skær.

Gerda

60

Hiertet er bange,
Ahnende Kval.
Bed Ham dog gange
Ind i vor Sal!
Bed ham at drikke
Klareste Mjød!

(Allene)

61

Det Stærke det Milde
Forenet jeg saa.
Saa gerne da vilde
Jeg stirre derpaa.
Men fiendtlig Os Jetter
Det stander imod,
96 Det farver og tvætter
Sin Krands i vort Blod.
Jeg grued,
Jeg skued
Min Broders Fald.

62

Saa skinnede Manken
Paa flyvende Hest.
Saa straalede Hjaltet
Paa luende Sværd,
Ak! Vel maa jeg ahne,
Min Broders den mægtige Bane
Er kommet til Sal.

(Til Skirner)

63

Er Du af Aser?
Er Du af Alfer?
Er Du af milde,
Kyndige Vaner?
Hvi kom Du ene
Hid gennem Mørket,
Hid gennem Ilden?
Kom Du at skue
Glimrende Sal?

97Skirner

64

Ikke af Aser,
Ikke af Alfer,
Ikke af milde,
Kyndige Vaner,
Kom jeg dog Ene
Frem gennem Mørket,
Frem gennem Ilden,
Ei for at skue
Glimrende Sal.

65

Æblerne elleve
Lue af Guld,
Dem vil jeg alle
Gerda! Dig give,
Bod for din Broder,
Fred Os at købe,
Om Du vil sige,
Frei er Dig ene
Kærest i Sind.

Gerda

66

Æblerne elleve
Aldrig mig byde
Mand for min Gunst!
98Medens Vi leve,
Ei tør jeg bygge
Sammen med Frei.

Skirner

67

Ring jeg Dig giver,
Ring som med Odins
Baldur opbrændtes.
Hvad er som Drupner
Luende, frugtbart?
Ringene otte,
Sønner som Fader,
Fra den neddryppe hver
Niende Nat.
Skuer Du Glandsen?
Fatter Du Sandsen?
Vittige Mø!

Gerda

68

Undrende skuer jeg
Guldmalmens Konge,
Hærfaders Smykke,
Baldurs Ledsager,
Dværgenes Konst.
99Jetter mig fødte,
Ei tør jeg røre
Gudernes Ring.
Bela er faldet,
Ei skal mig lænke
Gudernes Ring.
Skjul den i Barmen!
Drag til det høie
Asgard! Ei taaler
Jetternes Øie
Guddommens Straaler.

69

Aldrig mig fattes
Guld eller Ringe.
Nok har min Fader,
Nok har og jeg.

Skirner

70

Nornernes Domme
Undflyes ei.
Ei maa jeg komme
Hjem med et Nei.

(Til Gerda

med blottet Sværd.)

71

Se da Du Mø!
Saarildens Lue!
100Vist maa Du grue,
Brat skal Du dø.
Hugger jeg over
Hovedets Led,
Hvis Du ei lover
Kærlighed.

Gerda

72

Dit Sværd for mit Øie
Vel blinker i Gru;
Men ei kan Du bøie
Med Trudsler min Hu.
Med Gymer Du stride
Om Mod er i Bryst!
Lad Sværdet da bide!
Thi Strid er hans Lyst.

Skirner

73

Ser Du det Sværd Mø!
Smidigt som Vaanden,
Jeg har i Haanden?
Nu for dets Egge
Du og din Fader
Falde vist Begge;
Brat jeg det bader
I Eders Blod.

101Gerda

74

Kun spildt er din Harme,
Og saa dine Ord;
Thi før mine Arme
Skal Sønnen af Njord
Omfavne, jeg falder
I Ungdommens Alder;
Se her er mit Bryst!

Skirner

75

Siden Du Livet
Agter saa ringe,
Er det mig givet,
Mø! Dig at tvinge.

76

Hisset paa Høien,
Trængt og nedbøiet,
Der skal Du staa.
Skjult er for Øiet
Himmelens Blaa,
Jord Du ei skuer,
Dagen er mørk,
Kun Du beskuer
Niflheims Ørk.

77

102Slangerne hvisle,
Bækkene risle,
Tunge af Gift.
Ormene lede
Skal man berede
For Dig til Mad.
Giftbølger trille,
Vel kan Du stille
Tørsten i dem.

78

Valmuer dufte,
Søvnige Lufte
Dysse dig ind,
Ei kan Du sove,
Tuder i Skove
Hungrige Ulv.

Gerda

79

Med Tunge,
Og Lunge,
Ei længe jeg suger
Den dræbende Gift;
Thi Edderen knuger
Og knuser min Lunge.
Jeg blegner,
Og segner,
103De Guder saa gramme
Ei mer mig kan ramme.

Skirner

80

Vist skal Du blegne,
Derfor ei segne.
Guderne gramme
Vist Dig skal ramme.

81

Brændende Vinde
Suse, da svinde
Farver af Kind.
Angest og Øde,
Smertefuld Længsel,
Skal i dit Fængsel
Plage dit Sind.

82

Ud skal Du gange,
Spøgelser lig,
Studsende, bange,
Stirre paa Dig,
Jetternes Sønner,
Naar Du i Sal
Visnet indtræder,
Tæret af Kval.

83

104Ud skal Du gange,
Lungen skal fange
Renere Luft.
Stor er da Nøden.
Livet og Døden
Haardelig kæmpe.
Aldrig skal Død
Kærlig neddæmpe
Evige Nød.

Gerda

84

Ak! Norner forbarme
Sig over mig Arme!
Thi stor er min Nød.
O! Vist maa jeg grue,
Naar Guderne true
Med Mere end Død.

Skirner

85

For Eder at tvinge
Sprang Norner af Sø,
De agte hel ringe,
Om Jetternes
End sukker og stønner,
Ei høre de Bønner
Fra Urgelmers Æt.

105Gerda

86

Dog fældedes Balder
I Ungdommens Alder,
Til Jetternes Fryd.
Vist Aser ei glemme:
At Norner kan tæmme
Den pralende Kraft.
Du truer, og mægter
Dog Mere vist ei.
End ikke jeg ægter
Den straalende Frei.

Skirner

87

Til grønklædte Skove,
Til Høien jeg gik,
Hævnstaven at skære,
Hævnstaven jeg skar.

88

Vred er Dig Odin.
Thor er Dig gram.
Frei Dig skal hade,
Naar Dig har rammet
Asernes Vrede.

89

Hører det Aser, og
Asernes Sønner!
106 Hører det Jetter!
Hører Hrimthurser
Hvor jeg forbander
Trodsige Mø!
Hvor jeg fremkalder
Bølgende Smerte,
Skræk til at rive
Trodsige Mø!
Hvor jeg befaler
Smidige Orme,
Svøbte om ranke,
Skinnende Midie,
Knuge, ei knuse
Hjertet i Bryst!

90

Ser Du? med hvasse,
Hellige Sværdsod,
Rister jeg Runer
Dybt udi Stav,
Graad Dig for Gammen,
Evige Kval.

91

Thurs jeg Dig rister,
Tre er hans Træk:
Kraftløshed, Galskab,
Pinende Lyst.

92

107Han Dig skal favne,
Mand Du da fanger
Trodsige Mø!

93

Runer jeg risted.
Som jeg dem risted,
Saa jeg dem sletter,
Om Du vil bøie
Sindet til Frei.

Gerda

94

Ei mer jeg nøler,
Thi ak! jeg føler
De Runers Magt.
Som Ild jeg brænder,
Og Gift omspænder
Det klemte Bryst.

95

O snart udskrabe
Du Runestave,
Som dybt Du skar!
Den tunge Smerte
Mit arme Hjerte
Vil knuse brat.

108 Skirner

96

Som jeg dem risted,
Saa jeg dem sletter,
Nu da Du bøier
Sindet til Frei.

Gerda

97

Sid nu paa Bænken!
Tag imod Kalken
Fuld af den gamle Mjød!
Aldrig jeg tænkte, at
Jeg skulde Vaners
Æt unde vel;
Men mod de mægtige
Aser forgæves kun
Strider en Mø.

Skirner

98

Hjem vil jeg ride,
Først vil jeg vide
Stedet og Stunden,
Naar Du vil unde
Njords Søn Gammen

109Gerda

99

Barri heder
(Som Begge vi vide)
Glindsende, kølige Lund.
Ni Gange synke
Solen i Hav!
Der vil da Gerda
Unde i Natten