Grundtvig, N. F. S. Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren for dannede Mænd der ei selv ere Mytologer

De første spæde forsøg i det nordiske

✂ Ved at læse Grundtvigs dag- og udtogsbøger, der rummer tekster fra 1802-1853 med hovedvægten på 1803-1807, kan man til dels følge med i, hvad Grundtvig har læst. 👤Grundtvigs fader havde tidligt opfordret sønnen til at skrive uddrag af, hvad han læste. En ulempe ved dem er, at det for den moderne læser af og til er svært at skelne mellem, hvad der er egentlige excerpter, og hvad der er Grundtvigs egne meninger.

✂ Så tidligt som 1801 var Grundtvig begyndt at digte små rim over emner fra den nordiske sagnhistorie, inspireret af bl.a. 👤P.F. Suhms ►Historie af Danmark (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 45-46). I september-oktober 1804 fortsatte han i Udby med at skrive fortællinger over nordiske emner, men de blev aldrig offentliggjort (se ►Bibliografien nr. 33 a-g; behandlet af ►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 84-111; 117-38). Desuden havde Grundtvig ved omfattende selvstudier, navnlig i sommeren 1804, lært sig oldislandsk ved at læse oldnordiske tekster, bl.a. med latinske oversættelser. Denne indsats bliver endnu mere imponerende set i lyset af, at han i Udby hverken havde adgang til ordbøger eller grammatikker. En lang dagsbogsindførsel fra 30. december 1806 (►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 399-402) rummer overvejelser over, hvilke dele af det nordiske materiale Grundtvig kunne tage fat på at gendigte. Han skitserer bl.a., hvordan han ville kunne bearbejde ►Gunlaug Ormstunges Saga, og har ideer til et værk om ►Sigurd og ►Brynhilde. Det nordiske var altså langtfra fremmed stof for Grundtvig, da han i 1806 læste og kritiserede 👤Jens Møllers gendigtning af eddadigtet ►Skirners Færd, i 1807 bl.a. skrev ►“Om Asalæren” og endelig i 1808 samlede sine iagttagelser og visioner i Nordens Mytologi.

👤Henrich Steffens

✂ Af vigtighed for Grundtvig var også naturfilosoffen 👤Henrich Steffens, der på Elers' Kollegium havde introduceret tysk romantisk tankegang for de studenter og andre københavnere, der kunne få plads, første gang ved ni forelæsninger 11. november - 3. december 1802. Grundtvig havde overværet disse forelæsninger – i første omgang uden at forstå særlig meget af dem. Men efterhånden bundfældede 👤Steffens' tankegang sig hos Grundtvig, der kunne overføre 👤Steffens' syn på historien og på de antikke myter og guder til nordiske forhold. Selv om forelæsningsrækken ved udgivelsen i bogform i 1803 havde titlen ►Indledning til philosophiske Forelæsninger, rummede den meget andet end traditionel filosofihistorie. Det filosofiske bestod både af en naturfilosofi og en historiefilosofi, hvor 👤Steffens anskuede den historiske gang fra mytologisk tid frem til sin egen samtid. Sidste forelæsning drøftede også geniets rolle i menneskehedens udvikling. 👤Steffens fremstillede et forløb, der var styret af verdensånden. Denne verdensånd var et fænomen mere magtfuldt og mere omfattende end de antikke guder og havde også frembragt 👤Kristus. Samtidig gjorde 👤Steffens sig tanker om kunst og litteratur. Han mente at kunne se en sammenhæng mellem historiens stade og poesiens former på et givet udviklingstrin. Han talte ligefrem om en tid før

✂ “Gudernes brogede Vrimmel forlode den ryggeslöse Jord [den tid, den episke alder, hvor] det Poetiske og Religiöse [...] faldt sammen og var et” (►Steffens 1996, s. 130-31; ►1803, s. 153-54; 7.-8. forelæsning).

✂ I 1808, hvor Nordens Mytologi blev til, var påvirkningen fra 👤Steffens så indoptaget i Grundtvigs tankesæt, at man — i modsætning til ►Møller-anmeldelsen fra 1806 og navnlig til ►“Om Asalæren” fra 1807 — ikke længere mærker den som halvskjulte citater og hentydninger.

Schiller, Schelling og andre tyskere

✂ I begyndelsen af 1806 havde Grundtvig læst dele af 👤Schillers ikke-skønlitterære forfatterskab. Overskriften på fasc. 499.4 (februar (?) 1806) lyder ligefrem “Af 👤Schillers smaa prosaiske Skrifter” (►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 275) og henviser til 👤Schillers ►Kleinere prosaische Schriften 1792-1802. Grundtvig må således have stiftet bekendtskab med 👤Schillers ►Ueber naive und sentimentalische Dichtung fra 1795, der netop blev genoptrykt i bind 2 af ►Kleinere prosaische Schriften, 1800.

✂ I foråret 1806 havde han læst 👤Friedrich Schellings dialog ►Bruno fra 1802 og skrevet i sin dagbog: “Jeg forlod Livet med 👤Schelling i hans Bruno” (►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 402). Det liv, Grundtvig forlod, var den almindelige daglige trummerum, som han tankemæssigt lagde bag sig til fordel for en højere, mere åndelig verden. Det centrale punkt er frafaldet fra det evige og guddommelige, der hos 👤Schelling kaldes “det Absolutte” (►Scharling 1947, s. 60 og s. 90). For Grundtvig gjaldt det om ikke at falde fra det evige, men tværtimod at vælge dét frem for den mere jordbundne dagligdag.

✂ Det var ikke alt tysk, der tiltalte Grundtvig. På s. XIX i fortalen til Nordens Mytologi harcellerer han over “Tydsklands Smaasiæle”, hvorved han forstår de mere nøgterne empiriske (rationalistiske eller oplysningsprægede) forskere som 👤A.L. Schløzer, 👤J.C. Adelung og 👤Friedrich Rühs. Deres synspunkt var, at nordisk mytologi var en sen, kristent influeret efterdigtning, i høj grad et produkt af 👤Snorre, med angelsaksisk poesi som forbillede. I et utrykt manuskript, “Lidet om Saxo og Snorro” fra 1809 (fascikel. 240, blad 2 verso), nævner Grundtvig 👤Schlözer, 👤Adelung og tildels 👤Rühs som dem, der skriver nedsættende om 👤Snorre. 👤Rühs kendte også kun 👤Snorre fra en ►middelmådig oversættelse af 👤Jacob Schimmelmann fra 1777.

✂ Heroverfor stod den tyske mytolog 👤Karl Philipp Moritz, som havde en opfattelse, der i højere grad gik ud på, at mytologi først og fremmest var digtning (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 268).

👤Suhm, 👤Wille, 👤Bastholm og 👤Möinichen

✂ Historikeren 👤P.F. Suhm, litteraturhistorikeren 👤Hans Jacob Wille, den retorisk interesserede teolog 👤Christian Bastholm og mytologen 👤Jacob Möinichen er alle eksempler på 1700-tallets danske lærde, der havde udgivet historisk orienterede afhandlinger o. lign. om (nordisk) mytologi. Grundtvig har da også læst dem med et vist fagligt udbytte og han omtaler dem alle i sin indledning (s. XIV). Men han mener ikke, at de har fattet den dybere mening med asatroen og asatroens plads i åndens udviklingshistorie, der også indbefatter kristendommen.

✂ Grundtvig har i ►Vølvens Spådom set en kronologisk struktureret sammenhæng i asalæren: fra verdens skabelse over dens undergang i Ragnarok til dens genskabelse med færre guder på en ny og ‘renere’ jord. 1700-tallets forskere havde ikke blot ikke forstået nordisk mytologis affinitet til kristendommen, de havde også betragtet de enkelte myter atomistisk og ikke for deres indre øje set den nu tabte sammenhæng.

Tilegnelsesdigt

✂ Nordens Mytologi indledes med et tilegnelsesdigt til justistråd 👤Christen Pram. Dets metrum rummer en metatekstuel hilsen til 👤Prams eget digt med nordisk motiv, ►Stærkodder fra 1785. I Grundtvigs digt, der ganske vist på overfladen er en hyldest til digteren 👤Pram, beskriver han ubeskedent sig selv som den, der i nattemørket kan se det ægte og store i fortidens digtning:

✂

1

✂ “Naar Solen er sjunken fra hvælvede Bue
Med ildige, straalende, blændende Glands;
Naar Skinnet afløser den mægtige Lue;
Da aabnes for henfarne Tider min Sands.
Naar Drauger omride de jævnede Høie,
Da aabnes, da skuer, da funkler mit Øie,
Jeg vandrer blandt Guder, blandt Helte i Nord” (s. [III]).

✂ Digtet er genoptrykt i ►Kvædlinger 1815, s. 41-43.

Fortalen

✂ Efter ►tilegnelsesdigtet følger en fortale, dateret 28. oktober 1808, og endelig kommer selve afhandlingen, som består af en kort indledning (s. 1-12) og tre store ‘afdelinger’ (s. 13-205). I fortalen skriver Grundtvig, at anden afdeling er den vigtigste, og at første og tredje kun er til for den andens skyld (s. XVIII). Midterdelen fylder da også mest (s. 31-150) og består af en række af Grundtvigs egne digte sammen med gendigtninger af eddastof og prosastykker, der genfortæller emner fra de gamle eddadigte.

✂ I fortalen (s. VII-XXII) skuer Grundtvig tilbage på tidligere danske digteres udnyttelse af det oldnordiske stof og vurderer dem i forhold til, hvor dybt de har forstået stoffets storhed. Det er for Grundtvig ikke nok, at digterne tager emner op fra mytologien, de skal også forstå den. De digtere, han nævner, er 👤Johannes Ewald, 👤Jens Baggesen og 👤Christen Pram. 👤Baggesen “stod og staar som en Kæmpe mellem ►Dværgene” (s. XII), hvormed der dog netop ikke tænkes på 👤Johannes Ewald eller 👤Pram. Sidst, men ikke mindst nævnes 👤Adam Oehlenschläger, der bedømmes mildest, skønt Grundtvig anser sig selv for at være en bedre mytolog end han.

✂ “Dispositionen for hele fremstillingen er taget fra ►Vǫluspá, der står for ham [Grundtvig] som det ældste og mest hedenske eddadigt” skriver 👤Lundgreen-Nielsen (►1980, s. 255). Eftersom ►Vǫluspá er det eddadigt, der tidsmæssigt strækker sig over længst tid (flere verdensaldre), kan det i sig rumme alle de andre eddadigte, der hver for sig kun beretter et lille udpluk af den store og sammenhængende historie, hvis skæbne nornerne styrer. Og da selv ►aserne i dette digt går under ved ►Ragnarok, må der være en vilje bag, som er højere end deres, nemlig ►Alfaders. ►Alfader lader blot sin vilje komme til syne gennem ►nornerne. Grundtvig formulerer det således:

✂ “men vi behøve ei smaalig at sanke Vidnesbyrd, da hele Asalæren vidner om det fulde Herredømme, som ►Nornerne (►Urd, ►Verand og ►Skuld) ►Alfaders vise Døttre, udøvede over ►Aserne” (s. 14).

✂ Erkendelsen af dette kan også dateres i hans dagbøger. Den 12. juni 1807 står der: “Alt er Norners Værk” (Dag og Udtogsbøger 1 1979, s. 404).

✂ Endelig gør Grundtvig i fortalen op med en meget tidlig kristen opfattelse af asatroen, der går ud på, at der har eksisteret flere ‘►Odin'er’, hvoraf den tredje og sidste var et menneske, der indvandrede fra Lilleasien til Norden omkring Kristi fødsel (s. [VII]). Denne opfattelse kan man finde belæg for allerede i ►Snorres Edda.

Indledningen: hovedkilderne til den nordiske mytologi

✂ I indledningen omtaler Grundtvig de vigtigste af de oldislandske kilder til sin fremstilling. Gennemgangen af hovedkilderne suppleres i det følgende med oplysninger, der ikke fremgår af Nordens Mytologi.

Første Afdeling

✂ Her følger en kort omtale af bogens hovedafsnit og af Grundtvigs egne digte, der bryder den løbende prosafremstilling.

✂ Første afdeling begynder med et længere citat fra 👤Tacitus' ►Germania om guderne i det gamle Nord og rummer en mere eller mindre skematisk opremsning af gudernes navne. 👤Tacitus omtaler både de kendte som ►Odin og ►Thor og de mindre kendte som ►Hnos og ►Hlin; han fortæller om deres indbyrdes relationer og om, hvem der blev dyrket, og hvem der ikke havde knyttet kult til sig.

Anden Afdeling

✂ Denne afdeling er efter Grundtvigs egen mening den vigtigste og giver da også gennem en række småfortællinger i prosa med indlagte strofer et overblik over de nordiske guders gøren og laden, stillet op som et næsten sammenhængende, episk forløb (ikke dramatisk, som Grundtvig selv påstår). Her bygger Grundtvig først og fremmest på eddadigtene ►Vølvens Spådom, ►Hyndlas Sang, ►Skirners Færd og ►Sangen om Gråskæg . Desuden er der en omdigtet version af slutningsdigtet fra ►“Om Asalæren” (►Grundtvig 1807c, fra s. 184, linje 2 f.n. til s. 187, linje 17 f.o. – med undtagelse af s. 186, lin. 7-14). Dette bringes i Nordens Mytologi 1808, s. 146-149. Endelig rummer afdelingen to store, selvstændige digte, der også er blevet genoptrykt senere. Det drejer sig om:

Tredje afdeling

✂ Tredje afdeling rummer det, Grundtvig kalder fabellæren, dvs. fortællinger om gudernes mere dagligdags liv og “Gudernes Symboler og Eiemon [dvs. ejendele]”.

✂ Det kan forekomme uklart, hvori forskellen på gudelære og fabellære består hos Grundtvig. Men han taler om, at fabellæren i modsætning til gudelæren rummer de mytologiske digteres refleksioner over naturen og gudernes omgivelser: “Nordens Gudelære var ei opstaaet ved Refleksion over Fænomenernes Indtryk paa de ydre Sandser, men fremsprunget ved Livets og Tidens umiddelbare Beskuelse” (s. 152). Med andre ord er gudelæren mere abstrakt, mens fabellæren rummer de fortællinger og fortolkninger, der viser guderne som agerende i situationer (i tid og rum), ikke kun som væsener eller abstraktioner.

✂ Desuden rummer afsnittet – trods Grundtvigs indledende bemærkninger om dets mindre vigtige status – tre betydningsfulde selvstændige digte. De er da også alle senere blevet genoptrykt i Grundtvigs levetid, og et par stykker har været klassikere i gymnasieundervisningen.

✂ Til allersidst kommer en lille oversigt over guders og gudinders tilnavne, de fleste kenninger, dvs. poetiske omskrivninger, der hentyder til myter om de forskellige guder. Alle disse er hentet fra 👤Resens ►udgave af Snorres Edda fra 1665 (blad Cc recto-Dd2 verso). Ved de relevante steder er der i punktkommentarerne gjort rede for denne afhængighed.

Samlet karakteristik af ►Nordens Mytologi

✂ 👤Rønning har betegnet Nordens Mytologi som det sted, hvor romantikken får sit gennembrud i den historisk-mytologiske forskning (►Rønning 2:1 s. 81). Dette udsagn har sin berettigelse, men mangler en forståelse af, at Grundtvigs sammentænkning af mange nordiske eddamyter til ét helt, dramatisk forløb også rummer en kristen fortolkning, der kun indirekte kommer frem. Idet nemlig ►aserne blev udsendt af ►Alfader for at gøre det af med det, der er skabt af ►Ymers krop (massen), må ►aserne — i kraft af deres ‘syndefald’, dvs. fraterniseringen med ►jætterne, bl.a. udtrykt ved ►vanen ►Frejs kærlighed til ►jættedatteren ►Gerd — gå under, for at verden efter ►Ragnarok kan genopstå i en mere paradisisk tilstand. Derfor lyder det hos Grundtvig:

✂ “Da den vilde formløse Masse havde selv udviklet sig til Liv, kunde ►Alfader ei lade en Verden blive, der hel, som i sine mindste Dele bar hans Billede, før det onde selvtagne Liv var forgaaet” (s. 143).

✂ For Grundtvig står den klassiske græsk-romerske mytologi i modsætning til den nordiske, fordi de nordiske gudemyter har en indbyrdes sammenhæng, mens der ved Middelhavet kun er spredte episoder og mindre indbyrdes sammenhæng mellem de forskellige historier, der fortælles i gudemyterne (s. [XXIV] og s. 21). Hermed kommer den nordiske mytologi for Grundtvig til at stå over den klassiske, en opfattelse, som det er ham meget vigtigt at få udbredt.

✂ Samtidig vil Grundtvig ved hjælp af ►Alfaderbegrebet tolke den nordiske mytologi ind i en forståelsesramme, der både giver plads til asatroen og kristendommen, uden at asatroen mister det guddommelige. I en periode, hvor en euhemeristisk gudsopfattelse længe havde været fremherskende, får Grundtvig reddet asatroen ud af en sækularisering og over i en kristen forståelsesramme.

✂ Nordens Mytologi skal ses i sammenhæng med Grundtvigs andre værker fra perioden. Danmark var hårdt trængt efter bombardementet af København 5. september 1807; og Grundtvig søgte på alle måder at pirke til nationalfølelsen, se også indledningen til ►Maskeradeballet i Dannemark (1808a).

✂ Selv om Grundtvig i fortolkning går ud over det, han finder især i ►Den ældre Edda, er han i de refererende passager ofte så tæt på sit forlæg, at det – hvis det ikke lige var, fordi han skelner mellem prosaisk og poetisk form – er svært at se, hvor han genfortæller, og hvor han gendigter.

Det tidlige trykte forfatterskab: asarusen

✂ Grundtvig har selv betegnet årene fra 1806 og fremefter som præget af en “asarus”:

✂ “Udtrykket bruges første gang i et utrykt manuskript, ‘Til Digteren 👤Baggesen’, i sensommeren 1814 (Fasc. 179 4r), siden i brev til 👤Stenersen den 19. april 1815 (Br. I 316), på tryk i ‘►Kvædlinger’ 1815 (128 og 138)” (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 394).

✂ Det var en mani og manér for ham, en sand besættelse, en uimodståelig tiltrækning, som han lod sig rive med af. Ikke desto mindre ser han senere tilbage på Nordens Mytologi som et værk, der “paa enkelte Udbrud nær [var] saa ædrue og betænksom, som man burde ønske” (►Grundtvig 1817, s. 175). Til hans asarus skal også regnes det utrykte udkast til en gendigtning af vølsungesagnene.

✂ Bortset fra mindre polemikker består Grundtvigs tidligste forfatterskab således af syv artikler eller anmeldelser, hvoraf de fire direkte lægger op til ►Nordens Mytologi , nemlig ►“Lidet om Sangene i Edda” fra 1806, ►“Om Oehlenschlägers Baldur hiin Gode”, ►“Et Par Ord i Anledning af det forkyndte Sørgespil: Signe” og ikke mindst ►“Om Asalæren” (alle 1807). Et femte, det dramatiske digt ► Maskeradeballet i Dannemark 1808, peger ligeledes på det gamle Norden som det sted, hvorfra nutiden skal hente styrke og inspiration i samme retning: bagud.

✂ Det var i disse artikler, at retningen for en del af Grundtvigs tidlige virke blev udstukket; og det var her, han offentligt prøvede kræfter med, hvad det vil sige at overføre eddadigtningens emner til samtidig dansk sprogdragt og mentalitet. Som han skrev i sin dagbog (30. december 1806): “Stødet var en Bearbejdelse af det eddiske Dig[t] ►Skirners Reise ”, dvs. 👤Jens Møllers gendigtning (►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 402).

✂ Med andre ord åbnede 👤Møllers gendigtning – ved sin i Grundtvigs øjne helt forkerte tone – hans blik for nye perspektiver på den ældre nordiske litteratur. Denne litteratur var ikke kun interessant per se som led i en (national)romantisk diskurs eller på grund af sin elementære episke spænding, men især fordi den formåede at åbne for ny åndelig indsigt. Under sin egen beskæftigelse med eddasange og sagaer blev Grundtvig mere kritisk over for andres omgang med den nordiske litterære fortid, fordi de andre ikke nødvendigvis i deres værker opnåede samme indsigt eller viste samme ærbødighed over for stoffet som han selv. En mulig undtagelse herfra er dog 👤 Oehlenschläger.

Korrektioner til samtiden

✂ Om Grundtvigs tidlige forfatterskab skriver litteraturforskeren 👤Flemming Lundgreen-Nielsen i ►N.F.S. Grundtvig. Skæbne og forsyn, der dog især beskæftiger sig med ►Optrin af Nordens Kæmpeliv (1809 og 1811):

✂ “Periodens digterværker [dvs. Grundtvigs forfatterskab indtil 1812] […] fremtræder i hvert fald delvis som forsøg på at forbedre allerede eksisterende poesi [...], de fremkommer som Grundtvigs reaktion mod andre digteres misforståelser i behandlingen af stoffet, således ►‘Freis Kærlighed’ [fra Nordens Mytologi] som modstykke til 👤Jens Møllers ►‘Skirners Reise’, ►‘Odins Kvad (Om Skjaldskabs Ophav)’ i ►‘Nordens Mytologi’ som modstykke til 👤Baggesens ►‘Poesiens Oprindelse’, ►‘Optrin’ 1809 måske som modstykke til 👤 Oehlenschlägers ►‘Nordiske Digte’ 1807, og ►‘Optrin’ 1811 i nogen grad som modstykke til Fouqués ►‘Sigurd der Schlangentödter’ 1808” (►Lundgreen-Nielsen 1965, s. 29).

Genoptryk af enkeltdigte og Nordens Mythologi 1832

✂ Tilegnelsesdigtet til 👤Pram og de seks ‘store’, her omtalte digte genoptrykkes næsten uændret i ► Kvædlinger 1815, se redegørelse i ►Bibliografien 1, s. 39-40, og tekstredegørelsen .

✂ Selv om Grundtvig i 1832 udgav endnu en ► Nordens Mythologi, der på titelbladet betegnes som en andenudgave, er der tale om to helt forskellige værker. Ud over at 1832-udgaven er ca. tre gange så omfattende, er der kun få identisk ordrette passager, selv om han gentager meninger og udlægninger. Tonen er – trods længden, der kunne give rum for mere samtidskritik – mere afdæmpet.

Vennerne

✂ Allerede inden bogen var udkommet, nemlig 1. december 1808, modtog Grundtvig en positiv anerkendelse fra 👤Christen Pram, til hvem han havde tilegnet værket. 👤Pram svarede omstændeligt og beskedent og “lykönsker Fædrelandet til en sådan Sön” (utrykt, NkS 1299 e, se ►Rønning 2:1 1908, s. 63).

✂ Også vennen 👤Christian Molbech havde modtaget et eksemplar af bogen. 👤Molbech læste den anden gang i juleferien, som han holdt i Sorø, og takkede efterfølgende Grundtvig i et digt i tunge heksametre, bragt i ‘Skilderiet’: “Til Grundtvig, da jeg i Sorøe andengang, havde læst hans Eddalære” (►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 28, 14. januar 1809).

✂ På Valkendorfs Kollegium boede filosoffen 👤F.C. Sibbern samtidig med Grundtvig. Han erindrer om bogen:

✂ “Han var Lærer i Historie i 👤Schouboes Institut, og skrev sin første Nordens Mythologie, som var meget poetisk, og som jeg holdt meget af. Grundideen er mærkelig nok i christelig Aand: thi ►Odin kommer her til sin Gudmagt ved et Slags Syndefald eller Affald [dvs. frafald] [...] Man sagde dengang om Gr., at hans Tro var Asatroen, hvilket naturligvis ei var saa” (►Erindringer 1948, s. 117-118).

Jens Møller

✂ Teologen 👤Jens Møller reagerede ikke umiddelbart på Grundtvigs nedsabling af hans gendigtning af eddadigtet ►Skirners Færd (►Møller 1806). Men man kan sige, at 👤Møller fik givet svar på tiltale, da han i 👤P.E. Müllers ►Dansk Litteratur-Tidende , nr. 1-2 1811, anmeldte Grundtvigs samlede ‘mytologiske’ forfatterskab på én gang. Det vil sige ►“Lidet om Sangene i Edda”, ►“ ►Om Asalæren”, ►“Et Par Ord i Anledning af det forkyndte sørgespil: Signe”, ►“Bemærkninger over Oehlenschlägers Baldur” og endelig Nordens Mytologi.

✂ 👤Jens Møller brød sig ikke om “den Haardhed, hvormed han [dvs. Grundtvig] [havde] affærdiget Andre, der ikke ville see som han” (► Dansk Litteratur-Tidende, 1811 nr. 1, s. 3). Han tog også afstand fra Grundtvigs hovedtanke: “At de gamle Nordboer skulle have troet paa en ►Alfader mægtigere ned ►Aserne, hvilket F. [forfatteren, dvs. Grundtvig] og flere før ham have antaget, er en blot Gisning, som neppe er sandsynlig” (►Dansk Litteratur-Tidende , 1811 nr. 2, s. 28-29). 👤Møller angreb ligeledes Grundtvigs tolkning af et dunkelt sted i eddadigtet ► Hyndlas Sang, hvor han lader ►Loke gifte sig med jættekvinden ►Angrbode og derved blive ond. 👤Møller anførte med rette, at ►Loke ikke gifter sig med hende, men æder hendes (brændte) hjerte “og derved blev ond” (s. 31). Det er nu også, hvad Grundtvig citerer i uddraget af ►Hyndlas Sang på s. 56 i Nordens Mytologi. Men Grundtvig fortsætter: “Elskov optændtes i ham til ►Angerbode, og da Han sank i Hendes Favn, sank Han for stedse i ► Jetters ” (s. 56). Den oprindelige oldislandske eddatekst angiver, at det er ►Loke, der bliver gravid ved at spise ►Angrbodes hjerte (således også ►Martin Larsen (overs.) 1943, Hyndlas Sang, strofe 40-41: “svanger”). Trods flere kritiske punkter kunne 👤Møller dog slutte:

✂ “Uagtet de anførte Indvendinger erkjender Rec. [dvs. recensenten, 👤Møller selv] med Fornøielse hos F. [forfatteren] det Fortjenstlige i at have begyndt paa at adskille det Ældre og Nyere i Asalæren, hvilket tilligemed mangt et rigtigt Blik over enkelte Punkter, og Sindrigheden af det Hele, gjør, at denne Bog ligesaavel fra den kritiske, som fra den æsthetiske Standpunkt, kan ansees som en Vinding for vor Litteratur” (►Dansk Litteratur-Tidende 1811, nr. 2, s. 32).

‘Skilderiet’ og Tyskland

✂ Bogen blev anmeldt anonymt i ► Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 3. december 1808, spalte 247-249 under rubrikken “Indenlandske Efterretninger”, se faksimiler. Anmeldelsen er tidligere tillagt 👤Molbech (►Rønning 2:1, s. 78), men eftersom den er anonym, kan den ligeså godt være af 👤Salomon Soldin, der fra 1811 blev udgiver af bladet og ofte varetog litteraturanmeldelserne i ►‘Skilderiet’. Anmeldelsen begynder med at beklage, at tyskerne (👤Herder og 👤Gräter) før danskerne har skuet “noget dybere i den herlige Kilde, hvis rige Straale fremvældede af nordisk Grund”, dvs. ► Eddaen (spalte 247). Anmelderen priser 👤Oehlenschläger for at have tvunget “os til at see og erkiende noget mere i Nordens Mythologie, end et planløst Sammenvæv af barbariske, upoetiske Eventyr” (spalte 248). Sproget bliver beskrevet som “ofte høit og skiønt, og kun stundom (en Følge af at det skal omhylle Ideer fra Nordens dybeste Oldtid) noget haardt — med et Ord, at det er Materien værdigt” (spalte 248). Endelig bider anmelderen mærke i de mange indlagte digte, der er Grundtvigs egne: “En forhøiet Interesse vinder Eddalærens Fremstilling ved den poetiske Fremstilling af forskiellige af dens vigtigere Myther” (spalte 249).

✂ 👤Rønning anfører, at 👤Friederich Schlegel i sin afhandling ►Ueber nordische Dichtkunst fra 1812 omtaler både Grundtvig og 👤Oehlenschläger positivt (►Rønning 2:1, s. 79). Hertil kan føjes oplysningen fra 👤Steen Johansen om, at 👤Schlegel har gengivet et afsnit fra mytologiens fortale (► Bibliografien 2, s. 40).