Fortale.
✂ Hvad 📌Nordens ældste Indbyggere have troet om Guderne, om et Liv og en Livsyttring, høiere og stærkere end Menneskets, er en Umulighed at bestemme, da Vi ikke engang vide Noget om Deres Oprindelse eller Liv. Vel har Man troet, i de gamle Sange at finde Spor af en ►forodinsk Religion; men snart har Man her taget senere Tillæg for at være det Ældres ►Levninger, og snart har Man forvildet sit Syn, ved at tro: at den ►Odin, Man tænker hidkommet ved 👤Kristi Fødselstid, dannede en ny Gudelære.
✂ Saameget er vist, at Asalæren er den ældste nordiske Gudelære, Vi ►mægte at beskue, og saa tiltrækkende det for vor Nysgerrighed kunde være, at vide, om denne Læres Skaber har i Fremstillingen af sine Ideer benyttet noget forhaandenværende Stof, og hvilket, saalidet troer VIIIjeg, at en Undersøgelse herom kunde, ifølge sin Natur, lede til noget, end sige til noget vigtigt Resultat.
✂ Jeg mener, at baade kan vor indre ►Sands tilfredstilles, og det Historiens Forbillede som i Mytologien bør søges, findes, ved at skue hen paa Asalæren, der i fem store Akter udfolder det herligste Seiersdrama, som ►avledes og ►kunde avles hos en dødelig Digter. En Ahnelse heraf var det, som tvang de Faa, der stirrede ind i gamle 📌Nord, til at bekende: at der mellem 📌Norges Klipper havde engang staaet et Tempel for Guddommen skønt og betydningsfuldt. Dog, De troede mismodige, at Templet var gennem mere end et Aartusende saaledes knuset og nedbrudt, at selv dets Omrids ei mer kunde gives. Mængden, endog af de Studerende i ædlere Betydning, ⓘ troede Dem paa Ordet, og Følgen blev, at mange nordiske Videnskabsmænd, der kendte hver Blomst i 📌Arkadiens Have, næsten studsede blot ved ►Ygdrasills Navn. En 👤Bartholin og 👤Suhm, en 👤Sandvig, 👤Gräter og 👤Herder, en 👤Thorlacius, 👤Abrahamsen og 👤Nyrup ►bøde vel, Hver paa sin Vei, deres Landsmænd standse, skue og be 246 (US) undre, men det var næsten som ►Røste i 149 (VU) Ørken. Dette kan synes unIXderligt, men er dog saare forklarligt, naar Vi betænke, at de faa Mindesmærker om 📌Nordens Gudeliv, der ligesom ved medfødt Kraft trodsede Ødelæggelsen, gennemlevede Tiderne og naaede Os, vare alle ►vanhældede, medens nogle endog vare Opløsningen nær; at den hellige Taage som omgærdede dem, og maaske ofte reddede dem fra Ødelæggelse, nu tilslørede den bevarede Herlighed, og at hin derfor maatte gennembrydes, før denne kunde skues. Man maatte slet Intet kende til de almindelige Mennesker, naar Man skulde behøve at ty til Erfaringen, for at faa at vide, at næsten Alle vendte sig bort, at De som bleve staaende og stirrede ind i Mørket, vare de Faa, som enten grebes af enkelte dybe Toner, eller, ved at vandre fortrolig mellem ►Asers Altre og 📌Nordens Helte, begeistredes for de ukendte Guder. 📌Nordens Historiker og Oldgrandsker følte saaledes stedse en, vist ofte dem selv uforklarlig, Interesse for 📌Nordens Gudelære, men De kunde ikke ►forplante den, fordi den, ifølge sin Natur, kun var til for Dem.
✂ Dog, om ogsaa Taagen gennembrødes og adsplittedes, maatte det dog, formedelst de fleste Menneskers Krav paa let og hurtig Nydelse, gaa sent med Erkendelsen af gamle 📌Nord, naar ei tillige Xen stor og yndet Digter giorde dets Guder og ►gudlige Helte til Genstande for sin Anskuelse, og saaledes tvang alle dem, der vilde nyde Hans Kvad, til at kende dets Genstande.
✂ 👤Evald digtede sin ►Balder, og en dunkel Ahnelse af 📌Nordens Herlighed udtaler sig gennem Digtet; men Skjalden stod selv udenfor den Verden Han vilde fremstille, og derfor kunde Han ogsaa fattes af Dem der stode udenfor den.
✂ Den mandige 👤Pram fandt, at ►Thor vel dog saa lidt anderledes ud i Naturen, end der, hvor Han maatte staa og slaa sine Visetriller; Han saa 📌Nordens Kraft fremtræde i ►Stærkodder, og det har mangengang smertet mig, at Han vendte sig fra
✂
Den ►Muse, som Oldtidens nordiske Skjalde
Beaanded til fri og ►ukonstlede Sang
Om Heltenes Kamp, naar de kække betvang
De bjerghøie ►Jetter – – – – – –
✂ fordi Han, skuende ►trindt sig i en ►forkælet og udmarvet Tid, maatte med sørgelig Sandhed udbryde:
✂
Din buldrende Røst ingen Lykke vil gøre.
Hvo vil vel Din dundrende Tordenlyd høre?
Man flyer Dig med Angst, eller agter Dig ei.
✂ 150 (VU) 247 (US) I Digterfortvivlelse vendte Han sig til den simple Forstand, og skønt Han havde formeget DigteXIrisk i sig, til ei ofte at bortvise denne ►Snillets kolde og barske Tugtemester, saa lukkede Den dog Hans Øie for de herlige Syner, der ellers, paa den Punkt Han stod, udentvivl ⓘ maatte aabenbaret sig for Ham.
✂ Hvad skal Man sige om de Øvrige som høre til den Periode, man ►stundum ei rødmede ved at kalde den danske Poesies Guldalder, maaske fordi selv det reneste Guld i den røvedes Glands og Vægt; Perioden, da Alle, som kunde føle, uden just at blive slaaet, som havde mere Vid end dem der havde mindre; som kunde skrive et rimet eller rimfrit Vers, og til Nød en syngelig Vise; hilste sig selv og hinanden ret ►pyntelig som Digtere og Skjalde? Hvem skulde tro at 📌Norden kunde vente sig Noget af Saadanne? Det kunde ei heller, men frygte sig for dem maatte Det desværre; thi Nogle af Dem vilde gaa i 👤Evalds og 👤Prams Spor, og forsynede sig til ►den Ende med større eller mindre Ladninger af Gudenavne og Fabelord. Naar De nu ret vilde vise sig i Deres Kraft, udstrøede De disse i Blinde, visse paa, at hvor de end faldt, vilde de finde lige rigtig Plads. Der sad de da, som ►Glasstumperne i de graa Vægge, og ►Aberne tyktes vel om den løierlige Glimmer; men Læserne med Sands for det virkelig Store og Skønne XIImaatte have holdt op at være sig selv, dersom de ei med Væmmelse havde vendt sig bort fra slige mytologiske Broderier. Medens nu de priselige ►Sædemænd stode forfærdede og næsten forstenede over, at de kærnløse Skaller ei vilde vokse i Gruset og bære hundredefold Frugt, avledes den ulykkelige Fordom, at 📌Nordens Gudelære vel maatte være en Orddynge uden Betydning, da den vedholdende og upaatalt fremtraadte som en saadan.
✂ 👤Baggesen, som trods alle de Hundeglam der senest forfulgte Ham, fordi Han endelig hævede sig til en ham værdig ►Punkt, og trods de lumpne Epigrammer, hvori usle Rimsmedde, som Hans retfærdige Svøbe rammde, søgte at trække Ham ned til sig;*Offentlig bør det siges, til Skændsel for den Nedrige som det rammer, at rimede Grovheder i epigrammisk Form snige sig om i Mørket, og søge at klæbe sig paa 👤Baggesens, vor herlige Digters Navn. som trods alt Saadant, stod og staar som en Kæmpe mellem Dværgene, var formeget Digter, til at ligne Hine, der af ►Eddas Ord ►sammenkludrede sig Skamler, ►paa det Folk skulde 249 (US) tro: De vare store. Og dog (med Bedrøvelse 151 (VU) erkender jeg det) maa Hans Brøde mod 📌Nordens Guder næsten agtes større end Hines; thi Han XIIIkunde fornærme, og gjorde det, ved at behandle Guderne som sin ►Eiendom, behænge Dem med Narrekappen og stille Dem frem til Latter for Hoben.
✂ Saaledes stode vore Fædres Guder, vanærede og ►spottede, med ►affaldne Kroner og brækkede Septre, indtil Skjalden 👤Oehlenschläger, jeg tør ei sige forbarmede sig over Dem, men vovede at oplede Dem der, hvor De stande i en Glands, ingen Skygge kan fordunkle og intet Slør bedække for Digterens Øie. Vel søgte Han Dem ►stundum der, hvor kun Deres Genfærd vare; vel iførte Han Dem ►stundum et Purpur, ►sprængt med Sydens Guld, som Hans egen ►konstige Haand virkede, fordi Han, ilende, ei saa Deres eget; men hvad Han ikke hidtil saa, vil Han sikkert engang se, thi Han kan, og skedte det end ikke, vilde dog den Pris evig tilhøre Ham, at have været den Første, der atter begeistrede 📌Norden for sine gamle Guder, og iførte Dem en Dragt der forkyndte Deres Høihed. Enhver, som fik Øie for det stærke, underfulde Spil i ►Vaulunds Kvad; som fulgte ►Thor til Jotunheim og hørte Sagnet om Tidens Fødsel; som gennemskuede 👤Hakon i Kraftens Øieblikke og lyttede til 👤Audens dybe Toner; som vovede at se ►Spydet hærdes til ►Hødur, XIVog at høre ►Mørkalfers knusende Kor; Han saa Glimt, og hørte Lyde, som Han aldrig glemmer.
✂ Virkelig frembrød ogsaa, da 👤Oehlenschlägers Harpe klang, i de mere Udvikledes ►Barm en inderlig Længsel efter at kende 📌Nordens Guder, og Vaabengnyet kunde ikke dæmpe, men fordobblede den snarere, som en udvortes Genlyd fra de svundne Tider, som ►Stridskøguls høie Stemme, der kalder Helte til ►Valhal. Man skuede ►trindt sig, efter en Vei til den Verden, hvori Digteren bevægede sig, og hvortil Nutiden stadig ⓘ henpeger oftest som Fristed, sielden som Urbillede. Man fandt ingen, thi de Man kunde finde, førte enten slet ikke did, eller vare saa lange og besværlige, at Man, hindret af andre Sysler, mistvivlede om at kunne lægge dem tilbage. Virkelig var der ingen Vei til ►Edda uden ►Edda selv, thi 👤Suhm havde blot samlet, og 👤Ville, 👤Bastholm og 👤Möinichen havde forgæves søgt at lære Andre, hvad De selv ei vidste.
✂ 152 (VU) 250 (US) Priselig var den Hensigt, i hvilken Professor 👤Nyrup (varm Ven af Asalæren, som af al Videnskabelighed) paatog sig Oversættelsen af ►den prosaiske Edda; thi vel er Denne kun Mytologiens Forgaard, hvori Mange saaledes forvildede sig, at De aldrig ►funde Templet selv, men naar XVMan der kun søger en Standpunkt og intet ►Blivested, da vil Man dog kunne føle sig Helligdommen nærmere. Skulde denne Oversættelse (med sin ikke heldig valgte Titel) derimod lede til den saare ►vrange Tro, at Man, ved at kende de deri indeholdne Fabler, ogsaa kendte 📌Nordens Gudelære, som den i sin Renhed var, eller ogsaa kun, som den udtaler sig i de ældste Sange, da maatte alle Asalærens Venner inderlig bedrøves. Klogelig søgte Professoren at ►forekomme denne Ulempe, ved stadig at henvise til 👤Sandvigs ►Oversættelse af den poetiske Edda; men om end langt flere Eksemplarer af denne vare ræddede fra ►Urteboden,*Jeg undrede mig længe over, hvorledes en Bog som denne, der ei er til Morskab, kunde være udsolgt; men min Forundring svandt da jeg hørte, at dette herlige Vidne om vor 👤Sandvigs Entusiasme, Skarpsindighed og Flid var solgt – til Makulatur. gives dog kun Faa, som paatage sig Sammenligning, og ►end Færre, som kunne vurdere Forskællen, og uddrage Resultatet om Bygningernes særegne Stil. Dette er saameget vanskeligere, som Sangene uden al Kritik ere stillede ved Siden af hinanden, og, ved en ublid Skæbne, ganske blottede for Anmærkninger, uden hvilke de Vigtigste ei engang kunne læses med Behag, mindre fattes XVIaf Dem, der ei giorde 📌Nordens Gudelære til Studium.
✂ En, under visse Betingelser populær, Udsigt over 📌Nordens Mytologi, med bestemt Hensyn paa de senere Forvanskninger som saadanne, synes at være det eneste Middel til, baade at bibringe Flerheden et Oversyn, og sætte Dem istand til at ►nytte hine Oversættelser, og en saadan er det jeg søger at give. Hvorvidt jeg er Arbeidet voksen, maa Tiden lære; men at jeg har bestræbt mig for at blive det, haaber jeg Man vil se, og at det Studium jeg driver ei er noget vilkaarlig valgt, lære Man af et Blik paa mit Liv med Hensyn til 📌Norden!
✂ Det er kun bogstavelig Sandhed, naar jeg her gentager, at jeg fra min Barndoms Dage ei erindrer nogen mere levende Smerte end den, jeg følte ved at læse hos 👤Hvitfeld: at Vi Intet vidste 251 (US) om de gamle Gu 153 (VU) der. Det var, som om jeg paa engang gennemrystedes af Ahnelsen om Deres Herlighed, og af Spaadommen: at Deres Liv skulde, i sin Tid, vorde Betingelsen for mit. Aarene ►henrunde, men mellem de mest fremmede Sysler, i Skolestøvet og de akademiske ►Ledebaand, kunde jeg dog aldrig glemme de ►underlige Toner, der gennem ►Thors og ►Odins Navne havde saa tidlig XVIIfæstet sig i Sielens Øre; hisset hørte jeg med inderlig Glæde 👤Suhm fortælle de mange Sagn om 📌Nordens Guder, og her greb mig en Vennehaand, som ledte mig hen til de vise Oldinge: 👤Snorro og 👤Saxo, i hvis Spor jeg da henvandrede ⓘ mod ►Eddas mystiske Skov.*Dig, min tidligere Ungdoms eneste Ven, 👤Peder Nikolai Skougaard! Dig var det som ledte mig. O! kendte Flere, som jeg, din stærke Aand, dit dybe og omfattende Blik i 📌Nordens Fortid, din næsten overmenneskelige Flid og Udholdenhed, da vilde de bede med mig: at Videnskaben dog ei for stedse maa have tabt sin Yndling!!! Paa ►underlige Stier førte ►Nornerne mig ind i Den, og i de senest svundne Aar var gamle 📌Nord, med sine Guder og Helte, den Verden, hvori jeg, næsten udelukkende, bevægede mig. At fremstille hvad jeg saa, som jeg saa det, skal være mit Livs Syssel; at ►oplade den mytiske Verden for mine Landsmænd og vidne om hvad jeg har set, er dennegang mit Øiemed.
✂ Jeg havde besluttet, ei at fremlægge Resultaterne af mine Undersøgelser, før jeg kunde fremlægge disse hele; men mange Grunde bestemte mig til at fravige min Beslutning, og nogle ville være nok til at retfærdiggøre Frafaldet. Om ogsaa min Granskning kan endes før mit Liv, XVIIIvil jeg, som er ►uden al Frændskab med ►Plutus og Hans Yndlinge►, dog neppe nogensinde vorde istand til at fremstille den i videnskabelig Form; men blev endog dette muligt, vilde dog en saadan Fremstilling kun være for Faa.
✂ Til 📌Nordens Mytologer har jeg en Bøn, og det er den, at De ei ville ►bryde Staven over mig, om De end ikke sielden føle sig fristede dertil! Jeg stræbte at ►beskue ►Edda ved sit eget Lys, og Grundene, hvorfor jeg afviger fra mine Forgængere, maa jeg, næsten overalt hvor de ei ligge i Fremstillingen selv, blive skyldig. Dersom det undes mig, at leve nogenlunde udelt for min Granskning, og da at kunne meddele den, skal jeg stræbe at betale denne min vitterlige Gæld, og først da dømme Man mig! At det Enkelte trænger til mange nærmere 154 (VU) Bestem 252 (US) melser, erkender jeg selv, og at den første og tredie Afdeling her kun ere til for den andens Skyld, haaber jeg er klart.
✂ Men, hvad skal jeg svare en 👤Adelung og Hans ►Jævninge, der tør mene, at vor hele Gudelære blev til i de senere Aldere, da Skjaldene ►hendreve de lange Vinteraftner ved at ►udspække en Del af Kristlæren med allehaande Fabler?
✂ XIXAt 📌Tydsklands Smaasiæle, fulde af Nasionalismens urene Bærme, stedse med misundeligt Øie skelede til 📌Nordens genfødte Guder, var saa naturligt, at Man aldrig ændsede det, men hørte gennem 👤Gräter og 👤Herder det høreværdige 📌Tydsklands Broderjubel. Da derimod en 👤Adelung, der eier et vist (maaske ikke lidet) Navn, nedlader sig til at være Ordfører, trykker sin Myndigheds Segl paa længe glemte Usselheder, og ved de uværdigste Fordreielser søger at kaste Sandsynligheds Skin paa de urimeligste Paastande,*Kun et Eksempel vil jeg anføre. 👤Adelung opstiller 📌Nordens Gudelære omtrent som den svagsynede 👤Dalin, med den Grille at ville smedde den til Kristendommen, fortolkede den, og nu tilføier Han: Dette er lige efter ►Vøluspa (!!!) og at Ingen skal tro, det er mit Værk, vil jeg henvise til 👤Dalin, lettroende Ihukommelse, som netop har samme Fremstilling og beviser (?) hvert Led, af ►Edda selv. Er dette Uvidenhed eller Skamløshed, eller en Blanding af Begge? Sikkert det Sidste, thi 👤Adelung kan aldrig have læst ►Vøluspa, og snakke ►saa om den. da nødes jeg til at svare Ham i hans Eftersnakkere, hvad ►salig 👤Thomas Bartholin fordum svarede 👤Huet paa Originalen til 👤Adelungs Kopi: ►mendaciorum congeriem paucis lineis effutitam redarguere proclive esset, si odiosæ controversiæ XXinsistere luberet►. Vil Man sige, at saadant Svar er ei humant, da har Man maaske Ret; men sandt og fortjent er det, og Humaniteten (saaledes som den almindelig forstaaes) er saalangt fra at være min Afgud, at jeg meget mere agter den for en honningblandet Gift, der, udstrømmet fra den ►vrange Oplysning, truer at søvndysse det Ædelste hos Mennesket: glødende Varme for det Hellige og Sande; thi vist maa denne ►stundum yttre sig som dyb Foragt for det Usle. Vil Man derimod undskylde 👤Adelung, som Han undskyldte 👤Snorro, og sige at Han, langt fra at tro, det var Sandt Han skrev, kun skrev det for Spas, da antager jeg med Glæde denne Mening, og tør tro, at en saadan ►Gætning er fordelagtigere for Hans end for 👤Snorros Eftermæle.
✂ 155 (VU) Til Beroligelse for de redelig Tvivlende, tør jeg paa det bestemteste erklære, at enten avledes 📌Nordens Oldtid af hine 253 (US) Guddomme, der stande og røre sig saa kraftelig i ►Eddas stjernelyse Nat, eller ogsaa har en Gud selv skabt det harmoniske Livs Billede, hvis Træk ere adspredte i 📌Islands Sagaer, og samles, som Straalerne i en Brændpunkt, hos 👤Snorro og 👤Saxo; Mennesker kan kun lyve i Tiden, en hel Tid mægte de ei at fremlyve.
✂ XXIAt selv Romerne have erkendt den fuldkomne Modsætning, hvori 📌Nordens Religion stod til hver anden bekendt, og meget vel fattet den Punkt, hvori Forskællen egenlig hviler, sees tydelig af det tit anførte, men vel ei ►noksom begrundede Sted hos 👤Lukan, hvor Han tiltaler Barder og Druider saaledes:
✂
►Solis nosse Deos et cæli numina vobis ✂
Guder og Himmelens Hær af Eder allene erkendes,
Aut solis nescire datum: nemora alta remotis
Incolitis lucis. Vobis autoribus, umbræ
Haud tacitas Erebi sedes, Ditisqve ⓘ
profundi
Pallida regna petunt: regit idem spiritus artus
Orbe alio: longæ (canitis si cognita) vitæ
Mors media est. Certe populi qvos despicit arctos
Felices errore ⓘ
suo, qvos ille timorum
Maximus, haut ⓘ
urguet leti metus. Inde ruendi
In ferrum mens prona viris, animæqve capaces
Mortis: et ignavum redituræ parcere vitæ.►
*For Læsere der ei forstaa Latin vil jeg til Husbehov oversætte Stedet som findes i 👤Lucans ►Pharsal. lib. 1. v. 452-62.
Eller forborgne de blev for Eders Øine allene,
Der hvor I ►bygge saa dybt udi Skov i de lønlige Lunde.
Troer Man Eder, da ei til ►Erobi Taushed neddale
Skyggerne, ei til ►Plutos ►omdunklede Rige;
Men i en Verden paa ny hvert ►Ledemod ►kraftigen rører
Aanden endda. Hvis I ved, hvad I ►synge da vorder ⓘ
kun Døden Midten af Livet.
Nordstjernen skuer en Slægt, Vildfarelsen selv er dens Lykke,
Ikke af høieste Frygt den trænges, af Frygten for Døden,
Villig den styrter i Sværd sig, trodsende Døden saa modig,
Niding er den, som et Liv vil skaane der atter fornyes.
✂ XXIIKunde 👤Lucan have udtrykt sig anderledes efter at have studeret 📌Nordens Kvad og Sagn?
✂ den 28de Octb, 1808.