III 244 (US)
Til Justitsraad 👤Pram.
✂
Naar Solen er sjunken fra hvælvede Bue
Med ►ildige, straalende, blændende Glands;
Naar Skinnet afløser den mægtige Lue;
Da aabnes for henfarne Tider min ►Sands.
Naar ►Drauger omride de jævnede Høie,
Da aabnes, da skuer, da funkler mit Øie,
Jeg vandrer blandt Guder, blandt Helte i 📌Nord.
✂
IVJeg skuer, jeg grubler, jeg stræber at tyde
De Syner jeg ser ved det natlige Skin,
At tolke de ►underlig gribende Lyde,
Der tone saa høit i den susende Vind.
I Nutiden bundne, med Øiet paa Jorden,
De Høilærde fandt, at hver Tone fra 📌Norden
Var raa og barbarisk og sværmerisk vild.
✂
Jeg hørte o 👤Pram! at Du her, som i Livet,
Fra Flokken Dig skilte og hørte mig blid;
At Du, hvem Naturen saa venlig har givet
En brændende Sands for den henfarne Tid;
Hvis Blik ei nedstirrer som naglet til Jorden;
Erkendte en Røst fra dit elskede 📌Norden.
Nu ryst kun dit Hoved Du høilærde Flok!
✂
V
245
(US)
Jeg ofrer mit Liv og min Kraft til at reise
Paa Hedenolds Gravhøi en talende Sten,
►Med Runer ombeltet, saa høit den skal kneise
Paa ►Valhals Ruiner, paa Heltenes Ben,
Om ►Nornerne unde mig ►Livet at friste,
Om ►Odin mig lærer de ►Stave at riste,
Saa dybt dem at grave med ►Sands og med Kraft.
✂
Den stander paa Høi, kan ei glimrende prale
Som Marmor med farvede Striber og Glands,
(Om Kampen i 📌Nord bør en Kampesten tale,
Dens Herlighed fattes af dybere ►Sands.)
Den vakler endnu uden Støtter, kun matte,
Kun enkelte Runer paa Fladen jeg satte;
O tør jeg vel Ædle! tilegne Dig den?
✂
VIJeg tør det, thi Stenen har Hedenold baaret,
De splittede Stykker jeg samlede kun,
Og Hedenolds Skjalde har Runerne skaaret,
Jeg renser kun Mosset fra ►Trækkenes Bund;
Og Stenen, som 📌Norriges Klipper har baaret,
Og Runer, som 📌Norriges Skjalde har skaaret,
Dem tør jeg ►og hellige 📌Norriges 👤Pram.
✂ Med sand Høiagtelse
✂ af
✂ Forfatteren.