↩ Saaledes stode vore Fædres Guder, vanærede og ►spottede, med ►affaldne Kroner og brækkede Septre, indtil Skjalden 👤Oehlenschläger, jeg tør ei sige forbarmede sig over Dem, men vovede at oplede Dem der, hvor De stande i en Glands, ingen Skygge kan fordunkle og intet Slør bedække for Digterens Øie. Vel søgte Han Dem ►stundum der, hvor kun Deres Genfærd vare; vel iførte Han Dem ►stundum et Purpur, ►sprængt med Sydens Guld, som Hans egen ►konstige Haand virkede, fordi Han, ilende, ei saa Deres eget; men hvad Han ikke hidtil saa, vil Han sikkert engang se, thi Han kan, og skedte det end ikke, vilde dog den Pris evig tilhøre Ham, at have været den Første, der atter begeistrede 📌Norden for sine gamle Guder, og iførte Dem en Dragt der forkyndte Deres Høihed. Enhver, som fik Øie for det stærke, underfulde Spil i ►Vaulunds Kvad; som fulgte ►Thor til Jotunheim og hørte Sagnet om Tidens Fødsel; som gennemskuede 👤Hakon i Kraftens Øieblikke og lyttede til 👤Audens dybe Toner; som vovede at se ►Spydet hærdes til ►Hødur, XIVog at høre ►Mørkalfers knusende Kor; Han saa Glimt, og hørte Lyde, som Han aldrig glemmer.