Vennerne
✂ Allerede inden bogen var udkommet, nemlig 1. december 1808, modtog Grundtvig en positiv anerkendelse fra 👤Christen Pram, til hvem han havde tilegnet værket. 👤Pram svarede omstændeligt og beskedent og “lykönsker Fædrelandet til en sådan Sön” (utrykt, NkS 1299 e, se ►Rønning 2:1 1908, s. 63).
✂ Også vennen 👤Christian Molbech havde modtaget et eksemplar af bogen. 👤Molbech læste den anden gang i juleferien, som han holdt i Sorø, og takkede efterfølgende Grundtvig i et digt i tunge heksametre, bragt i ‘Skilderiet’: “Til Grundtvig, da jeg i Sorøe andengang, havde læst hans Eddalære” (►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 28, 14. januar 1809).
✂ På Valkendorfs Kollegium boede filosoffen 👤F.C. Sibbern samtidig med Grundtvig. Han erindrer om bogen:
✂ “Han var Lærer i Historie i 👤Schouboes Institut, og skrev sin første Nordens Mythologie, som var meget poetisk, og som jeg holdt meget af. Grundideen er mærkelig nok i christelig Aand: thi ►Odin kommer her til sin Gudmagt ved et Slags Syndefald eller Affald [dvs. frafald] [...] Man sagde dengang om Gr., at hans Tro var Asatroen, hvilket naturligvis ei var saa” (►Erindringer 1948, s. 117-118).