Modtagelse
Vennerne
✂ Allerede inden bogen var udkommet, nemlig 1. december 1808, modtog Grundtvig en positiv anerkendelse fra 👤Christen Pram, til hvem han havde tilegnet værket. 👤Pram svarede omstændeligt og beskedent og “lykönsker Fædrelandet til en sådan Sön” (utrykt, NkS 1299 e, se ►Rønning 2:1 1908, s. 63).
✂ Også vennen 👤Christian Molbech havde modtaget et eksemplar af bogen. 👤Molbech læste den anden gang i juleferien, som han holdt i Sorø, og takkede efterfølgende Grundtvig i et digt i tunge heksametre, bragt i ‘Skilderiet’: “Til Grundtvig, da jeg i Sorøe andengang, havde læst hans Eddalære” (►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 28, 14. januar 1809).
✂ På Valkendorfs Kollegium boede filosoffen 👤F.C. Sibbern samtidig med Grundtvig. Han erindrer om bogen:
✂ “Han var Lærer i Historie i 👤Schouboes Institut, og skrev sin første Nordens Mythologie, som var meget poetisk, og som jeg holdt meget af. Grundideen er mærkelig nok i christelig Aand: thi ►Odin kommer her til sin Gudmagt ved et Slags Syndefald eller Affald [dvs. frafald] [...] Man sagde dengang om Gr., at hans Tro var Asatroen, hvilket naturligvis ei var saa” (►Erindringer 1948, s. 117-118).
✂ 👤H. C. Ørsted gav i et brev til 👤Oehlenschläger fra den 11. februar 1809 en blandet omtale af værket:
✂ “Grundtvig har udgivet en nordisk Mythologi. En poetisk Aand svæver unægteligen derover; men det er dog et sandt Begynderarbejde, at sige af en god og dygtig Begynder. Ufuldstændighed og Mangel af sand Gjennemskuelighed i Fremstillingen er det, jeg især vilde lægge ham til Last” (►Ørsted 1870, s. 280).
Jens Møller
✂ Teologen 👤Jens Møller reagerede ikke umiddelbart på Grundtvigs nedsabling af hans gendigtning af eddadigtet ►Skirners Færd (►Møller 1806). Men man kan sige, at 👤Møller fik givet svar på tiltale, da han i 👤P.E. Müllers ►Dansk Litteratur-Tidende , nr. 1-2 1811, anmeldte Grundtvigs samlede ‘mytologiske’ forfatterskab på én gang. Det vil sige ►“Lidet om Sangene i Edda”, ►“ ►Om Asalæren”, ►“Et Par Ord i Anledning af det forkyndte sørgespil: Signe”, ►“Bemærkninger over Oehlenschlägers Baldur” og endelig Nordens Mytologi.
✂ 👤Jens Møller brød sig ikke om “den Haardhed, hvormed han [dvs. Grundtvig] [havde] affærdiget Andre, der ikke ville see som han” (► Dansk Litteratur-Tidende, 1811 nr. 1, s. 3). Han tog også afstand fra Grundtvigs hovedtanke: “At de gamle Nordboer skulle have troet paa en ►Alfader mægtigere ned ►Aserne, hvilket F. [forfatteren, dvs. Grundtvig] og flere før ham have antaget, er en blot Gisning, som neppe er sandsynlig” (►Dansk Litteratur-Tidende , 1811 nr. 2, s. 28-29). 👤Møller angreb ligeledes Grundtvigs tolkning af et dunkelt sted i eddadigtet ► Hyndlas Sang, hvor han lader ►Loke gifte sig med jættekvinden ►Angrbode og derved blive ond. 👤Møller anførte med rette, at ►Loke ikke gifter sig med hende, men æder hendes (brændte) hjerte “og derved blev ond” (s. 31). Det er nu også, hvad Grundtvig citerer i uddraget af ►Hyndlas Sang på s. 56 i Nordens Mytologi. Men Grundtvig fortsætter: “Elskov optændtes i ham til ►Angerbode, og da Han sank i Hendes Favn, sank Han for stedse i ► Jetters ” (s. 56). Den oprindelige oldislandske eddatekst angiver, at det er ►Loke, der bliver gravid ved at spise ►Angrbodes hjerte (således også ►Martin Larsen (overs.) 1943, Hyndlas Sang, strofe 40-41: “svanger”). Trods flere kritiske punkter kunne 👤Møller dog slutte:
✂ “Uagtet de anførte Indvendinger erkjender Rec. [dvs. recensenten, 👤Møller selv] med Fornøielse hos F. [forfatteren] det Fortjenstlige i at have begyndt paa at adskille det Ældre og Nyere i Asalæren, hvilket tilligemed mangt et rigtigt Blik over enkelte Punkter, og Sindrigheden af det Hele, gjør, at denne Bog ligesaavel fra den kritiske, som fra den æsthetiske Standpunkt, kan ansees som en Vinding for vor Litteratur” (►Dansk Litteratur-Tidende 1811, nr. 2, s. 32).
‘Skilderiet’ og Tyskland
✂ Bogen blev anmeldt anonymt i ► Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 3. december 1808, spalte 247-249 under rubrikken “Indenlandske Efterretninger”, se faksimiler. Anmeldelsen er tidligere tillagt 👤Molbech (►Rønning 2:1, s. 78), men eftersom den er anonym, kan den ligeså godt være af 👤Salomon Soldin, der fra 1811 blev udgiver af bladet og ofte varetog litteraturanmeldelserne i ►‘Skilderiet’. Anmeldelsen begynder med at beklage, at tyskerne (👤Herder og 👤Gräter) før danskerne har skuet “noget dybere i den herlige Kilde, hvis rige Straale fremvældede af nordisk Grund”, dvs. ► Eddaen (spalte 247). Anmelderen priser 👤Oehlenschläger for at have tvunget “os til at see og erkiende noget mere i Nordens Mythologie, end et planløst Sammenvæv af barbariske, upoetiske Eventyr” (spalte 248). Sproget bliver beskrevet som “ofte høit og skiønt, og kun stundom (en Følge af at det skal omhylle Ideer fra Nordens dybeste Oldtid) noget haardt — med et Ord, at det er Materien værdigt” (spalte 248). Endelig bider anmelderen mærke i de mange indlagte digte, der er Grundtvigs egne: “En forhøiet Interesse vinder Eddalærens Fremstilling ved den poetiske Fremstilling af forskiellige af dens vigtigere Myther” (spalte 249).
✂ 👤Rønning anfører, at 👤Friederich Schlegel i sin afhandling ►Ueber nordische Dichtkunst fra 1812 omtaler både Grundtvig og 👤Oehlenschläger positivt (►Rønning 2:1, s. 79). Hertil kan føjes oplysningen fra 👤Steen Johansen om, at 👤Schlegel har gengivet et afsnit fra mytologiens fortale (► Bibliografien 2, s. 40).